Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-10-2003
Offentliggjort:05-11-2003
SKM-nr:SKM2003.476.LR
Journalnr.:99/02-4740-00047
Referencer.:Skattestyrelsesloven
Etableringskontoloven
Dokumenttype:Afgørelse


Anmodning om omgørelse - etableringskontomidler

Ligningsrådet blev anmodet om tilladelse til at tilbageføre etableringskontomidler, jf. skattestyrelseslovens § 37 C.Ligningsrådet kunne imødekomme anmodningen om omgørelse således, at omgørelsen blev tillagt virkning ex nunc.Ligningsrådet fandt, at der ikke var hjemmel i skattestyrelseslovens § 37 C til at begrænse ordningen, også selvom der i Processuelle regler på ToldSkats område, afsnit O.1 anføres, at der ikke skal ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de skattemæssige virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis indskud på en etableringskonto.


Ligningsrådet blev anmodet om tilladelse til omgørelse, således at hævede etableringskontomidler, herunder renter frem til hævningstidspunktet, med skattemæssig virkning blev ført tilbage til banken. Etableringskontomidlerne skulle således anses for aldrig at være hævet.

Skatteyder etablerede i 1998 selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Der blev i den forbindelse frigivet etableringskontomidler.

Den skatteansættende myndighed fandt, at skatteyderen ikke kunne anses at have etableret en erhvervsmæssig virksomhed, hvorefter de hævede etableringskontomidler blev efterbeskattet.

Den skatteansættende myndighed meddelte afslag på anmodning om omgørelse med henvisning til, at dispositionen i overvejende grad var båret af hensynet til at spare eller udskyde beskatningen af de opsparede etableringskontomidler

Repræsentanten gjorde overfor Ligningsrådet gældende, at dispositionen ikke har været båret af noget hensyn om at spare eller udskyde skatter og afgifter, og at samtlige betingelser i skattestyrelseslovens § 37 C var opfyldt.

Ligningsrådet fandt, at betingelserne i skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1 var opfyldt og meddelte tilladelse til at omgøre dispositionen således, at omgørelsen blev tillagt virkning ex nunc, jf. principperne i TfS 1997,547.

Ligningsrådet fandt, at der ikke var hjemmel i skattestyrelseslovens § 37 C til at begrænse ordningen, også selvom der i Processuelle regler på ToldSkats område, afsnit O.1 anføres, at der ikke skal ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de skattemæssige virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis indskud på en etableringskonto.