Dokumentets metadata

Dokumentets dato:04-10-2007
Offentliggjort:23-10-2007
SKM-nr:SKM2007.750.ØLR
Journalnr.:18. afdeling, B-2214-05
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Overskud - testimonialkamp

Overskud fra en testimonialkamp til fordel for skatteyderen, anset som skattefri i medfør af ligningslovens § 7, stk. 1.


Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H. C. Vinten)

mod

A
(advokat Leo Jantzen)

Afsagt af landsdommerne

Nils Erik Jensen, Mikael Sjöberg og Nikolaj Aarø-Hansen (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt indtægter fra en såkaldt testimonialkamp, der blev afholdt i 2000, kan anses for omfattet af den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 7, litra a, (nu § 7, nr. 1), og dermed er skattefri indtægt for sagsøgte.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at A tilpligtes at anerkende, at han er skattepligtig efter statsskattelovens § 4 af 1.125.449 kr., der stammer fra overskuddet fra en testimonialkamp den 28. august 2000.

A har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

A har været professionel fodboldspiller i en årrække. I forbindelse med at han i 2000 stoppede sin karriere som målmand for G1 Boldklub A/S, blev der den 28. august 2000 på G2 Stadion afholdt en testimonialkamp til ære for ham. Baggrunden herfor var bl.a., at A havde spillet for G1 Boldklub A/S, siden han var 12 år, og at han i den forbindelse havde spillet over 800 kampe for klubben. A modtog et beløb på 1.125.449 kr., der bestod i overskuddet fra testimonialkampen.

Den 13. april 2005 traf Landsskatteretten ved kendelse afgørelse om, at det nævnte beløb er skattefrit i medfør af ligningslovens § 7, litra a.

I kendelsen er bl.a. anført

"...

Sagens oplysninger

Klageren, der i en årrække har været professionel fodboldspiller, har i indkomståret 2000 haft lønindtægter fra G1 Boldklub A/S på 865.738 kr.

I forbindelse med at klageren som 41-årig stoppede sin karriere som målmand for G1 Boldklub A/S blev der den 28. august 2000 på G2 Stadion afholdt en testimonialkamp til ære for klageren.

Overskuddet fra arrangementet var 1.124.449 kr. Beløbet blev ubeskåret overdraget til klageren.

Den 28. juli 2000 indgik klageren og MK fra G1 Boldklub A/S en samarbejdsaftale med G3 reklame A/S. Af aftalen fremgår følgende:

"G3 reklame A/S er blevet engageret af A og G1 Boldklub A/S til at bistå ved specialarrangementet, A Testimonialkamp mandag den 28. august 2000 kl. 19:00 på G2 Stadion.

G1 Boldklub A/S stiller kvit og frit G2 Stadion til rådighed for A. Prisen på billetter er sat til kr. 100,00 per billet. Alle entreindtægter tilfalder ubeskåret A. Der oprettes en specialkonto for billetsalget i F1 Bank, hvor alle billetindtægter skal indsættes så snart billetterne er solgt.

Der er ingen fribilletter eller kort, der giver adgang til denne begivenhed, kun til de personer, der bliver personligt inviteret af A i samarbejde med G1 Boldklub A/S.

Der kan kun komme folk i VIP-området, der har VIP billetter til dagen. Alle andre former for billetter gælder ikke denne dag.

Alle reklamer på stadion skal være overdækket eller nedtaget (clean court), dog med undtagelse af de stationære reklamer på selve tribunerne.

Overskud ved salg på stadion af øl, vin, is pølser, programmer m.v. tilfalder A.

G1 Boldklub A/S stiller vederlagsfrit kontrollører, servicemedarbejdere, boldbørn, programsælgere m.v. til rådighed.

G3 reklame A/Ss opgaver er at sælge hovedsponsorat, bandesponsorater, medsponsorater, erhverv-VIP samt annoncer til gallaprogram.

G3 reklame skal udarbejde salgsmateriale, plakater og program, som skal godkendes af A og G1 Boldklub A/S.

Testimonialkampen spilles mellem tidligere og nuværende G1-spillere mod en række af tidligere og nuværende landsholdsspillere. A udtager holdene.

G1's hold spiller i deres eget tøj og med deres egne sponsorer. Landsholdsspillerne spille er sponsor logo på brystet.

G3 reklame A/S respekterer, at alle G1 Boldklub A/S' sponsorer skal have sponsortilbudet først og at en hovedsponsor ikke må konkurrere med repræsentantsskabet's 17 hovedsponsorer.

