Dokumentets metadata

Sagsomkostninger - voldgiftssag - kommanditister mod kommanditselskab

Sagsøgeren, som var kommanditist, førte en voldgiftssag mod kommanditselskabet med henblik på at få omgjort en generalforsamlingsbeslutning om, at kommanditselskabet skulle erhverve en udlejningsejendom.Retten fandt ikke, at udgifterne til voldgiftssagen havde en sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne til voldgiftssagen var fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne var afholdt for at hindre købet af ejendommen, var udgifterne til advokatudgifter m.v. til voldgiftssagen heller ikke fradragsberettigede i medfør af ligningslovens § 8 J. Det forhold, at kommanditselskabet (og dermed kommanditisterne) var indrømmet fradragsret for selskabets udgifter til voldgiftssagen, kunne ikke ud fra en lighedsgrundsætning føre til, at sagsøgeren fik fradrag for sine omkostninger. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(Birgitte Sølvkær Olesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Per Lunde Nielsen

Afsagt af byretsdommer

Mette Kølln

Sagens genstand og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, der er kommanditist i K/S H1, er berettiget til et skattefradrag på 152.203 kr. for hans andel af udgifterne i forbindelse med en voldgiftssag, som sagsøgeren sammen med to andre kommanditister iværksatte mod kommanditselskabet.

Sagsøgeren har efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til principalt at anerkende, at sagsøgerens kapitalindkomst for indkomståret 2002 nedsættes med 152.203 kr. til det selvangivne beløb, subsidiært at anerkende, at sagsøgerens kapitalindkomst for indkomståret 2002 nedsættes med et beløb mindre end 152.203 kr., fastsat efter rettens skøn.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen er anlagt ved Vestre Landsret den 19. september 2006 og ved kendelse af 31. januar 2007 henvist til videre behandling ved byretten.

Dommen indeholder i medfør af retsplejelovens § 218 a, stk. 2, ikke en fuldstændig sagsfremstilling, men indeholder dog blandt andet gengivelse af den forklaring, der er afgivet under sagen.

Sagsøgeren har siden 1977/1978 været kommanditist i K/S H1 med en ejerandel på 1/100. Selskabets formål er ifølge vedtægterne at eje matr. nr. ... beliggende ... (Hotel H2) og drive aktiviteterne i ejendommen, fortrinsvis ved bortforpagtning. Herudover er kommanditselskabets formål generel anlægsinvestering i værdipapirer og fast ejendom. På en generalforsamling den 17. november 2000 blev et forslag fra bestyrelsesformanden, der samtidigt ejede 50 % af selskabskapitalen, om at kommanditselskabet af ham skulle købe ejendommen H3, vedtaget efter en afstemning, hvor et flertal stemte for. Efterfølgende indledte sagsøgeren sammen med to andre kommanditister en voldgiftssag mod kommanditselskabet med påstand om, at generalforsamlingens beslutning om at købe den pågældende ejendom var ugyldig. Voldgiftsrettens afgørelse, der blev truffet i juli 2002, gik kommanditisterne imod. Voldgiftssagens omkostninger blev fordelt med halvdelen til hver af voldgiftssagens parter. Endvidere skulle sagsøgeren sammen med de to øvrige klagere betale 100.000 kr. i delvise sagsomkostninger til kommanditselskabet.

Sagsøgeren har opgjort sin andel af klagernes udgifter til voldgiftssagen således

Den 26. november 2003 meddelte Anpartskontrollen ved ToldSkat, at anpartskontrollen efter yderligere modtagne oplysninger ved et møde den 25. november 2003 på ny havde gennemgået sagen vedrørende kommanditselskabets fradrag for omkostninger i forbindelse med voldgiftssagen, og at man på det foreliggende grundlag var enig i, at der kunne gives fradrag for udgifterne. Sagsøgeren har som følge heraf i skatteåret 2002 fået skattemæssigt fradrag for 1/100 af kommanditselskabets udgifter til voldgiftssagen.

Den 12. juli 2004 meddelte skattemyndighederne sagsøgeren, at de ikke kunne godkende hans fradrag på 152.213 kr. vedrørende voldgiftssagen. Denne afgørelse blev stadfæstet af landsskatteretten den 19. maj 2006. Det hedder i landsskatterettens bemærkninger og begrundelse:

"Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Klagerens ejerskab af 1 % af kapitalen af K/S H1 må anses for en formueplacering. Det medfører ingen ændring i dette, at klageren ejer andre ejendomme.

Klageren har ved at købe en meget beskeden del af kommanditselskabet accepteret risikoen for, at selskabet vil træffe beslutninger, som han ikke er enig i. Der er derfor ikke en direkte, umiddelbar og naturlig sammenhæng mellem klagerens indkomst fra selskabet og hans personlige udgifter til voldgiftssagen.

Det medfører ingen ændring, at selskabets udgifter til voldgiften er fradragsberettigede. Det medfører heller ingen ændring, at klageren, som følge af selskabskonstruktionen, personligt har fradrag for sin andel af selskabets udgifter.

