Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-10-2007
Offentliggjort:26-11-2007
SKM-nr:SKM2007.823.BR
Journalnr.:BS 186/2005
Referencer.:Statsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Fødselsdagsreception - repræsentation - reklame - udlodning

Sagen vedrører fradragsret for udgifter til en reception afholdt i forbindelse med en 60 års fødselsdag. Skatteyderen, der fyldte 60, var hovedaktionær i et aktieselskab, der tillige var kommanditist i et kommanditselskab. Udgiften til 60 års fødselsdagen blev fordelt mellem aktieselskabet og kommanditselskabet, ligesom også skatteyderen af egen lomme afholdt 75.000 kr. af udgiften på ca. 235.000 kr. Der deltog 625 gæster i receptionen, herunder familie. Receptionen blev afholdt mellem kl. 11 og 17, og gæsterne foretog spisningen siddende.Skattemyndighederne har fundet, at udgifterne til receptionen og annoncen for denne ikke var fradragsberettiget for skatteyderen som komplementar i kommanditselskabet, ligesom den af selskabet afholdte udgift var maskeret udlodning til skatteyderen.Under sagen gjorde skatteyderen gældende, at annonceudgiften var fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6 a fuldt ud, og at udgifterne til receptionen var repræsentationsudgifter. Det blev anført, at formålet med receptionen var at offentliggøre et forestående generationsskifte.Byretten gav Skatteministeriet medhold i, at annonceudgifterne hverken var fradragsberettigede repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 4, eller fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 a, ligesom de øvrige udgifter til receptionen heller ikke var repræsentationsudgifter.For så vidt angår det påberåbte generationsskifte anførte byretten, at generationsskiftet ikke var omtalt i annoncerne til receptionen og heller ikke i interviews til pressen i anledning af 60 års fødselsdagen, hvor det tværtimod blev oplyst, at skatteyderen ville udtræde af ledelsen, når han fyldte 62 år. Heller ikke af virksomhedens hjemmeside på tidspunktet for fødselsdagen fremgik det, at der ville ske et generationsskifte.Byretten fandt videre, at de af selskabet afholdte udgifter var udlodning til skatteyderen i medfør af ligningslovens § 16 A.


Parter

A

mod

Skatteministeriet
(Kammmeradvokaten v/Steffen Sværke

Parternes påstande

Sagsøger, A, har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers personlige indkomst for indkomståret 2001 nedsættes med 37.441,25 kr., og at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers aktieindkomst for indkomståret 2001 nedsættes med 106.061,00 kr. i overensstemmelse med den selvangivne indkomst.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens baggrund

Sagen drejer sig om, hvor vidt sagsøger har fradrag for udgifter afholdt til en reception i forbindelse med sin 60 års fødselsdag, der blev afholdt den 11. november 2001, samt hvorvidt han skal beskattes som udlodning af den del af udgiften til receptionen, som selskaberne har afholdt.

Oplysningerne i sagen

Sagsøgeren har opstartet en lang aktiviteter indenfor transport, grusgravning, handel m.v., som har været drevet i en række selskaber, og som med tiden er blevet samlet i H1 Gruppen og H1 K/S. Sagsøger er hovedaktionær i H1 Holding A/S, der er kommanditist i selskabet H1 K/S. I forbindelse med sagsøgerens 60 års fødselsdag blev der afholdt en reception, der blev arrangeret af ledelsen i H1 Gruppen. Sagsøgeren havde påbegyndt et generationsskifte den 10. oktober 1994, hvor han havde solgt 90 % af B-aktierne H1 Holding A/S til sine 3 børn, svarende til 30 % til hvert barn. I 1990, 1993 og år 2000 blev børnene ansat i koncernen, og de 2 ældste sønner indtrådte i 1995 i koncernens ledergruppe og blev formelt anmeldt som direktører i maj 2001 og i april 2002 indtrådte den sidste og yngste af de 3 børn i ledelsen, og samtidig udtrådte sagsøger af den daglige ledelse af selskaberne. I forbindelse med receptionen blev der annonceret i lokale ugeaviser og landsdækkende aviser. Annoncen, der viste et billede af sagsøger, havde følgende tekst:

"...

Stifter og direktør

A

fylder 60 år den 11. november.

I den anledning vil det glæde H1 Gruppen at se forretningsforbindelser og venner af huset til reception

Søndag d. ... kl. 11.00 i ...