G3 reklame A/S bekræfter og fakturerer alle aftaler.

G3 reklame A/s varetager aftalen med TV2.

G1 Boldklub A/S har efter drøftelser med TV3 meddelt at TV3 ikke ønsker at sende fra kampen, og at TV3 har givet tilladelse til at TV2 sender fra kampen.

G3 reklame A/S tager sig af hotelbooking og af de danske spillere der kommer fra udlandet, og er desuden behjælpelig med arrangementet efter kampen (As fest). G3 reklame A/S er behjælpelig med underholdning før, under og efter kampen.

G1 Boldklub A/S har ingen udgifter i forbindelse med G3 reklame A/S' deltagelse i testimonialkampen.

G3 reklame A/S udfærdiger samlet regnskab for arrangementet og forestår afregning til A.

Vi glæder os til samarbejdet."

Af et brev af 14. september 2004 til klageren underskrevet af DF, formand i G1 Boldklub A/S, TN, næstformand i G1 Boldklub A/S, LJ, direktør i G1 Boldklub A/S og SK, direktør i G4 Holding A/S, der var hovedaktionær i G1 Boldklub A/S, fremgår følgende:

"Til brug for din verserende sag i Landsskatteretten afgives herved følgende erklæring

Underskrevne G1 Boldklub A/S ved daværende formand DF, næstformand TN og daværende direktør i G1 LJ samt medunderskrevne direktør SK, der via selskabet G4 Holding A/S var hovedaktionær i G1, og som repræsenterede en kreds af supporters bag G1, erklærer herved på given foranledning, at vi har været vor mangeårige målmand A behjælpelig med et arrangement i form af en afskedskamp, der af karakter var en folkeindsamling for lang og trofasttjeneste i offentlighedens og klubbens interesse.

Det helt usædvanlige initiativ var begrundet i, at A som noget helt ekstraordinært har spillet som målmand for G1 i hele sin karriere, og at han har opnået at spille over 800 kampe på klubbens 1. hold, hvilken loyalitet og præstation med stor sandsynlighed aldrig vil blive overgået. Dertil kommer, at A igennem hele sin karriere har været et skoleeksempel på dygtig og vellidt sportsmand, der med sin trofasthed, loyalitet har været en usædvanlig god ambassadør både for klubben G1 og for hele byen både internt i klubben og sportsverdenen i byen og også i forhold til offentligheden."

Klageren har forklaret, at testimonialkampen kom i stand efter initiativ fra fodboldklubben G1 og klubbens hovedsponsor. Han havde spillet for G1, siden han var 12 år. Han spillede i alt 817 kampe som amatør, semiprofessionel og fuldtidsprofessionel for klubben, hvilket er dansk og formentlig, også europæisk rekord. Han har deltaget i samtlige mesterskaber og turneringssejre, som klubben har vundet i perioden. Han var 41 år, da hans fodboldkarriere sluttede. Testimonialkampen gav publikum mulighed for at sige farvel til ham. Han mente ikke selv, at der var grund til at lave en testimonialkamp, men det syntes klubben. Kampen var udsolgt, og der var 16.000 tilskuere, hvilket er rekord for G2 Stadion, selv om der også er spillet gratiskampe. Ingen af spillerne modtog honorar for deltagelsen. Klageren deltog selv i en del af testimonialkampen. Desuden optrådte han i dagspressen i forbindelse med afholdelse af kampen.

Skatteankenævnets afgørelse

Overskuddet på 1.124.449 kr. er skattepligtigt for klageren. Beløbet er ikke omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslovens §7, litra a.

Det opnåede overskud fra entreindtægterne forudsatte en arbejdsmæssig indsats fra klagerens side, hvorfor betingelsen om, at det tildelte beløb udelukkende har karakter af en anerkendelse, ikke er opfyldt.

Klagerens sag og den bindende forhåndsbesked, offentliggjort i SKM2001.133.LR , er ikke sammenlignelige. Ligningsrådet lagde i afgørelsen vægt på, at skatteyderen var blevet invalideret og ikke var formuende.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at overskuddet ved afholdelse af testimonialkampen ikke anses for skattepligtigt, idet beløbet er omfattet af ligningslovens § 7, litra a.

