Dokumentets dato: | 22-03-2007 |
Offentliggjort: | 22-03-2007 |
SKM-nr: | SKM2007.220.SKAT |
Journalnr.: | 06-038225 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | SKAT-meddelelse |
SKAT udtaler sig om de moms- og lønsumsafgiftsmæssige konsekvenser ved praksisændringen.
SKAT offentliggjorde ved SKM2006.620.SKAT den 13. oktober 2006 en praksisændring om, at statslige og statsanerkendte museer fra 1. april 2007 skal opkræve moms af forundersøgelser og andre arkæologiske udgravningsydelser, som de leverer i forbindelse med, at der er sket fortidsfund.
Aktiviteter, der omfattes af momspligten, er museernes arkæologiske undersøgelser, herunder forundersøgelser, der er omfattet af museumslovens §§ 26 - 29 og 29 g, h og j.
Indførelsen af momspligt har betydning for levering af forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser, der rent faktisk gennemføres (dvs. afsluttes) den 1. april 2007 eller senere.
Baggrund
Et museum, der har fået en henvendelse fra en bygherre om, at der er fundet spor af fortidsminder på hans grund, skal vurdere, hvorvidt der er behov for en arkæologisk undersøgelse og i givet fald udarbejde et udkast til budget for undersøgelsen (maksimumsbudget).
Kulturarvsstyrelsen (KUAS) skal godkende museets budget, inden undersøgelsen iværksættes. I ældre afgørelser er der ikke taget højde for praksisændringen, og der er dermed oplyst en maksimumspris til bygherren, hvor der ikke er taget højde for, at museet skal afregne salgsmoms. Der er tale om et maksimumsbudget, hvilket er ensbetydende med, at udgiften til den arkæologiske undersøgelse ikke må overskride den budgetterede udgift.
KUAS skal godkende det endelige regnskab, inden museet fakturerer bygherren for de leverede undersøgelser.
KUAS har bedt SKAT om at beskrive de afgiftsmæssige konsekvenser i følgende tre situationer, der opstår i overgangsperioden. I alle situationer er der truffet afgørelse om et maksimalt vederlag uden hensyn til momspligt.
Situation 1.
Museet færdigleverer undersøgelsen og udgravningsarbejdet inden 1. april 2007, men faktura udstedes efter. Ved færdigleveret forstås, at museet har afsluttet undersøgelsen i felten.
Museet skal ikke opkræve moms af leverancen, og kan derfor ikke i sit momsregnskab fratrække moms af de udgifter, der er afholdt i forbindelse med aktiviteterne. Derimod skal museet beregne lønsumsafgift som hidtil.
Dette gælder uanset, hvornår bygherrerapport og beretning er udarbejdet, og hvornår udkast til regnskab er fremsendt til KUAS.
Situation 2.
Museet påbegynder forundersøgelserne og evt. de arkæologiske undersøgelser inden 1. april 2007. Arbejdet er først færdigleveret efter 1. april 2007, og faktura udstedes efterfølgende.
Museet skal opkræve moms af leverancen og kan derfor i sit momsregnskab fratrække moms af de udgifter, der direkte kan henføres til leverancen. Det gælder fx de underleverandørydelser i form af entreprenørarbejde, museet køber til brug for undersøgelsen, og uanset om disse eventuelt er leveret og faktureret før den 1. april 2007.
Museet skal ikke betale lønsumsafgift af de momspligtige aktiviteter.
Praksisændringen medfører endvidere, at museet får en højere momspligtig omsætning end tidligere, hvilket alt andet lige vil føre til, at museets delvise fradragsret bliver større. Dermed kan museet fratrække en højere andel af momsen af sine fællesudgifter.
Hvorvidt, der er fremsendt delfaktura for dele af undersøgelsen, har ikke indflydelse på, om der skal opkræves moms af det fulde beløb.
Situation 3.
Museet påbegynder og afslutter undersøgelserne efter 1. april 2007.
Museet skal ved faktureringen opkræve moms af leverancen. De afgiftsmæssige konsekvenser er som i situation 2.
Tilskud
KUAS yder i visse situationer tilskud til større forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser. Af praktiske årsager udbetaler KUAS ikke tilskuddet direkte til bygherren, selvom han er tilskudsmodtager, men via det museum, der skal opkræve betaling for de leverede ydelser.
SKAT betragter tilskuddet som en delvis (evt. hel) betaling for de leverede ydelser, og tilskuddet får dermed ikke indflydelse på museets opkrævning af moms af ydelserne. Museet skal således desuagtet udfærdige faktura til bygherren på det beløb, der i alt skal betales for udgravningsundersøgelserne m.m. (med tillæg af 25 % moms) og først ved opkrævningen af beløbet hos bygherren fradrage det tilskud, museet har modtaget i tilskud fra KUAS.