Dokumentets dato: | 23-10-2007 |
Offentliggjort: | 07-12-2007 |
SKM-nr: | SKM2007.872.BR |
Journalnr.: | BS 50/2007 |
Referencer.: | Kursgevinstloven Ejendomsavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Sagsøgeren havde i 2000 og 2001 investeret i finansielle kontrakter gennem et anpartsselskab. I 2000 selvangav sagsøgeren et overskud, men skattemyndighederne nægtede sagsøgeren fradrag for tab selvangivet i 2001. Spørgsmålet var, dels om sagsøgeren selv havde været aftalepart i finansielle kontrakter, dels om det var dokumenteret, at der var lidt et tab. Sagsøgeren gjorde endvidere bl.a. med henvisning til 2 udtalelser fra daværende Told- og Skattestyrelsen gældende, at Landsskatterettens kendelse var i strid med praksis, og at der forelå overtrædelse af en lighedsgrundsætning.Retten udtalte, at bevisbyrden for, at der var lidt et fradragsberettiget tab påhvilede sagsøgeren, og at det ikke kunne medføre et andet resultat, at andre af anpartsselskabets investorer havde opnået fradrag. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå oplysninger om, at de andre investorers tab på de finansielle kontrakter havde været undergivet en ligningsmæssig behandling. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at hun havde lidt tab ved investering i finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, idet det ikke var dokumenteret, hvilke kontrakter, sagsøgeren gennem anpartsselskabet havde investeret i og lidt et fradragsberettiget tab ved. På baggrund heraf fandt retten endvidere, at skattemyndighedernes afgørelse ikke var i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Retten fandt endelig ikke grundlag for at hjemvise sagen i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand.Ministeriet fik endvidere medhold i, at avancen ved salg af sagsøgerens ejendom ikke var skattefri i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8.Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen havde tjent som bolig for hende. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren, forinden folkeregisterflytning til ejendommen den 11. september 2002, boede på en ejendom, som hun, ifølge folkeregisteret, flyttede tilbage til i december 2002. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren kort tid forinden den tilmeldte folkeregisterflytning til ejendommen havde fået udfærdiget en tilstandsrapport og energimærkning og herefter tilbud om ejerskifteforsikring.
Parter
A
(Christian Falk Hansen)mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Birgitte Kjærulff Vognsen)
Afsagt af byretsdommer
Charlotte Saltoft Thorlaksen
Under denne sag, der er anlagt 15. januar 2007, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2001 nedsættes med 52.376 kr. og for 2002 nedsættes med 189.712 kr. Sagsøgeren har nedlagt subsidiær påstand om, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2001 og 2002 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed. Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.
Landsskatteretten afsagde 24. august 2006 følgende kendelse
"...
Klagen skyldes, at skattemyndighederne ikke har godkendt fradrag for tab på finansielle kontrakter og at myndighederne har beskattet klageren af ejendomsavance ved salg af ...1.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2001
Kapitalindkomst
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for tab ved investering på finansielle kontrakter
325. 443 kr.
Indkomståret 2002
Personlig indkomst
Skatteankenævnet har opgjort skattepligtig ejendomsavance
ved salg af ejendommen ...1 til189. 712 kr.
Landsskatteretten stadfæster ankenævnets afgørelse.
Møde mv.
Sagen har været drøftet med klagerens revisor på Landsskatterettens kontor
(forhandling).
Ad finansielle kontrakter
Sagens oplysninger
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har foretaget puljeinvesteringer gennem G1 Investment ApS. G1 Investment ApS blev stiftet den 3. februar 2000 af direktør SL. G1 Investment APS' formål var at drive handel og investeringsvirksomhed. Investeringsselskabets revisor var R1 A/S. Den 20. september 2000 skiftede G1 Investment ApS adresse til .... Den 26. maj 2003 blev investeringsselskabet tvangsopløst.
Ved investeringsaftale af 10. marts 2000 købte klageren 1 anpart á 5.000 kr. i G1 Investment ApS. Investeringsaftalens ordlyd er som følger:
"Ovennævnte investor overfører hermed kr. 100.000,00 til investeringer der foretages af anpartsselskabet G1 Investment ApS.
Beløbet er overført til Unibank, reg. nr. ..., konto nr. ....
Beløbet skal være indbetalt senest den 5. i hver måned for at kunne medgå i næste måneds investeringer på S&P 500 indekset.
En anpart andrager kr. 5.000,00. Anparten kan først udstedes, når investors indskud indgår i investeringspuljen.
For at der kan foretages investeringer gennem G1 Investment ApS kræves at investor har en anpart på kr. 5.000,00. Beløbet skal indbetales i forbindelse med førstegangsindskuddet.
Den indskudte kapital bruges til sikkerhed for udstedelse/køb af 100% afdækkede optionskontrakter på det amerikanske S&P 500 indeks, således at der maximalt kan tabes indskudskapitalen.
Investor er bekendt med, at investeringen er forbundet med stor risiko.
Der udarbejdes kvartalsrapport af selskabets revisor, hvorefter investorerne vil få udloddet 100% forrentningen af deres investerede kapital.
Selskabet betaler den til enhver tid gældende selskabsbeskatning af det samlede overskud inden udbetaling til investorerne kan finde sted, samt handelsomkostninger i forbindelse med investeringer.
Forrentningsbeløbet overføres til investors pengeinstitut.
G1 Investment ApS har ansat Rådgivningsselskabet R2 Investment ApS til at foretage investeringer og administration. Rådgivningsselskabet R2 Investment ApS får følgende honorar:
Ved indgåede handel overføres 3% af indtjeningen og ved månedsafslutning (den sidste hverdag i måneden) overføres 17% af månedens overskud og afholder selv udgifter til edb, telefon, Internet og kontorhold, revision samt afholder løn til selskabets ansatte.
Alle indbetalinger til G1 Investment ApS skal ske gennem pengeinstitut.
