Dokumentets metadata

Skattefri befordringsgodtgørelse - Skatterådet afviste at ændre Skatteankenævnets kendelse

Skatterådet afviste at ændre Skatteankenævnets kendelse med den begrundelse, at kriterierne i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, ikke var opfyldt, idet kendelsen ikke var åbenbart ulovlig.

Skatteyder var ansat som driftsleder i X-kommune, hvilket indebar, at skatteyder stod for den daglige drift af kommunens kloakforsyning. Skatteyder fik i denne forbindelse udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse.

Arbejdet bestod bl.a. i at føre tilsyn med spildevandsanlæg og genbrugspladser, ligesom skatteyder også førte tilsyn med vedligeholdelse af søer og vandløb i kommunen. Dette indebar, at der dagligt var behov for, at skatteyder kørte i kommunens tjeneste i egen bil.

Skatteyder havde sit daglige mødested på en nærmere angivet adresse, og herfra kørte han dagligt i egen bil rundt i kommunen og foretog de daglige tilsyn, der var nødvendige for driften.

Skatteyders kørsel i arbejdstiden blev registreret fra skatteyder mødte på det faste mødested og til det faste mødested blev forladt ved arbejdstidens ophør. Dagens kørte kilometer blev påført køresedlen, som blev indgivet til arbejdsgiveren, inden de blev sendt til lønkontoret.

Skatteyder aflæste og noterede bilens kilometertæller ved arbejdsdagens begyndelse og ligeledes ved arbejdsdagens ophør. Tallene blev overført til skatteyders lommebog, som skatteyder fremlagde. Tallene fremgik af lommebogen, der også på visse dage viste, at skatteyder havde haft et møde.

Da tilsynsopgaverne ofte var af mere eller mindre akut karakter, kunne skatteyder ikke planlægge mere end én dag ad gangen, og tilsynene blev ofte aftalt i løbet af dagen over mobiltelefonen.

Skatteyders arbejdsgiver godkendte og underskrev køresedlerne løbende.

Af køresedlerne fremgik det, at skatteyder fra december til juni alene anførte dagens kørte kilometer. Fra juni til november fremgik det, at skatteyder under feltet "Turens hovedpunkter" konsekvent anførte den samme rute. Dagenes kørte kilometer svingede dog mellem 4 km og 73 km.

Af kommunens registreringer fremgik det, hvor i kommunen, der var placeret pumpestationer.

Personalechefen bekræftede følgende vedrørende skatteyders kørsel:

• skatteyders kørsel havde erhvervsmæssige formål
• datoerne for kørslen blev påført kilometersedlerne
• formålet med kørslen var kørsel i forbindelse med tilsyns- og planlægningsopgaver, hvilket var opgaver, der alle havde tilknytning til udførelsen af det daglige arbejde
• det faktiske antal erhvervsmæssigt kørte kilometer blev anført
• lønkontoret anvendte de gældende satser for beregningen af befordringsgodtgørelsen.

ToldSkat:

I forbindelse med en arbejdsgiverkontrol fandt ToldSkat, at der ikke var behørig dokumentation for udbetaling af godtgørelserne, idet kørselsrapporterne ikke indeholdt de oplysninger, som fremgår af Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af den 13. marts 2000 §§ 1 og 2, samt hertil det årlige cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen.

Skatteankenævnet:

Med henblik på at vurdere hvorvidt den udbetalte kørselsgodtgørelse var skattefri eller skattepligtig, tog Skatteankenævnet afsæt i dels de af skatteyder udfyldte køresedler og dels de oplysninger, som skatteyder afgav overfor Skatteankenævnet i forbindelse med sagens behandling.

Nævnet måtte umiddelbart medgive ToldSkat, at de krav, der fremgår af den ovennævnte bekendtgørelse, ikke kunne anses for opfyldt i strengt bogstavelig forstand, idet skatteyder for en del af kørslen ikke havde påført specifikt mål og formål med den foretagne kørsel, og for en anden del af kørslen slet ikke havde påført mål og formål med kørslen.