H1

..."

Til en del af selskabets udenlandske forretningsforbindelser blev der udsendt en særskilt invitation. Deltagerantallet blev opgjort til i alt 625, hvoraf ægtefælle, børn, svigerbørn, bestyrelsesmedlemmer og familiemedlemmer udgjorde 41, og der udover var der 40 personalerepræsentanter. Arrangementet blev afholdt i hallen, da det efter oplyste ikke var muligt at holde arrangement af den størrelse på selskabets adresse. Udgiften til det samlede arrangement er opgjort således:

Annoncer

30.855 kr.

Fotografering i hallen

4.145 kr.

Hallen, mad og drikke

184.148 kr.

Garden - sodavand

1.440 kr.

Brassband

3.500 kr.

Garden

3.500 kr.

Musik til festen

10.500 kr.

Diverse

173 kr.

Der blev betalt for 625 personer til en kuvertpris på 160,00 kr. pr person.

Udgifterne blev fordelt således

Udgifter i H1 K/S

Annoncering

30.855 kr.

Repræsentation

26.345 kr.

I alt

57.200 kr.

Driftsomkostning i H1 Gruppen

106.061 kr.

Privat omkostning

75.000 kr.

som sagsøger har afholdt grundet deltagelsen fra familie og venner.

Landsskatteretten har den 30. juli 2006 afsagt kendelse i sagen og har i det hele stadfæstet skatteankenævnets afgørelse af 24. maj 2005. Landsskatteretten har i sine bemærkninger og begrundelse anført følgende:

"Fradrag for reklame og repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8 stk. 1 og stk. 4 forudsætter, at udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholdelse indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten finder, at den direkte anledning til afholdelsen af receptionen har været en privat mærkedag, og uanset at det har været i virksomhedens interesse, at et generationsskifte blev kundgjort på dagen, er det ikke godtgjort, at formålet med afholdelsen af receptionen på klagerens fødselsdag ikke først og fremmest var at fejre hans 60-års fødselsdag. Retten har således lagt vægt på, at invitation til receptionen i dagspressen henvendte sig til forretningsforbindelse og venner af huset, samt at receptionen blev afholdt i hallen og ikke i virksomhedens lokaler.

Retten finder herefter, at arrangementet ikke har adskilt sig fra et sædvanlig fødselsdagsarrangement. Udgifterne har derfor ikke haft den fornødne direkte og entydige tilknytning til virksomhedens indkomsterhvervelse, jf. ligningslovens § 8, stk. 4, og den påklagede forhøjelse af klagerens personlige indkomst med 57.200 kr. og aktieindkomst med 106.061 kr. stadfæstes derfor."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger, A, sagsøgers revisor, statsautoriseret revisor NN og bestyrelsesformand i H1 Gruppen Holding A/S SS.