Inden investering kan foretages skal derfra investors pengeinstitut foreligge bekræftelse på, at overførsel har fundet sted til G1 Investment ApSs pengeinstitut.
Der fremsendes kvittering til investor, når beløbet er overført/indsat i G1 Investment ApS's pengeinstitut.
Investor er bekendt medfølgende ovennævnte regler.
..."
Til investeringsaftalen følger bilag om "Standard & Poors 500 ", "Udstedelse af optioner", "Investeringsstrategien " og "Investors sikkerhed/ risici ". I disse bilag hedder det:
"Standard & Poors 500
Standard & Poors 500 er et indeks over de 500 største virksomheder i USA.
Der handles futures på dette indeks døgnet rundt over hele kloden på det elektroniske handelssystem GLOBER.
S&P 500 futuren er den mest omsatte og likvide future i hele verden. Omsætningshastigheden medfører en optimal prisfastsættelse og eksekvering af de handler der foretages.
En væsentlig fordel ved handel på dette indeks er den store risikospredning man automatisk opnår på en investering. Indekset og ens investering kan følges gennem aviser, via tekst-tv eller på internetadressen: www. cnbc. com
Udstedelse af optioner
G1 Investment ApS anbefaler investorerne systematisk at udstede 100% afdækkede børsnoterede optioner frem for at købe dem.
Ifølge amerikanske statistikker forfalder omkring 80 % af alle købte optioner som værdiløse. Det sker når prisbevægelserne eller stagnation på et marked ikke længere gør det profitabelt at benytte sin købte optionsrettighed. Indtægten for den udstedte optionskontrakt tilfalder her investorerne hos G1 Investment ApS.
Når investorerne udsteder er de ikke afhængig af en kursbevægelse i en bestemt retning. Som udsteder kan må altså tjene penge i et marked, hvor der intet sker.
Tidsværdien i de udstedte optioner udnyttes ligeledes, dag for dag falder optionen i værdi, da tidspunktet for udløb nærmer sig.
Investeringsstrategien
Investeringsstrategien går ud på at udstede "far out of the money" optioner på det amerikanske aktieindeks S&P 500.
Der udstedes put-optioner 13 -15 % under den aktuelle kurs, når markedet falder, og modsat udstedes der call optioner 8 -10 % over den aktuelle kurs, når markedet stiger. Kapitalbindingen er mellem 3 og 6 uger ved hver udstedelse.
Procentsatserne er dels valgt ud fra en statistisk gennemgang af udviklingen på S&P 500 tilbage til 1979 og er ligeledes forankrede i flerårige erfaringer. I de sidste 20 år eller 240 måneder er S&P 500 indekset kun faldet med mere en 15 % en gang indenfor en måned. Det var i oktober 1987, hvor det faldt med 21,76 %. Udfra historiske data er sandsynligheden for et fald på 20 % eller mere indenfor en måned altså 1/240 = 0,42 %. Det er kun sket 3 gange, at indekset er faldet med mere end 10 % de sidste 20 år.
Det er kun sket én gang de sidste 10 år, at S&P 500 er steget med mere end 10 % indenfor en måned. Sandsynligheden for bevægelser ud over de valgte udstedelsesniveauer er således utrolig lille.
Omvendt er sandsynligheden for at investorerne hos G1 Investment ApS tjener penge, utrolig stor.
Investors sikkerhed/risici
Investorernes maksimale risiko er altid det investerede beløb. Hos G1 Investment ApS skal samtlige positioner være afdækket 100%.
Det vil sige, at når der stedes på et niveau, er positionen altid afdækket med en modposition på et andet niveau således, at den maksimale risiko er differencen mellem de to niveauer.
..."
Klagerens revisor har udarbejdet en opgørelse over investeringsoverskud i 2000. Det fremgår af denne opgørelse, at klageren havde et investeringsoverskud på 52.376 kr. i 2000. Det følger af kontoudtog for aktier, at der er indbetalt 30.000 kr. til køb af aktier. Den 24. juni 2000 blev der købt 38 stk. Nokia aktier for i alt 15.031,67 kr. og den 22. juni 2000 blev der købt 95 stk. Ericsson aktier for i alt 14.482,59 kr. Ifølge kontoudtog fra G1 Investment ApS for indskudskontoen er der foretaget følgende indbetalinger:
Den 10. marts 2000
100.000 kr.
Den 6. marts 2001
100.000 kr.
Den 14. marts 2001
100.000 kr.
Ifølge kontoudtog fra G1 Investment ApS for investeringskontoen var der pr. 31. december 2001 et tab på i alt 133.418,83 kr. Dette beløb er opgjort som følger:
1. januar 2001
Overført overskud fra 2000
23.035,94 kr.
18. januar 2001
Udbetalt overskud okt. kvartal
-23.035,94 kr.
31. januar 2001
Investeringsoverskud januar
18.143,54 kr.
28. februar 2001
Investeringsoverskud februar
7.300,70 kr.
31. december 2001
Tab
-158.863,07 kr.
Saldo pr. 31. december 2001
-133.418,83 kr.
Revisoren har den 8. december 2004 skrevet til skattemyndigheden, at regnskabet for G1 Investment ApS for 2001 ikke er færdiggjort pga. manglende betaling. Revisoren har udarbejdet en opgørelse over klagerens mellemværende med investeringsselskabet. Ifølge denne opgørelse er der et negativt investeringsprovenue på 129.631 kr. i 2001.
Told- og Skattestyrelsen har ved brev af 1. oktober 2001 udtalt sig om den skattemæssige behandling af investorernes tab og gevinster på investeringer foretaget af G1 Investment ApS. Det er styrelsens opfattelse, at afkast på de foretagne indskud skal beskattes hos investorerne i henhold til kursgevinstlovens §§ 29-31. Gevinst og tab på indskuddene skal medregnes ved opgørelsen af indskydernes skattepligtige indkomst (kapitalindkomst) i henhold til lagerprincippet. Styrelsen har taget forbehold for evt. at ændre udtalelsen, hvis der fremkommer nye oplysninger.