Skatteankenævnet fandt dog, at der var følgende andre forhold i sagen, der tilsammen måtte tillægges afgørende vægt:

• Den kommunale arbejdsgiver havde ikke udformet de køresedler, som skatteyder var blevet instrueret i at benytte med henblik på at dokumentere skatteyders kørsel, i overensstemmelse med de krav, der stilles for den udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, der var hele formålet med registreringen, både for skatteyders arbejdsgiver og for skatteyder, og skatteyder var således reelt uden ansvar for den opståede situation.
• Den benyttede fremgangsmåde for registrering af dagens kørte kilometer havde gennem 15 år ikke givet anledning til diskussion med skattemyndighederne.
• Skatteyders opgaver, som de er blevet beskrevet over for Skatteankenævnet, og det anførte kilometerantal er i udmærket overensstemmelse, og skatteyder har således sandsynliggjort at registreringen er korrekt.
• Den bekræftende udtalelse fra den Y til støtte for bilagenes rigtighed - en udtalelse der må tillægges så meget mere vægt eftersom Y var tidligere skattechef.
• Arbejdets særlige karakter, og i den forbindelse især det af skatteyder anførte faktum, at det ville være en omfattende opgave at skulle anføre samtlige de veje som skatteyder passerede i løbet af et tilsyn.

Det var på denne baggrund Skatteankenævnets afgørelse efter en konkret vurdering, at det ville være urimeligt, hvis den manglende opfyldelse af formalia blev lagt skatteyder til skade.

Skatteankenævnet besluttede ved kendelse af 23. november 2005, at den modtagne befordringsgodtgørelse var skattefri.

Efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3 kan Skatterådet efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn.

SKATs indstilling:

Udbetaling af befordringsgodtgørelse kan efter ligningslovens § 9, stk. 5, undtagelsesvis ske skattefrit under iagttagelse af visse betingelser.

Betingelserne fremgår henholdsvis af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, der er udstedt i henhold til ligningslovens § 9, og ligningslovens § 9 B. Forudsætningen for skattefriheden af befordringsgodtgørelserne er, at samtlige nedenstående betingelser skal være opfyldt:

• Der skal være tale om erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9 B, litra a-c.
• Befordringsgodtgørelsen må ikke overstige de fastsatte satser fra Ligningsrådet, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.
• Arbejdsgiveren har pligt til at kontrollere, at alle betingelser for udbetaling af den skattefrie godtgørelse er opfyldte, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

Af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse fremgår det, at det i forbindelse med kontrolforpligtelsen er nødvendigt, at befordringsbilaget (køresedlen) angiver følgende:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.
• Kørslens erhvervsmæssige formål.
• Dato for kørslen.
• Kørslens mål med eventuelle delmål.
• Angivelse af antal kørte kilometer.
• De anvendte satser.
• Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Det fremgik af skatteyders køresedler, at han alene påførte bilens kilometertæller ved arbejdsdagens begyndelse og arbejdsdagens ophør. Mål og formål med kørslen fremgik således ikke.

Det har ikke været muligt at indhente yderligere oplysninger og dokumentationer vedrørende skatteyders arbejdsdag og kørselsregistreringer. Der foreligger således ingen registreringer vedrørende kørslen udover den, der fremgår af køresedlerne.

Praksis viser, at domstolene tager betingelsen om kontrol meget bogstaveligt. Vestre Landsret har bl.a. anset en befordringsgodtgørelse for skattepligtig, selvom godtgørelsen var beregnet korrekt, se nedenfor:

I SKM2002.525.VLR , konkluderede landsretten, at Ligningsrådet med hjemmel i den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, kunne fastsætte krav til arbejdsgivere om at foretage effektiv kontrol med den kørsel, for hvilken de udbetaler skattefri befordringsgodtgørelse. Den udbetalte befordringsgodtgørelse blev anset for skattepligtig, selvom godtgørelsen var beregnet korrekt, idet arbejdsgiveren ikke havde foretaget effektiv kontrol med antallet af kørte km. Landsretten statuerede endvidere, at såvel den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, som bemyndigelsen i den nugældende § 9, stk. 5, 4. pkt. (hjemlen for ovennævnte bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse), medfører, at hvis arbejdsgiveren ikke fører den krævede kontrol, kan godtgørelsen ikke udbetales skattefrit.