Klagerens advokatudgifter vedrører hans formueplacering og ikke hans erhvervsmæssige virksomhed. Udgifterne er derfor ikke omfattet af ligningslovens § 8 J.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Skatteministeriet har ved brev af 17. august 2006 forlænget fristen for indlevering af stævning til den 19. september 2006.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at K/S H1 blev stiftet i 1977. Han købte sin anpart i begyndelsen af 1978 som en investering i forventning om en god og stabil indtægt. Selskabet har hele tiden givet et pænt driftsoverskud. Der er i alt 100 anparter, der er spredt over en stor investorkreds. Fra starten var der ca. 70 anpartshavere. I 2002 var der 45. Da han købte sin anpart, bestod selskabets virksomhed i hotelejendommen, som var bortforpagtet. Driften af hotellet var selskabets primære formål. I 1985 blev formålet udvidet, således at investeringer i fast ejendom og værdipapirer også blev omfattet af selskabets formål. Det kom som en bombe op til generalforsamlingen i 2000, at det var planen, at selskabet skulle erhverve ejendommen H3. Planen var indsat som et punkt på dagsordenen til generalforsamlingen. Det kom også frem, at NJ via et anpartsselskab ejede 50 % af anparterne i kommanditselskabet. Under generalforsamlingen blev det oplyst, at NJ havde købt den omhandlede ejendom H3 for 20 mio. kr., og at det var meningen, at kommanditselskabet skulle købe ejendommen for 21 mio. kr. En statsautoriseret ejendomsmægler skønnede, at ejendommens købspris skulle være 15-16 mio. kr. Det var sagsøgerens opfattelse, at købet af ejendommen ikke ville kunne give overskud, og han var derfor imod købet. Under generalforsamlingen stemte han imod forslaget, som imidlertid blev vedtaget i det væsentlige med NJs stemmer. Flertallet af de øvrige kommanditister var imod. I forbindelse med afstemningen anførte han, at NJ efter hans opfattelse var inhabil. Da de ca. 1 måned senere modtog referatet af generalforsamlingen, kontaktede de advokat KL, som var af den opfattelse, at generalforsamlingens beslutning var ugyldig. De startede derfor voldgiftssagen. Oprindeligt var der 20 kommanditister bag sagen, men flere hoppede fra undervejs. Da voldgiftssagen blev anlagt, var der ca. 15 anpartshavere bag den, men de var tre, i hvis navn sagen blev ført. Afgørelsen i voldgiftssagen blev, at beslutningen om købet af ejendommen blev opretholdt. Inden de startede voldgiftssagen, havde advokat og revisor oplyst, at omkostningerne til sagen ville være fradragsberettigede. Ingen havde drømt om, at omkostningerne til voldgiftsrettens medlemmer ville blive så store, som de blev. Kommanditselskabet købte ejendommen med overtagelsesdag den 1. oktober 2001. Indtil 2002 havde hans anpart været omfattet af virksomhedsskatteordningen, men i 2002 blev det oplyst, at anpartskontrollen havde meddelt revisor, at anparten fremover skulle beskattes som kapitalindkomst. Ejendommen stod tom de første 3 år efter erhvervelsen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at sagsøgerens udgifter til gennemførelse af voldgiftssagen er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. personskattelovens § 4, stk. 2. Voldgiftssagen blev iværksat, fordi sagsøgeren var uenig i generalforsamlingens beslutning om at købe ejendommen H3, og for at beskytte driften og sikre den løbende indkomst i K/S H1. Sagsøgerens bekymring har efterfølgende vist sig reel, da investeringen i ejendommen H3 har haft negativ betydning for indtjeningen i kommanditselskabet. De omhandlede udgifter må anses for naturlige og sædvanlige. Den uenighed, som var baggrunden for voldgiftssagen, er en naturlig driftsrisiko. Det er uden betydning for sagen, hvor stor ejerandel, sagsøgeren har i kommanditselskabet. Sagsøgerens overskud og underskud fra selskabet blev beskattet som indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed. Kommanditselskabet har fået fradrag for selskabets udgifter til voldgiftssagen, idet de blev anset for afholdt til sikring af indkomstgrundlaget. Det vil være i strid med lighedsprincippet, hvis sagsøgeren ikke opnår tilsvarende fradrag for sine udgifter til sagen. Afgørelsen om at tillade kommanditselskabet at fradrage sine omkostninger til voldgiftssagen blev ikke truffet af en underordnet myndighed, men af Anpartskontrollen ved ToldSkat, som har til opgave at sikre en ensartet ligning og praksis inden for området.