Styrelsen har ved brev af 30. juni 2004 udtalt
"...
På kontoudtog for investeringskontoen vedrørende ... for perioden 1/1 2001 til 31/12 2001 udgør saldoen pr. 31/12 2001 kr. -439.002. En sådan negativ saldo kan ikke umiddelbart opfattes som et skattemæssigt tab - det må undersøges hvad tabet relaterer sig til - om det rent faktisk vedrører tab på finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29 - det kunne i den forbindelse være interessant at se nærmere på de underliggende bilag for de enkelte handler, som har genereret tab og gevinst.
Såfremt tabet er reelt og hidrører fra investering i finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, skal tab og gevinst opgøres efter reglerne i § 33.
Hvorvidt der kan indrømmes fradrag for et eventuelt tab afgøres (for fysiske personer) efter reglen i § 32 (for juridiske personer § 31).
Når jeg anfører, at tabet skal være reelt, er det med henvisning til, at det måske kunne være relevant at undersøge nærmere, om der reelt har fundet handler sted (pengestrømme), eller om der blot er foretaget registreringer/ bogføring i henhold til udviklingen i S&P 5000 - indekset.
..."
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har gjort gældende, at de investeringer klageren har foretaget gennem G1 Investment ApS skattemæssigt skal behandles, som om de var foretaget af klageren selv. Der skal herefter ske beskatning efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 29-31, således at der er fradrag for tab med et beløb svarende til de sidste 5 års fortjenester på samme type investeringer. Fradrag for tab på investeringer på finansielle kontrakter forudsætter ifølge ankenævnet, at der er fremlagt dokumentation for de foretagne investeringer, som kan godtgøre, at der er tabt penge i det omfang der er selvangivet. Klageren har alene fremlagt eksemplar på optionsnotaer og kontoudskrifter fra selskabets regnskaber. Der er ikke fremlagt nogen dokumentation for de foretagne investeringer, og det er således ikke godtgjort, at indskuddene i G1 Investment ApS er anvendt til investering i finansielle kontrakter.
Det er herefter ankenævnets opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for omhandlede tab, da tabets størrelse ikke er dokumenteret.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens revisor har overfor Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at klageren har fradrag for tab på finansielle kontrakter med 325.443 kr.
Revisoren har nedlagt subsidiær påstand om, at der i hvert fald er fradrag for 52.376 kr., som skattemyndighederne har beskattet i indkomståret 2000. Der er til støtte for påstandene især henvist til kursgevinstlovens § 29 samt til, at Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at kursgevinstlovens § 29 kan anvendes, jf styrelsens brev af 1. oktober 2001.
Revisoren har herefter anført, at skattemyndighederne har nægtet fradrag for tab i 2001 i henhold til samme opgørelse, som myndighederne har henvist til ved beskatning af indkomst på 52.376 kr. i 2000.
Det er revisorens klare opfattelse, at det er sandsynliggjort og dokumenteret, at klageren har lidt et fradragsberettiget tab.
Tabet på 325.443 kr. har revisor i brev af 17. september 2004 opgjort som følger:
Indskud til investering i optionskontrakter
300.000 kr.
Investeringsoverskud pr. 31. januar 2001
18.143 kr.
Investeringsoverskud pr. 28. februar 2001
7.300 kr.
I alt
325.443 kr.
Klagerens andel i investeringsoverskud er ikke udbetalt til klageren.
Revisoren har endelig forklaret, at G1 Investment ApS blev tvangsopløst den 26. maj 2003, da der ikke var indgivet regnskaber for selskabet. Dette skyldtes, at stifteren SL var forsvundet og ikke havde betalt revisorregningerne.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af kursgevinstlovens § 29 (lovbekendtgørelse nr. 774 af 16. august 2000), at gevinst og tab på terminskontrakter skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fradrag for tab på terminskontrakter forudsætter, at tabet er dokumenteret på behørig vis ved fremlæggelse af relevante bilag.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til at fratrække noget tab på terminskontrakter i 2001, idet det påståede tab ikke er behørigt dokumenteret. Der henvises til Told- og Skattestyrelsens udtalelser i sagen og til skatteankenævnets begrundelser.
Ad ejendommen ...1
Sagens oplysninger
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren overtog ejendommen ...1 den 1. oktober 1998 fra sin bror. Ifølge folkeregistret boede broderen i ejendommen i perioden fra den 1. oktober 1980 til den 1. februar 1999. Herefter var ejendommen ubeboet. Den 11. september 2002 tilflyttede klageren ifølge folkeregistret ejendommen, og den 16. december 2002 fraflyttede klageren ejendommen igen.
Klageren havde ifølge folkeregistret boet i forældrenes/moderens ejendom på ...2 i 17 år forud for september 2002.
Ejendommen ...2 lå 6 km fra ejendommen ...1.
Klageren flyttede ifølge folkeregistret tilbage til ...2 den 16. december 2002.
På et tidspunkt kontaktede en køber klageren om ejendommen ...1.
Ejendommen var ikke sat til salg hos en ejendomsmægler. Skøde vedrørende salg af ejendommen blev udfærdiget den 12. december 2002, og køberen overtog ejendommen den 17. december 2002. Der foreligger tilstandsrapport af 2. september 2002, energimærkning af 4. september 2002 og tilbud om ejerskifteforsikring af 12. september 2002.
Der foreligger fakturaer fra Teledanmark, hvoraf fremgår, at der har været fastnetabonnement på ejendommen siden den 30. januar 1999. Regningen har de sidste år udgjort 370 kr. i kvartalet. Den 14. september 2002 blev der bestilt en viderestilling til abonnementet. Det fremgår af fakturaerne, at der ikke har været noget opkald fra telefonen i månederne oktober, november og december udover opkald til mobiltelefon.
