Dokumentets dato: | 09-10-2003 |
Offentliggjort: | 26-11-2003 |
SKM-nr: | SKM2003.529.LSR |
Journalnr.: | LSR 2-4-1845-0557 |
Referencer.: | Afskrivningsloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Et selskab, der drev virksomhed med udlejning af fast ejendom, var berettiget til at afskrive på køleskabe samt komfurer og emhætter ud fra en levetid på henholdsvis 12 år og 15 år. Selskabet kunne ikke foretage nedrivningsfradrag vedrørende installationer, der ikke havde været ejet af selskabet i mindst 5 år.
A Aps’s klage vedrører selskabets opgørelse af afskrivning på hårde hvidevarer samt fradrag for nedrivning af installationer for indkomståret 1999.
Det er oplyst, at selskabet primært driver virksomhed med udlejning af fast ejendom. Derudover har selskabet indtægter hidrørende fra investering i værdipapirer. Selskabets hovedaktionær er B der tillige er selskabets direktør.
Ad ikke godkendt afskrivning på hårde hvidevarer.
Det er oplyst, at selskabet i indkomståret 1999 har foretaget afskrivninger på hårde hvidevarer vedrørende følgende udlejningsejendomme med 13 % svarede til en levetid på omkring 10 år. Selskabets afskrivningsgrundlag og afskrivninger er opgjort til henholdsvis 235.015 kr. og 30.552 kr.
Selskabet har forklaret, at de hårde hvidevarer i selskabets ejendomme primært består af køleskabe samt el- og gaskomfurer. Derudover findes der emhætter og vaskemaskiner.
Selskabets repræsentant har fremlagt en erklæring til sagen fra B, hvoraf fremgår følgende:
”Det er en almindelig opfattelse at hvidevarer gennemsnitlig har en levealder på ca. 10 år.”
Videre har selskabets repræsentant fremlagt en udtalelse fra direktøren for FEHA, hvoraf fremgår følgende:
”Under henvisning til Deres forespørgsel til FEHA, Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater, ang. forventet levetid på forskellige typer hårde hvidevarer kan vi herved oplyse, at den gennemsnitlige levetid for de pågældende typer skønnes at være som følger:
Komfurer: ca. 15 år
Emhætter: ca. 15 år
Køleskabe: ca. 12 år
Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der er tale om en generel vurdering uden relation til specifikke mærker, modeller og brugeromstændigheder.”
Skatteforvaltningen har forhøjet selskabets indkomst med 11.751 kr. vedrørende ikke godkendte afskrivninger på hårde hvidevarer. Til støtte for afgørelsen har skatteforvaltningen bemærket, at ifølge afskrivningslovens § 17, stk. 2, kan afskrivningssatsen på 5 % for en bygning eller en installation forhøjes, når det må antages, at bygningen eller installationen er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal ved normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig summen af 3 % og en sats, der svarer til, at bygningen eller installationen afskrives med lige store årlige beløb over den antagelige levetid.
Til den af selskabets repræsentant påberåbte afgørelse TfS 1993.195 VLD har skatteforvaltningen bemærket, at denne afgørelse vedrører levetiden for hvidevarer installeret i et sommerhus, der bliver benyttet af skiftende lejere i sommerperioden. Syns- og skønsmanden har til afgørelsen udtalt, at det er hans erfaring, at det ikke er godt for hårde hvidevarer at stå ubenyttet i længere tid, samt at normallevetiden for hvidevarer i sommerhuse må ansættes til 8 år, mens normallevetiden for hvidevarer, der benyttes af samme ejer må sættes til 10 – 12 år. Eftersom der har været tale om hvidevarer i et sommerhus, er det skatteforvaltningens opfattelse, at denne afgørelse ikke kan anvendes analogt på nærværende sag.
