Dokumentets metadata

Afskrivning - campinghytter - vedligeholdelse - lejeværdi - private andele af forbrug

Sagsøgerne drev en campingplads, på hvilken sagsøgerne havde opført nogle campinghytter. Skatteministeriet fik medhold i, at der ikke kunne afskrives på campinghytterne, der efter deres karakter, udformning og materialevalg måtte anses for anskaffet og opført med henblik på varig forbliven på stedet, hvorfor de ikke kunne anses for driftsmidler i afskrivningslovens forstand.Vedr. spørgsmålet om, hvor stor en del af indkøbte materialer der var medgået til nybyggeri af campinghytter, fandt landsretten det ikke godtgjort, at der ved leverandøren generelt var bestilt 10% for mange materialer, som herefter var medgået til reparation og vedligeholdelse.Vedrørende forbrug af egne varer, privat andel af telefon, privat andel af elforbrug og privat andel af vandforbrug fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte de af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige fordelinger, idet foretagelsen af skønsmæssige ansættelser fandtes berettiget, og idet sagsøgerne ikke havde påvist omstændigheder, der kunne godtgøre, at de udøvede skøn var åbenbart urimelige eller udøvet på et fejlagtigt grundlag.Sagsøgerne gjorde gældende, at der ved den skønsmæssige fastsættelse af privat andel af ejendomsskat og lejeværdi var henregnet for stor andel af campingpladsens areal til privat beboelse. Landsretten udtalte, at ejendomsvurderingen var foretaget af den lokale vurderingsmyndighed, og efter besigtigelse - stadfæstet af told- og skatteregionen, samt at der ikke var anført omstændigheder, der gav anledning til at tilsidesætte det på baggrund af vurderingen udøvede skøn.Sagsøgerne ejede flere sommerhuse, hvoraf et blev benyttet privat. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at nogle udgifter, der ifølge fakturateksten vedrørte det privat benyttede sommerhus, rettelig skulle være afholdt på et af udlejningssommerhusene, og der kunne derfor ikke ske fradrag for disse udgifter.

Parter

A og B
(advokat Helge Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Bodil Søes Petersen).

Afsagt af landsdommerne

Lars E. Andersen, Thrane og Anne-Vibeke Dolleris (kst.)

Den 31. oktober 2001 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse om sagsøgerne, A og Bs skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994-1998:

"...

Klagen vedrører opgørelse for indkomsten på følgende punkter:

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren og dennes ægtefælle driver en campingplads, der er beliggende i .... by. Parret erhvervede campingpladsen den 15. april 1994, og foruden campingpladsen, er der også campinghytter, en tilhørende butik samt et cafeteria. Udover campingpladsen er der indtægter fra udleje af fire sommerhuse, udleje af en erhvervsejendom i .... samt udleje af to erhvervsejendomme i Grønland. Tre af sommerhusene er bygget i begyndelsen af 1990'erne, mens det fjerde er bygget i 1970'erne. Erhvervsejendommene i .... og Grønland har klageren ejet i en længere årrække. Erhvervsejendommene i Grønland er solgt pr. 30. juni 1998. Endelig drives en mindre virksomhed som rådgivende ingeniør.

...

Campingpladsen har ifølge regnskaberne haft en omsætning i årene 1996 - 1998 på henholdsvis 766.924 kr., 824.014 kr. og 782.328 kr.

Der er i alt godkendt 81 pladser til camping (svarende til 243 personer) i sommerperioden og 40 pladser i vinterperioden. Endvidere er der tilladelse til vinteropbevaring af indtil 20 campingvogne, og endelig er der tilladelse til at opstille indtil 25 campinghytter. Ved købet i 1994 var der i alt 9 hytter. Senere har klageren selv bygget yderligere ni hytter, således at der primo 1999 var i alt 18 hytter. Hytterne må ikke overstige 20 m² og må ikke udstyres med toilet og bad.

Herudover var der ifølge selvangivelserne for årene 1996 - 1998 samlede lejeindtægter på sommerhuse og udlejningsejendomme på henholdsvis 847.711 kr., 853.423 kr. og 539.605 kr.

Afskrivning på hytter, indkomstårene 1994 - 1998

Klageren har under sagens behandling ved den kommunale skatteforvaltning anmodet om afskrivning på campinghytter for i alt 276.529 kr. over årene 1994 - 1998 for at imødegå den skattemæssige effekt af eventuelle forhøjelser. Afskrivningerne ønskes foretaget i medfør af cirkulære nr. 1999-3 om efterfølgende af- og nedskrivninger.

