Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-05-2003
Offentliggjort:12-05-2003
SKM-nr:SKM2003.201.TSS
Journalnr.:99/02-311-00059
Referencer.:Lønsumsafgiftsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Persontransport til og fra en boreplatform

Persontransport til og fra en boreplatform, som står uden for 12-sømile-grænsen, anses for transport til og fra udlandet.


Told- og Skattestyrelsen skal på foranledning af en konkret henvendelse om persontransport til og fra en boreplatform, udtale sig om hvorvidt aktiviteten omfattes af lønsumsafgiftspligten, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Ifølge lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 5 omfatter afgiftspligten ikke virksomheders aktiviteter vedrørende persontransport, når transporten sker direkte til eller fra udlandet.

I modsætning til momsloven fastlægger lønsumsafgiftsloven ikke det geografiske anvendelsesområde for lønsumsafgiftsloven.

Momslovens § 2, stk. 1 fastlægger det geografiske anvendelsesområde for den danske momslov. Det danske momsområde omfatter de danske landområder, søterritoriet samt luftrummet over disse områder. Søterritoriet udgøres af det indre territoriale farvand og det ydre territoriale farvand indtil 12 sømile ude fra kyst- eller basislinien.

Det er styrelsens opfattelse, at persontransport omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 15, er omfattet af lønsumsafgiftspligten, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, når transporten finder sted inden for det i momslovens § 2, stk. 1, anførte område.

Persontransport til og fra boreplatforme, der befinder sig udenfor 12-sømile-grænsen, er således efter styrelsens opfattelse omfattet af fritagelsesbestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 5, som persontransport direkte til og fra udlandet.