Dokumentets metadata

Skattearrangement - rentefradrag og provisionsudgifter

Rentefradrag nægtet under hensyn til at der var tale om et skattearrangement uden forretningsmæssig begrundelse, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af deltagerne, og hvor bemyndigelser sikrede, at optagelse og overdragelse af lån, sikkerhedsstillelse og indfrielse m.v. foregik i et i realiteten lukket system, som deltagerne var fælles om at opretholde, og landsretten fandt herefter, at der ikke forelå nogen reel risiko for sagsøgerne til at komme til at betale de overtagne lån eller de vedhængende renter eller for at lide tab ved investeringerne. Landsretten lagde derfor til grund, at arrangementet alene var etableret med henblik på at gennemføre en skatteudnyttelse og fandt herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.Der var heller ikke grundlag for at fratrække udgifterne i medfør af ligningslovens § 8 om provisionsudgifter.

Parter

A
(advokat Torben Brinch Bagge)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H. C. Vinten)

og

B
(advokat Torben Bagge)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H. C. Vinten)

Afsagt landsdommerne

Ole Dybdahl, Linde Jensen og John Larsen (kst.)

Sagernes baggrund

Disse sager, der begge er anlagt den 19. september 2003, angår de skattemæssige konsekvenser af skattemæssigt begrundede låneovertagelser og investeringer i værdipapirer foretaget af sagsøgerne, A og B.

Hovedspørgsmålet i sagerne er, om der skattemæssigt kan ses bort fra renteudgifter, som henholdsvis A og B har betalt på lån, som er overtaget fra henholdsvis G1 ApS og G2 ApS.

Såfremt de selvangivne rentefradrag lægges til grund, opstår spørgsmålet om, hvorvidt A og B skal beskattes af en del af de beløb, de modtog ved gældsovertagelsen, eller alternativt om deres rentefradrag skal reduceres med disse beløb.

Såfremt der skattemæssigt skal ses bort fra de selvangivne rentefradrag, opstår spørgsmålet om, hvorvidt A og B har ret til fradrag for deres udgifter i forbindelse med låneovertagelsen og investeringen i værdipapirer.

Påstande

A har nedlagt følgende påstande

Principalt

As skatteansættelse for indkomstårene 1996 og 1997 nedsættes med henholdsvis 509.221 kr. og 505.138 kr.

Subsidiært

As skatteansættelser for indkomstårene 1996 og 1997 hjemvises til fornyet behandling hos den stedlige ligningsmyndighed.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande

Principalt

Frifindelse

Subsidiært

As kapitalindkomst for indkomståret 1996 forhøjes med en kursgevinst på kr. 808.847 kr. mod, at A for indkomstårene 1996 og 1997 som påstået kan fradrage renteudgifter med henholdsvis 509.221 kr. og 505.138 kr.

Mere subsidiært

As skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 forhøjes med et skattepligtigt tilskud på 808.847 kr. mod, at A for indkomstårene 1996 og 1997 som påstået kan fradrage renteudgifter med henholdsvis 509.221 kr. og 505.138 kr.

Mest subsidiært

Skatteministeriet anerkender, at A ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for indkomstårene 1996 og 1997 kan fradrage renteudgifter med henholdsvis 99.924 kr. og 105.587 kr.

B har nedlagt følgende påstande

Principalt

Bs skatteansættelse for indkomståret 1997 nedsættes med 696.081 kr.

Subsidiært

Bs skatteansættelser for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling hos den stedlige ligningsmyndighed.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande

Principalt

Frifindelse

Subsidiært

Bs kapitalindkomst for indkomståret 1997 forhøjes med en kursgevinst på 599.036 kr. mod, at B som påstået i samme indkomstår kan fradrage renteudgifter med 696.081 kr. For indkomståret 1998 forhøjes Bs kapitalindkomst med 1.140 kr.

Mere subsidiært

Bs skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 forhøjes med et skattepligtigt tilskud på 599.036 kr. mod, at B som på stået i samme indkomstår kan fradrage renteudgifter med 696.081 kr. For indkomståret 1998 forhøjes Bs kapitalindkomst med 1.140 kr.

Mest subsidiært

Skatteministeriet anerkender, at B ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 kan fradrage renteudgifter med 124.793 kr. For indkomståret 1998 forhøjes Bs kapitalindkomst med 28.888 kr.

Der er mellem parterne enighed om den beløbsmæssige opgørelse af de nedlagte påstande.

Det er endvidere ubestridt, at der i begge sager var tale om et skattearrangement defineret således, at arrangementet var underskudsgivende før skat for deltagerne og alene indebar økonomiske fordele for dem i kraft af de opnåede betydelige rentefradrag i deres positive skattepligtige indkomst.

Sagsfremstilling

Nedenstående sagsfremstillingen følger i det væsentlige den skriftlige disposition, som sagsøgernes advokat har udarbejdet til brug for forelæggelsen af sagerne.

Præsentation af de to anpartsselskaber - G1 ApS og G2 ApS - som optog de lån, der danner grundlag for sagerne.

Anpartsselskabet G1 ApS var et såkaldt skuffeselskab, der var stiftet den 1. maj 1993. Den 20. november 1995 erhvervede selskabet G3 ApS, der var kontrolleret af HO, hele anpartskapitalen på nominelt 200.000 kr. i G1 ApS. Den 21. november 1995 blev HO på en ekstraordinær generalforsamling udnævnt til ny direktør for selskabet. Egenkapitalen i G1 ApS var pr. 30. september 1996 258.747 kr.

Den 8. juli 1997 erhvervede G3 ApS hele anpartskapitalen på nominelt 125.000 kr. i G2 ApS, der ligeledes var et såkaldt skuffeselskab, der indtil da havde haft navnet G2X ApS. Den 8. juli 1997 blev HO på en ekstraordinær generalforsamling udnævnt til ny direktør for selskabet. Egenkapitalen i G2 ApS var pr. 30. september 1997 59.389 kr.

Begge selskabers hjemstedsadresse var ...

Begge anpartsselskaber - G1 ApS og G2 ApS optog lån hos U1-Bank. Disse lån, som sagsøgerne efterfølgende overtog en del af, danner grundlag for sagerne.

G1 ApS lånte den 17. oktober 1996 198,5 mio. kr. hos U1-Bank fordelt på i alt 15 lån. Låneperioden var fra den 18. oktober 1996 til 10. februar 1997. Den årlige rente var 97,8481 %. Formålet med lånet var at finansiere køb af obligationer udstedt af U2 Corp., herefter benævnt U2.

Af de enslydende låneaftaler fremgår bl.a.

"...

Låneaftale

Denne låneaftale er indgået den 17. oktober 1996

mellem

os, U1-Bank International Finance Limited ("U1-Bank-IF"), Irland som långiver

og

Dem, G1 ApS, ... Danmark som låntager på følgende betingelser:

...

..."

G2 ApS lånte på samme måde den 17. december 1997 214,5 mio. kr. hos U1-Bank fordelt på i alt 15 lån. Låneperioden var fra den 19. december 1997 til 1. maj 1998. Den årlige rente var 98,04 %. Formålet med lånet var at finansiere køb af obligationer udstedt af U2.

Vilkårene vedrørende formål, sikkerhed, opsigelse og indfrielse for de pågældende låneaftaler var identiske med de ovenfor angivne.

Begge anpartsselskaber - G1 ApS og G2 ApS anvendte låneprovenuet til køb af U2-obligationer.

G1 ApS købte den 18. oktober 1996 obligationer på i alt 200 mio. kr. til kurs 100. Udsteder af obligationerne var U2. Obligationerne havde en pålydende rente på 3 % p.a. Obligationerne blev udstedt den 18. oktober 1996 og udløb den 10. februar 1997. Obligationerne indeholdt en valutaspekulationsforretning. Indfrielseskursen på obligationerne var således afhængig af kursudviklingen mellem USD og YEN. Det blev grundet kursudviklingen mellem USD og YEN konstateret, at indfrielseskursen for obligationerne var 130, hvilket vil sige, at obligationerne skulle indfries med 260 mio. kr. Som følge af, at obligationerne blev indfriet til kurs 130, indeholdt obligationerne en yderligere gevinstmulighed for G1 ApS. Denne yderligere gevinstmulighed var afhængig af kursudviklingen mellem DEM og DKK. Den yderligere gevinstmulighed, som beløbsmæssigt var ubegrænset, blev ikke udløst.

De ovennævnte vilkår om indfrielse og køb var i obligationernes punkt 6 fastsat således:

"...

..."

Det er ubestridt, at disse vilkår bl.a. indebar, at det var det første relevante kursudsving mellem valutaerne, der bestemte indfrielseskursen, og at vilkåret om en yderligere gevinstmulighed ikke indebar risiko for yderligere tab for obligationernes ihændehaver.

Sagsøger har oplyst, at selskabet F1-Finans ApS tillige optog et tilsvarende lån hos U1-Bank, samt at dette selskab købte U2-obligationer med et modsatrettet indhold. Herved afdækkede såvel U1-Bank som U2 deres kommercielle risici ved aftalerne med G1 ApS.

Det er ubestridt, at F1-Finans ApS' optagelse af lån med modsatrettet indhold indebar, at der forelå såkaldte spejlvendte kontrakter. Der er ikke fremlagt oplysninger om det nærmere indhold af disse vilkår.

Skatteministeriet har under sagen fremsat en række provokationer vedrørende bl.a. F1-Finans ApS' transaktioner med U1-Bank. Disse provokationer er ikke besvaret under sagen.

G2 ApS købte den 17. december 1997 obligationer for i alt 216 mio. kr. til kurs 100 fordelt på 15 stk. Udsteder af disse obligationer var ligeledes U2. Obligationerne havde en pålydende rente på 3,46 % p.a. Obligationerne blev udstedt den 19. december 1997 og udløb den 1. maj 1998. Obligationerne indeholdt en valutaspekulationsforretning. Indfrielseskursen på obligationerne var således afhængig af kursudviklingen mellem USD og YEN. Det blev grundet kursudviklingen mellem USD og YEN konstateret, at indfrielseskursen for obligationerne var 65, dvs. 140,4 mio. kr. Da der var tab på obligationerne, blev en yderligere gevinstmulighed for G2 ApS ikke aktualiseret.

De ovennævnte vilkår om indfrielse og køb var i obligationernes punkt 6 fastsat svarende til vilkårene som angivet ovenfor vedrørende G1 ApS, dog var de fastsatte kurser og beløb anderledes.

Også vedrørende disse vilkår er det ubestridt, at vilkårene bl.a. indebar, at det var det første relevante kursudsving mellem valutaerne, der bestemte indfrielseskursen, og at vilkåret om en yderligere gevinstmulighed ikke indebar risiko for yderligere tab for obligationernes ihændehaver.

Det er uoplyst for landsretten, hvorledes U1-Bank og U2 afdækkede deres kommercielle risiko ved aftalerne med G2 ApS. Det er imidlertid ubestridt, at såvel U1-Bank som U2 ved såkaldte spejlvendte kontrakter afdækkede deres kommercielle risici ved aftalerne med G2 ApS.

Skatteministeriet har under sagen fremsat flere provokationer vedrørende bl.a. disse spejlvendte kontrakter. Disse provokationer er ikke besvaret under sagen.

I forbindelse med de to anpartsselskabers - G1 ApS og G2 ApS - køb af U2-obligationer blev disse i overensstemmelse med vilkårene i låneaftalerne stillet til sikkerhed for selskabernes banklån hos U1-Bank

Af pant- og overdragelsesaftale af 17. oktober 1996, som HO underskrev på vegne af G1 ApS, fremgår af punkt 2, at følgende stilles til sikkerhed:

"...

Alle Deres rettigheder, adkomster, ydelser og andele til, fra og i:

..."

En tilsvarende pant- og overdragelsesaftale blev den 17. december 1997 indgået mellem G2 ApS og U1-Bank.

Begge anpartsselskaber - G1 ApS og G2 ApS - overdrog deres forpligtelser i henhold til de føromtalte banklån hos U1-Bank til en række fysiske personer, herunder de to sagsøgere

G1 ApS overdrog i perioden fra den 8. november 1996 til den 5. december 1996 de i alt 15 lån hos U1-Bank. En af gældsoverdragelserne skete til I/S H1.

I/S H1 var et interessentskab, der blev stiftet den 18. november 1996. Interessentskabet var ejet med hver 1/3 af A, KJ og DP. Af I/S-kontrakten fremgik bl.a., at der var tale om en fra den 18. november 1996 fælles investeringsvirksomhed udelukkende gennem køb af 6 1/4 % Danske Statsgældsbeviser 1997 serie I, og at kapitalgrundlaget udelukkende udgjorde det beløb, som dækkede forskellen mellem finansierings- og placeringsrenten på det lån, der optoges, og investeringen i danske statsgældsbeviser.

Den 18. november 1997 udstedte KJ og DP identiske, uigenkaldelige fuldmagter til A.

Af fuldmagterne fremgik bl.a., at A havde beføjelse som "min retmæssige advokat" til at

"udføre, underskrive eller udfærdige alle de handlinger og dokumenter, der er nødvendige eller ønskværdige i forbindelse med I/S H1s køb af nominelt 17.926.000 kr. 6,25 % INK Stgb I 1997-obligationer ("obligationerne") og i særdeleshed, men uden præjudice for det foranstående, skal advokaten have beføjelse til at udføre, underskrive og udfærdige alle handlinger og dokumenter i forbindelse med:

..."

Gældsovertagelsesaftalen blev indgået den 19. november 1996 mellem U1-Bank, G1 ApS og I/S H1. Ved aftalen overtog I/S H1 en gældsforpligtelse på nominelt 14.500.000 kr. Det fremgik af aftalen bl.a., at I/S H1 fik et beløb ("novation proceeds" eller "fornyelsesprovenu") på 18.187.695 kr. af G1 ApS som betaling for overtagelse af gældsforpligtelsen på nominelt 14.500.000 kr. samt forpligtelsen til at forrente lånet med 97,8481 % p.a., indtil det udløb den 10. februar 1997, og at G1 ApS skulle betale et beløb ("novation fee" eller "fornyelsesgebyr") til U1-Bank på 654.038 kr.

G1 ApS overdrog på tilsvarende måde de øvrige lån hos U1-Bank, der alle blev stiftet den 17. oktober 1996. Der skete således overdragelse af en samlet gældsforpligtigelse på 198,5 mio. kr. Gældoverdragelserne skete af tre omgange henholdsvis den 8. november 1996, den 19. november 1996 og den 5. december 1996.