Klageren har over for Landsskatteretten oplyst, at 9 af hytterne er tilkørt campingpladsen på lastbil, inden klageren overtog pladsen. De resterende 9 hytter er alle opført af klageren. Alle hytterne er opført på sokkelsten, og de hytter, som klageren har opført, er konstrueret således, at de kan tåle at blive flyttet. Klageren har fremlagt billeder af de forskellige hyttetyper, samt tegninger over de hytter, som klageren selv har bygget.

Den kommunale skatteforvaltning har ikke godkendt denne afskrivning, og klageren har herefter anket afgørelsen til skatteankenævnet, der heller ikke godkendte afskrivningen. Ankenævnets afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten finder, at idet hytterne er opstillet på sokkelsten, og idet hytterne har været opstillet på campingpladsen i flere år, kan reglerne om afskrivning på driftsmidler ikke benyttes. Retten har endvidere henset til, at hytterne blev opstillet på campingpladsen for at udnytte pladsens kapacitet bedst muligt, og retten lægger derfor til grund, at hytterne blev opstillet med henblik på varig forbliven på stedet.

Der kan således ikke godkendes efterfølgende afskrivninger på campinghytterne.

Fradrag for vedligeholdelse af campinghytter, indkomstårene 1996 - 1998

Klageren har anmodet om nedsættelse af indkomsten for 1996, 1997 og 1998 med i alt 44.611 kr. I forhold til den oprindelige opgørelse over byggeudgifter mener klageren, at der er medtaget 30.740 kr. for meget, og myndighederne mener, at der er medtaget 13.871 kr. for lidt. Klageren ønsker derfor den oprindelige opgørelse korrigeret med 44.611 kr.

I 1996 blev der opført tre nye hytter på campingpladsen og i hvert af årene 1997, 1998 og 1999 blev der opført to, således at der primo 1999 var i alt 18 hytter. Vedligeholdelsesudgifter vedrørende campingpladsen udgør ifølge selvangivelserne for 1996, 1997 og 1998 henholdsvis 54.755 kr., 65.367 kr. og 102.406 kr.

En række indkøb af forskellige materialer hos trælastfirmaet G1, ...., er fratrukket som vedligeholdelse. En stor del af udgifterne vedrører byggeri af nye hytter, men udgifterne er vanskelige at adskille, idet der i de enkelte fakturaer indgår en del mindre beløb, der kan være anvendt til både vedligeholdelse og byggeri.

Klageren har oplyst, at de sidste to hytter først blev færdiggjort primo 1999. Hver år foretog klageren et omfattende renovationsarbejde på de eksisterende hytter, som følge af det store slid på hytterne efter de mange forskellige gæster. Klageren har oplyst, at der ved materialeindkøb til byggeri af nye hytter er købt 10 % mere af alle materialer, for at opnå en besparelse i transport og for at sikre, at der var indkøbt nok i første omgang. De overskydende materialer indgik siden hen i arbejdet med reparation og vedligeholdelse af de øvrige hytter.

Myndighederne har ikke godkendt det yderligere fradrag. Myndighederne har for alle indkomstårene generelt henvist til, at det ikke er dokumenteret, at de overskydende materialer svarende til 10 % af de indkøbte er brugt til vedligeholdelse af eksisterende hytter. For indkomståret 1997 har myndighederne yderligere anført, at udgiften på 9.500 kr. for en vippeport vedrører privatboligen, og at beløbet på 7.503 kr. vedrører en samlet regning på 11.403 kr., og er anset for en fast installation. For indkomståret 1998 har myndighederne yderligere anført, at restbeløbet på 9.567 kr. vedrører fem fakturaer fra G1 samt en faktura fra inst. Lauridsen. Sidstnævnte er anset for at være en fast installation, og af de førstnævnte fakturaer har myndighederne skønnet, at 25 % udgør vedligeholdelse.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for 44.611 kr. Til støtte for denne påstand har klageren anført, at når der blev indkøbt materialer til hyttebyggeriet, skete det ved ... byggecenter og der blev altid købt 10 % flere materialer, end der medgik i hyttebyggeriet. Overskuddet på 10 % medgik så i driften til reparation og vedligeholdelse. Klageren har endvidere anført, at den samlede byggepris for hytterne 17 og 18 androg 171.375 kr. inkl. moms, og at prisen for hytterne 15 og 16, der blev bygget i 1997 til sammenligning kostede 153.628 kr. Hvis man tillægger en rimelig prisudvikling, har hytterne kostet det samme, og der har således ikke været behov for 10 % ekstra materialer. Klageren har endelig anført, at myndighedernes skøn over at 75 % af udgifterne på nogle tilfældige fakturaer er medgået til byggeriet er helt urealistisk.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Retten finder herefter, at det ikke er dokumenteret, at der generelt er bestilt 10 % for mange materialer, således at det overskydende er medgået til reparation og vedligeholdelse. Retten finder endvidere ikke anledning til at tilsidesætte det af myndighederne udøvede skøn vedrørende fakturaerne fra G1, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes på dette punkt.

