Dokumentets metadata

Dokumentets dato:30-09-2003
Offentliggjort:10-10-2003
SKM-nr:SKM2003.424.VLR
Journalnr.:1. afdeling, B-1728-02
Referencer.:Statsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Repræsentation - reception - eneanpartshaver - direktørs 50 års fødselsdag

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab var berettiget til fradrag for udgifter til en reception i anledning af hovedanpartshaverens 50 års fødselsdag som repræsentationsudgifter.Selskabet havde inviteret "venner, bekendte og forretningsforbindelser" til receptionen. Ministeriet kunne imidlertid ikke påvise, at der foruden ansatte og egentlige forretningsforbindelser også havde deltaget private venner i receptionen. Hovedanpartshaveren afholdt endvidere en privat fødselsdagsfest om aftenen for venner og familie. Receptionen blev afholdt i lejede lokaler.Flertallet i landsretten lagde vægt på, at anledningen til receptionen var en privat begivenhed, og at der ifølge annoncen foruden forretningsforbindelser også var inviteret venner og bekendte. Under hensyn hertil og til at selskabet ikke i øvrigt havde påvist nogen konkret forretningsmæssig begrundelse for receptionen, blev ministeriet frifundet.Dissens for at give selskabet medhold.


Parter

H1 ApS
(advokat Kristen Schmidt Trærup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Jakob Krogsøe).

Afsagt af landsdommerne

Lis Frost, Fritse Hove og Gert H. Matthiesen

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1 ApS, for 1999 kan fradrage en udgift til en reception i anledning af hovedanpartshaverens 50 års fødselsdag som en repræsentationsudgift.

Ved kendelse af 19. april 2002 traf Landsskatteretten følgende afgørelse herom:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Ikke godkendt fradrag for udgift til reception

7.528 kr.

Sagen har været forhandlet telefonisk med klagerens repræsentant.

Det fremgår af sagens oplysninger, at H1 ApS er en maskinfabrik, der producerer ..... Selskabet har i indkomståret haft en omsætning på 5.595,780 kr., og har beskæftiget cirka 11 medarbejdere. Selskabet kontrolleres fuldt ud af A. I anledning af hovedanpartshaverens As 50 års fødselsdag har selskabet afholdt udgifterne til en reception på i alt 30.112 kr. Selskabet har fratrukket beløbet som repræsentation med 25%.

Receptionen blev annonceret i Jyllands posten og den lokale dagspresse med følgende ordlyd:

"Reception, 50 år.

I anledning af direktør As 50 års fødselsdag vil vi gerne invitere venner, bekendte og forretningsforbindelser til reception fredag den 9. april 1999 kl. 13.00 til 16.00 i Forsamlingshuset.

Med venlig hilsen

H1"

Der foreligger deltagerliste, hvoraf det fremgår at der har deltaget i alt 112 personer, inklusiv 15 medarbejdere. De eksterne deltagere i receptionen er alle nævnt ved navn og firma.

De stedlige skattemyndigheder er af den opfattelse, at selskabet ikke har fradrag for den afholdte udgift. Myndighederne har anført, at receptionen ikke kan anses for at have en tilstrækkelig forretningsmæssig anledning. Myndighederne påpeger, at den eneste anledning var fødselsdagen og det ikke kan tillægges betydning om der udelukkende har deltaget forretningsforbindelser, eller at virksomheden kan identificeres med hovedanpartshaveren.

Selskabets repræsentanten har nedlagt påstand om fradrag på 7.528 kr. Repræsentanten har forklaret, at receptionen blev afholdt i det lokale forsamlingshus, idet selskabet selv kun råder over et lille kontor, en lille kantine og produktionslokaler.

Repræsentanten fremhæver, at annoncen er af ganske gængs karakter og at der ikke skal lægges vægt på, at der står venner og bekendte, idet det fremgår af den indsendte deltagerliste, at der alene har deltaget forretningsforbindelser. Repræsentanten fremhæver endvidere, at virksomheden i lokalsamfundet bliver identificeret med A, idet det er ham personligt, der forestår det salgsopsøgende arbejde.

Repræsentanten har endvidere forklaret, at A senere på dagen afholdte en privatfest for 70 indbudte venner og familiemedlemmer.

...

Landsskatteretten skal udtale

Fradrag for repræsentationsudgifter i medfør af ligningslovens § 8, stk. 4 forudsætter, at udgifterne er afholdt for at erhverve og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til sammenkomster af privat karakter kan som udgangspunkt ikke fradrages som repræsentationsudgifter, selv om der blandt gæsterne er et større eller mindre antal forretningsforbindelser, kunder og medarbejdere. Godkendelse af udgifterne som fradragsberettigede forudsætter i den situation, at skatteyderen godtgør, at udgiften er afholdt i en konkret erhvervsmæssig anledning.