Det fremgår således vedrørende den 19. november 1996, at der til I/S H1s konto i U1-Bank blev overført 715.125 kr. Samme dag blev der på vegne G1 ApS overført 18.187.695 kr., svarende til det omhandlede fornyelsesprovenu, og hævet 18.901.847 kr. i forbindelse med interessentskabets køb af danske statsobligationer.

G1 ApS finansierede betalingerne vedrørende gældsoverdragelserne ved at optage tre nye banklån hos U1-Bank. Disse lån skulle indfries den 10. februar 1997. Renten på disse lån var 4,17 % p.a. I forbindelse med gældsoverdragelserne blev de tidligere købte U2-obligationer stillet til sikkerhed for de nye lån, som selskabet G1 ApS optog hos U1-Bank.

Det fremgår således af låneaftaler af 8. og 19. november og 5. december 1996, at G1 ApS optog lån hos U1-Bank på 144.634.193, 97.505.083 og 16.272.744 kr. til en rente på 4,17 %. Lånene skulle indsættes på samme konto for selskabet i U1-Bank. Lånene havde til formål at gøre det muligt for selskabet at finansiere fornyelse af det lån, selskabet var blevet bevilliget den 17. oktober 1996. Banken fik i den forbindelse sikkerhed i de obligationer, som var udstedt af U2, og som ejedes af selskabet. Førtidig opsigelse var betinget af bl.a. betaling af et gebyr fastsat af banken.

Der skete ligeledes gældsoverdragelse i forhold til de lån, som G2 ApS havde stiftet hos U1-Bank den 17. december 1997. En af gældsoverdragelserne skete til sagsøgeren, B.

Gældsoverdragelsesaftalen blev indgået den 30. december 1997 mellem U1-Bank, G2 ApS og B. Ved aftalen overtog B en gældsforpligtigelse på nominelt 2.184.679 kr. Det fremgik af aftalen bl.a., at gældsovertagelsen skete med virkning den 30. december 1997. Det fremgik videre, at B fik et beløb ("novation proceeds" eller "fornyelsesprovenu") på 2.849.161 kr. af G2 ApS som betaling for overtagelse af gældsforpligtigelsen på nominelt 2.184.679 kr. samt forpligtelsen til at forrente lånet med 98,04 % p.a., indtil det udløb den 1. maj 1998, og at G2 ApS skulle betale et beløb ("novation fee" eller "fornyelsesgebyr") til U1-Bank på 82.695 kr.

Det fremgår således af kontoudskrift fra U1-Bank vedrørende den 30. december 1997, at der til Bs konto i banken blev overført 99.000 kr. Samme dag blev der på vegne G2 overført 2.849.161 kr., svarende til det omhandlede fornyelsesprovenu, og hævet 1.973.900 kr. i forbindelse med Bs køb af skatkammerbeviser.

G2 ApS overdrog på tilsvarende vis de øvrige lån hos U1-Bank, der alle blev stiftet den 17. december 1997. Der skete således overdragelse af en samlet gældsforpligtigelse på 214,5 mio. kr. Gældsoverdragelserne skete i perioden fra 30. december 1997 til 25. marts 1998. G2 ApS finansierede disse betalinger ved at optage nye lån hos U1-Bank, hvor vilkårene i alt væsentligt var identiske med vilkårene i de ovenfor beskrevne lån optaget af G1 ApS. Disse lån skulle indfries den 1. maj 1998. Renten på disse lån var 4,64 % p.a. I forbindelse med gældsoverdragelserne blev de tidligere købte U2-obligationer stillet til sikkerhed for de nye lån, som G2 ApS optog hos U1-Bank.

De fysiske personer, der havde overtaget gældsforpligtigelserfra henholdsvis G1 ApS og G2 ApS, anvendte de modtagne beløb til køb af værdipapirer, der blev stillet til sikkerhed for de lån, som de respektive investorer havde overtaget hos U1-Bank.

A og de øvrige interessenter i I/S H1 investerede det beløb, de modtog ved gældsovertagelsen, i danske statsobligationer. I/S H1 købte således den 19. november 1996 nominelt 17.926.000 kr. danske statsobligationer, der forrentedes med 6 1/4 %, og som udløb den 10. februar 1997. Interessentskabet finansierede købesummen på 18.901.847 kr. ved at anvende beløbet på 18.187.695 kr. ("fornyelsesprovenu"), som interessentskabet modtog fra G1 ApS ved gældovertagelsen, hvilket beløb sammen med 715.122 kr. blev hævet på interessentskabets konto i U1-Bank, som anført ovenfor. De nyindkøbte statsobligationer blev samtidig den 19. november 1996 stillet til sikkerhed for det lån på nominelt 14.500.000 kr., som interessentskabet havde overtaget fra G1 ApS. Samme dag oprettede I/S H1 den ovennævnte konto hos U1-Bank og overførte 970 kr. hertil. I forbindelse med købet af værdipapirerne blev der indgået en yderligere aftale mellem I/S H1 og U1-Bank. Denne aftale havde overskriften "Uigenkaldelig betalings- og leveringsinstruktion". Aftalen indeholdt en køreplan for køb af værdipapirerne, herunder angivelse af, hvorledes de skulle finansieres, samt angivelse af, at værdipapirerne skulle stilles til sikkerhed for interessentskabets gæld til banken.

Af aftalens punkt 2 fremgik

"...

Mod gyldigt vederlag, hvis modtagelse bekræftes, samt yderligere gyldigt vederlag og for at give retsvirkning til den sikkerhed, der bibringes U1-Bank-IF ved pantsætningen, instruerer og bemyndiger anviser hermed uigenkaldeligt (på sine vegne med enebemyndigelse hertil i anvisers sted):

..."

B investerede hovedparten af det beløb ("fornyelsesprovenu"), han modtog ved gældovertagelsen, i skatkammerbeviser udstedt af den danske stat. Han købte den 29. december 1997 nominelt 2 mio. kr. skatkammerbeviser, der udløb den 1. maj 1998. Købsprisen var 1.973.900 kr. De nyindkøbte skatkammerbeviser blev samtidig den 29. december 1997 stillet til sikkerhed for det lån på nominelt 2.184.679 kr., som han havde overtaget fra G2 ApS. I forbindelse med købet af værdipapirerne blev der indgået en yderligere aftale mellem B og U1-Bank. Denne aftale havde overskriften "Uigenkaldelig betalings- og leveringsinstruktion". Aftalen indeholdt en køreplan for køb af værdipapirerne, herunder angivelse af, hvorledes de skulle finansieres, samt angivelse af, at værdipapirerne skulle stilles til sikkerhed for Bs gæld til banken. Aftalens vilkår svarede vedrørende uigenkaldelige instruktioner og bemyndigelser til banken i alt væsentligt til aftalen indgået mellem banken og I/S H1. I forbindelse med købet af værdipapirerne m.v. blev der oprettet en konto for B hos U1-Bank og overført 99.000 kr. til denne konto. Endvidere overførtes fra Investeringsselskabet G2 2.849.161 kr. Udover sikkerhed i denne konto havde banken endvidere sikkerhed i Bs depotkonto med et indestående på 212.711 kr. pr. 30. december 1997. Banken havde således sikkerhed i såvel de indkøbte skatkammerbeviser som depotkontoen og således sikkerhed for det fulde overtagne lån.

De fysiske personer betalte renter på de overtagne lån

I henhold til låneaftalen betalte I/S H1 et rentebeløb på 3.665.227 kr. til U1-Bank den 31. december 1996. Rentebetalingen vedrørte perioden fra den 18. oktober 1996 frem til den 19. januar 1997. Rentebetalingen blev i hovedsagen finansieret ved, at I/S H1 den 30. december 1996 solgte en del af beholdningen af danske statsobligationer. Der er enighed mellem parterne om, at betalingen af 1.261.153,29 kr., der vedrører betaling af rente for tiden før gældsovertagelsen, ikke indgår som en del af rentefradraget under sagen.

I henhold til låneaftalen betalte B et rentebeløb på 761.550 kr. til U1-Bank den 30. december 1996. Betalingen vedrørte perioden fra den 19. december 1997 frem til den 26. april 1998. Rentebetalingen blev finansieret ved en hævning på Bs nyoprettede konto hos U1-Bank.

De fysiske personers værdipapirer blev indfriet, og der skete indfrielse af de overtagne banklån.

Den 10. februar 1997 udløb I/S H1s resterende beholdning af danske statsobligationer på nominelt 14.463.000 kr. I/S H1 modtog i den forbindelse hovedstolen på 14.463.000 kr. og et rentebeløb på 903.938 kr. Ligeledes den 10. februar 1997 forfaldt lånet hos U1-Bank til betaling. I den forbindelse betalte I/S H1 lånebeløbet på 14.500.000 kr. samt et rentebeløb på 867.043 kr. Det fremgår af årsregnskabet for kalenderåret 1997 for I/S H1, at egenkapitalen ved årets udgang udgjorde 732 kr.

Den 1. maj 1998 udløb Bs beholdning af Skatkammerbeviser. Han modtog i den forbindelse 2 mio. kr. Ligeledes den 1. maj 1998 forfaldt lånet hos U1-Bank til betaling. I den forbindelse betalte B lånebeløbet på 2.184.679 kr. og et rentebeløb på 27.748 kr., hvilke beløb blev finansieret ved udbetalingen fra skatkammerbeviserne og indeståendet på Bs depotkonto i U1-Bank. B har opgjort det samlede resultat af gældsovertagelsen og investeringen i skatkammerbeviser som et negativt beløb på 95.904 kr.

Anpartsselskabernes - G1 ApS og G2 ApS - U2-obligationer blev indfriet, og der skete indfrielse af banklånene.

G1 ApS havde anvendt det oprindelige lån til køb af obligationer på nominelt 200 mio. kr. udstedt af U2. Den 10. februar 1997 udløb obligationerne. Da selskabet havde haft gevinst på den i obligationerne indeholdte valutaspekulationsforretning, blev obligationerne indfriet med 260 mio. kr. Hertil kom et rentebeløb på 1.916.667 kr. Samme dag, den 10. februar 1997, indfriede G1 ApS de tre nye lån hos U1-Bank. I den forbindelse tilbagebetalte G1 ApS det samlede lånebeløb på 258.412.020 kr., ligesom selskabet betalte et samlet rentebeløb på 2.638.545 kr. Konteringerne fremgår af selskabets konto hos U1-Bank. Restindeståendet på 866.102 kr. fremstår som overført til en anden konto. Der foreligger ikke nærmere oplysninger herom.

G2 ApS havde anvendt det oprindelige lån til køb af obligationer på nominelt 200 mio. kr. udstedt af U2. Den 1. maj 1998 udløb obligationerne. Da G2 ApS havde haft tab på den i obligationerne indeholdte valutaspekulationsforretning, blev obligationerne indfriet med 140,4 mio. kr. Hertil kom et rentebeløb på 2.761.080 kr. Det samlede beløb på 143.161.080 kr. blev anvendt til delvis indfrielse af lånet hos U1-Bank.

Det er omtvistet, i hvilket omfang en udskrift af 8. maj 1998 af selskabets konto i U1-Bank belyser disse kontobevægelser.

Opløsning af de anpartsselskaber - G1 ApS og G2 ApS - der optog de lån, der danner grundlag for sagerne.

Af årsregnskabet for G1 ApS for perioden 1. oktober 1996 til 30. september 1997 fremgår det, at selskabet i regnskabsåret gennemførte to investeringer i værdipapirer for i alt 400 mio. kr. Det fremgår videre, at dette medførte et samlet tab på godt 73 mio. kr., hvilket anføres som den væsentligste årsag til, at årets resultat blev et underskud på 73.012.588 kr. Det oplyses, at selskabets egenkapital ved årets udgang var negativ med 72.753.841 kr., og at underbalancen hovedsageligt var finansieret ved et banklån. Det anføres i den forbindelse, at selskabets fortsatte drift var "afhængig af en løsning med banken". Ved brev af 14. december 1998 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen oplyste HO, at han samme dag havde meddelt selskabet, at han ønskede at fratræde som direktør med øjeblikkelig virkning. Selskabet blev efterfølgende tvangsopløst.

Af årsregnskabet for G2 ApS for perioden 1. oktober 1997 til 30. september 1998 fremgår det, at selskabet i regnskabsåret gennemførte to investeringer i værdipapirer for i alt 268 mio. kr. Det fremgår videre, at dette medførte et samlet tab på godt 118 mio. kr., hvilket anføres som den væsentligste årsag til, at årets resultat blev et underskud på 118.150.582 kr. Det oplyses, at selskabets egenkapital ved årets udgang var negativ med 150.036.674 kr., samt at underbalancen hovedsageligt var finansieret ved et banklån. Det anføres i den forbindelse, at selskabets fortsatte drift var "afhængig af en løsning med banken". Direktør HO fratrådte som direktør i selskabet den 22. november 1999. Selskabet blev efterfølgende tvangsopløst.

De i sagerne omhandlede investeringsprojekter blev siden nærmere undersøgt af Told- og Skattestyrelsen. Dette resulterede i to notater dateret henholdsvis marts 2000 og april 2001, hvori det blev konkluderet, at arrangementerne i skattemæssig henseende kunne tilsidesættes. Notaterne er gengivet nedfor i Landsskatterettens kendelser.

I Landsskatteretten blev sagsøgernes sager behandlet ved et retsmøde. Den 21. maj 2003 afsagde Landsskatteretten kendelser i begge sager.

Af Landsskatterettens kendelse vedrørende A fremgår bl.a.:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt

Sagen har været forhandlet med klagerens advokat, der tillige har haft lejlighed til at udtale sig ved et retsmøde.

Det fremgår af sagen, at klageren i medfør af interessentskabskontrakt af 18. november 1996 indgik i et interessentskab sammen med KJ og DP.

Af interessentskabskontrakten fremgår, at interessenterne fra den 18. november 1996 driver fælles investeringsvirksomhed udelukkende gennem køb af 6 1/4 % Danske Statsgældsbeviser 1997 I.

Af interessentskabskontrakten fremgår tillige, at virksomheden drives under navnet I/S H1, og at "Kapitalgrundlaget udelukkende udgør det beløb, som dækker forskellen mellem finansierings og placeringsrenten på det lån, der optages, og investeringen i danske statsgældsbeviser". Kapitalgrundlaget fordeles mellem interessenterne med 1/3 til hver.

