Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-01-2007
Offentliggjort:28-06-2007
SKM-nr:SKM2007.449.SR
Journalnr.:06-040076
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Medarbejderaktier - supplerende aftaler

Skatterådet bekræfter, at en påtænkt ændring af kapitalforholdene i A A/S i form af et aktiesplit og/eller en fondsaktieudvidelse ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for koncernens medarbejdere med eksisterende optionsaftaler omfattet af ligningslovens § 28, såfremt der udarbejdes et tillæg til de eksisterende optionsaftaler, hvor der udelukkende korrigeres for de foretagne kapitalændringer, således at medarbejderne opnår ret til et forholdsvist højere antal aktier men til en tilsvarende lavere kurs.


Spørgsmål

  1. Vil en påtænkt ændring af kapitalforholdene i A A/S i form af et aktiesplit have nogen skattemæssige konsekvenser for koncernens medarbejdere med eksisterende optionsaftaler omfattet af ligningslovens § 28, såfremt der udarbejdes et tillæg til de eksisterende optionsaftaler, hvor der udelukkende korrigeres for de foretagne kapitalændringer, således at medarbejderne opnår ret til et forholdsvist højere antal aktier men til en tilsvarende lavere kurs, hvorved den økonomiske værdi af optionerne er uforandret?
  2. Vil en påtænkt ændring af kapitalforholdene i A A/S i form af en fondsaktieudvidelse i forholdet 1:1 have nogen skattemæssige konsekvenser for koncernens medarbejdere med eksisterende optionsaftaler omfattet af ligningslovens § 28, såfremt der udarbejdes et tillæg til de eksisterende optionsaftaler, hvor der udelukkende korrigeres for de foretagne kapitalændringer, således at medarbejderne opnår ret til et forholdsvist højere antal aktier men til en tilsvarende lavere kurs, hvorved den økonomiske værdi af optionerne er uforandret?
  3. Vil svaret på henholdsvis spørgsmål 1 og spørgsmål 2 være anderledes, såfremt henholdsvis aktiesplittet eller fondsaktieudvidelsen gennemføres i et andet forhold end 1:1?
Svar
  1. Nej.
  2. Nej.
  3. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Koncernen har et igangværende medarbejderoptionsprogram omfattet af ligningslovens § 28.

I henhold til optionsaftalerne har medarbejderne ret til at købe et bestemt antal aktier til en given kurs.

Der er tale om et optionsprogram, hvor medarbejderne har ret til køb af eksisterende aktier. Aktieoptionerne omfattes af ligningslovens § 28.

A A/S påtænker at ændre sin kapitalstruktur ved nedenstående to beslutninger:

Som udgangspunkt påtænkes begge kapitalændringer gennemført, men det kan eventuelt komme på tale kun at gennemføre en af kapitalændringerne.

Ifølge optionsprogrammet er den enkelte medarbejder tildelt retten til at erhverve et bestemt antal aktier á nom. X kr. til en bestemt købskurs.

Der står intet i optionsaftalerne om, hvorledes der skal forholdes i relation til eventuelle kapitalændringer i A A/S. Såfremt optionsaftalerne ikke ændres i forbindelse med de nævnte kapitalændringer, vil værdien af optionerne falde væsentligt eller helt bortfalde som følge af kapitalændringerne.

Såfremt begge kapitalændringer gennemføres vil værdien af en enkelt aktie efter kapitalændringerne således være udvandet til en ¼. Derfor påtænker A A/S ved et tillæg til optionsaftalerne at give den enkelte medarbejder ret til i stedet at købe 4 gange så mange aktier, hvor prisen for den enkelte aktie til gengæld kun er ¼. Herefter vil medarbejderne økonomisk være stillet som før kapitalændringerne.

Såfremt kun en af kapitalændringerne gennemføres vil værdien af en enkelt aktie efter kapitalændringerne være udvandet til halvdelen, hvorfor A A/S i dette tilfælde ved en ændring af optionsaftalerne vil give den enkelte medarbejder ret til i stedet at købe dobbelt så mange aktier, hvor prisen for den enkelte aktie til gengæld kun er halvdelen.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1 og 2

Hvis begge kapitalændringer gennemføres, må det alt andet lige forventes, at kursen for en aktie falder med faktor 4.

Hver aktieoption giver medarbejderen en ret til at erhverve et bestemt antal aktier for en bestemt pris, der er lavere end den nuværende værdi af hver aktie. Det fremgår ikke af optionsaftalerne, at der skal foretages reguleringer i forbindelse med eventuelle kapitalændringer i selskabet.