Sagsøger A har blandt andet forklaret, at han oprindelig er uddannet som landmand, og det var tilfældigt, at han kom indenfor transportbranchen. Han startede med en enkelt varebil i personligt regi, og indtil 1986/1987 var alle de virksomheder, han drev, i personligt regi, hvorefter det første K/S blev oprettet. Det hele kørte i navnet AH1, og det var først i firserne, at "A" blev smidt væk. Han har aldrig selv kørt en lastbil, men har forstået at lave handler. H1 Holding blev etableret omkring 1992/1993, da den næstældste søn, der er civilingeniør, meddelte, at han også gerne ville være med i virksomheden. Selve generationsskiftet startede i 1994, og der har været tale om et glidende generationsskifte. Holdingselskabet blev kun oprettet for at man kunne gennemføre generationsskiftet på en gnidningsløs måde. Han er selv leder af den gamle type, og han fik børnene ind i virksomheden for at prøve dem af. Virksomheden beskæftiger sig hovedsagelig med transport, miljø og handel. Forretningsforbindelserne er spredt over hele landet, og selv om han kun taler ..., har han masser af offentlige kunder. Blandt andet kører man dagrenovering, og siden 1984 har man kørt for G1. Han har haft en vis evne til altid at beholde sine kunder. Da børnene gerne ville med i virksomheden, oprettede man som nævnt Holdingselskabet, og de fik nogle B-aktier i 1994. De kom også ind i direktionen i november 1994. Han udtrådte selv af Holdingselskabets daglige ledelse i november 1994. Han deltog dog i postmorgenmøderne fremover, hvor han sad for bordenden, og de vidste, hvem der var bossen. Formålet med receptionen var helt klart at vise firmaet udadtil og vise, at han havde 3 dygtige børn, der kunne overtage virksomheden. Det var normalt for virksomheden at afholde receptioner i forbindelse med, at man ønskede at markere ting i virksomheden. Receptionen blev ikke holdt på virksomheden, da der slet ikke var plads hertil. Han troede oprigtigt, at der kun ville komme omkring 150. Den ene af sønnerne mente, at der i forbindelse med generationsskiftet ville komme mange flere, og derfor blev arrangementet også flyttet til hallen. Der var tillige åbent hus på virksomheden, og forretningsforbindelserne kunne besøge virksomheden, ligesom der blev afholdt møder med udenlandske forretningsforbindelser efterfølgende. Der blev ikke sendt særskilt invitationer ud til nogen som helst, ej heller venner og bekendte. Det personale, der deltog, havde særlige instrukser om, at de skulle fordele sig blandt kunderne, og festen var ikke for personale, selv om personalet selvfølgelig skal behandles ordentligt. Venner af huset var en almindelig anvendt formulering, som en medarbejder havde brugt i annoncen. Der var kommet masser af reklameværdi ud af receptionen, og de er næsten blevet fordoblet over de sidste 5 år. Nogle af deres nye biler var kørt op foran hallen, og alt var holdt i hvidt og blåt, som er virksomhedens farver. Han stod og tog imod sammen med sin hustru og sine børn, men svigerbørnene var ikke med. Han blev hentet om morgenen af brandvæsenet, og han blev sammen med sin hustru kørt til hallen. Der var kun en sang i forbindelse med arrangementet, og det var ...-sangen, og så var der en række taler. Der deltog en amtsborgmester og to borgmestre, og der var også andre, der holdt taler. Der var ingen familiemedlemmer, der holdt private taler. Virksomheden ønskede sig blandt andet malerier til virksomheden, men fik dog også en del rødvin. Receptionen varede fra kl. 11.00 - kl. 17.00. Generationskiftet blev nævnt mange gange i forbindelse med receptionen. Det lå ham meget på sinde, at generationsskiftet foregik ordentligt. I dag er han trådt ud af ledelsen, men kommer på virksomheden hver dag omkring kl. 9.30. Da børnene fik B-aktierne, var aktierne stemmesvage, og han beholdt de 10 af aktierne, der var bestemmende. Det blev der så efterfølgende lavet om på. Han ejer kun kommanditetselskabet personligt, men der er ingen aktivitet i dette, udover han i dag har en hovedbygning. Transportsektoren var det sidste, der blev overført til Holdingselskabet. Primært var receptionen ikke at fejre hans fødselsdag, men som nævnt at markere en vigtig ting i virksomheden, nemlig generationsskiftet. Indtil april 2005 deltog han selv i postmøderne om morgenen kl. 7.15 sammen med den øvrige ledelse, men han meddelte fra den ene dag til den anden, at han ikke længere kom, og herefter var det overladt til de resterende at føre virksomheden videre. Han sad, medens han deltog, for bordenden, og han var som nævnt af den gamle skole. På receptionen stod sammen med sin hustru og tog imod fra kl. 11.00 - kl. 12.30. Kl. 12.30 blev der så budt velkommen af en af sønnerne, den administrerende direktør BA. Derefter var der et "tagselvbord" og flere borde, hvor gæsterne kunne sætte sig. Der var også taler til ham personlig, som også drejede sig om fortiden, men han lever og ånder for sin virksomheden, og han er altid i gang med forretninger. Han har også altid haft et aktivt foreningsliv, og de bedste handler, han har lavet, er som regel "sket efter kl. 12". Kunder kommer ikke af sig selv, der skal smørres. Revisor havde sagt, at han skulle betale noget af receptionen selv på grund af, at der var familie og venner, der deltog i receptionen. Revisor foreslog, at han for eksempel betalte 50.000,00 kr., men det ændrede han selv til 75.000,00 kr., da han ikke ville have nogen problemer. Der var ikke nogen privat fest bagefter, da "de havde sgu fået nok at spise". Han deltog i postmøderne indtil 2005, blandt andet for at tjekke alle regninger og for at have overblik over virksomhedens indtægter og udgifter. I november 2001, da han fyldte 60, var der ikke fastsat nogen endelig dato for hans fratræden, og det kunne både ske som 62-årig eller senere, og han havde aldrig offentliggjort præcis, hvornår han ville fratræde.