Videre har skatteforvaltningen anført, at det ikke kan antages, at benyttelsen af hvidevarerne øges, fordi der er en fast lejer frem for en ejer, ligesom benyttelsen af hvidevarerne i selskabets ejendomme ikke kan antages at være anderledes end normalt. Skatteforvaltningen har herefter med henvisning til Ligningsvejledningen ansat den gennemsnitlige levetid for selskabets hvidevarer i de anførte udlejningsejendomme til 20 år. Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at med en gennemsnitlig levetid på 20 år, kan der efter afskrivningslovens § 17, stk. 2, afskrives med 8 % årligt. Da selskabet har afskrevet med 13 % af 235.015 kr. eller 30.552 kr., og der alene kan godkendes afskrivning med 8 % af 235.015 kr. eller 18.801 kr., er selskabets indkomst forhøjet med differencen på 11.751 kr.
Til det af selskabets repræsentant nedenfor anførte om, at skatteforvaltningen har tilsidesat sin forvaltningsretlige forpligtelse til at foretage et pligtmæssigt skøn, har skatteforvaltningen anført, at der ved afgørelsen er foretaget et individuelt og konkret skøn, hvorefter der ikke er fundet belæg for at fravige ligningsvejledningens anvisninger om levetider.
Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes afskrivninger på hårde hvidevarer som selvangivet. Repræsentanten har hertil bemærket, at skatteforvaltningen alene har begrundet, at levetiden for de omhandlede hårde hvidevarer er ansat til 20 år med en henvisning til de i ligningsvejledningen oplistede levetider. Repræsentanten har hertil anført, at skatteforvaltningen derved har tilsidesat det grundlæggende forvaltningsretlige krav om det pligtmæssige skøn, hvorefter en forvaltningsmyndighed er forpligtet til at foretage en konkret og individuel skønsudøvelse. Hertil kommer, at de i ligningsvejledningen anførte levetider alene er af vejledende karakter.
Med henvisning til udtalelsen fra B har repræsentanten anført, at man skal fastholde, at de i sagen omhandlede hårde hvidevarer afskrives på grundlag af en levetid på 10 år, hvilket derudover efter det for repræsentanten oplyste må betragtes som en almindelig opfattelse inden for hårde hvidevarebranchen.
Derudover har repræsentanten henvist til den syn- og skønsvurdering, der indgik i sagen TfS 1993.195 VLD, hvor skønsmanden i relation til levetid for hårde hvidevarer indsat i et sommerhus og anvendt ved erhvervsmæssig udlejning fandt, at levetiden for disse efter en konkret vurdering kunne sættes til 8 år. Repræsentanten har ydermere bemærket, at de omhandlede hårde hvidevarer ikke kan siges at være af luksus- eller topkvalitet, hvilket sammenholdt med den nævnte Vestre Landsretsdom underbygger repræsentantens synspunkt. Repræsentanten har forklaret, at kvaliteten snarere må betegnes som middelgod.
Landsskatteretten skal udtale:
Det lægges til grund, at de pågældende hårde hvidevarer skal behandles efter afskrivningslovens regler om installationer, og at der er tale om installationer, der afskrives særskilt efter afskrivningslovens § 15, stk. 2, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998.
Det fremgår af afskrivningslovens § 17, stk. 1, at afskrivning på bygninger og installationer efter §§ 14 og 15, fra og med anskaffelsesåret foretages med indtil 5 % årligt af anskaffelsessummen. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at den i stk. 1 nævnte afskrivningssats forhøjes, når det må antages, at bygningen eller installationen er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig med summen af 3 % og en sats, der svarer til, at bygningen eller installationen afskrives med lige store årlige beløb over den antagelige levetid.
Landsskatteretten finder med tiltrædelse af Told- og Skattestyrelsen, at den forventede levetid for de omhandlede hårde hvidevarer passende kan ansættes til henholdsvis 12 år for køleskabe og 15 år for komfurer og emhætter som skønnet af Foreningen for Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater. Der er herved henset til, at sådanne hårde hvidevarer af en gennemsnitlig standard, der anvendes i en udlejningsejendom, i dag må antages at have en levetid på under 20 år.
Den påklagede afgørelse vil derfor være at ændre på dette punkt. Den talmæssige opgørelse, herunder fordeling af afskrivninger på henholdsvis køleskabe og komfurer/emhætter, overlades til de stedlige skattemyndigheder.
Ad fradrag for nedrivning af installationer.