...

Forbrug af egne varer samt private andele af øvrigt forbrug, indkomstårene 1996 - 1998

Myndighederne har forhøjet indkomsten i alt med 102.936 kr. for de tre påklagede indkomstår vedrørende dette punkt. Disse forhøjelser er fordelt på posterne vedrørende private andele af ejendomsskat, telefon, el, vand og forbrug af egne varer.

Husstanden omfatter foruden forældrene fire børn, født i 1977, 1980, 1983 og 1988. Alle børnene har været hjemmeboende i den omhandlede periode. Dog har det ældste barn været soldat i perioden 1. oktober 1997 til 31. maj 1998. Det ældste barn har haft selvstændig indtægt i hele perioden. Det næstældste barn har haft en indtægt på ca. 27.000 kr. i 1996 og 1997 og ca. 95.000 kr. i 1998. De to yngste har ikke haft selvstændige indtægter.

Den private bolig er beliggende på campingpladsens areal. Boligen er sammenbygget med butikken og cafeteriet og udgør 133 m² Derudover er der en bolig på 50 m², hvor nogle af børnene bor. Husene er elopvarmede.

I butikken på campingpladsen kan der købes fornødne dagligvarer, herunder konserves, pålæg, slik og chokolade, biscuit, is, mælk, æg, ost, smør, cornflakes, marmelade, kaffe, the, sukker, tobak, ugeblade, snacks, toiletartikler samt drikkevarer. Butikken er åben 6 måneder om året. I cafeteriet kan der købes pølser, burgere, fiskefilet, grillkyllinger bøf m.m. Cafeteriet har åbent fra 1. juli til 15. august, og desuden afholdes der om vinteren forskellige arrangementer i cafeteriet.

Den private andel af ejendomsskatten er ansat på grundlag af den fordeling som vurderingsmyndigheden har foretaget.

Det er oplyst, at der findes to telefonnumre samt en mobiltelefon på campingpladsen. Samtlige udgifter til telefonerne er fratrukket i regnskaberne, bortset fra 1998, hvor der er modregnet en privat andel på 2.400 kr.

Vedrørende el er det oplyst, at klageren har accepteret en privat andel på 10 % svarende til i alt 33.177 kr. for alle indkomstårene. De af klageren anførte 10 % er en sats som ToldSkat har anvendt i forbindelse med refusion af CO-afgifter. Myndighederne har forhøjet indkomsten i henhold til T&S cirkulære 1997/31.

Ved fordelingen af vand har myndigheder skønsmæssigt ansat den private andel til 50 m3 pr. person pr. år, idet der ikke forligger nogle normaltakster. Herefter er familien på 6 personer omregnet til 5 personer, og der er taget højde for, at familiens ene søn aftjente værnepligt i 5 måneder. Myndighederne har anvendt en sats på henholdsvis 3,69 kr., 5,54 kr. og 6,61 kr. for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 ved omregning af vandforbruget til kroner. Klageren har oplyst, at der ikke er separate målere for det private vandforbrug, men at det lokale vandværk har oplyst, at en forbruger, der ikke har vandmåler, skal betale for et forbrug på 170 m3.

Myndighederne har ved ansættelsen af forbrug af egne varer taget udgangspunkt i T&S cirkulære nr. 1997/31. Der er taget højde for, at varekøb ikke i alle tilfælde strækker sig over et helt år og børn over 14 år er medregnet som voksne, mens børn under 14 år er medregnet med 50 %. For 1997 og 1998 er der 5 voksne og 1 barn, mens der for 1996 er regnet med 4 voksne og 2 børn. Endvidere er der taget højde for, at den ældste søn har aftjent værnepligt i perioden 1. oktober 1997 til 31. maj 1998.

Myndighederne har forhøjet indkomsten med i alt 102.936 kr. fordelt på 5 punkter over de tre påklagede indkomstår.