Af Power of Attorney af 18. November 1996 fra DP og KJ fremgår, at klageren har fået fuldmagt til på vegne af I/S H1 at købe "nominal DKK 17.926.000 6,25 % INK Stgb 1 1997 bonds". Af fuldmagten fremgår tillige, at klageren "shall have the power and authority to do, sign and execute all acts, documents and deeds" i forbindelse med de i fuldmagten nærmere angivne punkter.

Af Novation Agreement af 19. november 1996 mellem G1 ApS ved HO og I/S H1 og U1-Bank International Finance Limited (herefter kaldet U1-Bank-IF) fremgår bl.a., at der mellem G1 ApS og U1-Bank-IF den 17. oktober 1996 blev indgået en låneaftale om bankens udlån af 14.500.000 kr., hvilket lån, herunder alle rettigheder og forpligtelser i forbindelse med lånet, ved denne aftale er overgået fra G1 ApS til I/S H1.

Af Novation Agreement fremgår tillige, at G1 ApS med virkning fra den 19. november 1996 skal betale et "Novation Fee" til U1-Bank-IF på 654.038 kr., hvorefter G1 ApS og U1-Bank-IF er fri for alle rettigheder og forpligtelser over for hinanden. Samtidig skal G1 ApS betale et "Novations Proceeds" til I/S H1 på 18.187.695 kr.

Om det omhandlede lån fremgår af Loan Agreement af 17. oktober 1996 mellem U1-Bank-IF og G1 ApS, at lånebeløbet udgør 14.500.000 kr., og at lånets løbetid er i perioden 18. oktober 1996 - 10. februar 1997. Renten udgør 97,8481 % p.a. og skal betales med 3.665.227 kr. pr. 31. december 1996 for perioden 18. oktober 1996 -19. januar 1997 og med 867.043 kr. den 10. februar 1997 for perioden 19. januar 1997 -10. februar 1997. Lånets formål er angivet at være finansiering af G1 ApS's køb af obligationer udstedt af U2 Corp. eller andre aktiver godkendt af U1-Bank-IF.

Den kommunale skatteforvaltning har ikke tillagt klagerens deltagelse i I/S H1 skattemæssig betydning, idet der er henvist til Told- og Skattestyrelsens notat af marts 2000, hvoraf fremgår: ...

"Finansielle skattearrangementer etableret gennem selskaber i 1996.

Told- og Skattestyrelsen har i samarbejde med en række kommuner og regioner gennemgået nogle finansielle skattearrangementer, der er etableret gennem selskaber, hvor de enkelte investorer efterfølgende overtager meget højtforrentede lån (ca. 98 %), hvilket medfører store rentefradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I det følgende skal arrangementerne kort skitseres, hvor de økonomiske konsekvenser herunder det egentlige forretningsmæssige indhold i særlig grad vil blive belyst.

Der kan tages udgangspunkt i følgende faktiske forhold

Arrangementet er opbygget således

Selskab A - Selskab B

Selskabernes lån er sammensat af en række enkeltlån (15 stk. pr. selskab), der dog har samme løbetid, forrentning og vilkår i øvrigt.

U2-noten indeholder nogle vilkår (en form for væddemål), der følger en FX-rate, hvor valutaerne DKK, USD og YEN indgår.

Udviklingen mellem disse valutaer kan udløse følgende økonomiske konsekvenser:

1. Gevinst - udsteder skal indfri U2-noten til 260.000.000
2. Neutral - udsteder skal indfri til kurs 100 el. 200.000.000
3. Tab- udsteder skal indfri U2-noten til 140.000.000

De økonomiske konsekvenser og risici kan på tidspunktet for aftalernes indgåelse for de enkelte parter opgøres således:

Selskaberne

Som det fremgår af ovenstående, kan det allerede på tidspunktet for aftalernes indgåelse konstateres, at selskaberne vil lide et tab, uanset "værdipapirerne" opnår den mest gunstige situation set fra selskabernes side, hvorfor dispositionerne savner et egentligt forretningsmæssigt grundlag.

Samtidig forekommer det utænkeligt og i hvert fald helt usædvanligt, at såvel banken som udsteder af U2-noten indgår i så spekulative og dermed risikofyldte engagementer, uden at der er foretaget afdækning til anden side, idet bemærkes, at banken alene har sikkerhed i de købte værdipapirer, og dermed i realiteten påtager sig den fulde risiko.

Denne risiko ses at være afdækket ved, at vilkårene i U2-noten er modsatrettede således, at såfremt selskab A har en gevinst på U2-noten, vil selskab B have et tilsvarende tab og omvendt.

De særlige vilkår i de købte notes blev opnået, hvorefter de samlede økonomiske konsekvenser kan opgøres således:

Denne beregnede forrentning skal ses i sammenhæng med, at banken i forbindelse med overdragelsen af de enkelte lån modtog en "Novation Fee" (gebyr for overdragelse af lånet) på 9.540.806, hvorefter den faktiske forrentning kan opgøres til ca. 12 %, hvor 3 måneders pengemarkedsrenten i samme periode udgjorde ca. 4 %.

U2 Corp.

Selskabet har således haft 400 mill. kr. til rådighed til en forrentning på 3,00 % med mulighed for replacering af provenuet eksempelvis i det danske obligationsmarked, hvor renten på daværende tidspunkt var betydeligt højere.

Selskab A - investorernes overtagelse af lån

Efter at selskabet har konstateret gevinsten på U2-noten overdrages de optagne højtforrentede lån til en række enkeltinvestorer, der samtidig får overført et kontantbeløb der modsvarer den høje forrentning.

De modtagne beløb har investorerne formentlig ikke fri dispositionsret over, idet det af dokumenterne fremgår, at der med samme valørdato anskaffes Danske Statsobligationer, hvoraf en mindre del sælges ultimo 1996 til brug for betaling af renter.

Den resterende del af obligationerne bibeholdes til udløb 10/02/97, hvorefter lån og resterende renter indfries.

Eksempel

For et oprindeligt lån på 19 mill. kr. - der i dette tilfælde er overtaget 08/11/96 - kan der henvises til følgende dokumenter:

På baggrund af ovenstående har skatteyderen foretaget følgende opgørelse af indtægter og udgifter i forbindelse med indkomstopgørelsen:

Selskab B - Gældseftergivelse

Selskabet har erhvervet den modsatrettede U2-note og har således konstateret det modsvarende tab på U2-noten, der udgør 60 mill.kr.

Den samlede gæld til U1-Bank-IF, der er opstået som følge af tabet på U2-noten samt forrentningen af lånet, er opgjort til 118.797.636 kr.

Efter en bemærkelsesværdig kort brevveksling, der foregår i perioden 10. februar 1997 til 8. juli 1997 mellem Selskab B og U1-Bank-IF, eftergives den samlede gæld til banken. (bilag J1 til J7)

Gældseftergivelsen er nødvendiggjort af bankens sikkerheder, der alene omfatter de udstedte U2-notes.

Denne gældseftergivelse er derfor efter styrelsens opfattelse fastlagt på forhånd, da banken allerede på aftaletidspunktet kan opgøre sin risikoprofil, der indebærer, at der nødvendigvis skal ske gældseftergivelse enten til Selskab A eller Selskab B afhængig af resultatet af de udstedte U2-notes, jf. ovenstående opgørelser.

Told- og Skattestyrelsens skattemæssige vurdering

Dansk skatteret bygger ikke på formalia, men derimod på realiteten i et projekt således, at der foretages en tilbundsgående vurdering af de konkrete omstændigheder. Der skal derfor i skattemæssig henseende lægges afgørende vægt på en samlet vurdering, herunder en bedømmelse af hvorvidt dispositionerne følger sædvanlige forretningsmæssige principper og markedsvilkår, og ikke blot en vurdering af enkelte elementer eller dokumenter i arrangementet.

Ud fra en helhedsvurdering af det foreliggende arrangementet finder Told- og Skattestyrelsen det godtgjort, at dispositionerne savner et egentligt forretningsmæssigt grundlag, og at, aftalekomplekset alene er begrundet i skattemæssige hensyn. På denne baggrund finder styrelsen, at arrangementet i skattemæssig henseende kan tilsidesættes.

Til støtte for at der ikke foreligger forretningsmæssige hensyn bag arrangementet, skal fremhæves følgende forhold:

1. Allerede på tidspunktet for låneaftalens indgåelse kan det konstateres, at investeringen vil medføre et tab uanset udfaldet heraf. Selv i tilfælde af selskabernes optimale mulighed for gevinst vil det samlede resultat alligevel medføre et tab på over 100.000 kr.
2. Renten repræsenterer ikke en reel forpligtelse fastsat ud fra sædvanlige markedsmæssige vilkår, der afspejler den med lånet forbundne reelle risiko for banken.
3. Der er tale om en række forud fastlagte dispositioner uden reelle økonomiske risici for de implicerede parter.

Det findes godtgjort, at der er tale om et aftale kompleks, der er fastlagt på forhånd. Lånebeløbet placeres i obligationer, der håndpantsættes til den långivende bank. Skatteyderne er således under hele forløbet afskåret fra at sælge, pantsætte, belåne eller på anden måde disponere over obligationer og renterne heraf. For så vidt angår de indtrædende investorer, er deres eneste interesse i arrangementet at opnå et skattemæssigt fradrag for beregnede nettorenter og provision, mod en indbetaling på 20-25 % af det samlede fradrag.

Det lægges endvidere til grund, at banken ved indgåelse af to parallelle låneaftaler har elimineret den økonomiske risiko ved investeringen, idet bankens risiko er afdækket ved, at vilkårene i de for lånene investerede obligationer er spejlvendte, hvorefter den af X1 A/S opnåede gevinst på U2-noten modsvares af et tab hos X2 A/S.

Långiver har alene sikkerhed i de for lånet købte værdipapirer, og henset til selskabernes økonomiske status har parterne allerede på tidspunktet for låneaftalens indgåelse kunnet forudse den indrømmede gældseftergivelse for et af selskaberne.

Det anses for åbenbart, at banken ikke vil indgå i engagementer som de foreliggende, med mindre der er en sammenhæng som skitseret i ovenstående redegørelse eller at dispositionerne er foretaget på skrømt og alene i bankens bogholderi.

Arrangementet er herefter alene betinget af en skattemæssig fordel for deltagerne i form af et rentefradrag henholdsvis et skattemæssigt underskud for selskab X A/S, og kan ikke tillægges betydning i skattemæssig henseende.

Til støtte for en tilsidesættelse af arrangementet henvises til Højesterets dom af 20. januar 2000, II 209/1996.

Højesteret fandt efter en samlet bedømmelse ikke, at beløb fradraget som renter var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Af dommens præmisser fremgår, at Højesteret har henset til, at der er tale om et aftalekompleks hvis indhold var fastlagt på forhånd, at lånebeløbet blev placeret i gældsbreve, der blev uigenkaldeligt håndpantsat til den långivende bank, at skatteyder under hele forløbet var afskåret fra at sælge, pantsætte, belåne eller på anden måde disponere over gældsbrevene og renterne heraf, at lånet var uopsigeligt i hele låneperioden, og at banken var uigenkaldeligt bemyndiget - og forpligtet - til på forfaldsdagen at modtage skylden ifølge gældsbrevene mod samtidig indfrielse af lånet, der var uden personlig hæftelse for skatteyder. Arrangementet var derfor uden risiko. for denne, der ikke havde nogen reel forpligtelse til at tilbagebetale og forrente sin andel af lånet. Hans eneste interesse i arrangementet var, at han mod en indbetaling på 97.000 kr. påregnede et skattemæssigt fradrag for beregnede nettorenter og provision og skattefrihed for kursgevinsten på gældsbrevene.

Efter en samlet bedømmelse og under henvisning til det af Højesteret anførte i dommen af 20. januar 2000 finder Told- og Skattestyrelsen at arrangementet kan tilsidesættes i sin helhed, hvormed der skal ses bort herfra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

..."

...

Skatteforvaltningen har herefter anført ...

Efter en samlet bedømmelse og under henvisning til det af Højesteret anførte i dommen af 20. januar 2000 finder skatteforvaltningen, at arrangementet kan tilsidesættes i sin helhed, hvorefter underskud fra klagerens investering i I/S H1 ikke skal påvirke hans skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, og § 6, stk. 1, litra e.

Skatteforvaltningen har efter en samlet vurdering tilsidesat arrangementet i skattemæssig henseende, idet der er tale om et aftalekompleks, der er fastlagt på forhånd, hvormed de indtrædende investorer, herunder klageren mod en indbetaling på 20-25 % af det samlede fradrag, opnår et skattemæssigt fradrag for beregnede nettorenter og provision.

Det anses således for godtgjort, at der er tale om forud fastlagte dispositioner, der alene er skattemæssigt betingede og uden økonomiske risici for klageren. Det skal i den forbindelse fremhæves, at klageren først indtræder i arrangementet, herunder lånene, på et tidspunkt, hvor udfaldet af obligationsinvesteringen er kendt.

Det bemærkes i øvrigt, at det optagede lån alene kunne anvendes til investering i U2-obligationerne, jf. lånedokumentets pkt. 6, og at førtidig betaling fastsættes af banken, j f. pkt. 8. Det skal understreges, at det ikke er anført af skatteforvaltningen, at håndpantsætningen af obligationerne i sig selv kan føre til en nægtelse af fradrag. Derimod har skatteforvaltningen lagt vægt på karakteren af det samlede arrangement.

Højesterets dom af 20. januar 2000 kan anvendes i denne sag, uanset det forhold, at faktum måtte adskille sig fra denne, idet dommen må tages til indtægt for, at dispositioner, der isoleret set er civilretligt uangribeligt, ud fra en samlet bedømmelse kan tilsidesættes i skattemæssig henseende. Dommen har derfor præjudikatsværdi.

Skatteforvaltningen har fortolket reguleringsklausulen i U2-noten således:

Såfremt der sker opfyldelse af hovedklausulen, skal der foretages yderligere regulering efter kursudviklingen DDK/DEM = FX Rate målt på den 2. forretningsdag (bankdag) efter udløbstidspunktet, hvor strikekursen er fastsat til 384,5.

Reguleringsformlen er herefter opstillet således

200 mio. x (DDK/DEM FX Rate - 384,5) /384,5).

Såfremt kursen for DEM på måletidspunktet havde udgjort 385,5, skulle der foretages følgende regulering:

200 mio. x (385,5 - 384,597 384,5) = 520.000 kr.