Hvis optionsaftalerne ikke ændres i forbindelse med de nævnte kapitalændringer, vil værdien af optionerne falde væsentligt eller helt bortfalde som følge af kapitalændringerne. De pågældende medarbejdere vil således blive økonomisk dårligere stillet, såfremt kapitalændringerne gennemføres, hvilket ikke på nogen måde er tilsigtet fra selskabets side.

Det kan ikke afvises, at selskabet vil blive mødt af erstatningskrav fra medarbejdernes side og at medarbejderne vil få medhold i, at selskabet som følge af kapitalændringerne er forpligtet til at ændre vilkårene for optionerne, så de bevarer værdien. Det kan således ikke udelukkes, at medarbejderne allerede har et retskrav på at få gennemført de korrektioner af optionsaftalerne, som ønskes gennemført som følge af kapitalændringerne.

På denne baggrund finder selskabet det åbenbart, at der skal ske korrektioner af de indgåede optionsaftaler, således at værdien af disse er uændret for medarbejderne. Der er således ikke tale om væsentlige ændringer af aftalerne til gunst for medarbejderne. Beskatningsniveau og -tidspunkt fastholdes og udnyttelse beskattes fortsat som personlig indkomst. Ændringerne sikrer udelukkende, at medarbejderne ikke stilles dårligere end hidtil. Såfremt dette udløser skattemæssige konsekvenser for medarbejderne vil det reelt gøre det umuligt for selskabet at foretage de ønskede kapitalændringer.

Ny skattemæssig lovgivning

Efter praksis vil væsentlige ændringer i optionsaftaler normalt blive betragtet som en afståelse af den oprindelige option og tildeling af en ny option. Værdien af den nye option er skattepligtig for medarbejderen og kan normalt ikke anses for modtaget i ansættelsesforhold, da den er modtaget som led i afståelse af den oprindelige aftale.

Ved en lovændring fra december 2005 (L 56) blev der indsat bestemmelser i ligningslovens § 28 og § 7 H, som havde til formål at undgå afståelsesbeskatning af optioner, der ændres i forbindelse med omstruktureringer. Den nye bestemmelse herom er indsat i ligningslovens § 28, stk. 1, som et nyt pkt. 7, der lyder således:

"Hvis det selskab, der har udstedt købe- eller tegningsretten, eller det selskab, hvori personen i henhold til købe- eller tegningsretten kan erhverve aktier, inden personens udnyttelse eller afståelse af retten indgår i en fusion, spaltning, tilførsel af aktiver eller aktieombytning, anses personen ikke for at have afstået aftalen ved fusionen, spaltningen, tilførslen af aktiver eller aktieombytningen."

Lovbestemmelsen indeholder ikke specifikt en henvisning til ændringer i optionsaftaler som følge af kapitalændringer. Henset til intentionen med den nye bestemmelse må det dog antages, at det utvivlsomt har været lovgivers intention, at der heller ikke skal anses at foreligge en afståelse af en optionsaftale, der ændres som følge af kapitalændringer i form af aktiesplit og fondsaktieudvidelser. Det er i hvert fald svært at se nogen begrundelse for at statuere beskatning i disse situationer, når man fra lovgivers side fritager en række omstruktureringer jf. den nye bestemmelse.

Hertil kommer, at der ikke kan siges at foreligge væsentlige ændringer af de bestående optionsaftaler, men alene om naturlige korrektioner som følge af kapitalændringerne. Der er tale om samme parter (A A/S og medarbejderen), samme aktieoptioner og samme genstand (samme aktier), ligesom værdien af optionerne med de gennemførte korrektioner vil være uændret for såvel medarbejderen som selskabet. Der kan endvidere argumenteres for, at det omhandlede tillæg til aftalerne udelukkende er en præcisering af hvorledes aftalerne skal forstås, idet parterne ved aftalernes indgåelse ikke var opmærksomme på problemstillingen, men såfremt de havde været det, naturligt ville have medtaget en bestemmelse svarende til det nu foreslåede tillæg.

Skattemæssig praksis

Den skatteretlige praksis vedrørende ændringer i optionsaftaler har generelt været lempelig og tilladt visse ændringer i optionsaftaler som følge af omstruktureringer, uden at dette har skullet betragtes som afståelse af optionerne, idet ændringerne efter en formålsfortolkning er fundet i overensstemmelse med baggrunden for ligningslovens § 28.

