Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-12-2007
Offentliggjort:09-01-2008
SKM-nr:SKM2008.9.HR
Journalnr.:1. afdeling, 356/2006
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Rentefrihed - rentehenstand - interesseforbundne parter

En hovedanpartshaver havde i 2001 og 2002 undladt at opkræve renter på en mellemregningskonto med sit selskab. Skattemyndighederne anså de ikke-opgjorte renter for at være et skattepligtigt tilskud efter ligningslovens § 2. Højesteret fandt efter en konkret bevisvurdering, at hovedanpartshaveren alene havde indrømmet selskabet henstand med rentebetalingen og ikke afkald på renterne (rentefrihed). Højesteret lagde videre til grund, at også i forholdet mellem uafhængige parter vil det regelmæssigt forekomme, at kreditor yder henstand med betaling af renter i en tilsvarende situation som i sagen. Derfor fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at indrømmelsen af rentehenstand ikke var forretningsmæssigt begrundet. Højesteret fandt herefter ikke grundlag for at foretage korrektion efter ligningslovens § 2.


Parter

H1 ApS
(selv ved direktør A)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Peter Blok, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 2. juni 2006.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, H1 ApS, har gentaget sin principale og sin subsidiære påstand. H1 har endvidere gentaget sin mere subsidiære påstand, dog således at det beløb, som indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at skatteansættelsen for 2002 nedsættes med, ændres til 42.361 kr. H1 har endelig gentaget sin mest subsidiære påstand, dog således at det beløb, som Skatteministeriet skal anerkende, at skatteansættelsen for 2001 nedsættes med, ændres til 51.781 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Skatteministeriet har anført, at A ved aftalerne af 20. juni 2001 og 25. juni 2002 med H1 har indrømmet rentefrihed og ikke blot rentehenstand. Ministeriet har i den forbindelse navnlig anført, at de påløbne renter i strid med årsregnskabsloven hverken er medtaget som en udgift eller som et passiv i selskabets regnskaber, og at renterne først blev betalt i regnskabsåret 2004/2005, selv om selskabet også havde overskud i det foregående regnskabsår.

Hvis Højesteret lægger til grund, at der alene er indgået aftale om rentehenstand, og at aftalen herom ikke var forretningsmæssigt begrundet, er ministeriet enig i, at H1' mere subsidiære påstand skal tages til følge. Dette skyldes, at tilskuddet til selskabet i så fald alene består i fordelen ved ikke i 2002 at skulle betale rente af rentebeløbet for 2001.

H1 har fastholdt, at selskabet ved de nævnte aftaler alene fik henstand med betaling af renten.

Supplerende sagsfremstilling

Den første aftale vedrørende rentebetalingen blev indgået den 20. juni 2001 og er sålydende

"På baggrund af selskabets nyligt opståede økonomiske vanskeligheder har ovennævnte långivere indviljet i at udskyde rentebetalingen på de nævnte kreditter indtil videre.

Denne ordning revurderes årligt i juni måned."

Aftalen af 25. juni 2002 er sålydende

"På baggrund af H1 ApS økonomiske stilling har ovenstående kreditorer indviljet i at forlænge den ved tidligere skrivelse af 20. juni 2001 aftalte ordning, hvorefter selskabets rentebetaling på de pågældende kreditter udskydes indtil videre.

Denne ordning revurderes årligt i juni måned."

I forbindelse med indsendelse af sin personlige selvangivelse for 2001 oplyste A i et bilag:

"Økonomiske aftaler med H1 ApS, cvr. ....

Der er på anfordringsvilkår ydet lån til H1 ApS, som forrentes med 6 % p.a. med helårlig rentetilskrivning pr. 30/6.

Der er d. 20/6-01 meddelt henstand med rentebetaling.

Der er i 2001 gennemført to kontante kapitaludvidelser, som anført på oversigten over aktiehandler."

Det fremgår af sagen, at selskabet den 30. juni 2005 indfriede sin gæld inkl. renter til A ved betaling af 1.016.798 kr. Det er ikke oplyst, om der i den forbindelse blev betalt rentes rente.

Højesterets begrundelse og resultat

Aftalerne af 20. juni 2001 og 25. juni 2002, hvorved A indvilgede i indtil videre at "udskyde rentebetalingen" på H1 ApS' lån, må efter ordlyden forstås således, at der alene indrømmes henstand med rentebetalingen og ikke afkald på renterne (rentefrihed). Dette bestyrkes af oplysningen i As personlige selvangivelse for 2001 og af det forhold, at renterne blev betalt i regnskabsåret 2004-2005, efter at selskabets egenkapital igen var blevet positiv. Der kan ikke heroverfor lægges afgørende vægt på, at de påløbne renter ikke blev medtaget som et passiv i selskabets regnskaber for den mellemliggende periode. Højesteret finder således, at der - som det også har været lagt til grund af skattemyndighederne under den administrative sagsbehandling - alene blev indrømmet henstand med rentebetalingen.

H1 drev virksomhed med investering i aktier overvejende for lånte midler. Selskabets bank havde pant i værdipapirerne, og efter den indgåede kreditaftale skulle deres værdi til enhver tid udgøre 125 % af gælden. Efter store kurstab var selskabets egenkapital negativ med ca. 450.000 kr. pr. 30. juni 2001 og med ca. 640.000 kr. pr. 30. juni 2002. Gælden til A, der var usikret, udgjorde ca. 760.000 kr. Bankens krav om en sikkerhedsmargin på 25% var ikke fuldt ud opfyldt, og selskabet ville kun have været i stand til at betale de aftalte renter til A ved at realisere en del af værdipapirbeholdningen. A valgte i denne situation at indrømme henstand med rentebetalingen i håb om, at aktiekurserne ville rette sig så meget, at selskabet på længere sigt ville blive i stand til at indfri såvel lånets hovedstol som de påløbne renter, således som det også senere skete.

Det må lægges til grund, at det også i forholdet mellem uafhængige parter regelmæssigt forekommer, at kreditor yder henstand med betaling af renter i tilsvarende situationer. Højesteret finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at As indrømmelse af rentehenstand til H1 ikke var forretningsmæssigt begrundet.

Der er herefter ikke grundlag for at foretage korrektion efter ligningslovens § 2, og Højesteret tager derfor selskabets principale påstand til følge.

Der er ved fastsættelsen af sagens omkostninger taget hensyn til, at selskabet har betalt retsafgift med i alt 2.000 kr. for landsret og Højesteret og desuden har haft udgifter til kopiering mv.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at skatteansættelsen for H1 ApS for indkomståret 2001 skal nedsættes med 55.086 kr. (skattepligtigt tilskud) og forhøjes med 55.086 kr. (rentefradrag) og for indkomståret 2002 skal nedsættes med 45.666 kr. (skattepligtigt tilskud) og forhøjes med 45.666 kr. (rentefradrag).

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet betale 15.000 kr. til H1 ApS. Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.