Til støtte for denne forhøjelse har myndighederne vedrørende den private andel af ejendomsskatten anført, at den private andel er ansat på baggrund af fordelingen foretaget af vurderingsmyndigheden. Vedrørende den private andel af telefon har myndighederne anført, at ansættelsen er sket i overensstemmelse med T&S cirkulære 1997/31 til 2.400 kr. pr. år ekskl. moms, og at minimumstaksten på 1.445 kr. alene gælder for samtaler, når telefonen er placeret i hjemmet og dertil kommer, at der ikke er fradrag for abonnementsudgiften. Myndighederne har ikke godkendt klagerens private andel af el, og har herved henset til, at regelsættet for refusion af C02 ikke er relevant for de skattemæssige satser, der fremgår af ovennævnte cirkulære. Myndighederne har anført, at den private andel af vand er fastsat skønsmæssigt, idet der ikke foreligger normaltakster, men at der er taget højde for familiens størrelse herunder reduktionen ved den ene søns militærtjeneste. Endelig har myndighederne vedrørende klagerens private forbrug af egne varer anført, at forbruget er opgjort i henhold til T&S cirkulære nr. 1997/31, at der er taget hensyn til, at ikke alle varekøb i alle tilfælde strækker sig over et helt år, og at der derfor er foretaget et skøn over forbruget, og at det ikke er dokumenteret, at der er betalt for varer til eget forbrug.

Klageren har over for Landsskatteretten påstået nedsættelse med 102.936 krVedrørende punktet privat andel af ejendomsskat har klageren anført, at campingpladsen er indrettet således, at det areal familien råder over privat stort set begrænser sig til boligarealet, idet der ikke er en have og idet gæsterne kan gå ugeneret hele vejen rundt om boligen. Det vil derfor være passende at regne med 250 m² som rent privat område. Vedrørende privat andel af telefon, har klageren anført, at den private andel kan godkendes med 1.445 kr. pr. år i henhold til cirkulære af 1996/35. Klageren har anført, at fordelingen af el med 10 % til privat er godkendt af ToldSkat, og at det er forbundet med store omkostninger at opsætte målere, der kan vise den eksakte fordeling. Vedrørende vand har klageren anført, at det samlede forbrug for det private forbrug sammen med forbruget i butik og cafe og forbruget i campingpladsens toiletbygning med to toiletter og to bruserum og endelig forbruget i 7 hytter med indlagt vand på et år udgjorde 330 m3, hvorfor det er urealistisk, at familien skulle have brugt 250 m3, når familien hverken har have at vande eller andet. Klageren har vedrørende forbrug af egne varer anført, at der er betalt for varerne ved udtagelsen ligesom der betales for varer i andre butikker. Klageren har fremlagt dokumentation for købene i form af dankortnotaer, hvor der på alle er hævet runde beløb. Klageren har endvidere anført, at butikkens bruttoavance vil blive alt for høj sammenlignet med andre i branchen, såfremt forbrug af egne varer skal tillægges butikkens omsætning, og at der er accepteret yderligere 5.000 kr. pr. år til betaling af sodavand, der måske ikke er betalt for samt for gratis slik til afrejsende gæster.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at beregningen af ejendomsskatten er baseret på den vurdering, som er foretaget af den lokale vurderingsmyndighed. Landsskatteretten finder ikke anledning til at ændre det udøvede skøn, og den påklagede ansættelse stadfæstes således for så vidt angår punktet om ejendomsskatten.

Landsskatteretten henviser til det ovenfor anførte vedrørende statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at forbrug af egne varer samt den private andel af øvrige forbrugsudgifter i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 4 er skattepligtig som personlig indkomst.

Landsskatteretten bemærker endelig, at klageren ikke har bogført varer eller øvrige forbrugsudgifter udtaget fra virksomheden til eget forbrug i overensstemmelse med reglerne herfor, jf. bogføringslovens § 1, samt mindstekravsbekendtgørelsens § 9, stk.1 (skatteministeriets bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992). Endelig bemærker Landsskatteretten, at klageren ikke har dokumenteret, at køb af dagligvarer er sket kontant eller et andet sted.

Landsskatteretten finder herefter, at det er med rette, at myndighederne har foretaget en skønsmæssig ansættelse af forbrug af egne varer samt øvrige forbrugsudgifter. Landsskatteretten kan endvidere tiltræde det skøn, ved hvilket der er taget udgangspunkt i de af Ligningsrådet fastsatte vejledende mindstesatser, og ved hvilket der er taget hensyn til virksomhedens varesortiment. Landsskatteretten finder endvidere ikke grundlag for at ændre ansættelsen for så vidt angår størrelsen af klagerens husstand.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Nedsættelse af lejeværdi, indkomstårene 1996 - 1998

Klageren har anmodet om nedsættelse af den selvangivne lejeværdi (efter standardfradrag) på 3.200 kr. pr. år med 2.778 kr. pr. år i årene 1996 1998, svarende til 8.334 kr. i alt. Klageren gør gældende, at store dele af den bygning, der betegnes som privat beboelse, anvendes til erhverv.

