Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-06-2007
Offentliggjort:12-06-2007
SKM-nr:SKM2007.374.SKAT
Journalnr.:06-162242
Referencer.:Skattekontrolloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Bødekrav der idømmes for overtrædelser af skattelovgivningen

Ifølge udskrift af Østre Landsrets retsbog af 28. marts 2007 kan der ikke foretages arrest vedrørende bødekrav, der idømmes for overtrædelse af skattelovgivningen. Der skal i stedet foretages beslaglæggelse efter de straffeprocessuelle regler.


SKAT, Hovedcentret, har ved Kammeradvokaten anmodet Retten i Holbæk om foretagelse af arrest uden forudgående underretning af skatteyderen. Beløbet, der begæres arrest i, var et bankindestående, der var beslaglagt af rigspolitiet i forbindelse med efterforskningen i en straffesag.

SKATs begrundelse for anmodningen om arrest var, at skatteyderen ikke havde angivet indkomster for årene 2004 og 2005. Det kunne således befrygtes, at skatteyderen ville unddrage sig kreditorernes fyldestgørelse ved at bringe beløbet uden for kreditorernes rækkevidde, hvis sagen blev udsat på underretning af skatteyderen. Der var ikke på daværende tidspunkt grundlag for en udlægsforretning, da kravet ikke var forfaldent til betaling.

Indkomsten der ikke var selvangivet blev vurderet til 699.325 kr., heraf beregnet skat på 50%, dvs. 349.500 kr. Tillægsbøden efter skattekontrollovens § 13, svarer efter sædvane til den beregnede skat og kunne derfor opgøres til 349.500 kr., hvilket i alt medførte et skønnet krav på 699.000 kr. SKAT anmodede om, at der tillige blev foretaget arrest for sagsomkostninger, dels for retsafgifter vedrørende fogedbegæringen og justifikationssagen, dels for advokatomkostninger.

Arresten blev indbragt for Østre Landsret.

Landsretten fandt ikke, at reglerne om arrest i retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje kan anvendes til sikkerhed for bødekrav for overtrædelser af skattekontrolloven. Sådanne bødekrav skal afgøres under en straffesag, hvis skatteyderen ikke erkender eventuelle overtrædelser og vedtager en bøde herfor. Landsretten bemærker i den forbindelse, at der efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74 kan foretages beslaglæggelse til sikkerhed for bødekrav.

Landsretten stadfæster den foretagne arrest for så vidt angår kravet på restskatter.