Dokumentets metadata

Fradrag for rejseudgifter - tandteknikerelev på skoleophold - midlertidig arbejdsplads

Skatterådet fandt, at en elev, der var i lære som tandtekniker, under skoleophold kunne betragtes som en lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A.

Er spørger berettiget til fradrag for rejseudgifter, når hun er i lære som tandtekniker og er på skoleophold? Hvis svaret er nej, er spørger så berettiget til at få dækket udgifter til dobbelt husførelse?

Svar

Ja, se begrundelse. Sidste del af spørgsmålet bortfalder herefter.

Under uddannelsen, som varer to år er spørger på skole i København i tre perioder af henholdsvis to gange 10 uger og en gang af 20 uger.

Transporttiden opgiver spørger til at være fire timer hver vej. Spørger står til rådighed for arbejdsgiveren på fridage fra skolen, og optjener ferie under skoleopholdet. Arbejdsgiver betaler transport frem og tilbage en gang om ugen, men herudover betaler arbejdsgiver intet andet.

Ansøger modtager løn under skoleopholdet.

Spørger mener, at hun er berettiget til fradrag for rejseudgifter, da hun er lønmodtager og da skoleopholdene kun er midlertidige.

Spørger henviser til sagen vedrørende politielever, og spørger mener derfor også, at hendes skoleophold kan betragtes som et midlertidigt arbejdssted.

Det er endvidere spørgers opfattelse, at hun udfører arbejde til nytte for sin arbejdsgiver, når hun er på skole, idet hun lærer ting, som arbejdsgiveren ikke har tid til at lære hende i hverdagen, og idet hun er meget hurtigere til at udføre arbejdet, når hun vender tilbage fra skoleopholdet.

Efter ligningslovens § A, stk. 7, jf. stk. 1, kan rejseudgifter fradrages ved indkomstopgørelsen enten med de standardsatser, der fremgår af § 9A, stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter.

Lønmodtagere kan altså tage fradrag for deres rejseudgifter til kost, småfornødenheder og/eller logi. Der kan dog kun foretages fradrag, hvis lønmodtageren opfylder betingelserne for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter § 9A.

Betingelserne for at foretage fradrag er, at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. § 9A, stk. 1.

Det er således et krav, at skoleopholdet kan betragtes som et midlertidigt arbejdssted.

Som arbejdssted anerkendes i praksis steder, hvor skatteyder modtager undervisning som led i tjenesten.

Told- Skattestyrelsen har i TfS1998,464, kommenteret en afgørelse omtalt i TfS 1998, 91, (som omhandlede SKATS egne elever) og det fremgår heraf, at

"Efter praksis lægges der vægt på, at arbejdsgiveren under skoleopholdet bevarer sine instruktionsbeføjelser over eleverne, således at disse er pålagt at stå til rådighed for at udføre opgaver af arbejdsmæssig/tjenstlig karakter, at eleverne under skoleopholdet er underlagt de samme tjenstlige forpligtelser som ved praktisk tjeneste, og således står til rådighed for arbejdsgiveren til faktisk benyttelse, at ansættelsen sker i en institution med henblik på udførelse af praktisk arbejde, at uddannelsesforløbet er tilrettelagt i institutionens regi på grund af ønsket om den rette kvalificerede arbejdskraft, og at eleverne ikke bliver afskediget efter uddannelsens slutning."

Efter de foreliggende oplysninger er det SKATs opfattelse, at skoleopholdet ikke opfylder kravene til et midlertidigt arbejdssted, således som dette behandles i praksis, og at ansøger derfor ikke er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9A, stk. 7.

SKAT har lagt vægt på, at det ikke fremgår, at ansøger står til rådighed for arbejdsgiveren under skoleopholdet (men kun på fridage herfra), og at arbejdsgiveren på den måde ikke bevarer instruktionsbeføjelsen under skoleopholdet, ligesom ansøger under skoleopholdet ikke er underlagt de samme tjenstlige forpligtelser som ved praktisk tjeneste. På dette punkt adskiller forholdet sig også fra sagen vedrørende politielever, jf. LSRM 1969,146.

Endvidere har SKAT lagt vægt på, at uddannelsen ikke er "skræddersyet" til netop denne arbejdsgivers særlige behov, og at uddannelsesforløbet ikke er tilrettelagt i institutionens regi på grund af ønsket om den rette kvalificerede arbejdskraft.

Det er således SKATs opfattelse, at uddannelsen i den foreliggende sag ikke er "skræddersyet" til arbejdsgiverens behov, og at uddannelsen til tandtekniker mere har karakter af at være en generel offentlig uddannelse end en længerevarende intern tilrettelagt uddannelse sådan som tilfældet er ved eksempelvis uddannelsen for pengeinstitutelever, jf. TfS 2000, 166, og uddannelsen for SKATS egne elever, jf. TfS 1998, 91.

For så vidt angår fradrag for udgifter til dobbelt husførelse er det en betingelse, at opretholdelsen af dobbelt husførelse skyldes erhvervsmæssige forhold. Da der efter SKATS opfattelse ikke er tale om et erhvervsmæssigt forhold, jf. oven for, er der ikke adgang til fradrag for dobbelt husførelse.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et "nej".

Skatterådet fandt, at uddannelsen til tandtekniker kan sidestilles med andre uddannelser, hvor der er indrømmet fradrag. Indrømmelsen af fradrag fandtes således at stemme overens med eksisterende praksis.

Skatterådet besvarer således spørgsmålet om fradrag for rejseudgifter med "ja".

Sidste del af spørgsmålet bortfalder herefter.