Der foreligger følgende regninger vedrørende istandsættelse/forbedring af ejendommen ...1
Faktura af 10. marts 1999 fra G2 vedrørende installation af oliefyr, 6.011,88 kr.
Faktura af 5. maj 1999 fra G3 ApS, á conto for udført arbejde, 18.750 kr.
Faktura af 3. december 2000 fra G3 ApS, udhængsbrædder, 5.104, 20 kr.
Faktura af 4. december 2002 fra G3 ApS, udskiftning af udhæng, 25.000 kr.
Faktura af 5. september 2000 fra G4 vedrørende køb af persienner og gardiner, 25.000 kr.
Faktura af 10. februar 2000 fra Ingeniørfrmaet G5, levering og montering af brændeovn, 15.000 kr.
Faktura af 31. marts 2000 fra G6 vedrørende køb af tæpper, 18.500 kr.
Faktura af 21. marts 2000 fra G6 vedrørende køb af tilbehør, 4.250 kr.Der er endvidere fremlagt følgende bilag
Brev fra G7 af den 2. december 2002, som er sendt til ...1.
Værkstedsregning fra G7, som er sendt til ...1. Brev fra Tryg af den 11. december 2002, som er sendt til ...1.
Leje af trailer den 14. september 2002 i 1 døgn.
Leje af trailer den 7. december 2002 i 1 døgn.
Regning fra DR Licens, hvor der er opkrævet licens for perioden fra den 12. september 2002 til den 28. februar 2003.
Afregning fra vandværk for perioden fra den 1. oktober 2002 til den 17. december 2002, hvor der var et forbrug på 14 m3.
Afregning fra G8 for perioden fra den 16. september 2002 til den 17. december 2002, hvor der var et forbrug på 358 kWh.
Afregning fra G9 for perioden fra den 16. september 2002 til den 31. december 2002, hvor der blev bestilt nyt abonnement på G9.Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har gjort gældende, at ejendommen skal have tjent ejeren som bolig, før et salg af ejendommen kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.
I omhandlede sag har klageren foretaget flytning af folkeregisteradressen til ...1 tre måneder før salget af ejendommen. Det er skatteankenævnets opfattelse, at det ikke er dokumenteret, at der er sket reel flytning til adressen. Af den fremlagte dokumentation følger, at der er bestilt viderestilling af telefonen, samt at der kun er sket opkald til mobiltelefon i perioden.
Der er endvidere lagt vægt på det begrænsede forbrug, der har været på ejendommen i beboelsesperioden.
Ankenævnet har herefter opgjort ejendomsavancen til 189. 712 kr.
...
Klagerens påstand og begrundelse
Klagerens revisor har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren ikke beskattes af opgjort ejendomsavance på 189.712 kr. ved salg af ejendommen ...1.
Revisoren har til støtte for påstanden særligt gjort gældende, at ejendomsavancelovens § 8 ifølge praksis på området utvivlsomt kan anvendes. Dette er endvidere begrundet med, at klageren har beboet ejendommen umiddelbart før salget, at ejendommen alene blev brugt til beboelse samt at klageren boede i ejendommen i årene 1980-1985.
Der er især henvist til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i SKM2002.566.LR , hvoraf fremgår
"...
Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamiliehuse ikke medregnes, hvis huset har tjent til bolig for ejeren, der på afståelsestidspunktet i overvejende grad tjener boligmæssigt formål.
...
Efter styrelsens opfattelse er det bl.a. en forudsætning for anvendelse af skattefritagelsesreglerne i § 8, stk. 1, at der er tale om afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunktet i overvejende grad tjener boligmæssige formål.
..."
Revisoren har herefter henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. april 2003, SKM2003.285.LSR , hvoraf klart fremgår, at periodelængden ikke er afgørende og at hensigten med senere salg ikke er nogen hindring for skattefrit salg.
Omhandlede ejendom har ifølge revisoren ikke på noget tidspunkt været lejet ud eller anvendt erhvervsmæssigt. Klageren har beboet ejendommen i to perioder, og klageren har fremlagt den ønskede dokumentation. Der er i denne forbindelse henvist til "Historisk forløb vedr. ejerforhold ...1 ", hvoraf fremgår:
"01. 05.1978 A køber sammen med sin bror BA grunden ...1.
Primo april 1979 starter byggeriet af huset på grunden.
Primo juli 1980 flytter A ind i huset sammen med sin bror.
01.07.1985 køber BA As andel af huset og hans nuværende kone flytter ind.
01.10.1998 Køber A hele huset tilbage, da BA køber et landbrug.
11.09.2002 flytter A fysisk til ejendommen ...1.
16.12.2002 sælges ejendommen.
I perioden 01.10.1998 - indflytningen september 2002, gennemgår huset en gennemgående renovering, både inde og ude.
I samme periode 10/1998 - 9/2002 har A boet på sine forældres landbrugsejendom. Da faren døde først i tidsforløbet blev indflytningen udskudt, og da A endelig fik lejlighed til at flytte til sit eget hus, blev moderen syg. (Og døde året efter)
Det har under hele forløbet, siden BA's køb af landbruget, været en klar aftale at A skulle flytte til forældrenes gård, når de ikke længere var i live, men det har aldrig været intentionen, hun ikke skulle flytte ind i sit eget hus. I hele ejertiden har huset således aldrig været udlejet, og A har i alle årene været beskattet af egen lejeværdi.
Før indflytningen blev der således anskaffet nye dyre persienner til stuen, og gulvet blev beklædt med nye tæpper med et dyrt underlag, hvilket der ikke ville være brugt penge på, hvis et nærtforestående hussalg var planlagt. "
Det er uddybende forklaret, at klageren efter salget af ...1 flyttede tilbage til moderens gård på ...2. Moderen var blevet syg. Klageren overtog gården på ...2 ved moderens død året efter. I årene 1985 til september 2002 boede klageren på moderens gård på ...2.
