Dokumentets metadata

Fradrag nægtet - tab på løntilgodehavende - renteudgifter - rejseudgifter

Appellanten, der ejede 50% af anpartskapitalen i et selskab, havde et løntilgodehavende i selskabet. Tab på løntilgodehavendet blev fratrukket ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1991. Selskabet blev tvangsopløst i juni 1992. Højesteret fandt af de af landsretten anførte grunde, at det ikke var godtgjort, at tabet på løntilgodehavendet blev konstateret i 1991. Det blev lagt til grund, at det regnskabsmateriale, der forelå for selskabet pr. 30. juni 1991, hvorefter der var et underskud på ca. kr. 500.000,-, og hvorefter indskudskapitalen var tabt, var mangelfuldt, at appellanten i december 1991 havde en betydelig rejseaktivitet for selskabet, og at han i juni 1992 havde forklaret i skifteretten, at selskabets drift ophørte i februar 1992.En påstand om nedsættelse af indkomsten for indkomståret 1992 vedrørende fradrag for tab på løntilgodehavende, der var nedlagt i appellantens 2. skriftlige procedureindlæg, blev afvist i medfør af retsplejelovens § 383.Appellantens påstand om rentefradrag i indkomståret 1991 relaterede sig til 2 opsagte pantebreve. Påstanden blev ikke taget til følge, allerede fordi det ikke var godtgjort, at der var betalt renter.Af de af landsretten anførte grunde fandt Højesteret heller ikke, at appellanten var berettiget til fradrag for udgifter til rejser foretaget i 1991 i forbindelse med arbejde for selskabet. Landsretten havde henvist til, at appellanten i 1991 ingen lønindkomst havde fra selskabet, og at han ikke havde bevist, at selskabet i 1991 på anden måde havde honoreret ham for arbejde udført for selskabet. Iværksætterydelse modtaget fra det offentlige kunne ikke begrunde fradragsret i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Peter Blok, Børge Dahl og Jytte Scharling.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. februar 2001.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for landsretten.

Heroverfor har indstævnte Skatteministeriet, principalt påstået stadfæstelse, subsidiært gentaget hjemvisningspåstanden for landsretten.

For det tilfælde, at A ikke får medhold i sin påstand om nedsættelse af indkomsten for indkomståret 1991 med 222.500 kr. vedrørende tab på løntilgodehavende, har han i sit andet indlæg under domsforhandlingen nedlagt påstand om, at hans indkomst for indkomståret 1992 nedsættes med 222.500 kr.

Skatteministeriet har protesteret mod, at denne påstand tages i betragtning, jf. retsplejelovens § 383, og har desuden anført, at det følger af skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, således som denne var gældende ved sagens anlæg, at påstanden ikke kan tages under pådømmelse. Skatteministeriet har tilkendegivet, at ministeriet er indforstået med, at A kan få genoptaget sin skatteansættelse for 1992, såfremt han ikke får medhold i sin påstand om fradrag i indkomståret 1991.

Skatteministeriet har vedrørende As påstand om fradrag for tab på løntilgodehavendet også for Højesteret principalt gjort gældende, at det ikke er dokumenteret, at tabet er konstateret i 1991, og at han derfor ikke er berettiget til fradrag for tabet i indkomståret 1991.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets begrundelse og resultat

Allerede i medfør af retsplejelovens § 383 afviser Højesteret As subsidiære påstand om fradragsret for indkomståret 1992.

Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

As påstand om nedsættelse af indkomsten for indkomståret 1992 med 222.500 kr, afvises.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.