Det er korrekt, når klagerens revisor anfører, at U2-noten indeholder denne ekstra reguleringsklausul, men skatteforvaltningen er uenig i, at der herved var mulighed for en ubegrænset gevinstmulighed, hvorfor skatteforvaltningen ikke har tillagt denne reguleringsklausul særlig betydning ved vurderingen af det samlede arrangement.

På tidspunktet for aftalens indgåelse (18. oktober 1996) var kursen på 383 DEM, der skulle vejes op imod den aftalte strikekurs på 384,5, hvilket medfører, at kursen skulle udvikle sig i opadgående retning med 2,5 kurspoint, før der kunne opnås en yderligere gevinst på 0,5 mio. kr. Kursen på DEM på det aftalte måletidspunkt var 381, hvorfor der ikke skulle foretages regulering, jf. klausulen.

Skatteforvaltningen skal fastholde, at klageren udsigt til gevinst således har været yderst begrænset, hvilket er begrundet i Danmarks Nationalbanks fastkurspolitik i denne periode.

Det fremgår blandt andet af Danmarks Nationalbanks årsberetning for 1996, at den danske valutapolitiske målsætning var at fastholde en stabil valutakurs over for kernevalutaerne i Det monetære System, EMS.

Denne politiske målsætning blev opnået ved at fastholde det såkaldte smalle bånd i valutasamarbejdet (+/2,5 %). Dette resulterede i, at kronen ved årsskiftet 1996-97 sammen med de øvrige kernevalutaer lå tæt omkring de indbyrdes centralkurser.

Udviklingen var udtryk for en betydelig grad af monetær stabilitet, og da den danske penge- og valutapolitik samtidig måles på kronens kurs over for D-mark, var der ikke udsigt til større udsving mellem disse valutaer.

Skatteforvaltningen har anført, at banken ved indgåelse af to parallelle låneaftaler har elimineret den økonomiske risiko ved investeringen. Renten repræsenterer herefter ikke en reel forpligtelse fastsat ud fra sædvanlige markedsmæssige vilkår, der afspejler den med lånet forbundne reelle risiko for banken.

Skatteforvaltningen har endelig anført, at der i den foreliggende sag er etableret et todelt aftalekompleks, hvor der på samme dag er indgået to parallelle låneaftaler med tilhørende investering i modsat rettede U2-obligationer. Da der således er tale om sammenhængende aftaler er det skatteforvaltningens opfattelse, at samtlige dispositioner må undergives en samlet vurdering.

Den for lånet opstillede sikkerhed betyder, at banken allerede på tidspunktet for aftalernes indgåelse har kunnet påregne den senere meddelte gældseftergivelse, og denne indgår således i det samlede billede af arrangementet.

Gældseftergivelsen er derfor efter skatteforvaltningens opfattelse en integreret del af den samlede konstruktion, der indgår i långivers overvejelser ved fastlæggelsen af den reelle risikoprofil. Såfremt der alene skulle henses til finansieringen, herunder sikkerhed i den ene obligation, ville banken påtage sig den fulde risiko for tab, jf. de tidligere foretagne opgørelser i redegørelsen. Skatteforvaltningen skal således fastholde, at der er tale om et på forhånd fastlagt forløb med et på forhånd kendt resultat.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1996 og 1997 nedsættes med henholdsvis 509.221 kr. og 505.138 kr.

Advokaten har anført, at sagen i al sin enkelhed omhandler følgende få og overskuelige dispositioner ...

Advokaten har over for Landsskatteretten endvidere anført, at der i det foreliggende tilfælde, hvor G1 ApS har optaget lån i U1-Bank-IF til køb af U2-notes, af F1-Finans ApS er indgået modsatrettede U2-notes, således at F1-Finans ApS efterfølgende er indrømmet en gældseftergivelse af U1-Bank-IF. F1-Finans ApS har fradraget kurstabet på U2-notes samt renteudgiften i selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1996. Uanset, at der således findes et parallelt selskab i det foreliggende tilfælde, er dette ikke tilfældet i samtlige sager i sagskomplekset. Det er tillige anført, at der ikke er nogen "kobling" mellem G1 ApS på den ene side og f1 Finans ApS på den anden side. Der er tale om to helt uafhængige juridiske personer, som har foretaget hver deres investering. Ejerkredsen bag G1 ApS har således ikke nogen form for indflydelse på F1-Finans ApS, idet ejerkredsen bag selskaberne er forskellige.

Advokaten har oplyst, at G1 ApS, der var det oprindeligt låntagende selskab, har betalt og selvangivet renteudgifter for den periode, hvor selskabet var debitor for lånet. Advokaten er dog af den opfattelse, at Landsskatteretten alene ved bedømmelsen af sagen bør fokusere på de dispositioner, der direkte relaterer sig til klageren.

Advokaten har anført, at der ved de udstedte U2-notes var mulighed for en yderligere gevinst, såfremt kursen på DEM i forhold til danske kroner på tidspunktet for udløb af U2-notes den 10. februar 1997 befandt sig under kurs 384,50. Såfremt kursen på DEM overfor danske kroner i U2-notes' løbetid fra den 18. oktober 1996 til den 10. februar 1997 steg med 1,76 kurspoint eller ca. 0,5 %, ville selskabet have opnået et positivt resultat på investeringen. Chancen herfor må anses for relativt god. Den omhandlede gevinstmulighed blev dog ikke udløst i nærværende sag, da kursen på DEM/danske kroner på det relevante måletidspunkt den 10. februar 1997 udgjorde 381,09. En sådan gevinstmulighed er heller ikke blevet realiseret i nogen af de øvrige tilsvarende projekter.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet ansættelsen stadfæstet, idet han dels har henvist til Landsskatterettens kendelser af 16. maj 2002 vedrørende K/S G4, dels til TfS 2000.148 , hvoraf fremgår, at skattemyndighederne er berettiget til at sammenstille forskellige dispositioner til en helhedsvurdering. I det foreliggende tilfælde må de forskellige dispositioner anses for at være forudfastlagte med det ene formål at opnå skattebesparelse.

Landsskatteretten finder, at lån i U1-Bank-IF optaget af G1 ApS og senere overdraget til I/S H1 må ses i sammenhæng med investeringen i U2-notes og danske statsobligationer, uanset at interessentskabet først deltager i arrangementet efter salget af U2-notes. Det lægges herefter til grund, at banken ved indgåelse af låneaftale med G1 ApS og senere accept af skift af debitor har elimineret den økonomiske risiko i investeringen, idet banken har haft såvel U2-notes som statsobligationerne lagt til sikkerhed for lånebeløbet.

Retten har lagt til grund, at G1 ApS har indgået låneaftale med banken samt foretaget investering i U2-notes samtidigt med, at et andet selskab har indgået identisk låneaftale samt foretaget modsatrettet investering i U2-notes, således at den økonomiske risiko ved investeringen reelt er elimineret, idet en gevinst på U2-notes i det ene selskab modsvares af et tilsvarende tab i det andet selskab.

Retten har endvidere lagt til grund, at den af advokaten omtalte yderligere gevinstmulighed ved U2-notes ikke er realiseret.

Retten finder på den baggrund, at der efter en samlet bedømmelse er tale om en række forud fastlagte dispositioner uden egentligt forretningsmæssigt indhold og uden økonomiske risici for de implicerede parter, og at formålet med arrangementet for klageren alene har været at opnå skattebesparelse i form af rentefradrag.

Landsskatteretten finder herefter, at klagerens deltagelse i I/S H1 ikke kan tillægges skattemæssig betydning, og ansættelsen stadfæstes derfor.

..."

Af Landsskatterettens kendelse vedrørende B fremgår bl.a.

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt

Sagen har været forhandlet med klagerens advokat, der tillige har haft lejlighed til at udtale sig ved et retsmøde.

Det fremgår af sagen, at G2 ApS (herefter kaldet Investeringsselskabet) ifølge Loan Agreement af 17. december 1997 har indgået aftale med U1-Bank International Finance Limited (herefter kaldet U1-Bank-IF) om at låne 2.184.679 kr. i perioden 19. december 1997 - 1. maj 1998. Renten udgør 98,04 % p.a. og skal betales med 761.550 kr. senest den 31. december 1997 og med 29.748 kr. den 1. maj 1998. Lånets formål er angivet at være finansiering af Investeringsselskabets køb af obligationer udstedt af U2 Corp. eller andre aktiver godkendt af U1-Bank-IF.

Af Novation Agreement af 29. december 1997 mellem klageren, G2 ApS ved HO og U1-Bank-IF fremgår bl.a., at der mellem Investeringsselskabet og U1-Bank-IF den 17. december 1997 blev indgået en låneaftale om bankens udlån af 2.184.679 kr., hvilket lån, herunder alle rettigheder og forpligtelser i forbindelse med lånet, ved denne aftale er overgået fra Investeringsselskabet til klageren.

Af Novation Agreement fremgår tillige, at Investeringsselskabet med virkning fra den 30. december 1997 skal betale et "Novation Fee" til U1-Bank-IF på 82.695 kr., hvorefter Investeringsselskabet og U1-Bank-IF er fri for alle rettigheder og forpligtelser over for hinanden. Samtidig skal Investeringsselskabet betale et "Novations Proceeds" til klageren på 2.849.161 kr.

Stedlige ToldSkat har ikke tillagt klagerens deltagelse i Investeringsselskabet skattemæssig betydning, idet der er henvist til Told- og Skattestyrelsens notat af april 2001, hvoraf fremgår:

"...

Finansielle skattearrangementer etableret gennem selskaber i 1997.

Told- og Skattestyrelsen har i samarbejde med en række kommuner og regioner gennemgået nogle finansielle skattearrangementer, der er etableret gennem selskaber, hvor de enkelte investorer efterfølgende overtager meget højtforrentede lån (ca. 95 % til 130 %), hvilket medfører store rentefradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I det følgende skal arrangementerne kort skitseres, hvor de økonomiske konsekvenser herunder det egentlige forretningsmæssige indhold i særlig grad vil blive belyst.

Der kan tages udgangspunkt i følgende faktiske forhold

Arrangementet er opbygget således

Selskab

Selskabets lån er sammensat af en række enkeltlån (15 stk.), der dog har samme løbetid, forrentning og vilkår i øvrigt.

U2-noten indeholder nogle vilkår (en form for væddemål), der følger en FX-rate, hvor valutaerne DKK, USD og DEM indgår.

Udviklingen mellem disse valutaer kan udløse følgende økonomiske konsekvenser:

1. Gevinst - udsteder skal indfri U2-noten til 291.600.000
2. Neutral - udsteder skal indfri til kurs 100 el. 216.000.000
3. Tab- udsteder skal indfri U2-noten til 140.400.000

De økonomiske konsekvenser og risici kan på tidspunktet for aftalernes indgåelse for de enkelte parter opgøres således:

Som det fremgår af ovenstående, kan det allerede på tidspunktet for aftalernes indgåelse konstateres, at det danske selskab ikke har udsigt til en fortjeneste, der på nogen måde står i et rimeligt forhold til de risici selskabet bliver pålagt ved de foretagne dispositioner, uanset "værdipapirerne" opnår den mest gunstige situation set fra selskabets side, af hvilken grund dispositionerne savner et egentligt forretningsmæssigt grundlag, hvorfor den påtagne renteforpligtelse på lånene ikke ses at være fastsat ud fra et sædvanligt omkostningsprincip.

Samtidig forekommer det utænkeligt og i hvert fald helt usædvanligt, at såvel banken som udsteder af U2-noten indgår i så spekulative og dermed risikofyldte engagementer, uden at der er foretaget afdækning til anden side, idet bemærkes, at banken alene har sikkerhed i de købte værdipapirer, og dermed i realiteten påtager sig den fulde risiko.

I denne sammenhæng skal det bemærkes, at det danske selskabs egenkapital på tidspunktet for låneaftalernes indgåelse alene bestod af selskabskapitalen, der udgjorde 125.000 kr., hvorfor banken ikke reelt havde mulighed for at kunne få dækket yderligere tab gennem dette selskab.

De særlige vilkår i de købte notes blev opnået, hvor det danske selskab kunne konstatere, at noten alene skulle indfries til 140.400.000 kr., hvorefter de samlede økonomiske konsekvenser kan opgøres således:

Den samlede konstruktion er identisk med den der kendes fra tilsvarende skattearrangementer, bortset fra, at der i de hidtil gennemgåede arrangementer er tale om to danske selskaber i et parallelt forløb. De to danske selskaber optager begge lån og placerer de herved erhvervede midler i U2-notes. De erhvervede notes havde imidlertid modsatrettede vilkår, således at der herved skabes sikkerhed for, at et opgjort tab i det ene selskab afspejlede en tilsvarende gevinst i det andet selskab.

Det har ikke været muligt i nærværende sagskompleks at konstatere, hvordan henholdsvis banken og udstederen af U2-notene har sikret sig mod tab. Disse forhold har dog også kun betydning for at kunne gennemskue og dermed få det samlede arrangement fuldt belyst.

Af betydning for dansk skatteret er det imidlertid kun, hvorledes de konkrete forhold har været for det danske selskab.

Som det fremgår realiseredes det for det danske selskab negative resultat, hvorved selskabet som udgangspunkt bliver påført et tab på godt 150 mill. kr. på arrangementet.

G2 Aps. - investorernes overtagelse af lån

Selskabet bibeholder ikke lånene i hele perioden, idet de optagne højtforrentede lån overdrages til 14 enkeltinvestorer ved Novation Agreements af 29.12.97 og 1 investor ved Novation Agreement af 25.03.98. Investorerne får samtidig overført kontantbeløb, der modsvarer den høje forrentning.

Aftalerne om overdragelse af lån mv. ændrer dog ikke ved selskabets samlede tab, der fortsat andrager ca. 150 mill. kr.

Ved dispositionerne genereres der imidlertid et samlet skattemæssigt fradrag hos investorerne på:

ca. 59 mill. kr.

De bogførte beløb i forbindelse med overdragelsen har investorerne formentlig ikke fri dispositionsret over, idet det af dokumenterne fremgår, at der med samme valørdato dels betales forudforfaldne renter på lånet, dels anskaffes Danske Skatkammerbeviser og en restsaldo indsættes på en deponeringskonto i U1-Bank-IF.

Skatkammerbeviserne udtrækkes den 01.05.98, hvor der sker samtidig indfrielse af lånet.

Samtlige værdipapirer og depotkonti pantsættes for sikring af de overtagne lån, hvilket samtidig fratager investorerne en reel råderet over værdierne.