Revisoren har endelig anført, at skattemyndighedernes argumenter er mærkelige og uforståelige. Myndighederne hævder, at klageren ikke brugte sin fastnettelefon på adressen ...1. Myndighederne glemmer imidlertid, at det i dag er almindeligt udelukkende at bruge mobiltelefon. Klageren anvendte ikke fastnettelefon men sin mobiltelefon.
Landsskatterettens bemærkninger
Det fremgår af § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 822 af 18. september 2001), at fortjeneste ved afståelse af én- og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del eller i hele ejerperioden. Bopælskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 kræver ifølge retspraksis, at personen udover at have sin folkeregisteradresse på ejendommen rent fysisk opholder sig i ejendommen og har medtaget sit bohave og sine personlige ejendele. Det kræves således, at ejendommen har været tiltænkt som varig bolig for personen.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har godtgjort at ejendommen ...1 var tiltænkt som varig bolig for hende. Der er herved særligt henset til oplysningerne om, at klageren i 17 år har haft folkeregisteradresse på ...2, og at klageren flyttede sin folkeregisteradresse tilbage til ...2 efter blot 3 måneder, umiddelbart efter salget af ...1. Der er endvidere henset til oplysningerne om, at der blev udarbejdet tilstandsrapport, energimærke og tilbud om ejerskifteforsikring for ejendommen ...1 primo september 2002, dvs. før klageren ifølge folkeregisteret var flyttet til ejendommen. Klageren havde således på et tidligt tidspunkt til hensigt at sælge ejendommen.
Landsskatteretten er herefter enig med skatteankenævnet i, at klageren skal beskattes af ejendomsavance ved salg af ejendommen ...1, jf. statsskattelovens § 4.
..."
Sagsøger har fremlagt regnskab for perioden 3. februar 2000 - 31. december 2000 for G1 Investment ApS. Det fremgår af resultatopgørelsen bl.a., at selskabet ikke har ladet sig beskatte af overskuddet af handlerne for denne periode.
Sagsøger har endvidere bl.a. fremlagt kontoudtog af 4. juli 2000 fra F1 Fondsmæglerselskab A/S til G1 Investment ApS, bogføringsbilag af 21. august 2000 for G1 Investment ApS, opgørelse for G1 Investment ApS over avance og tab i forbindelse med afregning til F1 Fondsmæglerselskab A/S, opgørelse fra G1 Investment ApS der viser fordelingen vedrørende avance og tab mellem de enkelte investorer og kontoudtog samt kontoudtog for sagsøger med saldo pr. 31. december 2000.
Revisorer for G1 Investment ApS, NT og JL, har ved brev af 21. august 2007 meddelt sagsøger ved advokat Christian Falk Hansen, at der dem bekendt ikke er investorer, der i 2000 havde investeringsoverskud, og som ikke har fået fradrag for tab for indkomståret 2001. Revisorerne havde i den forbindelse været i telefonisk kontakt med pågældende investorer.
Skat Hovedcentret har ved brev af 3. september 2007 meddelt Kammeradvokaten, at der udfra et begrænset materiale ikke har været sager, hvor investorerne i G1 Investment ApS er blevet nægtet fradrag.
Forklaringer
Der er afgivet partsforklaring af A og vidneforklaring af revisor JL og PV.
A har forklaret bl.a., at hun er uddannet indenfor pengeinstitutområdet. Hun arbejder i et realkreditselskab. Hun havde ikke tidligere foretaget investeringer før marts 2000, hvor hun talte med SL om at foretage investeringer i optioner gennem G1 Investment ApS. SL fortalte hende, at hun kunne tjene penge, men at der også var en vis risiko ved det. Hun fik at vide, at hun skulle investere 100.000 kr. i optionerne. Det var bekvemmelighed, der gjorde, at hun foretog investeringerne gennem G1 Investment ApS, så var der nogen, der gjorde det for hende. Hun fik en investeringsgevinst på 52.376 kr. i 2000, og hun led et tab på investeringerne på 325.443 kr. i 2001, som hun anførte på sin selvangivelse. De penge hun indskød i G1 Investment ApS, opfattede hun helt klart som sine egne penge. Her var tale om anpartshavere, som gik sammen for at foretage investeringer gennem G1 Investment ApS. Hun ved positivt fra MM, at der er 6-7 af disse anpartshavere, som har fradraget deres tab. Der er ingen anpartshavere, der har haft problemer med at fradrage tabet. Hun ved ikke hvilke kontrakter, det gav tab, da hun aldrig har set de bagvedliggende kontrakter.