2 retsmedlemmer, herunder retsformanden finder, at det må lægges til grund, at receptionen er afholdt i anledning af As 50 års fødselsdag, uden at der tillige har været en egentlig forretningsmæssig anledning til receptionen. Der er herved bl.a. henset til annoncens ordlyd og at receptionen ikke er afholdt i tilknytning til selskabets forretningslokaler. 2 retsmedlemmer finder derfor, at udgifterne forbundet med receptionen ikke har haft den for fradrag fornødne direkte og entydige tilknytning til indkomsterhvervelsen.

Et retsmedlem finder, at udgifterne til receptionen er fradragsberettiget som repræsentation, idet der udelukkende har deltaget forretningsforbindelser i receptionen.

Den påklagede ansættelse vil følgelig være at stadfæste i overensstemmelse med flertallet.

Herefter bestemmes

Ikke godkendt fradrag for udgift til reception, 7.528 kr.

stadfæstes."

Under denne sag, der er anlagt den 12. juli 2002, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at sagsøgerens udgift i indkomståret 1999 på 30.112 kr. til en reception i anledning af hovedanpartshaverens 50 års fødselsdag er en repræsentationsudgift med fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 4, og ikke en lønudgift til hovedanpartshaveren

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Af en liste over deltagerne ved As private fødselsdagsfest om aftenen den 9. april 1999 fremgår bl.a. navnene på tre af deltagerne i receptionen tidligere på dagen.

Forklaringer

A har forklaret, at han i 1999 var eneanpartshaver og direktør i H1 ApS. Den 9. april 1999 afholdt selskabet reception i anledning af hans 50 års fødselsdag. På det tidspunkt havde virksomheden eksisteret i 8 år, uden at der på noget tidspunkt havde været holdt et arrangement for virksomhedens kunder og øvrige forretningsforbindelser. Nogle af virksomhedens større kunder havde opfordret ham til ved lejlighed at holde et sådant arrangement. Han syntes, at hans 50 års fødselsdag var en passende anledning hertil. Nogle af gæsterne mødte tidligere på dagen med henblik på en rundvisning i virksomheden, mens arbejdet endnu var i gang.

Receptionen blev holdt i det lokale forsamlingshus, idet virksomheden bl.a. som følge af begrænsede toiletfaciliteter ikke kunne danne ramme om arrangementet. Receptionen blev holdt i et lille lokale med et stort bord i midten og stole anbragt langs væggene. Beværtningen bestod af kolde og lune retter leveret fra kroen, f.eks. frikadeller, skinke og fiskefilet. Der var tale om et stående traktement. Den private fødselsdagsfest blev holdt om aftenen i et større lokale i forsamlingshuset. Ved denne lejlighed var der dækket op til siddende gæster, og maden bestod af en tre retters menu, som blev tilberedt af en til lejligheden ansat medhjælp. Der var tillige musik til maden.

Han havde ikke tænkt nærmere over udformningen af annoncen. Med "venner" sigtede han til forretningsforbindelser. Der er tale om en lille virksomhed på landet, og han opfatter derfor mange af sine kunder som venner. Samtlige af de, der deltog i receptionen, var forretningsforbindelser i den nævnte forstand. Det var endvidere naturligt for nogle af disse forretningsforbindelser at have deres hustruer med, bl.a. fordi hustruerne deltog i driften af deres virksomhed. Han har udarbejdet deltagerlisterne efterfølgende på grundlag af gavelister og gavekort.

