Dokumentets dato: | 05-12-2007 |
Offentliggjort: | 19-12-2007 |
SKM-nr: | SKM2007.932.LSR |
Journalnr.: | 2-1-1867-1000 |
Referencer.: | Selskabsskatteloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Et tysk selskab, der drev virksomhed i Danmark gennem en filial, blev afhændet til nye tyske ejere. Det blev antaget at der var knyttet en kundekreds til den danske filial, og at der skulle ske goodwill-beskatning i forbindelse med afståelse af filialen.
Land | Tyskland |
Klageren, A, har bedt om et bindende svar. Klageren har stillet følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1
Kan skattemyndighederne bekræfte, at der ikke skal ske afståelsesbeskatning i relation til den danske filial?
Spørgsmål 2
Kan skattemyndighederne, hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, bekræfte, at der ikke er goodwill tilknyttet filialen og der således ikke i forbindelse med afståelse af filialen kan ske beskatning af goodwill?
Skat, Store selskaber har besvaret begge spørgsmål med "nej".
Klageren vedrører
Skat, Store selskabers afgørelse for så vidt angår spørgsmål 2.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten besvarer spørgsmål 2 med et nej.
Sagens oplysninger
A GmbH, Tyskland etablerede i 2002 en filial i Danmark.
Den 12. juli 2005 blev selskabet A GmbH (det tyske selskab) omdannet til et kommandit-anpartsselskab benævnt B GmbH & Co. KG.
Kommandit-anpartsselskabet har selskaberne B Holding GmbH og B Contact S.A, som kommanditister og selskabet B Beteiligungs GmbH som komplementar.
Efter tysk lov sker der fuldstændig succession på alle områder, såvel selskabsretligt, skatteretligt og civilretligt.
De danske bestemmelser findes i Aktieselskabslovens § 134 m.
De hidtidige ejere af det tyske selskab A med en selskabskapital på 10.000.000 EURO er:
da selskaberne har tilsvarende samme ejerandele i det nye kommanditselskab. B Holding GmbH har en kommanditistandel på 24.000.000 EURO, BContact S.A. har en kommanditistandel på 6.000.000 EURO og endelig komplementaren, B Beteiligungs GmbH med en kapitalandel på 100 EURO.
Det tyske selskab solgte frem til den 31. december 2001 deres produkter i Danmark gennem selskabet C A/S, som havde den eksklusive forhandling på produkter i Danmark. Denne aftale blev opsagt med udgangen af 2001. Der blev i den forbindelse etableret en filial i Danmark, A Danmark, filial af B GmbH, til at forestå salget på det danske marked.
I forbindelse med opsigelse af aftalen med C A/S blev der betalt en kompensation på 1.236.312 kr., hvoraf 514.668 kr. blev betalt i efteråret 2001, i forbindelse med at kundekartoteket med alle tilhørende data blev overdraget til det tyske selskab.
Den 15. januar 2003 fik C A/S de resterende 721.644 kr., som følge af at C A/S ikke have solgt konkurrerende produkter til A på det danske marked i 2002.
Beløbene blev afholdt af det tyske selskab.
Der skete ikke regnskabsmæssig eller skattemæssig aktivering med tilhørende afskrivning af goodwill i den danske filial.
Filialen er etableret med en filialbestyrer, sælgere samt internt salgspersonale. Levering sker direkte fra A's udenlandske fabrikker.
Fakturering og debitorfunktion varetages af det tyske selskab.
Kontrakten med filialbestyreren er indgået mellem denne og det tyske selskab. I henhold til paragraf 3 i denne kontrakt er filialbestyreren underordnet den tyske ledelse:
"The employee is generally subordinate to the managing directors in Germany, in respect to all sales and distribution related matters to the sales manager in Germany."
Forholdet mellem det tyske selskab og filialen er reguleret ved en "Distribution Agreement" af 5. marts 2004 med reference til memo af 11. juli 2003 for så vidt angår fragtomkostninger, og memo af 10. december 2003 for så vidt angår uddebitering af koncernydelser til filialer og datterselskaber.
Det fremgår heraf, at det tyske selskab kan ændre købspriser for filialen med 1 måneds varsel, at den pålagte rapportering fra Danmark er hyppig og detailleret, at man ikke må gå under "Rebated Distributor Prices" uden forudgående accept fra Tyskland, at den danske filial ikke må afvige fra A's generelle handelsbetingelser, herunder leverings-, betalings- og garantibetingelser.
SKAT har besvaret spørgsmål 1 således:
"Før omdannelsen af det tyske selskab til et kommanditselskab, ejede selskabet aktiverne, herunder aktiverne i selskabets faste driftssted (filialen) i Danmark. Efter omdannelsen til af det tyske selskab til et kommanditselskab, er det deltagerne, der ejer aktiverne, herunder aktiverne i filialen, idet kommanditselskabet efter dansk ret anses for transparent.
Der er således sket en overdragelse af filialens aktiver til et andet retssubjekt, hvilket udløser afståelsesbeskatning af den danske filial, idet der ikke efter dansk ret sker succession. Situationen er anderledes i den bindende forhåndsbesked, der er offentliggjort i SKM2002.112.LR .
I tilfælde af deltagerbeskattede selskaber (interessentskaber, kommanditselskaber m.m.) er det de enkelte deltagere, der ejer aktiverne i forhold til deres ejerandel. En omdannelse fra interessentskab til kommanditselskab ændrer ikke dette forhold. For at undgå beskatning er det imidlertid en forudsætning, at der ikke sker forskydning af deltagernes ejerandele".