Statsautoriseret revisor NN, har blandt andet forklaret, at han er tilknyttet H1 Gruppen som revisor, og det har han været gennem mange år, og sagsøger, A, er hans onkel. H1 stiftedes i 1970 som et privat firma med en del sideaktiviteter - op til en 10-12 mindre virksomheder, som efterfølgende blev omdannet til et K/S. Der er en mangfoldighed af områder, men hovedsagelig transport, flytte og dagrenovation. Det er en større koncern med en stor omsætning, og virksomheden har en meget stor berøringsflade både til private og offentlige. A var i virksomheden, og han fylder meget. Man er også meget bevidst om synliggøre virksomheden og sig selv. A drev sin virksomhed i ca. 25 år, og i 1994 fik han som nævnt sit K/S, og der kom så et Holdingselskab til med ca. 8 virksomheder. Sagsøger overdrog B-aktierne til sine 3 børn, men ledelsen lå stadig hos A. CA var den første, der kom hjem, og det skete i 1989/1990 og BA kom ind i virksomheden i 1993. De blev inddraget i ledergruppen uden direkte at være direktører. Ved receptionen den 11. november 2001 bestod ledelsen af de ovennævnte, og endvidere var datteren DA kommet til den 1. januar 2001. I maj 2001 blev de to drenge anmeldt som direktører i virksomheden, og i maj 2002 indtrådte DA som direktør i Holdingselskabet , og sagsøgeren udtrådte. I 1994 fik de tre børn 90 % i B-aktier, men det var A-aktierne, der var de stemmestærke aktier frem til 10. maj 2004. A havde forpligtet sig til at gennemføre generationsskiftet til 2. generation, og i 2002 - 2003 blev A-aktiernes værdi nedtrappet og fra 2002-2003 blev A-aktiernes værdi nedtrappet over en periode. Vidnet deltog ikke selv i planlægningen af receptionen. Receptionen foregik i pompt og pragt, og sagsøgerens hustru blev hentet i privatboligen og kørt til hallen. 3-4 nye biler med H1-navnet på var linet op foran hallen. Der kom 500-600 mennesker, og virksomheden satte sit præg på receptionen.

BA var toastmaster og styrrede begivenhedernes gang. Det var også BA, der holdt tale og gennemgik sagsøgers liv og hans forretning. Forretningerne var et full-time job og identisk med A, så det var ikke muligt at skille privat liv fra arbejdsliv. Generationsskiftet blev nævnt og omtalt af sagsøger, vistnok i velkomsttalen. Der var ingen sange. Omtalen i pressen var massiv, og pressen beskrev både sagsøgers forretningsliv og generationsskiftet. Fordelingen af udgifterne til receptionen havde han ikke haft bemærkninger til. Internt i firmaet havde man meddelt, at omkostningerne til fødselsdagen blev fordelt efter en nøgle, henset virksomhedernes udbytte og forretningsforbindelser. A syntes, det hele burde have været en virksomhedsomkostning, men han foreslog vidnet, at han selv bar en del af byrden som B-indkomst. Det blev accepteret, og det var A, der foreslog et beløb på 75.000,00 kr. Familien og bestyrelsen deltog, men de kunne også alle have været med i gruppen af forretningsforbindelser. Vidnet modtog efterfølgende et lille kort med tak for hans deltagelse i receptionen, og der var en henvisning til virksomhedens hjemmeside, og så var den underskrevet med hilsen H1 Gruppen og underskrevet af A. BA og CA blev tilmeldt som direktører den 28. maj 2001, og DA den 10. april 2002. Han var blevet orienteret om ændringerne, og der var tale om et glidende generationsskifte, helt tilbage fra 1994 og frem til 2005. A stoppede vistnok som boss i virksomheden i 2001, da han også stoppede med at deltage i morgenmøderne. Det er dog svært at adskille As liv og hans forretning. Derfor var der også nogle personlige ord i BAs tale. A trådte ud af direktionen og ledelsen i 2001 og blev bestyrelsesformand.