Ligningsrådet har således i en bindende forhåndsbesked i SKM2001.227.LR taget stilling til en situation, som i al væsentlig er analog med nærværende. I den pågældende sag ønskedes en warrantordning reguleret som følge af en fondsaktieemission i selskabet. Ligningsrådet fandt, at en tilføjelse i warrantaftalen om en nedsættelse af tegningskursen i forbindelse med fondsemissioner ikke ansås for at ændre aftalen så væsentligt, at warranten måtte anses for at være afstået. Det fremgik ikke af warrantaftalen, at der skulle foretages reguleringer som følge af kapitalændringer.

I SKM2005.13.LR konkluderede Ligningsrådet, at der forelå en afståelse, hvis der i eksisterende tegningsoptionsaftaler blev indsat en bestemmelse om regulering som følge af kapitalændringer i selskabet. I de eksisterende aftaler var der udtrykkeligt taget stilling til, at der ved ændring af selskabets kapitalforhold i form af bl.a. kapitalforhøjelse eller kapitalnedsættelse ikke skulle foretages korrektion af tegningskursen. Ligningsrådet nåede således i 2003 frem til det modsatte resultat i forhold til 2001-afgørelsen.

Forskellen på udfaldet i de to sager kan begrundes med, at der i den første afgørelse i optionsaftalen ikke var taget stilling til spørgsmålet om reguleringer, mens der i den seneste afgørelse i forvejen var taget udtrykkeligt stilling til, at der ikke skulle foretages regulering i optionsaftalerne ved kapitalændringer. Der er således tale om en mere indgribende ændring af aftalerne i 2003-sagen, hvilket kan begrunde den mere restriktive holdning hos Ligningsrådet.

Det kan oplyses, at A A/S har foretaget en undersøgelse i en række lande af, om de ønskede kapitalændringer vil have nogen skattemæssige konsekvenser for medarbejderne i de enkelte lande. Svaret er enslydende i samtlige lande, at de ønskede korrektioner af aktieoptionsaftalerne kan gennemføres uden, at det har nogen skattemæssige konsekvenser for programmets skattemæssige bedømmelse i de enkelte lande.

Konklusion

Henset til at der udelukkende er tale om helt nødvendige justeringer af optionsaftalerne for at fastholde optionernes værdi for medarbejderne i forbindelse med kapitalændringerne, til lovgivers intentioner i forbindelse med lovændringen i december 2005, til den sammenlignelige afgørelse fra Ligningsrådet i 2001 og til, at korrektionerne ikke kan anses for at være væsentlige ændringer af optionsaftalerne, er det således A A/S's opfattelse, at der skal svares "nej" til begge de stillede spørgsmål.

Vedrørende spørgsmål 3

Det er A A/S's opfattelse, at der skal svares "nej" til spørgsmål 3 både i relation til aktiesplittet og fondsaktieudvidelsen, idet det må være uden betydning for den rejste problemstilling, i hvilket forhold et aktiesplit eller en fondsaktieudvidelse gennemføres.

Spørgers bemærkninger til sagsfremstillingen

Følgende supplerende bemærkninger fremføres:

SKATs indstilling og begrundelse

Det skatteretlige udgangspunkt er, at hvis der sker en væsentlig ændring af en optionsaftale, anses aftalen for at være afstået og en ny for at være indgået.

Optionsaftalerne fra det omhandlede program har følgende ordlyd:

2. Optionens genstand

Nærværende option giver optionsindehaveren ret til en gang at købe "GRANTED_SHARES" stk. aktier á nominelt kr. X i Selskabet.

3. Udnyttelseskurs

Prisen pr. Aktie ved udnyttelse fastsættes til kr. Y, svarende til kursen på dagen for Selskabets bestyrelsesbeslutning om at introducere Optionsordningen.

Ad spørgsmål 1 - aktiesplit

Det følger af ordlyden i optionsaftalerne, at den enkelte medarbejder har ret til at erhverve et bestemt antal aktier á nominelt kr. X til en bestemt købskurs.

Tillæg til aktieoptionsaftalerne, hvorved medarbejderne opnår ret til et forholdsvist højere antal aktier men til en tilsvarende lavere kurs, således at den økonomiske værdi af optionerne er uforandret i tilfælde af ændring af aktiestørrelsen i selskabet, er efter SKAT's opfattelse i overensstemmelse med den aftalte ret til at købe et bestemt nominelt beløb af selskabets aktiekapital.