SKAT´s afgørelse
SKAT har svaret nej til spørgsmål 2.
Det tyske selskabs betaling til C A/S på 1.236.312 kr., hvoraf 514.668 kr. vedrører kundekartotek mv. omhandler ikke betaling for goodwill, da C & Co. A/S ikke har ejendomsretten til kundekredsen, og derfor ikke kan overdrage goodwill.
Der er henset til, at det tyske selskab i henhold til eneforhandleraftalen ensidigt er berettiget til med et varsel på 3 måneder at afskære C A/S fra den kundekreds, der efterspørger det tyske selskabs produkter, jf. Højesterets dom, der er offentliggjort i SKM2001.185.HR .
Det er på den baggrund SKAT's opfattelse, at der ikke eksisterer tilkøbt og dermed afskrivningsberettiget goodwill ved opsigelsen af eneforhandleraftalen, idet goodwillen hele tiden har tilhørt det tyske selskab.
Som følge heraf skal der i forbindelse med afståelsen af filialen ske beskatning af goodwill.
Der er lagt vægt på, at det tyske selskab er en virksomhed, der er beliggende i udlandet, men som fra 1. januar 2002 er repræsenteret på det danske marked i form af en selvstændig filial. Endvidere er filialen skattepligtig til Danmark i henhold til selskabsskattelovens § 2 stk. 1, litra a, idet der udøves erhverv med fast driftssted.
Det tyske selskab er herefter anset for at have overført kundekartoteket mv., fra C A/S til filialen, herunder at filialens omsætning hidrører direkte fra en kundekreds i Danmark, og at denne kundekreds siden 1. januar 2002 er blevet betjent af filialen.
Da kundekredsen og dermed goodwillen er allokeret i filialen, skal der ske en opgørelse og beskatning af denne goodwill i forbindelse med en afståelse af filialen.
Filialens påstand og argumenter
Repræsentanten har fremsat påstand om, at spørgsmål 2 ændres til "Ja".
Der er i denne sag tale om relationen mellem en enhed i Tyskland (hovedkontoret) og en enhed her i landet (filialen). Der er principielt tale om den samme enhed, idet filialen civilretligt er en del af hovedkontoret. I skattemæssig henseende bortses der imidlertid herfra, således at der er tale om 2 selvstændige enheder, jf. princippet om selvstændighedsfiktionen. Det gøres følgelig gældende, at hovedkontoret og filialen skal vurderes som 2 selvstændige enheder/skattesubjekter.
Nærværende sag angår, hvorvidt det er hovedkontoret i Tyskland eller den danske filial, der i skattemæssig henseende må anses for at være ejer af den goodwill, der knytter sig til filialens salg af de produkter, som hovedkontoret har produceret og leveret til filialen her i landet.
Da ejerskabet tilkommer hovedkontoret i Tyskland, er der ikke grundlag for at beskatte filialen af goodwill i forbindelse med omdannelsen.
Til støtte herfor gøres det — navnlig med henvisning til Højesterets domme af henholdsvis 20. februar 2001 offentliggjort i SKM2001.185.HR og 22. maj 2002 offentliggjort i SKM2002.359.HR - gældende, at der i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om et forhold mellem en producent/leverandør på den ene side og en eneforhandler på den anden side, at ejerskabet til kundekredsen tilkommer producenten/leverandøren (hovedkontoret), idet denne ved at indstille leverancerne til eneforhandleren (filialen) har kunnet afskære den fra den kundekreds, der efterspørger hovedkontorets produkter, og dermed selv tilegne sig den.
Dommene fra Højesteret er udtryk for, at ejerskabet skal placeres hos den, der reelt har kontrol over kundekredsen. I den foreliggende sag er der tale om, at den reelle kontrol tilkommer hovedkontoret i Tyskland, idet det har kunnet tilegne sig den kundekreds, der efterspørger dets produkter her i landet ved at indstille leverancerne til filialen.
Det daværende Ligningsråd (nuværende Skatterådet) har tiltrådt denne fortolkning i den bindende forhåndsbesked, der er refereret ovenfor og i SKM2004.141.LR , hvorfor tilsvarende må gøres gældende i denne sag.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Selskaber der har hjemsted i udlandet, er skattepligtige til Danmark, for så vidt de udøver erhverv med fast driftssted her i landet. Skattepligten omfatter alene indtægter, der kan henføres til det faste driftssted. Det fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, at:
"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet for så vidt de
a) udøver erhverv med fast driftssted her i landet, jf. dog stk. 6. Skattepligten omfatterudøvelse af erhverv med fast driftssted i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. Skattepligten omfatter endvidere indkomst i form af løbende ydelser hidrørende fra en sådan virksomhed, når ydelserne ikke er udbytte, afdrag på et tilgodehavende, rente eller royalties. Skattepligten omfatter desuden bortforpagtning af en sådan virksomhed. Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde anses for at udgøre et fast driftssted fra første dag. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der er knyttet til en sådan virksomhed."
Det er Landsskatterettens opfattelse, at da der efter de foreliggende oplysninger er en kundekreds til selskabets produkter i Danmark, og denne kundekreds siden 1. januar 2002 er blevet betjent af den danske filial, skal den goodwill, som er knyttet til kundekredsen i Danmark, allokeres til filialen.
Der skal således ske en beskatning af goodwill ved afståelse af filialen.
Landsskatteretten besvarer herefter spørgsmål 2 med "nej".