I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgerens udgifter til voldgiftssagen er fradragsberettiget i medfør af ligningsloven § 8 J. Hvis retten ikke finder, at der er tale om udgifter til sikring af den løbende indtægt, da gøres det gældende, at der er tale om udgifter i forbindelse med en udvidelse af kommanditselskabets og dermed kommanditisternes bestående erhvervsvirksomhed. Beslutningen om erhvervelse af den omhandlede ejendom indebar en udvidelse af den hidtidige erhvervsmæssige aktivitet, som kommanditselskabet havde haft. Sagsøgerens udgifter til voldgiftssagen vedrører denne udvidelse og ikke sagsøgerens formueanbringelse. Alle de opgjorte udgifter er fradragsberettigede, subsidiært udgifterne til advokat, herunder egen advokat, modpartens advokat og voldgiftsrettens medlemmer.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgerens udgifter til voldgiftssagen hverken er helt eller delvist fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og/eller ligningslovens § 8 J. Advokatudgifter m.v. skal behandles på samme måde, som de krav, udgifterne vedrører.

Sagsøgte har vedrørende spørgsmålet om fradragsret i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i første række gjort gældende, at sagsøgerens udgifter til voldgiftssagen vedrører hans formuepleje og ikke hans erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor fradragsret allerede derfor er udelukket. I anden række har sagsøgte anført, at driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, efter fast praksis kun kan fradrages, såfremt udgiften ligger inden for rammerne af en naturlig driftsrisiko ved den virksomhed, der udøves, og at udgiften efter sin art kan karakteriseres som en naturlig og sædvanlig driftsomkostning. Sagsøgerens udgifter til voldgiftssagen er en så ekstraordinær og usædvanlig udgift, at den ikke opfylder disse betingelser. I tredje række har sagsøgte gjort gældende, at udgifterne ikke har den fornødne direkte forbindelse med indkomsterhvervelsen. Udgifterne må derimod anses for afholdt i relation til udvidelse af sagsøgerens indkomstgrundlag. Det bestrides, at udgifterne til voldgiftssagen blev afholdt for at beskytte driften i kommanditselskabet eller for at sikre den løbende indtægt. Indtægten fra hoteldriften var således uændret.

Sagsøgte har vedrørende spørgsmålet om fradragsret i henhold til ligningslovens § 8 J gjort gældende, at udgifterne vedrører sagsøgerens formueplacering og ikke hans erhvervsmæssige virksomhed. Hertil kommer, at udgifterne ikke har den fornødne direkte forbindelse med udvidelse af kommanditselskabets virksomhed, og at udgifterne ikke er afholdt med henblik på udvidelse af bestående virksomhed, men for at forhindre en udvidelse. Desuden er udgifterne afholdt efter udvidelsen. Under alle omstændigheder er det alene udgifter til advokat og revisor, der er fradragsberettigede, og der kan således ikke være fradrag for udgifterne til voldgiftsretten, Sydbank, lokaleleje m.v.

Sagsøgte har videre anført, at det ikke kan tillægges betydning for afgørelsen, at kommanditselskabet har opnået fradragsret for sine udgifter til voldgiftssagen. Under alle omstændigheder er der tale om en afgørelse truffet af en underordnet myndighed, som sagsøgeren ikke kan støtte ret på ud fra en lighedsgrundsætning. Hertil kommer, at det ikke er bevist, at der foreligger identiske omstændigheder.

Rettens begrundelse og afgørelse

Voldgiftssagen angik gyldigheden af den beslutning, som generalforsamlingen havde truffet om, at K/S H1 skulle købe ejendommen H3. Sagen angik således spørgsmålet om kommanditselskabets erhvervelse af et nyt aktiv med henblik på udvidelse af kommanditselskabets erhvervsmæssige aktiviteter. Omkostningerne til voldgiftssagen kan på den baggrund ikke anses for at have sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, herunder sikring af den fremtidige indtægt fra kommanditselskabet, at udgifterne kan anses for fradragsberettigede som driftsomkostning i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den omstændighed, at sagsøgerens formål med voldgiftssagen var at forhindre købet af ejendommen, kan ikke føre til andet resultat.

Ved voldgiftssagen søgte sagsøgeren som anført at hindre kommanditselskabets køb af ejendommen H3. Sagsøgerens advokatudgifter m.v. til voldgiftssagen kan på den baggrund ikke anses for afholdt i en sådan forbindelse med etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomhed, at udgifterne kan kan anses for omfattet af ligningslovens § 8 J. Sagsøgeren har derfor ikke fradrag for udgifterne efter denne bestemmelse.

Det forhold, at Anpartskontrollen ved ToldSkat , som forestod den overordnede koordinering af ligningen vedrørende mindre anpartsvirksomheder, har tiltrådt, at kommanditselskabet fik fradrag for sine omkostninger til voldgiftssagen, og at sagsøgeren som følge heraf har fået fradrag for sin andel, giver ikke ud fra en lighedsgrundsætning tilstrækkeligt grundlag for på trods af det anførte at anse sagsøgeren for berettiget til fradrag for sine omkostninger til sagen.

Som følge af det anførte tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Sagsøgeren skal efter sagens økonomiske værdi, forløb og udfald betale 18.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte. Af beløbet udgør 1.323 kr. med tillæg af moms sagsøgtes udgift til materialesamling og resten sagsøgtes udgift til advokatbistand inklusiv moms.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøgeren, As påstand.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren inden 14 dage betale 18.000 kr. til sagsøgte.

De pålagte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.