Tillægsaftalen medfører dermed ikke en væsentlig ændring af de bestående optionsaftaler, da den samlede nominelle aktiekapital i selskabet er den samme før og efter ændringen af aktiestørrelsen. Dette er også i overensstemmelse med Ligningsrådets bemærkninger til spørgsmål 1 i SKM2005.416.LR .

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med "nej" således, at tillæg til eksisterende optionsaftaler i forbindelse med den påtænkte aktiesplit ikke medfører, at optionsaftalerne anses for at være afstået.

Ad spørgsmål 2 - fondsaktieudvidelse

Tillæg til optionsaftalerne om ændring af såvel antal aktier som tegningskurs i tilfælde af udstedelse af fondsaktier kan derimod ikke anses for indeholdt i formuleringen af aftalens genstand, da udstedelse af fondsaktier medfører en forøgelse af selskabets nominelle aktiekapital. Dette skyldes, at medarbejderne ifølge tegningsretsaftalerne alene har ret til at tegne et bestemt nominelt beløb af selskabets aktiekapital. Indsættelse af en sådan bestemmelse vil medføre, at aftalen skal anses for afstået.

Det bemærkes, at det fremgår af LV 2006-4, afsnit A.B.1.13.1. om Tegningsretter, at SKM2001.227.LR ikke kan tages som udtryk for gældende ret. I ligningsvejledningen henvises til SKM2005.13.LR , hvor parterne ønskede at ændre aftalebestemmelser, således at ændring i selskabets kapitalforhold henholdsvis ekstraordinære store udlodninger medførte en korrektion af tegningskursen m.v., hvorefter aftalernes oprindelige økonomiske værdi blev fastholdt. Ligningsrådet fandt, at ændring af nævnte aftalebestemmelser ville indebære en afståelse i skattemæssig henseende, idet der var tale om væsentlige ændringer.

På baggrund af ovenstående indstiller SKAT, at spørgsmål 2 besvares med "ja" således, at tillæg til de eksisterende optionsaftaler i forbindelse med den påtænkte fondsaktieudvidelse medfører, at de eksisterende optionsaftaler anses for at være afstået.

Ad spørgsmål 3 - Aktiesplit/fondsaktieudvidelse i et andet forhold end 1:1

Det fremgår af de eksisterende optionsaftaler, at medarbejderne har ret til at købe et bestemt nominelt beløb af selskabets aktiekapital. Det SKAT's opfattelse, at såfremt det påtænkte aktiesplit gennemføres i et andet forhold end 1:1, anses de eksisterende aftaler ikke for afstået, forudsat, at medarbejderne opnår ret til det samme nominelle beløb til den kurs, der fremgår af de eksisterende optionsaftaler.

For så vidt angår fondsaktieudvidelse, henvises til besvarelse af spørgsmål 2.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 3 besvares med "nej", hvorefter svaret på henholdsvis spørgsmål 1 og spørgsmål 2 ikke vil være anderledes, såfremt aktiesplittet eller fondsaktieudvidelsen gennemføres i et andet forhold end 1:1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tilslutter sig SKAT's indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 1.

For så vidt angår spørgsmål 2 ændrede Skatterådet SKATs indstilling og begrundelse. Skatterådet vedtog at svare nej til spørgsmålet, idet der er tale om en præcisering af aftalen. Præciseringen har til formål at fastholde værdien af optionsaftalerne uændret, dvs. stille den ansatte på samme måde efter ændringen i selskabets kapitalforhold som før ændringen.

Efter Skatterådet opfattelse vil en påtænkt ændring af kapitalforholdene i A A/S i form af en fondsaktieudvidelse

i forholdet 1:1 ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for koncernens medarbejdere med eksisterende optionsaftaler omfattet af ligningslovens § 28, såfremt der udarbejdes et tillæg til de eksisterende optionsaftaler, hvor der udelukkende korrigeres for de foretagne kapitalændringer, således at medarbejderne opnår ret til et forholdsvist højere antal aktier men til en tilsvarende lavere kurs.

Med hensyn til spørgsmål 3 er det Skatterådets opfattelse, at en fondsaktieudvidelse gennemført i et andet forhold end 1:1 ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for koncernens medarbejdere med eksisterende optionsaftaler, såfremt der udarbejdes et tillæg til de eksisterende optionsaftaler, hvor der udelukkende korrigeres for de foretagne kapitalændringer, således at medarbejderne opnår ret til et forholdsvist højere antal aktier men til en tilsvarende lavere kurs, hvorved den økonomiske værdi af optionerne er uforandret.