Dokumentets metadata

Beskatning af fri bil - direktør og hovedanpartshaver - 60 dages reglen - kørsel mellem bopæl og flere arbejdspladser

Skatteyderen var ansat i et selskab, som han selv ejede. Selskabet havde en meget stor aktivitet i Norge, og skatteyderen opholdt sig i det pågældende år 100-120 dage i Norge. Den overvejende del af transporten skete i en firmabil stillet til rådighed af selskabet. Det var mellem selskabet og skatteyderen aftalt, at bilen ikke måtte anvendes til privat kørsel. Skatteyderen havde ført kørselsregnskab. For så vidt angår ophold i Norge havde han ikke hver dag angivet kilometertællerens udvisende, når han kom til Norge og når han forlod Norge.Landsretten havde fundet at skatteyderen skulle beskattes af fri bil. Kørsel mellem sagsøgerens private bopæl, som var sammenfaldende med selskabets adresse, og et datterselskabs arbejdsplads i Norge var ikke kørsel mellem to arbejdspladser og derfor ikke omfattet af reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b.For Højesteret gjorde skatteyderen gældende, at kørsel til datterselskabets adresser var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a. Han gjorde nærmere gældende, at opgørelsen af 60 dage var afgørende for, om der var kørt direkte fra hjemmet til datterselskabets adresser. Således kunne sådanne kørsler ikke medtages, hvis man havde besøgt et arbejdssted på vejen.Heri var Højesteret enig.Højesteret fandt endvidere efter oplysningerne i kørebogen det for godtgjort at skatteyderen i overensstemmelse med aftalen mellem ham og selskabet ikke havde anvendt bilen i øvrigt til privat kørsel.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Peter Blok, Lene Pagter Kristensen og Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 1. afdeling den 22. februar 2002.

Appellanten, A, har påstået indstævnte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at hans personlige indkomst for indkomståret 1997 ikke skal forhøjes med 34.500 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

A har for Højesteret fremlagt yderligere oplysninger om rejserne til Norge. Det fremgår heraf, at han på 25 af de i alt 31 rejser har besøgt H2 A/S' adresse i ....(Oslo) og på 14 af rejserne har besøgt selskabets adresse i .....(nord for Oslo). På 7 af rejserne har han kørt direkte fra sin bopæl i ....(Danmark) til ....(Oslo) og på 2 af rejserne direkte fra bopælen til .....(nord for Oslo). På de 22 øvrige rejser har han kørt fra bopælen til andre arbejdspladser i Norge, herunder til en række operatører, til H2 A/S' advokat og til Norsk Hydro.

Til støtte for, at kørslen udelukkende har været erhvervsmæssig, har A for Højesteret yderligere henvist til ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a. Han har anført, at der ved anvendelsen af 60 dages reglen i litra a i relation til den enkelte arbejdsplads, herunder H2 A/S' kontor i .....(Oslo) og selskabets værksted i .....(nord for Oslo), alene kan medregnes tilfælde, hvor han har kørt direkte mellem sin bopæl og arbejdspladsen. Besøg på kontoret eller værkstedet er således uden betydning i de tilfælde, hvor besøgene har fundet sted på vej fra eller til andre arbejdspladser i Norge, f.eks. hos operatører m.m., jf. pkt. 17.3.1.2. i Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven. Han har derfor ikke kørt til samme arbejdsplads i Norge i mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at A i mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder har kørt mellem bopælen og H2 A/S' kontor i ....(Oslo), idet alle ophold på denne adresse må medregnes ved opgørelsen, uanset om han besøger en anden arbejdsplads på vej til eller fra kontoret.

Efter ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, er der fradragsret for udgifter til "befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder".

Om arbejdspladsbegrebet i ligningslovens § 9 B udtales i forarbejderne (Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 9449):

"Alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted er omfattet af reglen. Til gengæld vil alle former for arbejdspladser, der ikke tillige er den skattepligtiges bopæl, være omfattet af reglerne, herunder f.eks. kørsel til kundebesøg, konferencer eller afhentning af post eller materialer. Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet. Betinger arbejdet, at den skattepligtige overnatter uden for bopælen, f.eks. på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter at et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, vil kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen blive omfattet af 60-dages reglen."

I pkt. 17.3.1.2. i Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven er bl.a. anført:

"Perioden på 60 arbejdsdage gælder for befordring direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Køres der således fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. De 60 dage på én arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Det afgørende er alene, om arbejdet på den enkelte arbejdsplads udstrækker sig over 60 arbejdsdage. I perioden på 60 arbejdsdage medregnes enhver arbejdsdag uanset længde.

...

Eksempel 2 (flere arbejdspladser pr. dag).

Der arbejdes efter følgende mønster:

Dag 1-40: Hjem - A - B - hjem.

Dag 41-80: Hjem - B - A - C - hjem.

Dag 81-120: Hjem -A - B - C - hjem.

Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver.

...

Ved beregningen af 60-dages-perioden i forbindelse med befordring mellem hjem og en bestemt arbejdsplads, hvor der samtidig indgår transport mellem flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver, fokuseres der som vist i eksemplet på den direkte befordring mellem hjem og den pågældende arbejdsplads. I eksemplet er det altså uden betydning for beregningen af 60-dages-perioden, at arbejdsplads A udgør en af de mellemliggende arbejdspladser."

Højesterets bemærkninger

Ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, må forstås således, at bestemmelsen sigter til befordring direkte mellem bopælen og den enkelte arbejdsplads.

Det må lægges til grund, at A på 25 af sine 31 rejser til Norge i 1997 besøgte H2 A/S' kontor i .....(Oslo) og på 14 af rejserne besøgte selskabets værksted i ....(nord for Oslo). Det må endvidere lægges til grund, at han kun i et mindre antal af disse tilfælde kørte direkte mellem bopælen i .....(Danmark) og kontoret, henholdsvis værkstedet, idet der i øvrigt var tale om kørsel mellem bopælen og skiftende arbejdspladser hos operatører m.m. Selv om der ikke foreligger oplysninger om As kørsel til Norge i tiden forud for 1997, finder Højesteret det herefter godtgjort, at A ikke har kørt direkte mellem bopælen og samme arbejdsplads i Norge mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder. Kørslen mellem bopælen og de forskellige arbejdspladser i Norge må derfor anses for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.

Også As kørsel mellem de forskellige arbejdspladser i Norge må anses for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b.

Det må ved oplysningerne i kørebogen anses for godtgjort, at A i overensstemmelse med aftalen mellem ham og H1 Holding ApS heller ikke i øvrigt har anvendt bilen til privat kørsel.

Højesteret tager herefter As påstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellanten, As, personlige indkomst for indkomståret 1997 ikke skal forhøjes med 34.500 kr.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 25.000 kr. til A.