Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-09-2007
Offentliggjort:04-12-2007
SKM-nr:SKM2007.853.SR
Journalnr.:07-181627
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Salg i ekspropriationssituation

Skatterådet finder, at betingelserne for skattefritagelse efter EBL § 11, 2.pkt i ejendomsavancebeskatningsloven var opfyldt ved frivillig aftale om overdragelse af et areal til kommunen.


Spørgsmål

Kan salg af areal på ca. ... ha, af matr. nr. ... af vedtaget lokalplan til X kommune ske uden at dette udløser avancebeskatning?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X kommune har rettet henvendelse til spørgeren med ønske om at købe et jordstykke til udstykning til parcelhuse. Det drejer sig om et areal på ca. ... ha af matr. ..., som er omfattet af lokalplan nr. ..., samt et mindre areal på ... m2, der ikke er omfattet af lokalplanen.

Spørgeren er indstillet på at sælge, forudsat salget af de ... ha af matr. nr. ... ikke udløser ejendomsavancebeskatning.

Der er vedlagt udkast af ... 2007 til købsaftale vedrørende de ... ha af matr. ..., inden for lokalplansområdet, samt de ... m2 vedrørende det øvrige beplantningsområde. Det fremgår heraf bl.a., at spørgeren betinger sig, at handlen kan ske på ekspropriationslignende vilkår, således at handlen kan gennemføres uden at der udløses ejendomsavancebeskatning.

Lokalplan

Lokalplanen blev vedtaget den ... 2006 og blev offentliggjort den ... 2007. Den omfatter en del af matr. nr. ... og en del af matr. nr. ... , ... by, samt alle parceller, der efter den ... 2006 udstykkes fra disse arealer.

Det fremgår af lokalplanen, at formålet med denne bl.a. er at sikre at et særligt attraktivt område i ... kan anvendes til boligbebyggelse. Der skal tilvejebringes et alsidigt udbud af boligtyper, åben- lav, såvel som tæt-lav bebyggelse.

Det skal samtidig sikres at beboerne får umiddelbar adgang til opholds- og legearealer, samt at der fra bebyggelsen er gang og cykelstier til byens servicetilbud og ud i naturen.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Der er ikke fremkommet bemærkninger til sagsfremstillingen.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1 medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom ved indkomstopgørelsen.

Dette gælder dog ikke fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation. Denne fortjeneste er skattefri efter § 11,1. pkt. i ovennævnte lov.

Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, 2.pkt. også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det er ved TFS 1995,575 HRD fastslået, at det efter sammenhængen med ejendomsbeskatningslovens § 11, 1.pkt. må være en betingelse for anvendelse af § 11. 2.pkt., at det på aftaletidspunktet må påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke bliver indgået, jf. SKM 2006.438 SKAT og Ligningsvejledningen 2007, afsnit E.J.2.8.

Følgende betingelser skal således være opfyldt på aftaletidspunktet, for at overdragelse af fast ejendom kan anses for sket i en ekspropriationssituation.

1) Der skal på aftaletidspunktet være ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål.

2) På aftaletidspunktet må det kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af en frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed skal udvise vilje til at ekspropriere. Der skal således foreligge ekspropriationsrealitet.

Ad 1) Iflg. planlovens § 47, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med en kommuneplan eller for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt.

Iflg. lokalplan nr. ..., skal arealet bruges til udstykning til parcelhuse med fællesarealer for lokalplanområdets beboere.

SKAT anser herefter, at den første af de angivne betingelser for skattefritagelse for opfyldt.

Ad 2) Efter den næste betingelse skal der være vilje til at ekspropriere ejendommen på aftaletidspunktet, dvs. at det også skal kunne sandsynliggøres, at den ekspropriationsberettigede myndighed ville ekspropriere ejendommen, såfremt frivillig aftale mellem … kommune og spørger ikke blev indgået.

Af medsendt referat fra Byrådsmøde i ... kommune den ... 2007 fremgår, at Byrådet godkendte økonomiudvalgets indstilling om overtage arealerne pr. ... 2007, samt at det må påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale.

Den anden betingelse, om at der skal være udvist ekspropriationsvilje fra den eksproprierende myndigheds side, ses således også opfyldt.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmålet besvares med et ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.