Bestyrelsesformand SS, har blandt andet forklaret, at han er formand for H1 Gruppen Holding A/S, og det har han været siden april/maj 2007, og han har været medlem af bestyrelsen siden 1998. Receptionen i 2001 var et punkt på et bestyrelsesmøde, og man var enige om, at man skulle benytte lejligheden til at profilere virksomheden. Det var en god anledning til at orientere forretninsforbindelserne om virksomheden. I 2001 var den daglige ledelse hos A og de 3 børn var også med, og de var vistnok formelt anmeldt som direktører. A trådte glidende ud efter fødselsdagen over en 3-4-5-6 måneder. Det var sædvanligt, at A brugte enhver lejlighed til at profilere virksomheden. Receptionen i hallen den 11. november 2001 kl. 11.00 blev omgivet med masser af flag og H1-lastbiler foran bygningen. Der var slet ikke plads til at afholde receptionen hjemme på virksomheden, og virksomheden satte sit præg på receptionen. Det var helt klart i As ånd. Der var ikke personlige sange, og der var vistnok ikke sange overhovedet. Der var nogle forretningsorienterede taler, og BA holdt en fremragende tale om sin fader som virksomhedens leder og hans erklæring om virksomhedens videre drift. Det var klart en virksomhedsreception. Der var intet familiemæssigt præg over den. Det gav en god presseomtale, og det var også formålet. Det var generelt en god dag, hvor man fik talt med kunder og forretningsforbindelser. Der var intet om generationsskiftet i annoncen, men det havde ikke været nogen hemmelighed. På receptionen nævnte BA, at nu ville der blive mere til de andre. A var stadig frontfigur, men børnene tog løbende over i større grad. A kom sjældnere og deltog til sidst heller ikke i postmorgenmøderne. A sad vistnok for bordenden ved postmøderne indtil 2005.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand procederet i sagen, i det væsentligste i overensstemmelse med følgende anbringender, anført i sagsøgerens påstandsdokument af 31. august 2007.

Til støtte for udgiften på 30.855 kr. gøres det gældende,

at

sagsøger har fradrag for udgiften på 30.855 kr. i medfør af statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 8 stk. 1,

at

annoncering blev foretaget af H1 K/S og H1 Holding A/S,

at

annonceringen primært henvendte sig til forretningsforbindelser,

at

formålet med receptionen var at afholde et arrangement for forretningsforbindelse m.v., for at offentliggøre et forestående generationsskifte samt udnytte en anledning til at samle selskabernes forrretningsforbindelser,

at

generationsskiftet blev omtalt i forbindelse med annoncering og pressedækning af receptionen,

at

generationsskiftet blev offentliggjort på receptionen,

at

man i annonceringen henvendte sig særligt til selskabernes forretningsforbindelser,

at

forretningsforbindelserne udgjorde langt den største del af receptionsgæsterne,

at

receptionsgæsterne havde mulighed for besøg på virksomheden,

at

formålet med annonceringen primært var i selskabernes interesse og ikke i sagsøgers interesse.

Subsidiært gøres der vedrørende denne udgift gældende, at udgiften er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 8, stk. 4. Til støtte herfor skal der anføres de samme anbringender som ovenfor anført.

Til støtte for udgiften på 26.245 kr., der endeligt er reduceret til 25 % svarende til 6.586,25 kr. gøres det gældende,

at

sagsøger har fradrag for udgiften på 6.586,25 kr. i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jfr. ligningslovens § 8, stk. 4, herunder

at

indbydelsen til receptionen blev foretaget af H1 K/S og H1 Gruppen A/S,

at

annonceringen primært henvendte sig til forrretningsforbindelser,

at

formålet med receptionen var at afholde et arrangement for forretningsforbindelser m.v., for at offentliggøre et forestående generationsskifte samt udnytte en anledning til at samle selskabernes forretningsforbindelser,

at

generationsskiftet blev omtalt i forbindelse med annonceringen og pressedækningen af reception,

at

generationsskiftet blev offentliggjort på receptionen,

at

man i annonceringen henvendte sig særligt til selskabernes forretningsforbindelser,

at

forretningsforbindelserne udgjorde langt den største del af receptionsgæsterne,

at

receptionsgæsterne havde mulighed for besøg på virksomheden,

at

formålet med annonceringen primært var i selskabernes interesse og ikke sagsøgers interessese.