Myndighederne har ikke godkendt nedsættelsen, og har hertil anført, at lejeværdien ansættes på grundlag af vurderingsmyndighedernes vurdering og er for alle årene ansat til 3.200 kr. (efter standardfradrag), og at vurderingen er sket udfra de faktiske forhold herunder boligens placering på campingpladsen, idet et beløb på 3.200 kr. (efter standardfradrag) ikke kan sammenlignes med lejeværdien af et parcelhus på tilsvarende størrelse.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at lejeværdien nedsættes med 2.778 kr. pr. år for årene 1996 - 1998. Til støtte herfor har klageren anført, at store dele af den del af bygningen, der betegnes som privat beboelse i virkeligheden anvendes erhvervsmæssigt. Klageren har oplyst, at af det boligareal på 163 m², som kommunen betegner som privat beboelse bruges 73 m² erhvervsmæssigt, hvorfor det reelle boligareal udgør 90 m².

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at beregningen af lejeværdien er baseret på den vurdering, som er foretaget af vurderingsmyndighederne. Landsskatteretten finder ikke anledning til at ændre denne vurdering, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

...

Fradrag for reparationer på sommerhus, indkomstårene 1997 - 1998

I forbindelse med myndighedernes revision er det konstateret, at der på fire fakturaer er rettet på adressen, således at det efter rettelsen fremstår som om, at arbejdet er udført på .... 8 og ikke .... 6. .... 6 anvendes både privat og erhvervsmæssigt, mens .... 8 alene anvendes erhvervsmæssigt til udlejning. Fakturaerne er fratrukket som driftsudgift på ejendommen .... 8.

I indkomståret 1997 har myndighederne forhøjet klagerens indkomst med 3.681 kr. og i 1998 udgør forhøjelsen 3.668 kr. Myndighederne har anført, at fakturaerne er udskrevet til den ejendom, som de vedrører.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag i henhold til det i selvangivelsen anførte. Til støtte herfor har klageren gjort gældende, at udgiftsbilagene rettelig hører til .... 8, og at det i bilag 539 angivne radioanlæg står i sommerhuset på .... 8.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten henviser til det ovenfor anførte vedrørende statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten bemærker, at det påhviler klageren at dokumentere sine udgifter og at godtgøre udgifternes erhvervsmæssige karakter.

Landsskatteretten finder herefter, at der ikke kan godkendes fradrag for udgifter til reparation, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne rettelig er afholdt på adressen .... 8.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 30. januar 2002, har sagsøgerne påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet principalt at anerkende, at sagsøgernes skattepligtige indkomst nedsættes med 31.500 kr. for indkomståret 1994, 21.750 kr. for indkomståret 1995, 97.444 kr. for indkomståret 1996, 143.288 kr. for indkomståret 1997 og 145.777 kr. for indkomståret 1998, subsidiært at nedsættelserne sker med mindre beløb og mere subsidiært hjemvisning.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Det fremgår af en skrivelse af 12. april 1994 med bilag fra Amtet til A, at amtet var indstillet på at meddele sagsøgerne tilladelse til at opstille indtil 16 campinghytter bl.a. på vilkår, at de skulle udføres i let trækonstruktion, således at de kunne flyttes. Hytterne skulle endvidere fjernes, såfremt campingpladsen nedlægges.

Kommunens skatteforvaltning udtog sagsøgernes regnskaber for indkomstårene 1994-1998 til revision, og der blev i den anledning udarbejdet en revisionsrapport af 6. marts 2000.

Sagsøgerne har kommenteret et udkast til denne revisionsrapport, og A har udarbejdet og for landsretten fremlagt diverse opgørelser.

Der er tale om en 3-stjernet campingplads, og Campingrådet stiller bl.a. følgende klassifikationskrav:

"...

Lejrchefen skal på pladsen have soverum/opholdsrum med fornødne faciliteter som toilet/brusebad samt kogemulighed.

...

Ejer/forpagter er ansvarlig for, at der er kvalificeret tilsyn til stede på pladsen døgnet rundt.

...

Der skal være en eller flere opholdsstuer af en samlet størrelse svarende til min. 3 % af pladsens kapacitet, og rummet/rummene skal være pænt møbleret/møblerede.

Spilleautomater må ikke findes i rummet/rummene, som ligeledes ikke må anvendes til cafeteriarestaurant.

..."

Sagsøgerne var uenige i ejendomsvurderingen, og som følge heraf blev ToldSkat af Told- og Skattestyrelsen anmodet om at undersøge vurderingen, og der blev den 15. marts 2002 afholdt møde og foretaget besigtigelser. Heri deltog A og repræsentanter fra ToldSkat.