Eksempel

For et oprindeligt lån på nom. 18.101.629 kr. - der i dette tilfælde er overdraget med valør 30.12.97 - kan der bl.a. henvises til følgende dokumenter:

På baggrund af ovenstående har skatteyderen foretaget følgende opgørelse af indtægter og udgifter i forbindelse med indkomstopgørelserne 1997 og 1998.

Til orientering vedlægges endvidere kopi af den U2-note som G2ApS har investeret i den 19.12.97 ...

Told- og Skattestyrelsens skattemæssige vurdering

Dansk skatteret bygger ikke på formalia, men derimod på realiteten i et projekt således, at der foretages en tilbundsgående vurdering af de konkrete omstændigheder. Der skal derfor i skattemæssig henseende lægges afgørende vægt på en samlet vurdering, herunder en bedømmelse af hvorvidt dispositionerne følger sædvanlige forretningsmæssige principper og markedsvilkår, og ikke blot en vurdering af enkelte elementer eller dokumenter i arrangementet.

Ud fra en helhedsvurdering af det foreliggende arrangement finder Told- og Skattestyrelsen det godtgjort, at dispositionerne savner et egentligt forretningsmæssigt grundlag, og at aftalekomplekset alene er begrundet i skattemæssige hensyn. På denne baggrund finder styrelsen, at arrangementet i skattemæssig henseende kan tilsidesættes.

Til støtte for at der ikke foreligger forretningsmæssige hensyn bag arrangementet, skal fremhæves følgende forhold:

1. Allerede på tidspunktet for låneaftalens indgåelse kan det konstateres, at selskabets udsigt til en rimelig gevinstmulighed er minimal set i forhold til investeringens sammensætning.
   
   Den potentielle tabsrisiko må anses for overvejende, hvilket da også er en realitet i dette skattearrangement, hvor selskabet og dermed tillige banken har konstateret et tab på ca. 150 mio. kr.
   
   
2. Renten repræsenterer derfor ikke en reel forpligtelse fastsat ud fra sædvanlige markedsmæssige vilkår, der afspejler den med lånet forbundne reelle risiko for banken.
   
   
3. Der er tale om en række forud fastlagte dispositioner uden reelle økonomiske risici for de investorer, der efterfølgende overtager de højtforrentede lån.

Det findes godtgjort, at der er tale om et aftalekompleks, der er fastlagt på forhånd. Lånebeløbet placeres i obligationer, der håndpantsættes til den långivende bank. Skatteyderne er således under hele forløbet afskåret fra at sælge, pantsætte, belåne eller på anden måde disponere over obligationer og renterne heraf. For så vidt angår de indtrædende investorer, er deres eneste interesse i arrangementet at opnå et skattemæssigt fradrag for beregnede nettorenter og provision, mod en indbetaling på 15-20 % af det samlede fradrag.

Banken har alene sikkerhed i de for lånet købte værdipapirer, og henset til selskabets økonomiske status har parterne allerede på tidspunktet for låneaftalens indgåelse kunnet forudse, at der var potentiel risiko for, at banken kunne lide tab på sit engagement med selskabet.

Det anses for åbenbart, at banken ikke vil indgå i engagementer som de foreliggende, med mindre der er en sammenhæng som skitseret i ovenstående redegørelse eller at dispositionerne er foretaget på skrømt og alene i bankens bogholderi.

Arrangementet er herefter alene betinget af en skattemæssig fordel for deltagerne i form af et rentefradrag, der udelukkende er genereret ved at indgå en række sammenhængende aftaler med tilhørende finansielle transaktioner, der ikke har karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og hvor en åbenbar skatteudnyttelseshensigt er det eneste motiv til de i øvrigt helt usædvanlige dispositioner set i forhold til selskabets økonomiske adfærd.

Til støtte for en tilsidesættelse af arrangementet henvises til Højesterets dom af 20. januar 2000, II 209/1996 - TfS, 2000.148.

...

Efter en samlet bedømmelse og under henvisning til det af Højesteret anførte i dommen af 20. januar 2000 finder Told- og Skattestyrelsen at arrangementet kan tilsidesættes i sin helhed, hvormed der skal ses bort herfra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

..."

Klagerens advokat har heroverfor anført, at sagen drejer sig om de skattemæssige konsekvenser som følge af, at klageren i indkomståret 1997 overtog et højtforrentet lån fra Investeringsselskabet. Det herved modtagne beløb blev investeret i skatkammerbeviser. Spørgsmålet i nærværende sag er i alt enkelthed, hvorvidt der skattemæssigt kan bortses fra de renteudgifter, som klageren har betalt. Det gøres gældende, at dette ikke er tilfældet.

Det er videre vores helt overordnede opfattelse, at uanset man måtte vælge at inddrage de dispositioner, der foreligger i perioden forud for klagerens overtagelse af det i sagen omhandlede lån, hvilket vil sige Investeringsselskabets køb af obligationer hos U2 og lån optaget hos U1-Bank-IF - er der desuagtet ikke grundlag for en skattemæssig underkendelse af det af klageren selvangivne rentefradrag. Dette som følge af, at også samtlige de forudgående dispositioner er civilretlige gyldige og retskraftige i overensstemmelse med deres indhold, ligesom der ikke er grundlag for skattemæssigt at bortse fra disse under henvisning til realitetsgrundsætningen.

Advokaten har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1997 og 1998 nedsættes med henholdsvis 1.000.155 kr. og 70.635 kr., hvilke beløb fremkommer således:

Told- og Skattestyrelsen har indstillet ansættelsen stadfæstet, idet han dels har henvist til Landsskatterettens kendelser af 16. maj 2002 vedrørende K/S G4, dels til TfS 2000.148, hvoraf fremgår, at skattemyndighederne er berettiget til at sammenstille forskellige dispositioner til en helhedsvurdering. I det foreliggende tilfælde må de forskellige dispositioner anses for at være forudfastlagte med det ene formål at opnå skattebesparelse.

Landsskatteretten finder, at lån i U1-Bank-IF optaget af Investeringsselskabet og senere overdraget til klageren må ses i sammenhæng med investeringen i U2-notes og danske statsobligationer, uanset at klageren først deltager i arrangementet efter salget af U2-notes. Det lægges herefter til grund, at banken ved indgåelse af låneaftale med Investeringsselskabet og senere accept af skift af debitor har elimineret den økonomiske risiko i investeringen, idet banken har haft såvel U2-notes som statsobligationerne lagt til sikkerhed for lånebeløbet.

Retten har lagt til grund, uanset at det ikke er påvist, at Investeringsselskabet har indgået låneaftale med banken samt foretaget investering i U2-notes samtidigt med, at et andet selskab har indgået identisk låneaftale samt foretaget modsatrettet investering i U2-notes, at den økonomiske risiko ved investeringen reelt er elimineret, idet det må antages, at risikoen af banken er afdækket på anden vis.

Retten har endvidere lagt til grund, at den af advokaten omtalte yderligere gevinstmulighed ved U2-notes ikke er realiseret.

Retten finder på den baggrund, at der efter en samlet bedømmelse er tale om en række forud fastlagte dispositioner uden egentligt forretningsmæssigt indhold og uden økonomiske risici for de implicerede parter, og at formålet med arrangementet for klageren alene har været at opnå skattebesparelse i form af rentefradrag.

Landsskatteretten finder herefter, at klagerens deltagelse i arrangementet ikke kan tillægges skattemæssig betydning, og ansættelsen stadfæstes derfor.

..."

Skatteministeriet meddelte i begge sager ved breve af 14. august 2003, at ministeriet efter omstændighederne ville undlade at nedlægge påstand om afvisning, såfremt Landsskatterettens kendelser af 21. maj 2003 var indbragt for domstolene senest den 21. september 2003.

Sagsøgerne udtog den 18. september 2003 stævning i sagerne. Sagerne har under forberedelsen i Østre Landsret afventet udfaldet af Højesterets dom af 18. maj 2006 gengivet i SKM2006.402.HR

Procedure

A og B har under hovedforhandlingen i det væsentligste procederet i overensstemmelse med deres sammenfattende processkrift af 11. oktober 2007.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der ikke skattemæssigt kan bortses fra de i sagerne foreliggende dispositioner. Dette uanset, at dispositionerne er udslag af skattetænkning.

Til støtte for de principale påstande gøres det gældende, at begge sagsøgere har betalt et rentebeløb til U1-Bank svarende til det selvangivne. Det gøres videre gældende, at det ikke er muligt at tilsidesætte de selvangivne rentefradrag med henvisning til den skatteretlige realitetsgrundsætning. Endelig gøres det gældende, at der ikke som hævdet af sagsøgte er grundlag for at beskatte sagsøgerne af en del af de beløb, der blev modtaget i forbindelse med gældsoverdragelserne, ligesom det gøres gældende, at ingen del af disse beløb skal modregnes i sagsøgernes rentefradrag.

Til støtte for de subsidiære påstande gøres det gældende, at begge sagsøgere i hvert tilfælde er berettiget til at fradrage deres realøkonomiske tab ved de i sagen omhandlede dispositioner. Da ligningsmyndighederne ikke har foretaget en nærmere vurdering af dette fradrag, er der nedlagt subsidiære hjemvisningspåstande. Det er således ikke nødvendigt for retten at forholde sig til den beløbsmæssige størrelse af disse fradrag.

Det skal ikke bestrides, at sagsøgernes formål med at indgå aftalerne om gældsovertagelse var at opnå en skattemæssig fordel ved at udnytte et hul i skattelovgivningen. Den skattemæssige fordel opstod ved, at det beløb, som sagsøgerne modtog som kompensation for at overtage de højt forrentede lån, ikke var skattepligtig.

Sagsøgte har søgt at tegne et billede af, at gældsovertagelserne er helt usædvanlige, tenderende det odiøse. Sagsøgte synes herved at overse, at gældsovertagelserne reelt svarer til, hvad der sker i forbindelse med køb af en fast ejendom, hvori der er et kontantlån. Er kontantlånet stiftet på et tidspunkt, hvor renten var højere, end den er på tidspunktet for salget af ejendommen, bevirker dette, at kontantlånet skal indfries til overkurs.

I en sådan situation er det helt sædvanligt, at der indgås en aftale mellem sælgeren og køberen af ejendommen samt kreditforeningen om, at køberen overtager kontantlånet. Som led i en sådan aftale vil køberen kræve at få et kompensationsbeløb for at overtage den højt forrentede gæld. Dette på linje med sagsøgerne i nærværende sager. Kreditforeningen vil kræve at få et gebyr for at acceptere debitorskiftet. Dette på linje med den långivende bank - U1-Bank - i nærværende sager.

Når sælgeren vælger denne løsning frem for selv at indfri lånet til overkurs hos kreditforeningen, skyldes det, at han samlet set ofte slipper med en lavere betaling ved gældsovertagelsen end ved en indfrielse til overkurs. Dette på linje med de låntagende selskaber i nærværende sager. I nærværende sager opnåede G1 ApS og G2 ApS en realøkonomisk fordel ved gældsoverdragelserne.

Når køberen vælger at overtage kontantlånet i ovenstående eksempel, skyldes det udelukkende skattemæssige motiver. Køberen opnår således en skattemæssig fordel derved, at det kompensationsbeløb, som køber modtager for at overtage den højtforrentede gæld, er skattefri, samtidig med at den højere renteforpligtelse selvsagt er fuldt fradragsberettiget for køber. Realøkonomisk er der ingen fordel for køber.

Køberens motivation til at overtage kontantlånet i ovenstående eksempel er dermed helt på linje med sagsøgernes motivation til at overtage de højtforrentede lån fra henholdsvis G1 ApS og G2 ApS. Skattemyndighederne kunne aldrig drømme om at underkende køberens fulde rentefradrag i forhold til det overtagne højtforrentede lån i eksemplet ovenfor, hvilket klart understøtter, at der heller ikke er grundlag for at underkende sagsøgernes rentefradrag i nærværende sager.

Det gøres helt overordnet gældende, at det forhold, at de i sagen omhandlede dispositioner er foretaget for at opnå en skattemæssig fordel, ikke i sig selv bevirker, at der kan bortses fra dispositionerne. I dansk skatteret er der således ikke en generel adgang til at tilsidesætte civilretligt gyldige dispositioner som følge af, at der foreligger såkaldt skattetænkning. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Højesterets domme offentliggjort i SKM2003.482.HR , UfR 1999.885 H og SKM2006.749.HR . Det forhold, at sagsøgernes dispositioner var udslag af skattetænkning, bevirker således ikke i sig selv, at der skattemæssigt kan bortses fra disse dispositioner. Det følger heraf, at der ikke kan gives sagsøgte medhold i de nedlagte frifindelsespåstande.

Til støtte for de principale påstande gøres det gældende, at begge sagsøgere ved civilretligt gyldige gældsovertagelsesaftaler indtrådte som debitorer på lån, der var stiftet hos U1-Bank, at disse gældsovertagelsesaftaler er indgået på markedsvilkår mellem skattemæssigt uafhængige parter, og at begge sagsøgere har betalt renter til U1-Bank svarende til de selvangivne rentefradrag. Udgangspunktet er således, at begge sagsøgere er berettigede til de selvangivne rentefradrag i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Dette udgangspunkt kan alene fraviges, hvis retten finder, at der kan ske skattemæssig tilsidesættelse af de selvangivne rentefradrag med henvisning til den skatteretlige realitetsgrundsætning.

Det følger af Højesterets retsanvendelse i dommene offentliggjort i UfR 1992.689 H og UfR 1994.963 H, at der ikke er grundlag for at nægte sagsøgerne de selvangivne rentefradrag, uanset at man foretager en konkret realitetsbedømmelse af de i sagen omhandlede dispositioner. Af Højesterets domme kan det udledes, at en lånefinansieret investering i værdipapirer skal lægges til grund i skattemæssig henseende. Dette uanset, at den lånefinansierede investering driftsøkonomisk giver tab, at investeringen alene er udslag af skattetænkning, at der købes sikre værdipapirer, at der er tale om et på forhånd planlagt forløb, samt uanset om lånet er øremærket til købet af de pågældende sikre værdipapirer, der straks pantsættes til sikkerhed for lånet.

Det er ikke korrekt som hævdet af sagsøgte, at den retsanvendelse, der ligger til grund for Højesterets domme i UfR 2000.879 H og SKM2006.402.HR , fører til, at der skattemæssigt skal ses bort fra det i sagen omhandlede rentefradrag.

