Dokumentets dato: | 22-01-2008 |
Offentliggjort: | 30-01-2008 |
SKM-nr: | SKM2008.95.SR |
Journalnr.: | 08-011927 |
Referencer.: | Aktieavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræfter, at et Jersey Private Company Limited by Shares svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab, hvorved selskabet er kvalificeret til at deltage i en skattefri aktieombytning uden tilladelse fra SKAT.
Kan det bekræftes, at spørger kan anvende reglen om skattefri aktieombytning i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, såfremt spørger overdrager alle anparter i A ApS til et Jersey Private Company Limited by Shares, som er registreret på Jersey, men som dagligt vil blive ledet fra Danmark, mod til gengæld at blive vederlagt med nyudstedte aktier i det erhvervende Jersey Private Company Limited by Shares af en værdi svarende til værdien af de indskudte anparter?
Svar
Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forholdSkatteyder ejer og kontrollerer samtlige anparter, nom. kr. xx, i A ApS. A ApS driver virksomhed med konsulentvirksomhed.
Skatteyder overvejer eventuelt, at ville flytte til udlandet indenfor en overskuelig årrække. Som følge heraf ønsker skatteyder allerede på nuværende tidspunkt at overføre ejerskabet til A ApS til et selskab, som er hjemmehørende på de britiske kanaløer. Nærmere bestemt ønskes anparterne i A ApS skudt ind i et selskab hjemmehørende på Jersey.
Dette selskab påtænkes at være et "Jersey Private Company Limited by Shares". Et sådant selskab er bl.a. karakteriseret ved følgende:
(i) Selskabets deltagere hæfter begrænset med indskuddet.
(ii) Der skal udarbejdes stiftelsesdokument og vedtægter.
(iii) Der er mulighed for at udvide deltagerkredsen, og aktierne er omsættelige.
(iv) Ved selskabets ophør skal der udpeges en likvidator, der skal sørge for, at kreditorer ved selskabets likvidation bliver betalt, samt at egenkapitalen mellem selskabets deltagere deles på baggrund af indskuddet.
(v) Selskabet skal have et registreret kontor på Jersey og altid anvende selskabsnavnet ved brug af brevpapir m.v.
(vi) Selskabet skal foretage årlige indberetninger til myndighederne, føre aktiebog og føre protokol ved bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
(vii) For så vidt angår personer skal selskabet have minimum en direktør, der ifølge Jersey-lovgivning er pålagt at handle ærligt og troværdigt i selskabets interesse. Endvidere skal selskabet have en revisor eller en advokat (Secretary).
Spørger henviser i øvrigt til materialesamling af relevante oplysninger vedrørende et Jersey Private Company Limited by Shares.
Som led i den påtænkte aktieombytning, hvor skatteyder indskyder samtlige sine (og dermed samtlige udstedte anparter) i A ApS vil skatteyder blive vederlagt med nye aktier i det erhvervende selskab på Jersey. Der er ikke (og det er ikke hensigten, at der efterfølgende vil komme) andre aktionærer i det erhvervende selskab.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstillingIdet skatteyder vil forblive boende i Danmark og idet skatteyder vil udgøre den daglige ledelse i det erhvervende selskab, vil dette efter spørgers opfattelse blive fuldt skattepligtigt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6.
Det er endvidere spørgers opfattelse, at reglen i aktieavancebeskatningslovens § 36 A også finder anvendelse ved indskud af anparter i et Jersey Private Company Limited by Shares.
Begrundelsen herfor er, at et Jersey-selskab på væsentlige punkter ligner et dansk aktie- eller anpartsselskab, idet der ikke er personlig hæftelse, der er selvstændige vedtægter, mulighed for udvidelse af deltagerkredsen (herunder omsætning af ejerandele) og særskilte organer, der kan handle på selskabets vegne. Endvidere er der en omfattende indberetnings og -registreringspligt til de lokale myndigheder samt krav om likvidator ved opløsning/ophør, herunder krav om deling af egenkapital efter indskud.
Det er således spørgers opfattelse, at et Jersey Private Company Limited by Shares skal betragtes som et selskab, der
"...svarer til aktie- eller anpartsselskaber, men som er hjemmehørende i lande uden for EU",
jf. aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 1.
Spørger er samlet af den opfattelse, at en aktieombytning, hvor (i) det erhvervende selskab modtager samtlige anparter i A ApS og hvor (ii) Skatteyder som vederlag alene får aktier i det erhvervende selskab vil kunne ske skattefrit efter reglen i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, alene forudsat at
1) Skatteyder ved indkomstopgørelsen benytter reglen i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 4,
2) at det erhvervende selskab ved indkomstopgørelsen benytter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 5 og at værdien af de aktier i det erhvervende selskab, som Skatteyder modtager, er identisk med værdien af de indskudte aktier i A ApS.
SKATs indstilling og begrundelse
Muligheden for at foretage en skattefri aktieombytning uden tilladelse efter den nye aktieavancebeskatningslov § 36 A tilkommer de selskaber, som efter de eksisterende regler i aktieavancebeskatningslovens § 36, kan deltage i en skattefri aktieombytning mod en tilladelse.
Ligesom i aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 1, henviser § 36 A, stk. 1, til det oprindelige fusionsskattedirektiv, direktiv 90/434/EØF med senere ændringer. Selskaber, som svarer til aktie- og anpartsselskaber, men som er hjemmehørende i lande uden for EU er tilsvarende omfattet.
Jersey er ikke medlem af EU.
Det er SKATs opfattelse, at et Jersey Private Company Limited by Shares svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab, hvorved selskabet er kvalificeret til at deltage i en skattefri aktieombytning, jf. aktieavancebeskatningslov § 36 A, stk. 1.
SKAT lægger i sin vurdering afgørende vægt på, følgende forhold:
Med henvisning til at det erhvervende selskab (Jersey Private Company Limited by Shares) ved ombytningen opnår flertallet af stemmerne i det erhvervede selskab (A ApS), er det SKATs opfattelse, at den påtænkte aktieombytning kan gennemføres skattefrit efter aktieavancebeskatningslovens § 36 A.
SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelseSkatterådet kan tiltræde SKATs indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periodeI 5 år, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1.