Efter mødet fremsendte ToldSkat den 10. maj 2002 et brev til A. Af brevet fremgår under afsnittet "Regionens afgørelse":

"...

Regionen har forholdt sig til, hvad der er sagt, set og i øvrigt konstateret fra mødet og besigtigelsen den 15. april, ligesom en række andre undersøgelser er inddraget i regionens afgørelse. Der er taget hensyn til ejendommens beliggenhed, sammenbygningerne med henholdsvis butikken og det offentlige toilet, støjforhold, standard og andre lignende forhold, der har betydning for ansættelserne. Alle forhold er inddraget i regionens afgørelse med plusser og minusser.

Da der er tale om en blandet ejendom, skal der i henhold til vurderingslovens § 33 stk. 5 ansættes en særskilt værdi for ejerboligen, såfremt denne er beboet af en ejer.

Det er regionens klare opfattelse, at "annekset" på 50m² fra og med vurderingen 1. januar 1997 skal indgå som beboelsesareal i ejerboligen, idet bygningen er opført i 1996. Der er tale om beboelsesarealer, som er anvendt af børnene. Det er således korrekt, at ejerboligens areal pr. 1. januar 1997 forøges med 50m².

Regionen fastholder også, at der fra bygning 01 skal indgå 113m² boligareal i ejerboligen, idet arealerne anvendes som bolig for ejerne. Der er tale om almindelige beboelsesarealer, som rent vurderingsmæssigt skal ansættes som sådanne.

Regionen er således af den opfattelse, at der indtil 1. januar 1997 skal medgå 113m² til ejerboligen, og fra den 1. januar 1997 et areal på 163m².

Regionen har som sagt taget hensyn til en række aktuelle forhold for ansættelsen af ejerboligværdien, hvilket har betydet såvel tillæg som fradrag i forhold til beregningsgrundlaget. Der er foretaget en individuel gennemgang af de enkelte vurderinger fra 1.1.1996 frem til vurderingen 1.1.2002, som i øvrigt udkommer i disse dage.

Regionen skal oplyse, at der ikke skønnes at være belæg for revisioner eller ændringer af den værdi, der af det lokale Vurderingsråd er fastsat for ejerboligen for årene 1996, 1997, 1998, 1999, 2000 og 2001, idet den ansatte værdi ikke skønnes at være for høj, ligesom arealet for vurderingen 1996 skal være 113 m², og for de øvrige vurderinger på 163m².

..."

Den 21. maj 2002 skrev .... Vandværk A.m.b.A. følgende til A:

"...

Under henvisning til Deres skrivelse af 6. maj skal vi i det efterfølgende kort beskrive hvorledes .... Vandværk afregnede/afregner forbrug af vand.

Installationer med opsat måler:

Faktisk forbrug iflg. måler afregnes.

Installationer uden måler:

Afregning af fast mængde, der i prisen baseredes på indregning af 170 m3 pr. år.