I sagen offentliggjort i UfR 2000.879 H var forholdet det, at NN ikke havde nogen risiko i forhold til kursudviklingen på de gældsbreve, som blev erhvervet for låneprovenuet. Det var således for NN uden enhver betydning, hvorvidt obligationsudsteder gik konkurs, inden obligationerne blev indfriet. Der forelå således ikke den for opnåelse af rentefradragsret fornødne risiko. Det skal særligt bemærkes, at NN de facto opnåede rentefradragsret i forhold til den del af lånet, som han hæftede for. Henset til, at sagsøgerne hæftede for de i sagen omhandlede lån hos U1-Bank, fører retsanvendelsen i NN-sagen således til, at sagsøgerne er berettiget til de selvangivne rentefradrag.

I sagen offentliggjort i SKM2006.402.HR var forholdet det, at der blev foretaget en række spejlvendte dispositioner foretaget af en række kommanditselskaber, der set under et ophævede hinanden. De pågældende kommanditselskaber var ejet af det samme ultimative moderselskab. Da kommanditselskaberne på tidspunktet for låneoptagelserne og investeringerne i U2-obligationer var ejet af det samme ultimative moderselskab, var forholdet reelt det, at dispositionerne set under et var neutrale for kommanditselskabernes ejere. Af Højesterets præmisser fremgår, at man har tillagt denne dualisme afgørende betydning ved bedømmelsen af, om der forelå reelle gældsforpligtigelser. Da Højesteret ikke fandt, at det var tilfældet, kunne de personer, der efterfølgende havde købt andele i de pågældende kommanditselskaber, ikke opnå rentefradragsret. I nærværende sager foreligger der ikke en sådan dualisme i forhold til de dispositioner, der er foretaget. Sagsøgerne i nærværende sager har ikke købt andele i kommanditselskaber, der oprindeligt har foretaget modsatrettede dispositioner.

Det gøres videre gældende, at det er uden betydning for sagsøgernes skatteansættelse, om retten måtte finde, at der med udgangspunkt i denne Højesteretsdom kan ske skattemæssig tilsidesættelse af det oprindelige låneforhold og den oprindelige investering i U2-obligationer. I nærværende sager har sagsøgerne ved nye selvstændige gældsoverdragelses-aftaler påtaget sig selvstændige gældsforpligtigelser direkte overfor U1-Bank. Dette modsat skatteyderne i føromtalte K/S G5 sag. Sagsøgerne har modtaget et kompensationsbeløb, der modsvarer pligten til at indfri og forrente det overtagne lån. Der er intet grundlag for at anfægte denne gældsovertagelse, der i alle henseender er indgået på markedsvilkår. Der er videre intet grundlag for at antage, at sagsøgerne kunne have undladt at forrente og tilbagebetale den gæld, som de overtog ved gældsoverdragelsesaftalerne. Den retsanvendelse, der ligger bag Højesterets dom offentliggjort i SKM2006.402.HR , kan således ikke anvendes til at tilsidesætte sagsøgernes rentefradrag i nærværende sag.

Sagsøgtes subsidiære påstande har som forudsætning, at det forhold, at sagsøgerne får medhold i, at de kan fradrage de selvangivne renteudgifter til U1-Bank, bevirker, at sagsøgerne skal beskattes af en del af de beløb, de modtog ved gældsovertagelsen, eller alternativt at deres rentefradrag skal reduceres med disse beløb. Det gøres gældende, at der hverken er grundlag for beskatning af en del af de beløb, sagsøgerne modtog ved gældsoverdragelserne eller grundlag for en reduktion af sagsøgernes rentefradragsret som følge af disse beløb.

Til støtte for, at sagsøgerne skal beskattes af en del af de beløb, de modtog ved gældsovertagelsen, gør sagsøgte gældende, at dette følger af, at der foreligger omgåelse af den dagældende bestemmelse i kursgevinstbeskatningslovens § 5, stk. 5, alternativt, at der er tale om et skattepligtigt tilskud, der omfattes af statsskattelovens § 4.

Det gøres heroverfor gældende, at beskatning i henhold til bestemmelsen i dagældende kursgevinstbeskatningslovs § 5, stk. 5, ikke er mulig. Dette henset til, at bestemmelsen alene omfatter gældsforhold, der oprindeligt er stiftet til overkurs. I nærværende sager er de oprindelige lån ikke stiftet til overkurs, hvorfor bestemmelsen i dagældende kursgevinstbeskatningslovs § 5, stk. 5, ikke finder anvendelse.

Det gøres gældende, at det ikke er muligt at anvende bestemmelsen i dagældende kursgevinstbeskatningslovs § 5, stk. 5, ud over det anvendelsesområde, som bestemmelsen har i henhold til dens ordlyd. Det er således et bevidst valg fra lovgivningsmagtens side, når lovgivningsmagten har valgt at begrænse anvendelsesområdet for dagældende § 5, stk. 5, til at vedrøre fordringer, der oprindeligt er stiftet til overkurs.

I forhold til sagsøgtes synspunkt om, at en del af det ved gældsovertagelsen modtagne beløb skal anses som skattepligtigt tilskud, hvorfor det er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, gøres det gældende, at dette er direkte i strid med de reelle faktiske forhold. I forbindelse med gældsovertagelsen påtog begge sagsøgere sig pligten til at forrente og indfri de overtagne lån. Selve gældsovertagelsen medførte således ikke nogen økonomisk gevinst for sagsøgerne, hvorfor der ikke er en aktualiseret økonomisk fordel, der kan føre til beskatning i henhold til statsskattelovens § 4.

Sagsøgtes synspunkt om, at sagsøgernes rentefradrag skal reduceres med en del af det beløb, der blev modtaget ved gældsovertagelsen, må anses som udtryk for "frihåndstegning", der på ingen måde har grundlag i gældende ret. Det skal i den forbindelse bemærkes, at sagsøgte ikke har anført noget hjemmelsgrundlag til støtte for dette synspunkt.

Det forhold, at skattemyndighederne måtte finde, at de i sagen omhandlede dispositioner er udtryk for en udnyttelse/misbrug af skattelovgivningen, medfører ikke, at der kan ses bort fra dispositionerne.

Der skal således gives sagsøgerne medhold i de nedlagte principale påstande.

Såfremt retten måtte finde, at der uanset det anførte kan ske tilsidesættelse af de selvangivne rentefradrag, gøres det gældende, at der skal ske hjemvisning af sagsøgernes skatteansættelser.

Til støtte for de subsidiære hjemvisningspåstande gøres det gældende, at sagsøgerne de facto har haft et driftsøkonomisk tab ved de foretagne dispositioner. Tabet fremkommer som forskellen mellem de beløb, som sagsøgerne indbetalte til U1-Bank i forbindelse med låneovertagelsen og de beløb, der var i behold efter indfrielsen af de overtagne lån og rentebetalingerne.

A havde et tab på 1/3 af 714.393 kr., hvilket vil sige 238.131 kr. B havde et tab på 95.904,36 kr. Dette er ubestridt af sagsøgte.

Disse tab relaterer sig til de to dispositioner, som sagsøgerne har foretaget, nemlig låneovertagelsen og købet af værdipapirer udstedt af den danske stat. Sagsøgerne har alene foretaget disse to dispositioner, hvorfor hele tabet kan henføres til disse dispositioner. Af de foreliggende handelsnotaer fremgår det, hvilke beløb sagsøgerne har betalt ved købet af værdipapirer. Det kan på den baggrund konstateres, at ingen del af tabet kan henføres til disse køb. Det følger heraf, at tabene i det hele kan henføres til låneovertagelserne. Da de af sagsøgerne overtagne lån havde en løbetid på under to år, følger det af ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, at tabene er fradragsberettigede.

Skatteministeriet har under hovedforhandlingen i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sine påstandsdokumenter af 11. oktober 2007.

1. Den principale påstand

Frifindelsespåstanden støttes overordnet på, at det er med rette, at sagsøgerne i indkomstårene 1996 og 1997, henholdsvis 1997 og 1998, er nægtet rentefradrag i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, i forbindelse med deres deltagelse i skattearrangementet, idet de højtforrentede lån i U1-Bank-IF ikke har påhvilet interessentskabet og dermed A, henholdsvis ikke har påhvilet B, som en reel retlig gældsforpligtelse.

Stævningerne i disse sager blev indgivet i september 2003. Efterfølgende har først Vestre Landsret i august 2004 og endelig Højesteret den 18. maj 2006 tilsidesat et lignende arrangement med den begrundelse, at rentebetalingen efter en samlet bedømmelse savnede realitet i skattemæssig henseende SKM2006.402.HR Højesterets afgørelse må lægges til grund i de foreliggende sager, der kun på uvæsentlige punkter adskiller sig fra dommen.

Det gøres gældende, at sagsøgerne har bevisbyrden for, at der var tale om normale og sædvanlige forretningsmæssigt betingede transaktioner. I den forbindelse bemærkes, at sagsøgerne ikke har opfyldt en række af ministeriets provokationer.

a. Arrangementet generelt

Det gøres gældende, at der var tale om et arrangement med et på forhånd fastlagt forløb, hvor de økonomiske konsekvenser af arrangementet for alle implicerede parter kunne opgøres på forhånd. Der var tale om ren differenceafvikling af rente- og indfrielsesbeløb samt købs- og salgsbeløb i et lukket arrangement med bogholderimæssige posteringer og modposteringer over konti hos U1-Bank-IF over en ganske kort periode fra den 19. november 1996 til den 10. februar 1997, henholdsvis fra den 17. december 1997 til den 1. maj 1998. Arrangementet indebar ingen faktiske pengestrømme og konkrete betalinger mellem på den ene side anpartsselskaberne og interessentskabet, henholdsvis B, og på den anden side U1-Bank-IF, muligvis bortset fra anpartsselskabernes betaling af kr. 1.500.000 og interessentskabets, henholdsvis Bs, betaling af "Instructor Contribution" på 715.122 kr., henholdsvis 99.000 kr., som antagelig var deltagernes forudfastsatte betaling for at deltage.

Det gøres gældende, at de i dette projekt involverede parter - anpartsselskaberne, den långivende bank U1-Bank-IF, den obligationsudstedende virksomhed U2 og i sidste ende deltagerne i I/S H1, henholdsvis B - ikke skattemæssigt havde modstående interesser ved indgåelsen af aftalerne i nærværende sag. Denne manglende selvregulerende faktor i arrangementet har muliggjort, at parterne aftalemæssigt har manipuleret med det skattemæssige beregningsgrundlag og fastsat vilkår, som i disse sager fører til helt usædvanlige og ikke forretningsmæssigt begrundede resultater.

Det gøres i den forbindelse videre gældende, at de mellem anpartsselskaberne og U1-Bank-IF indgåede låneaftaler, hvorefter lånene skulle forrentes med 97,8481 pct. p.a., henholdsvis 98,04 pct. p.a., ikke var et udslag af långiverens kreditrisiko eller markedsrisiko ved långivningen, men alene var fastsat af skattemæssige grunde af hensyn til investorerne.

Særligt bemærkes, at sagsøgte ikke har accepteret, at der forelå en "reel mulighed for gevinst" ved anpartsselskabernes formelle erhvervelse af U2-obligationerne. Det spiller ingen rolle, at der ifølge U2-obligationernes punkt 6 C afhængig af kursudviklingen mellem DEM og DKK forelå en mulighed for en mindre gevinst, som i øvrigt ikke blev realiseret i noget tilfælde. Gevinstchancen var hypotetisk og stod ikke i et naturligt eller forretningsmæssigt begrundet forhold til risikoen for at lide tab ved arrangementet.

Særligt vedrørende A gøres det videre gældende:

Det ligger fast, at F1-Finans ApS købte nogle i forhold til anpartsselskabet modsatrettede U2-obligationer. Derved havde U1-Bank-IF og U2 elimineret risikoen ved deltagelse i arrangementet. Det må i den forbindelse tillægges processuel skadevirkning, at A nægter at besvare sagsøgtes opfordringer vedrørende F1-Finans ApS. Det må herefter lægges til grund for sagen, at U1-Bank-IF ikke har foretaget reelle bestræbelser til inddrivelse af gælden hos F1-Finans ApS, idet det på forhånd var aftalt eller forudsat, at det selskab, hos hvilket U2-obligationerne skulle indfries til kurs 70, ville opnå delvis gældseftergivelse.

Det må efter sagsøgtes opfattelse videre lægges til grund, at de U2-obligationer, som blev opkøbt af de deltagende selskaber, i det hele har indeholdt modsatrettede klausuler. Det forekommer utænkeligt, at en bank eller en investeringsvirksomhed ville deltage i en så risikobetonet aktivitet, som der ville være tale om, hvis dette ikke var tilfældet.

A har ikke besvaret flere af de i duplikken indeholdte opfordringer. Det bestrides, at opfordringerne er uden relevans for afgørelsen af nærværende sag. Efter sagsøgtes opfattelse er det klart, at I/S H1 har taget del i en samlet konstruktion, der ikke har haft en forretningsmæssig begrundelse, men har taget sigte på skatteudnyttelse. Dette er søgt tydeliggjort derved, at sagsøgte har opfordret A, som tog del i konstruktionen, til at fremskaffe oplysninger om konstruktionens grundlag og forløb. Disse har A imidlertid afslået at fremlægge, hvilket må tillægges bevismæssig skadevirkning for A. Det må således lægges til grund, at I/S H1 ved formelt at overtage anpartsselskabets gæld til U1-Bank-IF har taget del i et på forhånd fastlagt forløb, der hverken har været forretningsmæssigt begrundet eller har indebåret risiko for de involverede parter, men bl.a. har haft til formål at konstruere et tab hos det til lejligheden oprettede samvirke, I/S H1, som kunne udnyttes skattemæssigt af interessenterne, herunder A.

Sagsøgte har - gentagne gange - opfordret A til at fremlægge de yderligere aftaler, korrespondance m.v., som er indgået mellem et af HO domineret selskab og 1) U1-Bank-IF og 2) U2 vedrørende eller med tilknytning til nærværende lånearrangement. Eftersom A ikke ønsker at opfylde provokationen, må det lægges til grund, at et eller flere af de i øvrigt deltagende selskaber også har været kontrolleret af HO.