Procedure

H1 ApS har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den afholdte udgift har karakter af repræsentation. Der er tale om en lille virksomhed på landet, hvor eneanpartshaveren personligt kender alle virksomhedens samhandelspartnere. Receptionen blev afholdt efter opfordring fra nogle af virksomhedens kunder, og forinden receptionens afholdelse var der rundvisning på virksomheden. Der kan derfor ikke være tvivl om, at receptionen er forretningsmæssigt begrundet. Selv om receptionen ikke blev afholdt i forbindelse med indgåelsen af en konkret ordre, var den et led i sagsøgerens bestræbelser på at knytte eller bevare forretningsforbindelser og dermed fremme fremtidige forhandlinger. A har opfattet virksomhedens forretningsforbindelser som venner. Samtlige de, der deltog i receptionen, var forretningsforbindelser. Det forretningsmæssige islæt ved receptionen fremgår desuden af, at det sagsøgende selskabs navn optræder i indbydelsen. For øvrige venner og familie holdt han om aftenen samme dag en privat fest i et andet lokale i forsamlingshuset og med en anden anretning. Det er uden betydning, at tre af deltagerne til receptionen også deltog i festen om aftenen.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at receptionen havde nogen tilknytning til indkomsterhvervelsen i det sagsøgende selskab. Fødselsdage og andre mærkedage vil som udgangspunkt have en privat karakter. Det forekommer usandsynligt, at der alene deltog forretningsforbindelser i receptionen, men i givet fald beroede dette - når henses til indbydelsens formulering - alene på en tilfældighed. Selv hvis det lægges til grund, at der alene deltog forretningsforbindelser i receptionen er det ikke godtgjort, at der var en klar og entydig forretningsmæssig begrundelse for arrangementet. Oplysningen om rundvisning på virksomheden af nogle af kunderne er først fremkommet under domsforhandlingen og må betragtes som udokumenteret. Selv hvis det lægges til grund, at en sådan rundvisning har fundet sted, har sagsøgeren ikke godtgjort, at der var en konkret forretningsmæssig begrundelse for arrangementet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Udgifter til repræsentation kan fradrages efter ligningslovens § 8, stk. 4. Efter bestemmelsens forarbejder (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 1226 og 1229) er fradrag betinget af, at udgifterne er afholdt over for andre end virksomhedens medarbejdere for at afslutte forretninger eller for at knytte eller bevare forretningsforbindelser, og repræsentation har karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed.

Landsdommerne Lis Frost og Fritse Hove udtaler herefter

Anledningen til receptionen var en privat begivenhed; nemlig As 50 års fødselsdag. Receptionen blev ikke holdt på virksomheden, men i et lejet lokale, hvor der blev serveret et ikke ubetydeligt traktement til 30.112 kr. for i alt 112 personer, heraf 11 ansatte. Ifølge annoncen var foruden forretningsforbindelser også venner og bekendte inviteret.

Under hensyn hertil, og til at H1 ApS ikke i øvrigt har påvist nogen konkret forretningsmæssig begrundelse for receptionen, finder vi ikke, at H1 ApS har godtgjort, at formålet med fødselsdagsreceptionen for A var at afslutte forretninger eller knytte eller bevare forretningsforbindelser. Vi stemmer derfor for at tage Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Landsdommer Gert H. Matthiesen udtaler

Ifølge indholdet af avisannoncen var As 50 års fødselsdag den direkte anledning til receptionen. Efter As forklaring var formålet med receptionen imidlertid at holde et arrangement for kunder og andre forretningsforbindelser, som havde støttet den relativt nystartede virksomhed. As forklaring understøttes af, at han samme dag om aftenen afholdt et privat fødselsdagsarrangement med deltagelse af familie og venner.

Jeg lægger efter As forklaring endvidere til grund, at der udover virksomhedens ansatte alene deltog forretningsforbindelser ved receptionen, der af praktiske hensyn blev afholdt i lejede lokaler. Det kan på baggrund af det oplyste om virksomhedens størrelse og As betydning for virksomhedens samhandelspartnere ikke tillægges afgørende betydning, at invitationen i henhold til annoncen ud over til forretningsforbindelser - også henvendte sig til venner og bekendte idet disse, således som invitationen er formuleret, naturligt må forudsættes at være forretningsrelaterede. Det er uden betydning, at tre af deltagerne ved receptionen tillige deltog i den private fest om aftenen. Ved receptionen var der - i modsætning til den private fest om aftenen - tale om et stående arrangement omkring et "tag selv"-bord med kolde og lune retter. Det forhold, at udgiften til arrangementet var af en vis størrelse, kan efter min opfattelse ikke bevirke, at receptionen mister sit forretningsmæssige præg.

Selv om der ikke kan peges på en konkret forretningsmæssig begrundelse for receptionen, må udgiften hertil på den oven for anførte baggrund anses at have været afholdt med det formål at fremme og bevare forretningsforbindelser, og receptionen har således haft karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed. Jeg finder derfor, at sagsøgeren har påvist en tilstrækkelig klar og entydig forretningsmæssig begrundelse for arrangementet.

Jeg stemmer derfor for at tage sagsøgerens påstand om, at udgiften til receptionen i indkomståret 1999 på 30.112 kr. skal anses for en repræsentationsudgift, der kan fradrages i selskabets skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 8, stk. 4, til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal sagsøgeren betale 6.000 kr. til sagsøgte.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.