I SKM2004.45.LSR anså Landsskatteretten en udbetalt kørselsgodtgørelse for skattepligtig, da det ikke af bilagene var muligt at se, hvilken bil, der blev benyttet til befordringen, således at arbejdsgiveren ikke kunne føre kontrol med de kørte kilometre.

I SKM2003.317.ØLR fandt Landsretten, at den del af kørslen, hvor sagsøgeren ikke selv var med i bilen (hustruen kørte sagsøgeren til arbejde og kørte alene tilbage i bilen) ikke var omfattet af ligningslovens § 9 B. Herefter fandt landsretten ikke, at sagsøgerens arbejdsgiver havde ført fornøden kontrol med antallet af kørte kilometre, hvilket er en forudsætning for skattefrihed. Det var uden betydning, at den fejlagtige udbetaling var sket som følge af misforståelse af eller ukendskab til reglerne. Under henvisning hertil og til, at sagsøgeren fra indkomstårets begyndelse havde fået udbetalt mere, end han var berettiget til (fordi der også var udbetalt godtgørelse vedrørende den del af kørslen, hvor sagsøgeren ikke selv var med i bilen), skulle hele den udbetalte godtgørelse medregnes ved indkomstopgørelsen.

I SKM2001.504.ØLR havde en distriktschefs opgørelse over kørte km i forbindelse med hans arbejde været behæftet med uklarhed. Derfor havde arbejdsgiveren ikke haft tilstrækkeligt grundlag for at udøve en effektiv kontrol ved godkendelse af hans kørselsopgørelser, og den udbetalte kørselsgodtgørelse blev følgelig anset for skattepligtig personlig indkomst for distriktschefen.

I TfS1998.779.ØLD havde arbejdsgiveren ikke ført kontrol med antallet af kørte km, ligesom der ikke forelå kørselsregnskab m.v.

I TfS 1994, 495 Ø anførte Landsretten, at det ikke kunne tillægges betydning i forhold til skattepligten, om udbetaling af godtgørelser i medfør af ligningsloven, der viser sig ikke at opfylde betingelserne for skattefrihed, beror på arbejdsgiverens fejl.

SKAT har lagt vægt på, at det ud fra skatteyders køresedler ikke har været muligt for arbejdsgiveren at kontrollere den faktiske kørsel.

SKAT har ved vurderingen også lagt vægt på, at der ikke findes nogen registreringer af skatteyders kørsel, hvilket betyder, at det ikke er muligt at gå tilbage og se, hvor skatteyder har været på en given dag, når køresedlerne blev indleveret til arbejdsgiveren.

Endvidere har SKAT lagt vægt på, at det heller ikke på baggrund af køresedlerne var muligt at kontrollere, at f.eks. 60 dages reglen blev overholdt.

Det er SKATs vurdering, at køresedlerne derfor ikke opfylder de krav til dokumentation, som fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2.

På denne baggrund er det SKATs vurdering, at skatteyder er skattepligtig af den modtagne kørselsgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5.

Skatterådets afgørelse:

Skatterådet kunne ikke tiltræde SKATs indstilling.

Skatterådet fandt, at der ikke var tale om en åbenbart ulovlig afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.

Skatterådet fandt, at der var tale om en bedømmelse af, om dokumentationen var tilstrækkelig, og om de udbetalte befordringsgodtgørelser rent faktisk var ydet for kørsel for arbejdsgiveren. Der var således tale om en konkret bevisvurdering, som Skatterådet ikke havde grundlag for at tilsidesætte.

Skatterådet fandt derfor ikke, at betingelserne for at ændre Skatteankenævnets kendelse var opfyldt.