Særligt vedrørende B gøres det videre gældende:

Efter sagsøgtes opfattelse er det givet, at de involverede parter på en eller anden måde har sikret sig mod at lide tab, hvilket bl.a. kunne ske ved på tilsvarende måde som i øvrige, lignende arrangementer at foretage parallelle udlån til selskaber, der herefter opkøber modsatrettede U2-obligationer. Det bemærkes herved, at anpartsselskabet og U1-Bank-IF positivt vidste eller i hvert fald havde en til vished grænsende sandsynlighed for, at U2-obligationerne ville blive udløst til kurs 65, da obligationerne blev erhvervet. Det forekommer helt utænkeligt, at arrangementets deltagere ikke har dækket sig ind på denne eller lignende måde, og bevisbyrden påhviler navnlig af denne grund B. Herved bemærkes, at B ikke har besvaret sagsøgtes opfordringer. Det skal fremhæves, at B i processkrift III for landsretten indrømmer, at banken "antageligvis har afdækket den finansielle risiko ved udlånet".

B ønsker ikke at besvare sagsøgtes opfordring vedrørende dokumentation for de af banken foretagne foranstaltninger til inddrivelse af tilgodehavendet hos anpartsselskabet. Det må derfor lægges til grund, at banken har deltaget i et arrangement, hvor det - ligesom i en række tilsvarende arrangementer - på forhånd var planlagt, at der skulle ske gældseftergivelse til visse af de deltagende selskaber, og at banken havde neutraliseret de risici, som det enkelte udlån isoleret set kunne medføre.

Sagsøgte har - gentagne gange - opfordret B til at fremlægge de yderligere aftaler, korrespondance m.v., som er indgået mellem et af HO domineret selskab og 1) U1-Bank-IF og 2) U2 vedrørende eller med tilknytning til nærværende lånearrangement. Eftersom B ikke ønsker at opfylde provokationen, må det lægges til grund, at HO faktisk har kontrolleret et selskab, der parallelt med anpartsselskabet optog lån hos U1-Bank-IF og opkøbte modsatrettede U2-obligationer.

b. SagsøGernes deltagelse

Det ligger fast, at der var tale om et skattearrangement, hvor sagsøgernes eneste begrundelse for at deltage, for så vidt angår A gennem det til lejligheden etablerede interessentskab, bestod i, at de af arrangementets arkitekter var stillet i udsigt, at de herved ville have ret til et betydeligt rentefradrag og dermed ville opnå et overskud efter skat. Der var ingen forretningsmæssig begrundelse for, at interessentskabet, henholdsvis B, deltog i arrangementet.

Det gøres gældende, at sagsøgerne efter en samlet bedømmelse ikke har haft en reel forpligtelse til at betale den aftalte rente. Dette støttes navnlig på, at deltagelsen har været helt og aldeles risikofri for interessenterne, henholdsvis B, ligesom de efter en samlet realitetsbedømmelse af arrangementet ikke kan anses for at have været ejere i skattemæssig henseende af de underliggende skatkammerbeviser, der var stillet som sikkerhed for lånet. Interessentskabet, henholdsvis B, indgik blot som sidste led i et lukket og allerede på indtrædelsestidspunktet delvist afviklet aftalekompleks, som investorerne var uden enhver indflydelse på.

Overtagelsen af lånet på 14.500.000 kr., henholdsvis 2.184.679 kr., og den hertil knyttede forpligtelse til at betale påhængende og senere forfaldne renter, har ikke indebåret nogen risiko for interessenterne, henholdsvis B. Det gøres hertil gældende, at der skal foretages en helhedsbedømmelse af arrangementet, og at det følger af en sådan bedømmelse, at lånet var ydet på non recourse-vilkår, dvs. uden personlig hæftelse for interessenterne, henholdsvis B, eller vilkår, der ganske kan sidestilles hermed.

Det fremlagte aftalegrundlag, kontoudtog m.v., dokumenterer, at hverken den oprindelige debitor, anpartsselskabet, eller den indtrædende debitor, I/S H1, henholdsvis B, havde nogen reel gældshæftelse over for U1-Bank-IF for lånet på 14.500.000 kr., henholdsvis 2.184.679 kr. Gældsovertagelsen var en ren formalitet, som ikke bevirkede nogen ændringer i den manglende reelle hæftelse på lånet. U2-obligationerne, som var pantsat til sikkerhed for lånet, erstattedes blot af en post danske statsobligationer, og for så vidt angår B tillige en depotkonto, som under hele forløbet var uigenkaldeligt pantsat til U1-Bank-IF. Arrangementet afvikledes ved differenceafregning som på forhånd forudsat pr. 10. februar 1997, henholdsvis pr. 1. maj 1998. Da U1-Bank-IF formelt lod I/S H1, henholdsvis B, indtræde som debitor i arrangementet, var det finansierende selskab uden interesse i størrelsen af stamkapitalen i interessentskabet, henholdsvis Bs kreditværdighed, idet realiteten var, at U1-Bank-IF alene kunne se sig fyldestgjort i de pantsatte sikkerheder. Realiteten var således, at de 3 interessenter, henholdsvis B, hverken hæftede direkte, personligt eller solidarisk for interessentskabets, henholdsvis hverken hæftede direkte eller personlig for sin, formelle låneforpligtelse overfor U1-Bank-IF.

Det gøres videre gældende, at sagsøgerne ikke kan anses for at have været medejer i skattemæssig henseende af de af arrangementet omfattede statsobligationer. Interessenterne, henholdsvis B, har ikke haft mulighed for at udøve sædvanlige ejerbeføjelser over hverken lånebeløbet ("Novation Proceeds") eller statsgældsbeviserne. Disse var uigenkaldeligt pantsat til U1-Bank-IF, og sagsøgerne var retligt og faktisk afskåret fra at råde over dem ved salg eller pantsætning til tredjemand. Ved indfrielse af statsgældsbeviserne delvis den 30. december 1996 og endeligt den 10. februar 1997, henholdsvis den 1. maj 1998 - blev provenuet som forudbestemt benyttet til betaling af lånets hovedstol og påløbne renter.

Det gøres gældende, at der som følge af det ovenfor anførte skal ske en tilsidesættelse af arrangementet. Herved bemærkes, at de mindre selvangivne renteindtægter ved arrangementet med rette er tilbageført skattemæssigt således, at der ved indkomstopgørelsen i det hele er set bort fra sagsøgernes deltagelse.

2. Bemærkninger til sagsøgernes subsidiære påstand

Sagsøgerne påstår subsidiært sagen hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Det gøres gældende, at der ikke er anledning til at hjemvise sagen, idet sagsøgerne ikke har godtgjort, at I/S H1, henholdsvis B, har lidt et tab, som er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6 eller andre bestemmelser.

Det bestrides ikke, at beløb på i alt 714.392,88 kr. (715.122,00 kr. - 732,12 kr.), henholdsvis 95.904,36 kr. (99.000,00 kr. - 3.095,64 kr.), faktisk er tabt i forbindelse med sagsøgernes forsøg på skatteudnyttelse. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at sagsøgerne kan opnå skattemæssigt fradrag med henvisning til, at der er lidt et realøkonomisk tab. Det er intet grundlag for at disse beløb skulle være fradragsberettigede.

Beløbene udgør reelt sagsøgernes vederlag til arrangementets udbyder, U1-Bank-IF m.v. for deltagelse i skattearrangementet. Der foreligger således et ikke-fradragsberettiget formuetab.

Som anført ovenfor benyttedes det af interessenterne, henholdsvis B, muligt indbetalte beløb på 715.122 kr., henholdsvis 99.000 kr., til samtidig erhvervelse af statsgældsbeviser, mens anpartsselskaberne betaler et "Novation Fee" til U1-Bank-IF. Beløbet kan derfor ikke anses for at være en stiftelsesprovision eller lignende, jf. ligningslovens § 8, stk. 3.

Som det fremgår af oversigterne over bevægelserne på I/S H1s konto hos U1-Bank-IF skyldtes tabet af de overførte 715.125 kr. de bogførte "Interest payments". Det fremgår ligeledes af bilagene, at tabet er forårsaget af de påståede renteudgifter, som ikke kan sidestilles med eller omkvalificeres til en udgift, der er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3, eller andre bestemmelser.

3. Sagsøgtes subsidiære påstande

Det er sagsøgtes opfattelse, at der i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse ved sagsøgernes indkomstopgørelse i det hele må ses bort fra deres deltagelse i nærværende skattearrangement. Der er derfor principalt nedlagt en frifindelsespåstand.

For det tilfælde, at landsretten finder, at sagsøgernes deltagelse i arrangementet faktisk skal påvirke deres indkomstopgørelse nedlægges tre subsidiære påstande, der omhandler den nærmere skatteretlige vurdering heraf.

a. Den subsidiære påstand

Som kompensation for overtagelse af lånet modtog interessentskabet, henholdsvis B, 18.187.695 kr., henholdsvis 2.849.161 kr., i "Novation Proceeds" fra anpartsselskabet. Det modtagne beløb oversteg således hovedstolen samt påløbne renter på i alt 15.761.153,39 kr., henholdsvis 2.250.125 kr.

Såfremt der blev ydet et lån direkte fra U1-Bank-IF til interessentskabet, henholdsvis B, på sådanne vilkår, at fordringens værdi på tidspunktet for påtagelsen af forpligtelsen oversteg det beløb, som skulle indfries, ville dette udgøre en skattepligtig kursgevinst for interessenterne, henholdsvis B, jf. den dagældende kursgevinstlovs § 5, stk. 5. Det typiske anvendelsesområde for bestemmelsen er netop lån, der er optaget med en rente over markedsrenten, hvor låntageren til gengæld skal indfri gælden med et mindre beløb end det, der er lånt.

I skattearrangementet arbejdes der derfor med en model, hvorefter anpartsselskaberne distribuerer de hos U1-Bank-IF optagne lån videre til tredjemand, der samtidig modtager en kompensation for overtagelsen, der overstiger lånets hovedstol, samt påløbne renter. På den baggrund gøres det gældende, at der foreligger en omgåelse af værnsreglen i kursgevinstlovens § 5, stk. 5.

Det gøres således til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagsøgerne ved deltagelse i arrangementet opnåede en skattepligtig kursgevinst på gælden til U1-Bank-IF svarende til forskellen mellem hovedstolen og "Novation Proceeds", dog fratrukket allerede påløbne renter.

Beløbsmæssigt udgør dette for så vidt angår A 18.187.695 kr. -14.500.000 kr. - 1.261.153,29 kr. = 2.426.541,71 kr., hvoraf 1/3, dvs. 808.847,24 kr., skal medregnes ved opgørelsen af As kapitalindkomst på stiftelsestidspunktet, dvs. i indkomståret 1996.

Beløbsmæssigt udgør dette for så vidt angår B 2.849.161 kr. - 65.446 kr. -2.184.679 kr. = 599.036 kr., der skal medregnes ved opgørelsen af Bs kapitalindkomst på stiftelsestidspunktet, dvs. i indkomståret 1997. I indkomståret 1998 skal der desuden ske beskatning af renteindtægten fra depotkontoen hos U1-Bank-IF på 2.788 kr. samt af kursgevinsten på 26.100 kr. ved indfrielse af statsgældsbeviserne, i alt 28.888 kr. Herfra skal dog trækkes forrentning på 27.748 kr. af det overtagne lån. Netto udgør forhøjelsen af Bs kapitalindkomst for indkomståret 1998 1.140 kr.

b. Den mere subsidiære påstand

Det gøres til støtte for den mere subsidiære påstand gældende, at sagsøgerne har modtaget et skattepligtigt tilskud, jf. statsskattelovens § 4.

Vedrørende A gøres i den forbindelse gældende:

I det omfang "Novation Proceeds" dækker det overtagne låns hovedstol, skal beløbet ikke medregnes ved interessenternes indkomstopgørelse. Det samme gælder, hvor beløbet dækker allerede påløbne renter på 1.261.153,29kr., som ikke kan fradrages ved interessenternes indkomstopgørelse. Beløbsmæssigt udgør det i alt 15.761.153,29 kr.

Det beløb, der yderligere overføres i "Novation Proceeds", 2.426.541,71 kr., er et skattepligtigt tilskud for interessentskabets deltagere. Der er intet grundlag for, at denne økonomiske overførsel skal undtages skattepligt. As andel heraf udgør 808.847,24 kr., der skal medregnes ved hans indkomstopgørelse i indkomståret 1996, hvor interessentskabet modtager det skattepligtige tilskud.

Vedrørende B gøres i den forbindelse gældende:

I det omfang "Novation Proceeds" dækker det overtagne låns hovedstol, skal beløbet ikke medregnes ved Bs indkomstopgørelse. Det samme gælder, hvor beløbet dækker allerede påløbne renter, som ikke kan fradrages ved Bs indkomstopgørelse. Beløbsmæssigt udgør det i alt 2.250.125 kr.

Det beløb, der herudover overføres i "Novation Proceeds", 599.036 kr., er et skattepligtigt, tilskud for B. Der er intet grundlag for, at denne økonomiske overførsel skal undtages skattepligt. Beløbet skal medregnes ved Bs indkomstopgørelse for indkomståret 1997, hvor han modtager det skattepligtige tilskud. For indkomståret 1998 skal Bs kapitalindkomst forhøjes med 1.140 kr., jf. ovenfor.

c. Den mest subsidiære påstand

Det gøres til støtte for den mest subsidiære påstand gældende, at sagsøgerne - i det omfang renteudgifterne på det overtagne lån dækkes af de overførte "Novation Proceeds" - ikke har afholdt en reel renteudgift og følgelig ikke kan fradrage renter ved sin indkomstopgørelse.

Vedrørende A gøres i den forbindelse gældende:

Det samlede beløb, der tilbagebetales til U1-Bank-IF, udgør hovedstolen på 14.500.000 kr. samt renter på i alt 4.532.270 kr., i alt 19.032.270 kr. Sammenholdes dette med, at der overføres 18.187.695 kr. i "Novation Proceeds" kan interessentskabets fradragsberettigede renteudgift maksimalt udgøre 844.575 kr., pr. interessent 281.525 kr., der i overensstemmelse med påløbsprincippet periodiseres med 142.458,40 kr. i indkomståret 1996 og 139.066,60 kr. i indkomståret 1997. Fratrækkes de i As påstand indeholdte renteindtægter på 42.534 kr. og 33.480 kr., opnås et netto rentefradrag på 99.924,40 kr. i indkomståret 1996 og 105.586,60 kr. i indkomståret 1997.