Det blev dels gennem en annoncekampagne og dels i avisomtalen tydeligt tilkendegivet, at overskuddet fra den afholdte testimonialkamp udelukkende ville tilfalde klageren som en gave. Selve formålet med testimonialkampen var at hylde klageren som professionel fodboldspiller, idet han over en lang årrække havde været målmand for fodboldklubben G1.

Den omstændighed, at klageren deltog i selve testimonialkampen kan ikke tillægges særskilt betydning i spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en modydelse fra hans side, idet det i sagens natur er klart, at han skulle deltage i en del af kampen.

Den omstændighed, at klageren blev omtalt i aviserne i forbindelse med testimonialkampen, er en naturlig del at arrangementet, idet han er en kendt person, hvorefter det ville være unaturligt, at han ikke blev omtalt i aviserne.

Der er henvist til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 21. november 2000, offentliggjort i SKM2001.133.LR

Der er ikke belæg for at foretage en anden skattemæssig kvalifikation i nærværende sag end i den bindende forhåndsbesked.

Det var klart tilkendegivet, at overskuddet ville tilfalde klageren, hvilket publikum har været vidende om ved betaling af entre til testimonialkampen. Pengestrømmen kan dokumenteres ved det regnskab, som er fremlagt. Indsamlingen havde udelukkende til formål at indsamle en gave for at hylde klageren for hans præstationer som fodboldspiller for fodboldklubben G1.

Der er henvist til den fremlagte erklæring fra G1 Boldklub A/S.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, forudsat at gaven er oppebåret en gang for alle og alene har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Det fremgår af ligningslovens dagældende § 7, litra a.

Det beløb, klageren modtog, stammede fra entreindtægter fra tilskuere, der var oplyst om, at overskuddet fra arrangementet ville tilfalde klageren. Det lægges på baggrund af brevet af 14. september 2004 fra ledelsen og bestyrelsen i G1 Boldklub A/S til grund, at initiativet til kampen blev taget af klubben. Det lægges endvidere til grund, at det for tilskuerne var en forudsætning for deltagelse i arrangementet og betaling af entre, at overskuddet ville tilfalde klageren.

Efter det oplyste var testimonialkampen ikke en del af en turnering eller lignende, der kunne begrunde, at klageren modtog et arbejdsvederlag, ligesom klagerens deltagelse i kampen må anses for en helt naturlig del af arrangementet. Beløbet må herefter anses for en gave til klageren. Det forhold, at klageren i mindre omfang deltog i tilrettelæggelsen af kampen, kan ikke i sig selv føre til, at der ikke foreligger en gave. Således som beløbet er fremkommet, må det endvidere anses for at hidrøre fra indsamlede bidrag. Da beløbet er oppebåret en gang for alle, og da gaven efter det oplyste om tilskuernes tilskyndelse til at deltage i arrangementet alene ses at have karakter af en anerkendelse af klagerens indsats og præstationer i hans lange karriere i fodboldklubben og som sportsligt forbillede, er gaven omfattet af ligningslovens § 7, litra a. Den er derfor ikke skattepligtig.

..."

Der er fremlagt uddrag af udateret regnskab for testimonialkampen fra firmaet G3 reklame. Heraf fremgår bl.a., at billetindtægterne fra kampen udgjorde 1.153.920 kr., og at der var udgifter til billetafgifter, papir og trykning m.v. for 20.794,35 kr.

Endvidere fremgår det bl.a., at der ved arrangementet var indtægter fra sponsorer, programsalg, salg fra boder på stadion mv. på i alt 1.170.707,20 kr., mens de øvrige udgifter udgjorde i alt 1.178.384,58 kr., således at der - når der bortses fra billetindtægterne - fremkom et underskud på i alt 7.677,38 kr. En del af arrangementsudgifterne vedrørte omkostninger til afholdelse af en fest for A efter kampen.

Der er mellem parterne enighed om, at det beløb på 1.125.449 kr., som A modtog, (med en mindre afrunding) er fremkommet ved billetindtægterne med fradrag af udgifterne til billetafgifter, papir og trykning mv. samt fradrag af det ovennævnte underskud ved den resterende del af arrangementet. Det beror således på en fejl, når beløbet i landsskatterettens kendelse af opgjort til 1.124.449 kr.