Til støtte for udlodningen på 106.061 kr. er der gjort gældende,

at

sagsøger ikke skal beskattes som udlodning af et beløb på 106.061 kr. som udlodning i medfør af ligningslovens § 16 a.

at

formålet med receptionen var at offentliggøre et forestående generationsskifte,

at

generationsskiftet blev omtalt i forbindelse med annoncering og pressedækningen af receptionen,

at

generationsskiftet blev offentliggjort på receptionen,

at

man i annonceringen henvendte sig særligt til forretningsforbindelserne,

at

forretningsforbindelserne udgjorde langt den største del af receptionsgæsterne,

at

receptionsgæsterne havde mulighed for besøg på virksomheden,

at

det forhold, at der deltog et beskedent antal familiemedlemmer og venner ikke medfører, at receptionen havde karakter af en forretningsmæssig begivenhed,

at

der er taget højde for, at en del af udgifterne vedrørte venner og bekendte, hvilket ikke gået til fradrag i selskabet,

at

udgiften primært har været afholdt i selskabets interesse og ikke i sagsøgers personlige interesse.

Sagsøgte har i det væsentlige procederet under sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 5. september 2007 og således gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at udgifterne til receptionen afholdt på sagsøgers 60-års fødselsdag den 11. november 2001 er repræsentationsudgifter, jfr. ligningslovens § 8 stk. 4.

Anledning til receptionen var en privat begivenhed, nemlig sagsøgerens 60-års fødselsdag. Receptionen blev ikke afholdt på virksomheden og sagsøgeren har ikke påvist en konkret erhvervsmæssig begrundelse af receptionen. Annoncering og omtale af receptionen har været knyttet til sagsøgerens fødselsdag. Derfor er der ikke fradragsret for de af sagsøgeren afholdte udgifter, ligesom sagsøgeren har modtaget udlodning i henhold til ligningslovens § 16 a, stk. 1.

Efter praksis er det klare udgangspunkt, at fradrag er udelukket, når anledningen til receptionen er en privat mærkedag, som en fødselsdag som her, medmindre skatteyderen godtgør, at arrangementet har en klar og entydig forbindelse til virksomheden. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at

"udgiften tillige er afholdt i en konkret erhvervsmæssig anledning og at det private islæt i sammenkomsten har været så ubetydelig, at udgiften kun har karakter af en driftsomkostning".

Sagsøgeren har anført, at formålet med receptionen var at markere et forestående generationsskifte samt udnytte anledningen til at samle selskabets forretningsforbindelser, hvilket bestrides. På tidspunktet for receptionen var der ikke noget generationsskifte at markere, idet det egentlige generationsskifte ifølge oplysningerne fra H1 Gruppens egen hjemmeside i virkeligheden er sket i to omgange, nemlig i 1994, hvor A

"overdrog hovedparten af aktierne i H1 Holding A/S til næste generation i form af DA, CA & BA"

samt den 1. januar 2005, hvor

"H1 K/S, der ejes af virksomhedens stifter A, overdrager vognmandsaktiviteterne til et nystiftet aktieselskab H1 Transport A/S."

Det er ikke godtgjort, at der har været et tredje led i generationsskiftet i form af sagsøgerens udtræden af den daglige ledelse den 10. april 2002. Sagsøgeren har også selv i forbindelse med sin fødselsdag oplyst, at den daglige ledelse allerede på dette tidspunkt lå i hænderne på de to sønner, og det var planlagt, at A over de næste år skulle trække sig mere og mere ud af virksomheden. De ovennævnte forhold understreges også af, at der på selskabets hjemmeside intet er omtalt om generationsskiftet i 2002, hvorimod såvel fødselsdag som generationsskifte i 1994 og 2005 er omtalt. Selv hvis As udtræden af den daglige ledelse pr. 10. april 2002 skulle indgå som en yderligere del af generationsskiftet, fandt denne begivenhed først sted 5 måneder efter receptionen, hvorfor der heller ikke er den nødvendige tidsmæssige sammenhæng mellem de to begivenheder til at anse receptionen for forretningsmæssig begrundet. Hvad angår udgiften til annonce på 30.885 kr. vedrører denne udelukkende den annonce, hvori der blev inviteret til reception i anledning af As fødselsdag.