Vedrørende B gøres i den forbindelse gældende:

Det samlede beløb, der tilbagebetales til U1-Bank-IF, udgør hovedstolen på 2.184.679 kr. samt renter på i alt 789.298 kr. , i alt 2.973.977 kr.. Sammenholdes dette med, at der overføres 2.849.161 kr. i "Novation Proceeds", kan Bs fradragsberettigede renteudgifter maksimalt udgøre 124.816 kr. Fratrækkes de i Bs påstand indeholdte. renteindtægter på 23 kr., opnås et netto rentefradrag på 124.793 kr. i indkomståret 1997. Beløbet på 124.793 kr. udgør Bs maksimale rentefradrag ved deltagelsen i arrangementet. For indkomståret 1998 skal Bs kapitalindkomst derfor forhøjes med 28.888 kr. uden fradrag af renteudgiften på 27.748 kr., jf. ovenfor.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at der i begge de foreliggende sager er tale om et skattearrangement defineret således, at arrangementet var underskudsgivende før skat for deltagerne og alene indebar økonomiske fordele for dem i kraft af de opnåede betydelige rentefradrag i deres positive skattepligtige indkomst.

Ved bedømmelsen af arrangementet lægger landsretten navnlig vægt på følgende nærmere angivne elementer i arrangementet og forløbet:

Ved G1 ApS' og G2 ApS' optagelse af de lån, der danner grundlag for sagerne, og den samtidige investering i U2-obligationer var begge selskaber ejet af G3 ApS, der var kontrolleret af HO, der ligeledes udgjorde ledelsen i begge anpartsselskaber. Selskaberne havde på tidspunkterne for låneoptagelserne begge en i forhold til de optagne lån særdeles beskeden egenkapital på henholdsvis knap 260.000 kr. og 60.000 kr.

Med denne egenkapital lånte G1 ApS den 17. oktober 1996 198,5 mio. kr. hos U1-Bank fordelt på i alt 15 lån med en låneperiode fra 18. oktober 1996 til 10. februar 1997 og en årlig rente på 97,8481 %. G2 ApS lånte på samme måde den 17. december 1997 214,5 mio. kr. hos U1-Bank fordelt på i alt 15 lån med en låneperiode fra 19. december 1997 til 1. maj 1998 og en årlig rente på 98,04 %. Formålet med lånene var i begge tilfælde at finansiere køb af de nævnte U2-obligationer, og banken fik i begge tilfælde sikkerhed i obligationerne og et eventuelt provenu ved salget heraf.

G1 ApS købte den 18. oktober 1996 U2-obligationer på i alt 200 mio. kr. til kurs 100. Obligationerne, der havde en pålydende rente på 3 % p.a., blev udstedt den 18. oktober 1996 og udløb den 10. februar 1997 og havde således en løbetid, der var identisk med løbetiden for det af G1 ApS optagne lån. G2 ApS købte ligeledes den 17. december 1997 U2-obligationer for i alt 216 mio. kr. til kurs 100. Obligationerne, der havde en pålydende rente på 3,46 % p.a., blev udstedt den 19. december 1997 og udløb den 1. maj 1998 og havde således en løbetid, der i realiteten var identisk med løbetiden for det af G2 ApS optagne lån.

Obligationerne indeholdt i begge tilfælde en valutaspekulationsforretning, hvorefter indfrielseskursen på obligationerne var afhængig af kursudviklingen mellem USD og YEN og i tilfælde af gevinst herved en yderligere gevinstmulighed, men ikke nogen risiko for yderligere tab for ihændehaveren, afhængig af kursudviklingen mellem DEM og DKK. Kursudviklingen medførte, at indfrielseskursen for obligationerne for G1 ApS' vedkommende blev 130, således at obligationerne skulle indfries med 260 mio. kr., og der var således gevinst på obligationerne. Den yderligere gevinstmulighed i valutaspekulationsforretningen blev ikke udløst. For G2 ApS' vedkommende medførte kursudviklingen, at indfrielseskursen for obligationerne blev 65, således at obligationerne skulle indfries med 140,4 mio. kr., og der var således tab på obligationerne. Af samme grund blev den yderligere gevinstmulighed i valutaspekulationsforretningen ikke udløst.

Ved G1 ApS' låneoptagelse og investering i U2-obligationerne havde selskabet F1-Finans ApS efter det oplyste for landsretten optaget et tilsvarende lån hos U1-Bank og købt U2-obligationer med et modsatrettet indhold, således at der forelå såkaldte spejlvendte kontrakter. Herved afdækkede såvel U1-Bank som U2 deres tabsrisiko ved aftalerne med G1 ApS. Det er uoplyst, hvorledes U1-Bank og U2 afdækkede deres tabsrisiko ved aftalerne med G2 ApS. Det er imidlertid ubestridt - og i øvrigt ubetænkeligt at lægge til grund - at såvel U1-Bank som U2 ved spejlvendte kontrakter også afdækkede deres tabsrisiko ved aftalerne med G2 ApS. Det bemærkes i den forbindelse, at en række provokationer fremsat af Skatteministeriet vedrørende bl.a. disse spejlvendte kontrakter ikke er besvaret under sagen.

G1 ApS overdrog i perioden fra den 8. november 1996 til den 5. december 1996 de i alt 15 lån hos U1-Bank til bl.a. I/S H1, hvor bl.a. A var interessent. Den 19. november 1996 overtog interessentskabet således en gældsforpligtelse på nominelt 14.500.000 kr. og modtog herfor og for forpligtelsen til at forrente lånet med 97,8481 % p.a., indtil det udløb den 10. februar 1997, 18.187.695 kr. af G1 ApS. G1 ApS finansierede betalingerne vedrørende gældsoverdragelserne ved at optage tre nye banklån hos U1-Bank til indfrielse den 10. februar 1997 med en rente på 4,17 % p.a. I forbindelse med gældsoverdragelserne blev de tidligere købte U2-obligationer stillet til sikkerhed for de nye lån, som G1 ApS optog hos U1-Bank.

Der skete ligeledes gældsoverdragelse i forhold til de lån, som G2 ApS havde stiftet hos U1-Bank den 17. december 1997 til bl.a. B. Den 30. december 1997 overtog B således en gældsforpligtigelse på nominelt 2.184.679 kr. og modtog herfor og for forpligtelsen til at forrente lånet med 98,04 p.a., indtil det udløb den 1. maj 1998, 2.849.161 kr. af G2 ApS. Investeringsselskabet finansierede ligesom G1 ApS betalingerne vedrørende gældsoverdragelserne ved at optage nye lån hos U1-Bank til indfrielse den 1. maj 1998 med en rente på 4,64 % p.a. I forbindelse med gældsoverdragelserne blev de tidligere købte U2-obligationer stillet til sikkerhed for de nye lån, som investeringsselskabet optog hos U1-Bank.

Det lå på tidspunktet for disse gældsoverdragelser fast, at der ville blive konstateret gevinst for G1 ApS og tab for G2 ApS som følge af valutaspekulationsforretningerne indeholdt i U2-obligationerne.

A og de øvrige interessenter i I/S H1 investerede den 19. november 1996 det beløb, de modtog ved gældsovertagelsen, i nominelt 17.926.000 kr. danske statsobligationer, der forrentedes med 6 1/4 %, og som udløb den 10. februar 1997. Købesummen på 18.901.847 kr. blev for størstedelens vedkommende finansieret med beløbet på 18.187.695 kr., som interessentskabet modtog fra G1 ApS ved gældovertagelsen. De nyindkøbte statsobligationer blev samtidig i overensstemmelse med aftalen om uigenkaldelig betalings- og leveringsinstruktion indgået mellem interessentskabet og U1-Bank stillet til sikkerhed for det lån på nominelt 14.500.000 kr., som interessentskabet havde overtaget fra G1 ApS.

B investerede den 29. december 1997 hovedparten af det beløb, han modtog ved gældovertagelsen, i nominelt 2 mio. kr. skatkammerbeviser udstedt af den danske stat til udløb den 1. maj 1998. Købsprisen var 1.973.900 kr. De nyindkøbte skatkammerbeviser blev samtidig i overensstemmelse med aftalen om uigenkaldelig betalings- og leveringsinstruktion indgået mellem B og U1-Bank stillet til sikkerhed for det lån på nominelt 2.184.679 kr., som B havde overtaget fra G2 ApS. Ud over sikkerheden i de indkøbte skatkammerbeviser havde banken sikkerhed i Bs depotkonto med et indestående på 212.711 kr., og banken havde således sikkerhed for det fulde overtagne lån.

I overensstemmelse med den indgåede låneaftale betalte I/S H1 den 31. december 1996 et rentebeløb på 3.665.227 kr. til U1-Bank vedrørende perioden fra den 18. oktober 1996 til den 19. januar 1997. Rentebetalingen blev i hovedsagen finansieret ved, at interessentskabet den 30. december 1996 solgte en del af beholdningen af danske statsobligationer. Tilsvarende betalte B den 30. december 1996 et rentebeløb på 761.550 kr. til U1-Bank vedrørende perioden fra den 19. december 1997 til den 26. april 1998. Rentebetalingen blev finansieret ved en hævning på Bs konto hos U1-Bank.

Den 10. februar 1997 udløb I/S H1s resterende beholdning af danske statsobligationer på nominelt 14.463.000 kr., og interessentskabet modtog i den forbindelse hovedstolen på 14.463.000 kr. samt et rentebeløb på 903.938 kr. Samme dag forfaldt lånet hos U1-Bank til betaling, og interessentskabet betalte i den forbindelse lånebeløbet på 14.500.000 kr. samt et rentebeløb på 867.043 kr. Interessentskabets egenkapital udgjorde herefter 732 kr.

Den 1. maj 1998 udløb Bs beholdning af skatkammerbeviser, og han modtog i den forbindelse 2 mio. kr. Samme dag forfaldt lånet hos U1-Bank til betaling, og B betalte i den forbindelse lånebeløbet på 2.184.679 kr. samt et rentebeløb på 27.748 kr.

Den 10. februar 1997 udløb de U2-obligationer på nominelt 200 mio. kr., som G1 ApS havde anvendt det oprindelige lån til køb af. Selskabet havde som anført haft gevinst på valutaspekulationsforretningen indeholdt i obligationerne, og obligationerne blev således indfriet med 260 mio. kr. samt et rentebeløb på 1.916.667 kr. Samme dag indfriede G1 ApS de tre nye U1-Banklån, som selskabet havde optaget i forbindelse med gældsoverdragelserne. I den forbindelse tilbagebetalte G1 ApS et samlet lånebeløb på 258.412.020 kr. og et rentebeløb på 2.638.545 kr.

Den 1. maj 1998 udløb de U2-obligationer på nominelt 200 mio. kr., som G2 ApS havde anvendt det oprindelige lån til køb af. Selskabet havde som anført haft tab på valutaspekulationsforretningen indeholdt i obligationerne, og obligationerne blev således indfriet med 140,4 mio. kr. samt et rentebeløb på 2.761.080 kr. Det samlede beløb på 143.161.080 kr. blev anvendt til delvis indfrielse af lånet hos U1-Bank.

I årsregnskabet for G1 ApS for perioden 1. oktober 1996 til 30. september 1997 havde selskabet en egenkapital, der var negativ med 72.753.841 kr., der hovedsageligt var finansieret ved et banklån, og selskabets fortsatte drift var som anført i regnskabet afhængig af en løsning med banken. I årsregnskabet for G2 ApS for perioden 1. oktober 1997 til 30. september 1998 havde selskabet en egenkapital, der var negativ med 150.036.674 kr., der hovedsageligt var finansieret ved et banklån, og selskabets fortsatte drift var som anført i regnskabet afhængig af en løsning med banken. Begge selskaber blev efterfølgende tvangsopløst.

Under disse omstændigheder lægger landsretten til grund, at sagerne omhandler et aftalekompleks, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af deltagerne, og hvor bemyndigelser sikrede, at optagelse og overdragelse af lån, sikkerhedsstillelse og indfrielse m.v. foregik i et i realiteten lukket system, som deltagerne var fælles om at opretholde. Der må derfor foretages en helhedsbedømmelse af arrangementet, jf. herved Højesterets dom i SKM2006.402.HR .

Arrangementet forløb over to relativt korte perioder fra henholdsvis den 19. november 1996 til den 10. februar 1997 og den 17. december 1997 til den 1. maj 1998. Banken havde i kraft af de ovenfor beskrevne aftaler om sikkerhedsstillelse m.v. vedrørende såvel U2-obligationerne som statsobligationerne og skatkammerbeviserne fuld sikkerhed for sin tabsrisiko i forbindelse med de af sagerne omhandlede lån. De oprindeligt indgåede låneaftaler, hvorefter lånene skulle forrentes med henholdsvis 97,8481 % p.a. og 98,04 % p.a., kan således ikke antages at have været et udslag af bankens kredit- eller markedsrisiko ved långivningen, men må antages alene at have været fastsat af skattemæssige grunde med henblik på at etablere en rentefradragsret for investorer i arrangementet. Sagsøgernes låneovertagelse og investeringer i henholdsvis statsobligationer og skatkammerbeviser indebar efter de i arrangementet indbyggede sikkerhedsstillelser m.v. og karakteren af investeringerne ikke en reel mulighed for indflydelse på forløbet, herunder ved at disponere over låneprovenuet eller råde over værdipapirerne fra sagsøgernes side. Der forelå ingen reel risiko for sagsøgerne for at komme til at betale de overtagne lån eller de vedhængende renter eller for at lide tab ved investeringerne.

Sagsøgerne, der har undladt at besvare en række af Skatteministeriets opfordringer til at oplyse sagen, findes herefter ikke at have godtgjort, at der har været tale om normale og sædvanlige forretningsmæssigt betingede transaktioner, eller at der har været en forretningsmæssig begrundelse for sagsøgernes deltagelse i arrangementet. Landsretten finder endvidere, at sagsøgerne må anses for at have været bekendt med det samlede arrangements karakter og dets skattefradragsbegrundede formål.

Landsretten lægger herefter til grund, at arrangementet ikke var forretningsmæssigt begrundet, men alene etableret med henblik på at gennemføre en skatteudnyttelse. Det forhold, at provenuet ved sagsøgernes låneovertagelse blev anvendt til køb af henholdsvis statsobligationer og skatkammerbeviser, kan ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet bedømmelse finder landsretten herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.

Landsretten finder endvidere, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de udgifter, der angives afholdt i forbindelse med låneovertagelsen og investeringerne i værdipapirer, henholdsvis 714.392,88 kr. og 95.904,36 kr., er udgifter eller tab, som efter statsskattelovens § 6 og ligningslovens § 8, stk. 3, medfører skattefradrag.

Skatteministeriet frifindes derfor for sagsøgernes påstande.

Der er ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på sagernes værdi, omfang og kompleksitet, forløb og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal A og B inden 14 dage betale hver 60.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.