Hun købte grunden ...1 sammen med sin bror 1. maj 1978. De byggede et hus på grunden i april 1979, hvorefter de flyttede ind. Hun boede på ejendommen indtil 1985, hvorefter hun flyttede til moderens adresse ...2. Broderen overtog herefter ejendommen ...1. Der er 6 km. mellem de to ejendomme. Hun købte ejendommen ...1 af sin bror i oktober 1998, bl.a. fordi hun selv ville bo på ejendommen. Men hun flyttede ikke ind grundet moderens forhold. Faderen døde, og moderen havde nedsunken blære. De regninger hun har forelagt for Landsskatteretten om istandsættelse/forbedring vedrører alle ejendommen ...1. Der blev udført istandsættelse/forbedring, fordi hun skulle bebo ejendommen fra foråret 2002. Hun flyttede ikke ind i ejendommen, fordi moderen brækkede armen februar 2002. I august 2002 rettede PV henvendelse til hendes mor og spurgte om ejendommen ...1 var til salg. Moderen svarede, at ejendommen ikke var til salg. A var imidlertid smigret over den uopfordrede henvendelse fra PV, og hun fik derfor rekvireret tilstandsrapport af 2. september 2002. En af hendes kolleger rekvirerede tilbud om ejerskifteforsikring og energimærkning. Ultimo august 2002 meddelte A til PV, at hun ville sælge ejendommen for 850.000 kr. Parterne forhandlede imidlertid ikke i detaljer, og PV så derfor ikke tilstandsrapporten. Der blev ikke indgået nogen handel om ejendommen i september 2002, idet hun fik at vide, at ejendommen skulle have haft tjent som bolig for hende, hvis fortjenesten ved afståelsen af ejendommen ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst. Hun meddelte derfor PV, at hun ikke ville indgå nogen handel om ejendommen med ham alligevel. Da hun vurderede, at moderen nu også kunne klare sig selv, flyttede hun sine møbler til ...1 den 1. september 2002 med traktor og vogn. Hun havde allerede overtaget sin broders fastnetabonnement på ejendommen februar 1999, og i forbindelse med flytningen til ejendommen bestilte hun viderestilling af fastnetabonnementet til sin mobil. Da hun flyttede til ejendommen var det uden tidshorisont for beboelsen. Hun flyttede ikke til ejendommen for at undgå beskatningen af fortjenesten ved afståelsen. Hun flyttede tilbage til ...2 efter 3 måneder, idet hendes moder fik det dårligt psykisk ved at bo alene. Det kom bag på hende, at moderen fik det så dårligt. Hun overnattede ikke på ...2 i den periode på 3 måneder, hvor hun boede ...1. Ejendommen ...1 har aldrig været lejet ud, og hun har heller aldrig forsøgt at få ejendommen lejet ud.
Revisor JL har forklaret bl.a., at han har været generalforsamlingsvalgt revisor for G1 Investment ApS og Rådgivningsselskabet R2 Investment ApS. Han har aldrig været As revisor, men han har hjulpet hende med skattesagerne. G1 Investment ApS indgik aftaler med forskellige investorer om puljeordninger, hvor investorernes penge blev indsat på G1 Investment ApS konto i F2 Bank og videreoverført til F1 Fondsmæglerselskab A/S, der stod for selve handlen med optionerne. Det fremgår af opgørelse for G1 Investment ApS over avance og tab i forbindelse med afregning til F1 Fondsmæglerselskab A/S, hvad der tjenes og tabes på de forskellige handler. Det fremgår af opgørelse fra G1 Investment ApS, der viser fordelingen vedrørende avance og tab mellem de enkelte investorer, hvordan fordelingen skal ske mellem de forskellige investorer. Man havde arrangeret det som en puljeordning, for at investorerne kunne spare omkostninger. I 2000 havde A et overskud på 52.376 kr. og i 2001 havde hun et tab på 325.443 kr. Det fremgår af G1 Investment ApS regnskab for perioden 3. februar 2000 - 31. december 2000, at selskabet ikke blev beskattet af overskuddet. Hvis det havde været selskabets penge, så var det selskabet og ikke A, der skulle have været beskattet af de 52.376 kr. Han har via sit kontor spurgt om nogen investorer har fået nægtet fradrag. Der er kun en investor, der har fået nægtet fradrag, og det er fordi vedkommende ikke var med i puljeordningen i 2000, og derfor ikke har haft nogen nettogevinst, tabet kunne fradrages i.
PV har forklaret bl.a., at han købte ejendommen ...1 af A. Han kontaktede hende august 2002, da han havde hørt, at hun ville sælge ejendommen. Han havde ikke hørt, at huset var til salg fra en ejendomsmægler. Han talte med A om en købspris på 850.000 kr, men parterne indgik ikke en endelig aftale. A ringede efterfølgende til ham og sagde, at hun ikke ville sælge alligevel. Han havde ikke noget indtryk af, at han så kunne købe ejendommen efter nogle måneder. Han har børn, der bor i nærheden af ejendommen ...1, og når han kørte forbi ejendommen, lagde han mærke til, at der var lys indenfor, så han konkluderede, at A var flyttet ind. Han satte først sit eget hus til salg efter købet af ...1.
Parternes synspunkter (proceduren)
Sagsøgeren
Anbringender vedrørende tab på finansielle kontrakter
Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende indkomståret 2001 gøres det overordnet gældende, at sagsøgers tab ved investering foretaget via G1 Investment ApS er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 29, idet sagsøger har lidt et tab på finansielle kontrakter, og idet tabet kan indeholdes i de 5 forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter, jf. dagældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 32, stk. 2.
Det gøres gældende, at sagsøger på behørig vis har dokumenteret, at sagsøger ved deltagelse som investor i G1 Investment ApS har lidt et tab på finansielle kontrakter i indkomståret 2001 på kr. 325.444. Tabet er opstået som følge af, at sagsøger har deltaget i en konkret investeringspulje, som har medført et tab på indbetalinger til sikkerhed for udstedelse af optionerne samt det indestående investeringsoverskud for januar og februar måned 2001.
Sagsøger accepterer, at sagsøger ikke er fuldt ud berettiget til at fradrage hele tabet på kr. 325.444 i indkomståret 2001, idet det som anført følger af dagældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 32, stk. 2, at tab i indkomståret 2001 kun kan fradrages i det omfang, tabet kan indeholdes i 5 forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter. I de 5 forudgående indkomstår har sagsøger kun haft et investeringsoverskud i indkomståret 2000 på finansielle kontrakter på kr. 52.376, hvorfor der maksimalt kan ske fradrag for dette beløb i indkomståret 2001, jf. dagældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 32, stk. 2.
Sagsøger gør gældende, at skattemyndighedernes nægtelse af fradrag i nærværende sag i forhold til sagsøgers tab på finansielle kontrakter i indkomståret 2001 er i strid med den foreliggende praksis, da skattemyndighederne generelt har accepteret, at alle øvrige investorer, der har foretaget investering på tilsvarende vis via G1 Investment ApS, har opnået fradrag for tab på finansielle kontrakter i henhold til bestemmelserne i kursgevinstlovens §§ 29-31.