Sagsøgeren har herefter ikke godtgjort, at der foreligger en kommerciel gæstfrihed/repræsentation, hvorfor ingen af udgifterne er fradragsberettiget, hverken hos sagsøgeren eller hos selskabet. Da der er tale om, at selskabet har afholdt private udgifter for sagsøgeren, er sagsøgeren skattepligtig af denne udlodning i medfør af ligningslovens § 16 a, stk. 1.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a kan der ved beregningen af den skattepligtige indkomst fradrages driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder afskrivninger.

Af ligningslovens § 8, stk. 1 fremgår, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame og ligne med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomst år. Ifølge stk. 4, 1. pkt. kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25 % af de afholdte udgifter.

Efter ligningslovens § 16 A medregnes der ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

Sagsøger er, som stifter og direktør i virksomheden, i vid udstrækning blevet identificeret med virksomheden, og i forbindelse med sagsøgers 60 års fødselsdag, blev der på dagen, den 11. november 2001, afholdt en reception. Det fremgår af annoncerne i dagspressen, hvor der med et billed af sagsøger, at det ville "glæde H1 Gruppen at se forretningsforbindelser og venner af huset til reception søndag den 11. november kl. 11.00 i hallens foyer".

Udgifter til sammenkomster af privat karakter, herunder udgifter til en reception i anledning af fødselsdag, kan som udgangspunkt hverken fradrages som reklameudgifter, jf. ligningslovens § 8, stk. 1 eller som repræsentationsudgifter, jf. ligningslovens § 8, stk. 4, selv om der blandt gæsterne er et større eller mindre antal forretningsforbindelser, kunder og medarbejdere. Det påhviler derfor en skatteyder, der ønsker fradrag for sådanne udgifter, at godtgøre, at udgiften tillige er afholdt i en konkret erhvervsmæssig anledning, og at det private islæt i sammenkomsten har været så ubetydeligt, at udgiften har karakter af en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For såvidt angår virksomhedens generationsskifte, er der intet nævnt om et generationsskifte i annoncerne til receptionen den 11. november 2001, og sagsøger har da heller ikke, i de interviews han gav til pressen i forbindelse med sin fødselsdag nævnt noget om et generationsskifte, men derimod i interviewet til Erhvervsbladet den 26. september 2001 oplyst, at han ville udtræde af ledelsen, når han fyldte 62 år i 2003. Det fremgik heller ikke af virksomhedens hjemmeside i november 2001, at der ville ske et generationsskifte, men derimod var der allerede samme dag den 11. november 2001 lagt billeder ud på hjemmesiden fra "As 60 års fødselsdag". På virksomhedens hjemmeside kunne man den 23. december 2004 læse, at "H1 Gruppen gennemfører 2. led i generationsskiftet", og det fremgår, at 1. led af generationsskiftet blev gennemført i 1994 ved at A overdrog hovedparten af aktierne i H1 Holding A/S til næste generation i form af DA, CA & BA. Det anføres herefter på samme hjemmeside, at "Det 2. led i generationsskiftet gennemføres den 1. januar 2005 ved at H1 K/S, der ejes af virksomhedens stifter A, overdrager vognmandsaktiviteterne til et nystiftet aktieselskab - H1 Transport A/S." Der er således på virksomhedens egen hjemmeside intet om et generationsskifte i november 2001, og selv om sagsøger måtte være udtrådt af den daglige ledelse i forbindelse med at datteren DA indtrådte den 10. april 2002, findes der ikke at være en sådan tidsmæssig sammenhæng, at receptionen kan anses for forretningsmæssig begrundet.

Det lægges endvidere til grund, at sagsøger i følge sin forklaring ikke blev fejret efterfølgende af familie og venner i anledning af hans 60 års fødselsdag.

Retten finder herefter, at anledningen til receptionen først og fremmest har været at fejre sagsøgers 60 års fødselsdag. Receptionen således ikke har haft en så klar og entydig karakter af repræsentation eller reklame i virksomhedens interesse, at udgifterne kan betragtes som fradragsberettigede udgifter for virksomheden, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 8, stk. 4, ligesom de af selskaberne afholdte udgifter anses for udlodning til sagsøger, jf. ligningslovens § 16 a.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøgeren betale sagsøgte sagsomkostninger. Sagsomkostninger skal dække sagsøgtes advokatudgifter.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale sagsøgte, Skatteministeriet, 30.000,00 kr. Sagsomkostningsbeløbet forrentes i henhold til rentelovens § 8 a.