Dette princip var ens for alle uagtet husets størrelse eller antal personer i husstanden. Beregningsprincippet blev benyttet indtil alle havde måler installeret pr. 31. december 1997.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han og hans ægtefælle købte campingpladsen i 1994. På købstidspunktet var der 9 campinghytter, der alle var i rimelig stand, og han har selv bygget yderligere 9 campinghytter. Campinghytterne blev bygget på pladsen. De er bygget på sokkelsten, der står på 50 x 50 cm gangfliser. I hjørnerne er der monteret et stålbånd for at sikre hytterne imod at vælte. Stålbåndene er forankret i en betonflise, der ligger ca. 90 cm nede i jorden. Herudover er hytterne sikret med dragere og diagonale stålbånd, og indvendig er der afstivning bestående af gipsplader. Det er muligt at flytte hytterne med en kran. De 9 hytter blev opført, fordi der er større indtjening ved udlejning af hytter. Hytterne har aldrig været flyttet. På grund af skattemyndighedernes krav måtte campingpladsen lukke i september 1999. Campingpladsen åbnede igen i maj 2000. Forinden havde han forgæves søgt at sælge hytterne. I 1998 fik han fra Campingrådet en brochure, hvoraf fremgik, at det pr. 1. januar 1999 var muligt at foretage afskrivninger på campinghytter. Han ved ikke, hvordan hans kolleger er blevet behandlet skattemæssigt, men han kender nogle, der før 1. januar 1999 har afskrevet på campinghytter som inventar. Hos .... Byggecenter kunne han få et godt tilbud, hvis han købte "et helt læs". For at undgå at komme til at mangle materialer, bestilte han derfor 10 % mere, så der var materialer til reparation og vedligeholdelse. De materialer, som han indkøbte hos .... Byggecenter, var ellers til at bygge hytter med. Også køkkeninventar er indkøbt hos .... Byggecenter. Han foretager ikke kun reparationer på campinghytterne, men også på legepladsen, toiletbygninger m.v. Reparationsarbejderne består typisk i maling, udskiftning af gulv og inventar, reparation af dryppende vandhaner m.m. Han har udarbejdet opgørelser over bl.a. udgifterne til reparation og vedligeholdelse. Da han i 1998 har skiftet opgørelsesmetode, er det ikke muligt at sammenligne opgørelserne fra 1996 og 1997 med opgørelsen for 1998. Han har en konto hos G1, ...., hvorfra han modtager månedsvise opgørelser. Han er i besiddelse af disse opgørelser, men de er ikke fremlagt. Man kan ikke af opgørelserne se, hvad der vedrører reparation og vedligeholdelse, og hvad der vedrører byggeri. Der er i perioden også indkøbt materialer til byggeri. Alle gæster får ved afrejse en regning. Omsætningen vedrørende overnatningsdelen fremkommer ved at lægge regningerne sammen. Omsætningen vedrørende mønttelefon og spil, vedrørende bruseautomater og vedrørende fiskekort bliver ført særskilt. Den samlede omsætning fremgår af skatteforvaltningens revisionsrapport. Når man fra den samlede omsætning fratrækker omsætningen vedrørende overnatningsdelen, mønttelefon og spil, bruseautomater, fiskekort og køb hos leverandører, får man omsætningen i butikken. Momsen fører han i et selvstændigt regnskab. Hans hustru har udtaget varer fra butikken til familiens forbrug. Varer til eget forbrug er altid blevet betalt enten med kontanter, med checks eller med dankort. Først i 1998 gik de over til at bruge dankort. De betalte altid salgsprisen. De eneste varer, der ikke er blevet betalt for, er de sodavand, som han som kompensation har givet til gæster, der af en eller anden grund ikke kunne komme ind i campinghytterne til den aftalte tid. De to ældste børn arbejdede i .... og spiste i kantinen der. Der er ikke blevet lavet kasseregnskaber, som kunne afstemmes hver aften. Dette skyldtes bl.a., at kasseapparatet, som blev brugt i 1994-1999 ikke kunne addere dagens omsætning. Cafeen er åben i perioden 1. juli - 15. august, medens butikken er åben i perioden 1. april - 1. oktober. Kun værelset på 7 m² er rent privat. De andre rum er åbne for gæsterne. Han har dog skønsmæssigt accepteret, at 40 m² er privat beboelse. Da de ældste børn siden slutningen af 1996 har benyttet den anden bolig på 50 m², vil han acceptere, at der i alt er 90 m² privat beboelse. Vagtrummet, hvori der er en seng og et skab, fungerer også som soveværelse. Opholdsstuen er åben, selv om butikken er lukket. Åbningstiden i opholdsstuen er hele året kl. 8-22. De spiser selv i kantinen. De har 3 telefonnumre, nemlig en telefonautomat til gæsterne, en telefax i butikken og en telefon til pladsen. Om sommeren står denne telefon i butikken, og om vinteren står den i vagtlokalet. Fra 1997 har de haft en trådløs telefon, som kunne tages med i vagtlokalet. Endelig har de også en mobiltelefon. De har ingen privattelefon. Den 25. maj 1999 vurderede ToldSkat el-forbruget i forbindelse med refusion af CO2afgifter. ToldSkat accepterede den gang en fordelingsnøgle, hvorefter andelen til varme blev anslået til 60%, andelen til lys blev anslået til 30% og den private andel af el-forbruget blev anslået til 10%. Han kan acceptere en privat andel af el-forbruget på 10%. Da der skal være vagt på campingpladsen hele døgnet, har de kun kunnet tage bad på arbejdspladsen og ikke privat. Det er ham, der på fakturaerne har foretaget rettelserne fra ".... 6" til ".... 8". Han havde en servicekonsulent til at passe husene. Det er servicekonsulenten, der har bestilt de fleste af arbejderne og så videresendt fakturaerne til ham. Der er formentlig skrevet ".... 6" på fakturaerne, fordi han boede i det hus, mens han byggede de andre sommerhuse. En af fakturaerne vedrører bl.a. et Technics musikanlæg. I slutningen af november 2001 var der indbrud i huset på .... 6, og musikanlægget blev stjålet, men det fremgår af anmeldelsen, at anlægget var af mærket Phillips.

