Dokumentets metadata

Rejse- og befordringsudgifter - sygeplejerske

En sygeplejerske, der var bosiddende på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Udgift til kost og logi var fradragsberettiget i det omfang, der var tale om midlertidigt arbejde. Da arbejdet – bortset fra 3 måneders prøvetid – var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3-måneders-perioden.

A’s klage vedrører fradrag for rejseudgifter i forbindelse med fast stilling.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteåret 2000 - Ligningsmæssigt fradrag

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til kost og logi i det selvangivne omfang, men kun fradrag vedrørende prøvetiden i den faste stilling med 17.034 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Der er selvangivet fradrag for kost og logi for 124 døgn med 500 kr. pr. døgn, i alt med 62.000 kr.

Klageren blev fra 1. februar 2002 ansat som primærsygeplejerske ved X kommune med tjeneste ved plejeenheden X. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid var 22 timer fortrinsvis i aftenvagter.

Klageren er bosiddende på en ø, og arbejdet er tilrettelagt således, at hun tager hjemmefra kl. 9.55 med færgen kl. 10.20 for at nå arbejdstids begyndelse kl. 15.00. Hun har fri kl. 23.15, men den sidste færge til øen afgår kl. 21.25. Alt efter arbejdets tilrettelæggelse, kan hjemrejsen kun ske således, at hun er hjemme på øen kl. 10.20 1, 2 eller 3 døgn efter arbejdets ophør.

Skatteankenævnets afgørelse

Der er kun godkendt fradrag for kost- og logiudgifter vedrørende 3 måneder – i alt 34 døgn opgjort efter de fastsatte takster. Kost i 34 døgn á 351 kr. og logi i 34 døgn á 150 kr., i alt et samlet fradrag på 17.034 kr.

Godtgørelse for rejseudgifter udbetalt af arbejdsgiveren skal medregnes ved indkomstopgørelsen, med mindre disse udbetales skattefrit efter de satser der er fastsat af Ligningsrådet. Hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler nogen rejsegodtgørelse kan lønmodtageren fratrække et beløb svarende til satserne i indkomstopgørelsen.

Der er henvist til ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 7, samt § 9, stk. 5.

Det generelle princip er, at uanset hvilket arbejde den ansatte har, må den pågældende selv betale alle sine private udgifter med beskattede penge. Ligeledes kan en ansat, ikke uden beskatning, få dækket sine almindelige udgifter til kost og logi af arbejdsgiveren, og disse kan ikke fratrækkes på selvangivelsen.

Begrebet rejseudgifter omfattede oprindeligt kun de merudgifter, som blev påført en lønmodtager, fordi arbejdsgiveren midlertidigt udsendte lønmodtageren fra det normale arbejdssted til et andet tjenestested.

Klageren har ikke rejseudgifter til et midlertidigt arbejde, der er omfattet af bestemmelsen rejse, og der kan derfor ikke godkendes skattemæssigt fradrag for de selvangivne rejseudgifter.

Der er dog tale om en midlertidig stilling de første 3 måneder af ansættelsen, idet der er tale om en reel prøveperiode. Der kan derfor godkendes fradrag efter rejsereglerne for 34 døgn i denne periode.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at Landsskatteretten godkender fradraget udgifter til kost og logi for hele indkomståret med i alt 62.000 kr.

Det er ikke klagerens valg, at hun ikke arbejder på bopælsøen. Hun blev uretmæssigt fyret fra sin stilling som leder af kommunens integrerede ordning for hjemmepleje den 1. september 1994. Der er ført retssag om denne afskedigelse, som klageren vandt og blev tilkendt godtgørelse for.

Siden afskedigelsen har hun søgt 54 stillinger som sygeplejerske ved sygehuset og ved hjemmeplejen på øen, men hun har ikke fået nogen af dem. Hun har søgt såvel tidsbegrænsede som ikke tidsbegrænsede stillinger, og endvidere såvel leder som almindelige stillinger som sygeplejerske. Senest har klageren i september 2001 søgt en stilling som sundhedsplejerske ved kommunen, men der blev ansat en anden på hendes alder.

Da klageren havde et ønske om at arbejde, valgte hun at være ansat som vikar gennem et sygeplejervikarbureau, og senere fik hun tilbud om fastansættelse i X som ansvarshavende sygeplejerske. Klageren kunne i stedet have valgt lediggang, understøttelse og senere bistandshjælp, og derved fået flexjob eller lignende i hjemmeplejen.

Kommunen har modtaget skattekroner fra klageren, men fastholdelsen af, at der kun kan ske fradrag for 3 måneder tilgodeser ikke, at klageren ikke har kunnet få arbejde på øen, selvom der mangler sygeplejersker. Der må på en eller anden måde være fradrag, når man arbejder mere end 4 timers transport fra sin bopæl, og ikke kan få arbejde på bopælsøen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, skal som hovedregel medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Dette gælder dog ikke for godtgørelse for rejse- og befordringsudgifter der er omfattet af ligningslovens § 9 A og § 9 B. Dette fremgår af ligningslovens § 9, stk. 1 og stk. 5.

En lønmodtager kan ikke foretage fradrag for rejseudgifter i det omfang, der er modtaget skattefri godtgørelse herfor. Hvor betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i ligningslovens § 9 A er opfyldt, men hvor udbetaling ikke er sket, kan lønmodtageren fradrag rejseudgifter i indkomsten med de satser, der er fastsat herfor. Dette fremgår af ligningslovens § 9, stk. 7.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Da klageren er fastansat ved X kommune, er der ikke tale om et midlertidigt arbejdssted, og det er derfor med rette at klageren ikke er anset som berettiget til fradrag for rejseudgifter. Da prøvetiden på 3 måneder derimod kan anses som værende en midlertidig stilling, kan der ske fradrag af rejseudgifter i denne periode.

Landsskatteretten stadfæster derfor den påklagede afgørelse.