Det er oplyst, at selskabet for indkomståret 1999 har fradraget udgifter til nedrivning af installationer i to ejendommene. Det fremgår af sagens materiale, at de nedrevne installationer ikke har været ejet af selskabet i 5 år.
Skatteforvaltningen har ikke godkendt nedrivningsfradrag for installationer på 132.384 kr. for indkomståret 1999. Til støtte for afgørelsen er anført, at det fremgår af afskrivningslovens § 22, stk. 1, 5. pkt. med ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, jf. § 1, nr. 18, at der alene kan foretages nedrivningsfradrag for installationer, når den skattepligtige i mindst 5 år forud for nedrivningen har ejet installationen, og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har været ejer af installationen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.
Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at selskabet ikke har ejet de nedrevne installationer i 5 år, hvorfor der ikke kan godkendes nedrivningsfradrag i relation hertil. Videre har skatteforvaltningen bemærket, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 22, stk. 1, er ændret ved ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, jf. § 1, nr. 18, og at i henhold til ikrafttrædelsesbestemmelsen har bestemmelsen virkning fra og med indkomståret 1999, jf. ændringslovens § 21, stk. 3.
Til det af selskabets repræsentant nedenfor anførte om, at 5 års kravet ikke gælder for så vidt angår installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2, har skatteforvaltningen anført, at det fremgår af ligningsvejledningen 1999, afsnit E.C.4.5, at:
”Ligesom tilfældet er for nedrivningsfradrag for bygninger, er nedrivningsfradrag for en installation betinget af, at den har været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål.”
Endvidere har skatteforvaltningen bemærket, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 85, FT 1999/2000 til ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, at:
”Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år have været anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme betingelse for installationer som for bygninger.”
Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at det pågældende uddrag af forarbejderne må gælde installationer i afskrivningsberettigede bygninger efter afskrivningslovens § 14 såvel som installationer i ikke afskrivningsberettigede bygninger, der afskrives efter afskrivningslovens § 15, stk. 2 eller stk. 3. Der er herved videre henvist til følgende uddrag af forarbejderne:
”De foreslåede ændringer i afskrivningslovens § 22, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, medfører, at betingelsen for nedrivning af en installation omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, bliver de samme som for nedrivning af en bygning inden 5 års ejertid.”
Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til nedrivning af installationer som selvangivet. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at det følger af ordlyden af afskrivningslovens § 22, at nedrivningsfradrag i nedrivningsåret alene er betinget af, at de pågældende installationer er udskiftet eller nedtaget endeligt i indkomståret, idet afskrivningslovens § 22, stk. 2, 5. pkt., alene henviser til bestemmelsens 1 pkt., der ikke omhandler installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2. Betingelsen om, at installationerne skal have været ejet af den skattepligtige i 5 år forud for nedrivningen gælder derfor alene bygninger og installationer, der er afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens §§ 14 og 15, stk. 1.
Landsskatteretten skal udtale:
I henhold til afskrivningslovens § 22, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998 med senere ændringer, herunder lov nr. 958 af 20. december 1999, der for så vidt angår den nævnte bestemmelse har virkning for indkomståret 1999 og fremover, kan der ved nedrivning af en afskrivningsberettiget bygning foretages et fradrag ved indkomstopgørelsen i nedrivningsåret, jf. stk. 1, 1. pkt. Fradraget opgøres efter § 22, stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder i relation til nedtagning eller udskiftning af en installation, hvorpå der er afskrevet i medfør af afskrivningslovens § 15, stk. 2, eller stk. 3, jf. § 22, stk. 1., 3. pkt.
Det fremgår videre af § 22, stk. 1, 5. pkt., at der alene kan foretages nedrivningsfradrag efter stk. 1, såfremt den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen eller installationen, har anvendt denne til et afskrivningsberettiget formål.
Af bemærkningerne til lovforslag L 85, FT 1999/2000 til ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, fremgår at:
”Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år have været anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme betingelse for installationer som for bygninger.”
Landsskatteretten finder, at det er med rette, at der ikke er godkendt nedrivningsfradrag i nærværende tilfælde, idet selskabet ikke har ejet de nedrevne installationer i mindst 5 år, jf. afskrivningslovens § 22, stk. 1, in fine.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.