Dokumentets metadata

Tinglysningsafgift - vindmølle

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der skulle betales yderligere tinglysningsafgift i forbindelse med overdragelse af et grundstykke, hvorpå der var placeret en vindmølle. Appellanten havde nedlagt påstand om, at der ikke skulle betales yderligere afgift for den del af overdragelsessummen, der var henført til vindmøllen.Højesteret fastslog med henvisning til tinglysningsafgiftslovens § 1, nr. 1, at det er tinglysningslovens afgrænsning af, hvad der må anses for fast ejendom, der er afgørende for, om der skal betales tinglysningsafgift. Ved sondringen mellem bygninger og løsøre, er det afgørende, om den pågældende genstand er bestemt til varig forbliven på grunden.Efter oplysningerne om vindmøllens størrelse og fastgørelse til et fundament fandt Højesteret, at vindmøllen var bestemt til varig forbliven på grunden, uanset at det teknisk var muligt at flytte den, efter at den var blevet skilt ad. Herefter måtte vindmøllen anses for en bygning, hvorfor afgiftsmyndighederne havde været berettiget til at opkræve tinglysningsafgift for den del af overdragelsessummen, der var henført til møllen.

Parter

A
(advokat Thomas Bøgild-Jakobsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Per Walsøe, Marianne Højgaard Pedersen og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 11. afdeling den 15. juni 2006.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter tinglysningsafgiftslovens § 1, nr. 1, skal der betales afgift for tinglysning af ejerskifte af fast ejendom. Højesteret tiltræder, at det er tinglysningslovens afgrænsning af, hvad der må anses for fast ejendom, der er afgørende for, om der skal betales tinglysningsafgift.

Af afgørende betydning for sondringen mellem på den ene side en bygning som en del af en fast ejendom og på den anden side løsøre er herefter, om den pågældende genstand er bestemt til varig forbliven på grunden. Efter oplysningerne om vindmøllens størrelse og fastgørelse til et fundament finder Højesteret, at vindmøllen er bestemt til varig forbliven på grunden, uanset at det teknisk er muligt at flytte den, efter at den er blevet skilt ad. Højesteret tiltræder derfor, at vindmøllen må anses for en bygning, der er en del af den faste ejendom. Afgiftsmyndigheden har således med rette pålagt A at betale tinglysningsafgift også vedrørende vindmøllen.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.