I tilknytning hertil gøres det gældende, at skattemyndighedernes afgørelse om, at sagsøger ikke er berettiget til tab på finansielle kontrakter i indkomståret 2001, er ugyldig, og at afgørelsen derfor skal annulleres allerede som følge af, at afgørelsen er i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Til nærmere støtte for, at nægtelse af fradrag vil være i strid med den foreliggende praksis på området, henvises særligt til to notater udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen dateret henholdsvis den 1. oktober 2001 og den 30. juni 2004. Videre henvises til en udtalelse fra SKAT Hovedcentret dateret den 3. september 2007.
Derudover henvises til en skrivelse dateret den 21. august 2007 fra R1 A/S, hvori sagsøgers revisor oplyser, at denne har været i kontakt med en række øvrige investorer, der i 2000 og 2001 foretog investeringer gennem G1 Investment ApS på helt samme vilkår som sagsøger, og at ingen af disse personer er nægtet fradrag for tab på finansielle kontrakter opstået i forbindelse med investeringer foretaget gennem G1 Investment ApS.
Anbringender vedrørende ejendommen beliggende ...1
I forhold til denne del af sagen gøres det overordnet gældende, at sagsøgers fortjeneste ved salget af ejendommen beliggende ...1 er skattefri i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.
Til støtte herfor gøres det for det første nærmere gældende, at det kan lægges til grund i sagen, at sagsøger har opholdt sig i boligen fra den 11. september til den 16. december 2002. For det andet gøres det nærmere gældende, at sagsøger har dokumenteret, at det ved indflytningen i boligen var hendes hensigt, at opholdet i boligen skulle have karakter af en reel permanent beboelse og dermed ikke blot et midlertidigt ophold.
Sagsøger bestrider sagsøgtes påstand om, at sagsøger og PV allerede i august 2002 indgik en bindende mundtlig aftale om salg af ejendommen til PV, og sagsøger bestrider således, at sagsøger skulle have solgt ejendommen inden hendes tilflytning til ejendommen primo september måned 2002.
Sagsøgte
Fradrag for tab på finansielle kontrakter (indkomståret 2001)
Frifindelsespåstanden støttes overordnet på, at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at hun har lidt tab på finansielle kontrakter.
Sagsøgeren kan fradrage tab på finansielle kontrakter i det omfang, at tabet overstiger de fem seneste indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter, jf. dagældende kursgevinstlovs §§ 29, stk. 1, og 32, stk. 2. Det er sagsøgerens bevisbyrde, at fradragsbetingelserne er opfyldt, jf. f.eks. TfS 1998, 487 Ø og SKM2004.162.HR . Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.
Fradrag kræver for det første, at sagsøgeren har været aftalepart i finansielle kontrakter. Den betingelser er ikke opfyldt.
Sagsøgeren indgik den 10. marts 2000 en investeringsaftale med G1 Investment ApS om at overføre kr. 100.000,- "til investeringer der foretages af anpartsselskabet". Samtidig købte sagsøgeren en anpart á kr. 5.000,- i anpartsselskabet. I investeringsaftalen benævnes beløbet på kr. 100.000,- som "den indskudte kapital", og beløbet skulle "bruges til sikkerhed for udstedelse/køb af 100% afdækkede optionskontrakter på det amerikanske S&P 500 indeks, således at der maximalt kan tabes indskudskapitalen". I marts 2001 overførte sagsøgeren yderligere i alt kr. 200.000,- til anpartsselskabet, der i den forbindelse oplyste, at "beløbet bruges kun til afdækning af indestående positioner".
G1 Investment ApS benyttede F1 Fondsmæglerselskab A/S/F2 Bank til at indgå finansielle kontrakter, og alle notaer og kontoudtog herfra er stilet til anpartsselskabet, uden at det fremgår heraf, at de enkelte finansielle kontrakter tilhører sagsøgeren. Sagsøgeren har fremlagt kontoudtog vedrørende hendes investering i G1 Investment ApS og uddrag af anpartsselskabets bogføring med opgørelse over investorernes konti, men heller ikke heraf fremgår, at enkelte finansielle kontrakter tilhørte sagsøgeren.
Sagsøgeren har på det grundlag ikke løftet bevisbyrden for, at hun selv har deltaget i finansielle kontrakter som aftalepart. G1 Investment ApS' handler med finansielle kontrakter fremstår ikke som udført på sagsøgerens foranledning, og på baggrund af især investeringsaftalen kan det ikke lægges til grund, at anpartsselskabet har handlet som fuldmægtig eller kommissionær for sagsøgeren. Tværtimod må det på baggrund af notaterne og kontoudtogene fra F1 Fondsmæglerselskab A/S/F2 Bank lægges til grund, at G1 Investment ApS lægger til grund, at anpartsselskabet har indgået finansielle kontrakter i eget navn og for egen regning. Sagsøgeren har således ikke lidt noget tab på finansielle kontrakter, og sagsøgeren kan derfor ikke helt eller delvist få fradrag for tabet af den indskudte kapital. Fradrag kræver for det andet, at sagsøgeren kan dokumentere et tab. I stævningen anføres, at det samlede tab var kr. 325.444,-, hvilket er baseret på en opgørelse fra sagsøgerens revisor. G1 Investment ApS har opgjort tabet pr. 31. december 2001 til kr. 133.418,83. Det er under alle omstændigheder uklart, hvordan tabet er opgjort, og tabet bestrides som udokumenteret.