Procedure

Sagsøgerne har til støtte for deres principale påstand gjort gældende, at campinghytterne ikke blev opstillet med henblik på varig forbliven på stedet, hvorfor der er mulighed for afskrivning på disse. Der er hos .... Byggecenter indkøbt 10 % mere af alle materialer, og disse overskydende materialer er anvendt til reparation og vedligeholdelse. Hele udgiften på de 5 fakturaer fra G1, ...., er anvendt til vedligeholdelse. Sagsøgerne har kontant betalt alle varer udtaget til privat forbrug. Skattemyndighedernes skøn over forbrug af egne varer er ikke korrekt, idet det indebærer en urealistisk høj bruttoavance. Den private del af ejendomsskatten skal fastsættes ud fra et privat beboelsesareal på 90 m². Sagsøgerne har ikke haft mulighed for at bruge telefon privat som normalt. Den private andel af el-forbruget skal fastsættes til 10 % i overensstemmelse med ToldSkats skøn, og den private andel af vandforbruget skal fastsættes i overensstemmelse med udtalelsen fra .... Vandværk A.m.b.A. Da det private beboelsesareal udgør 90 m², skal lejeværdien fastsættes med udgangspunkt heri. Regningerne vedrørende .... vedrører reelt nr. 8. Politianmeldelsen dokumenterer, at musikanlægget, der blev stjålet fra adressen .... 6, er et andet end det musikanlæg, der ifølge en faktura er leveret. Samlet er det gjort gældende, at sagsøgernes skøn er lige så godt som sagsøgtes, og derfor skal sagsøgernes skøn lægges til grund. Såfremt sagsøgerne ikke fuldt ud kan få medhold heri, må der ske nedsættelse med mindre beløb efter landsrettens skøn eller hjemvisning.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand om frifindelse gjort gældende, at campinghytterne ikke kan anses for driftsmidler i afskrivningslovens forstand. Hytterne er anskaffet og opført med varig forbliven på campingpladsen for øje. For så vidt angår reparation og vedligeholdelse af campinghytterne, forbrug af egne varer, privat andel af telefon, privat andel af el-forbruget og privat andel af vandforbruget har det på grund af manglende dokumentation været nødvendigt at udøve et skøn. Sagsøgerne har ikke løftet bevisbyrden for, at det ikke har været nødvendigt og berettiget at udøve et skøn, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag, eller at skønnet er åbenbart urimeligt. ToldSkat har stadfæstet ejendomsvurderingen, og sagsøgerne har ikke dokumenteret, at en større del af ejendommen anvendes rent erhvervsmæssigt. Endelig har sagsøgte gjort gældende, at det er ubestridt, at det er A, der har foretaget rettelsen fra ".... 6" til ".... 8". Sagsøgerne har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne reelt er afholdt på adressen .... 8.

Landsrettens begrundelse og resultat

Campinghytterne - der ikke har været flyttet - må efter deres karakter, udformning og materialevalget anses for anskaffet og opført med henblik på varig forbliven på stedet, hvorfor de ikke kan anses for driftsmidler i afskrivningslovens forstand.

Sagsøgerne har ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at der hos .... Byggecenter generelt er bestilt 10 % for mange materialer, som herefter er medgået til reparation og vedligeholdelse, eller at hele udgiften på de 5 fakturaer fra G1, .... er anvendt til reparation og vedligeholdelse. Der er derfor ikke grundlag for fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, i videre omfang end anerkendt af skattemyndighederne.

Vedrørende forbrug af egne varer, privat andel af telefon, privat andel af el-forbrug og privat andel af vandforbrug har det været berettiget at foretage en skønsmæssig ansættelse, idet sagsøgerne som anført af landsskatteretten i strid med gældende regler ikke har ført særskilte opgørelser over deres eget forbrug. Sagsøgerne har ikke påvist omstændigheder, der kan godtgøre, at dette skøn er åbenbart urimeligt eller udøvet på et fejlagtigt grundlag. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige fordeling.

Ejendomsvurderingen er foretaget af den lokale vurderingsmyndighed og stadfæstet - efter besigtigelse - af ToldSkat. Landsretten finder, at der ikke er anført omstændigheder, der giver anledning til at tilsidesætte det udøvede skøn og dermed afgørelserne vedrørende privat andel af ejendomsskat og lejeværdi.

Endelig har sagsøgerne ikke godtgjort, at udgifterne, der ifølge fakturaerne vedrører sommerhuset .... 6, retteligt er afholdt på adressen .... 8, og der kan derfor ikke ske fradrag for disse udgifter.

Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgerne, A og B, betaler inden 14 dage sagsomkostninger til sagsøgte med 30.000 kr.