Parternes anbringendes

Skatteministeriet har navnlig anført, at, bestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a, er en undtagelsesbestemmelse fra hovedreglen i statsskattelovens § 4, og at den derfor efter almindelige fortolkningsprincipper skal fortolkes indskrænkende. Den del af overskuddet, som er udbetalt til sagsøgte, kan efter en samlet vurdering ikke anses som en gave, der hidrører fra indsamlede bidrag. En indsamling er kendetegnet ved, at der samles penge eller oplysninger til noget bestemt, som f.eks. bidrag til en gave. Det ligger derimod uden for indsamlingsbegrebet, at yderen oppebærer en modydelse. Billetindtægterne kan derfor ikke anses for indsamlede bidrag, da tilskuerne har modtaget en ydelse, der i det væsentligste svarede til betalingen, i form af adgang til kampen. Indtægterne fra sponsorbidrag, betaling fra TV, salg af programmer, salg fra boder og salg fra VIP-lounge, kan heller ikke betragtes som gavebidrag. I indsamlingsbegrebet må endvidere ligge et krav om, at det indsamlede beløb ubeskåret skal gives videre til modtageren. Gavebeløb, der består af indsamlede beløb med fradrag af visse udgifter, kan således ikke omfattes af bestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a. I den foreliggende sag er der sket fradrag af en del af udgifterne til afholdelsen af kampen og den efterfølgende fest til ære for A. De væsentligste bidragydere er As arbejdsgiver, G1 Boldklub A/S, der stillede anlæg og faciliteter og personale til rådighed, samt de fodboldspillere, der uden honorar påtog sig at deltage i kampen. Denne indsats kan ikke karakteriseres som indsamling af bidrag til en gave. Endelig har A efter den indgåede samarbejdsaftale af 28. juli 2000 haft væsentlig indflydelse på arrangementets etablering og afvikling.

A har til støtte for sin påstand navnlig anført, at det beløb, han modtog, er skattefrit, jf. ligningslovens § 7, litra a. Bestemmelsen skal efter forarbejderne til ændringen i 2002 ikke fortolkes indskrænkende, men derimod lempeligt. Kravet om, at midlerne skal hidrøre fra indsamlede bidrag, er i praksis anset som et krav om, at indsamlingen er organiseret inden for en vis større kreds, således at den omstændighed, at to eller flere personer har slået sig sammen om at yde en gave, ikke i sig selv bevirker, at gaven kan siges at være tilvejebragt ved indsamling af bidrag. Denne betingelse er klart opfyldt i nærværende sag. Beløbet, som A modtog, hidrørte fra entreindtægter fra tilskuere, der var bekendt med, at overskuddet fra arrangementet skulle tilfalde A. Gaven må derfor anses for at hidrøre fra "indsamlede bidrag" jf. ligningslovens § 7, litra a, således som denne bestemmelse er fortolket af Ligningsrådet i SKM2001.133.LR . Det udbetalte beløb var et engangsbeløb, og det må lægges til grund, at gaven blev tildelt A som en anerkendelse af hans indsats på fodboldområdet. Betingelserne i ligningslovens § 7, litra a, er dermed opfyldt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Hverken ordlyden eller forarbejderne til den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 7, stk. 1, litra a, (nu § 7, nr. 1) indeholder holdepunkter for at anse det som en betingelse for skattefrihed, at yderen af et indsamlet beløb ikke oppebærer en vis modydelse i form af adgang til f.eks. et sportsarrangement Det samme gælder i relation til Skatteministeriets fortolkning af bestemmelsen, hvorefter gavebeløb, der består af indsamlede beløb med fradrag af visse udgifter, ikke skulle kunne omfattes af bestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a.

Som anført af Landsskatteretten var tilskuerne oplyst om, at overskuddet fra arrangementet ville tilfalde A. Landsretten lægger endvidere til grund, at gavebeløbet på 1.125.449 kr. stammer fra billetindtægterne fra testimonialkampen med fradrag af udgifterne til billetsalget samt et særligt beløb til dækning af det underskud, der opstod ved, at sponsor- og andre indtægter ikke kunne dække omkostningerne ved afholdelse af testimonialkampen og den fest, der efter kampen blev holdt for A. Landsretten finder på den baggrund, at gavebeløbet må anses for at hidrøre fra indsamlede bidrag.

Efter bevisførelsen finder landsretten ikke, at det kan lægges til grund, at den nævnte indsamling fandt sted på As initiativ. Herefter, og da det ikke er bestridt, at de øvrige betingelser i den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 7, litra a, er opfyldt, frifindes A for Skatteministeriets påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t

A frifindes.

Skatteministeriet skal inden 14 dage betale 60.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til A.