Det bestrides, at en lighedsgrundsætning kan føre til et fradrag, som sagsøgeren ikke materielt er berettiget til, eller føre skatteansættelsernes ugyldighed. Det bestrides i den forbindelse, at skattemyndighederne generelt har accepteret tab i forbindelse med investeringer i G1 Investment ApS som fradragsberettigede efter kursgevinstlovens regler om finansielle kontrakter. Det kan ikke føre til fradrag eller ugyldighed, at andre investorer har selvangivet og opnået tabsfradrag, jf. f.eks. SKM2007.247.HR . Det bestrides ex tuto, at skattemyndighedernes notater, der var beregnet til internt brug, i sig
selv kan føre til fradrag eller ugyldighed, jf. UfR 2001, 60 H.
Salg af ...1 (indkomståret 2002)
Frifindelsespåstanden støttes på, at ejendommen ...1 ikke har tjent til bolig for sagsøgeren i en del af hendes ejerperiode, hvorfor betingelsen for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke er opfyldt. Avancen er derfor skattepligtig, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1. Den beløbsmæssige opgørelse af avancen er ikke bestridt. Bevisbyrden for, at ejendommen reelt har tjent til bolig i en del af ejerperioden, påhviler sagsøgeren, jf. SKM2005.404.HR . Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.
Sagsøgeren overtog ...1 pr. 1. oktober 1998 fra sin bror. Broderen blev boende indtil 1. februar 1999, hvorefter ejendommen stod tom.
Sagsøgeren havde boet 17 år på ...2, da hun pr. 11. september 2002 tilmeldte ...1 som folkeregisteradresse. Den 16. december 2002 flyttede hun folkeregisteradressen tilbage til ...2, hvor hun stadig bor. Hun rådede således over ...2 i hele den periode, hvor hun gør gældende, at hun boede på ...1.
Tilstandsrapporten er dateret 2. september 2002, og tilbuddet på ejerskifteforsikring er dateret 12. september 2002. Sagsøgeren havde således indledt salgsbestræbelserne, da hun flyttede folkeregisteradresse til ...1.
Det bestrides derfor, at ejendommen var tiltænkt som varig bolig for sagsøgeren. Dette understøttes af sagsøgerens erklæring om, at hun primo september 2002 havde tilbudt ejendommen til PV, men at hun fortrød, da kommunen oplyste, at hun skulle have beboet ejendommen, for at kunne sælge den skattefrit. Senere solgte hun ejendommen til PV til overtagelse den 17. december 2002. Det fremstår som usædvanligt primo september 2002 at indlede salgsbestræbelser og tilbyde ejendommen til en køber for derefter i september 2002 at beslutte ikke at sælge ejendommen og dernæst i december samme år at sælge ejendommen til den samme køber, jf. hertil UfR 1998, 898 H.
Et eventuelt midlertidigt ophold er ikke tilstrækkeligt for, at avancen er skattefri, jf. f.eks. UfR 2007, 179 H [findes ikke.red.SKAT]. Af denne dom fremgår også, at oplysninger om el- og vandforbrug ikke tillægges betydning, når salgsbestræbelserne er påbegyndt inden den angivelige tilflytning. Det bestrides i øvrigt, at sagsøgeren har haft noget ophold af betydning på ejendommen. Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at ejendommen ...1 i en periode reelt har tjent til bolig for hende. Avancen er derfor skattepligtig.
Rettens begrundelse og afgørelse
1. Fradrag for tab på finansielle kontrakter for indkomståret 2001.
Det er sagsøger, der har bevisbyrden for, at hun har lidt tab ved investeringer i finansielle kontrakter, der er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 29. Det kan ikke medføre et andet resultat, at andre af G1 Investment ApS investorer har opnået fradrag for tab på finansielle kontrakter i henhold til bestemmelsen i kursgevinstlovens § 29. Retten bemærker herunder, at der ikke foreligger oplysninger om, at disse andre investorers tab på de finansielle kontrakter har været undergivet en ligningsmæssig behandling.
Retten finder ikke, at sagsøger har godtgjort, at hun har lidt tab ved investeringer i finansielle kontrakter, der er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 29. Retten lægger vægt på, at sagsøger ikke har dokumenteret, hvilke kontrakter hun gennem G1 Investment A/S har investeret i og lidt et fradragsberettiget tab ved.
På baggrund af ovenstående, finder retten ikke, at skattemyndighedernes afgørelse om, at sagsøger ikke er berettiget til at fradrage tab på finansielle kontrakter skal annuleres som følge af, at afgørelsen er i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Retten finder heller ikke, at skattemyndighedernes afgørelse på andet grundlag skal hjemvises til fornyet behandling.
Sagsøgte frifindes herefter for sagsøgers påstande.
2. Salget af ejendommen beliggende ...1.
Der blev vedrørende salget af ejendommen udfærdiget skøde af 12. december 2002 med overtagelse 17. december 2002. Det er sagsøger, der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent som bolig for hende i en del af hendes ejerperiode, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Retten finder ikke, at sagsøger har løftet denne bevisbyrde. Retten lægger herunder vægt på, at sagsøger forinden tilmeldingen til folkeregistret 11. september 2002 boede hos sin mor på ejendommen ...2, og at det var denne adresse hun i følge folkeregistret flyttede tilbage til 16. december 2002. Retten lægger endvidere vægt på, at sagsøger kort tid forinden den tilmeldte folkeregisterflytning til ...1 havde fået udfærdiget tilstandsrapport 2. september 2002, energimærkning 4. september 2002 og herefter tilbud om ejerskifteforsikring 12. september 2002.
Sagsøgte frifindes herefter for sagsøgers påstand.
3. Efter sagens resultat skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Størrelsen af sagens omkostninger fastsættes til 25.000 kr. inklusiv 735 kr. til materialesamling. Udgiften til advokatomkostninger er fastsat ud fra en sagsgenstand på 121.044 kr. med udgangspunkt i de vejledende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.
T h i k e n d e s f o r r e t
Skatteministeriet frifindes.
Inden 14 dage skal A betale sagens omkostninger med 25.000 kr. til Skatteministeriet.