Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-12-2007
Offentliggjort:28-01-2008
SKM-nr:SKM2008.87.LSR
Journalnr.:2-1-1918-1443
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Udbetaling af skattefrie godtgørelser til selskabs medarbejdere ikke anset for skattefrie for medarbejderne - arbejdsgiverens klageberettigelse

Medarbejderne i et selskab havde fået udbetalt skattefrie godtgørelser, der efterfølgende blev anset for skattepligtige. Selskabet kunne ikke påklage en medarbejders skatteansættelse, da selskabet ikke kunne anses for klageberettiget. Selskabets interesse i at kunne påklage afgørelsen var afledet og indirekte, og den opfyldte ikke betingelserne i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1.


Der klages over, at udbetaling af skattefrie godtgørelser til selskabets medarbejdere ikke er anset for skattefrie for medarbejderne. Konkret klages der således over A skatteansættelser for indkomståret 2002 og 2003.

Landsskatterettens afgørelse

Klagen afvises.

Sagens oplysninger

ToldSkat konstaterede ved kontrolbesøg hos selskabet A/S A (herefter benævnt selskabet), at udbetalingerne af skattefrie rejse- og kørselsgodtgørelser til selskabets medarbejdere ikke opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 efter ToldSkat's opfattelse, hvorfor disse ikke kunne anses for skattefrie.

ToldSkat pegede på, at selskabet ikke ved udbetalingen af rejsegodtgørelse har påset, at betingelserne for at være omfattet af rejsebegrebet var opfyldt.

Endvidere har ToldSkat anført, at selvom betingelserne var opfyldt, har både grundbilagenes beskaffenhed og selskabets kontrol været så mangelfuld, at dette sandsynligvis vil udelukke skattefrihed.

Medarbejdernes skatteansættelser er herefter lignet af de kommunale skattemyndigheder.

Den 21. april 2004 og 22. juni 2005 traf den kommunale skattemyndighed således afgørelse om, at B's personlige indkomst for indkomstårene 2002 og 2003 skulle forhøjes med henholdsvis 33.660 kr. og 16.641 kr., hvilket skete med henvisning til, at de udbetalte godtgørelser ikke opfylder betingelserne for skattefrihed i medfør af ligningslovens § 9 A.

Skatteankenævnet stadfæstede den 24. november 2005 blandt andet den kommunale skattemyndigheds forhøjelser af B's personlige indkomst for indkomstårene 2002 og 2003.

Klagerens påstand og argumenter

Der er over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets ansatte ikke skal beskattes af de udbetalte skattefrie godtgørelser.

B's personlige indkomst for indkomstårene 2002 og 2003 skal således nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Det er således selskabets opfattelse, at kontrolpligten er opfyldt, og de udbetalte godtgørelser derfor med rette er udbetalt uden skattetræk.

Der er nedlagt subsidiær påstand om, at selskabets medarbejdere indrømmes differencefradrag, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Det gøres gældende, at selskabet er klageberettiget i medfør af skatteforvaltningslovens § 40. Det følger af bestemmelsen, at en klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Selskabet har en væsentlig, direkte og individuel interesse i skatteankenævnets afgørelse. Det skyldes, at én af adressaterne for ankenævnets afgørelse - en tidligere medarbejder - har taget skridt til en erstatningssag mod selskabet med henblik på at få tilkendt en erstatning svarende til skatteforhøjelsen. Der har i den forbindelse allerede været afholdt indledende møder mellem medarbejderens fagforbund og selskabets arbejdsgiverforening.

Det må forventes, at de øvrige adressater for skatteankenævnets afgørelser ligeledes vil anlægge erstatningssag mod selskabet, og med skatteankenævnets begrundelse om manglende kontrol hos selskabet er der næppe den store tvivl om udfaldet af erstatningssagerne.

Selskabet har derfor utvivlsomt en væsentlig, direkte og individuel interesse i at få omstødt skatteankenævnets afgørelser. Det påpeges samtidig, at selskabet ikke har nogen garanti for, at adressaterne for ankenævnets afgørelser vælger at påklage afgørelserne til Landsskatteretten.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at der ses at være tale om, at selskabet ønsker at påklage en række medarbejderes skatteansættelser til Landsskatteretten, herunder at selskabet har påklaget B's skatteansættelser for indkomstårene 2002 og 2003.

Efter skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, 1. pkt. (lov nr. 427 af 6. juni 2005), kan klage til Landsskatteretten indgives af enhver, der har direkte, væsentlig og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Af bemærkningerne til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 40 og 36 (lovforslag L110 2004/2005, 2. samling) om skatteforvaltningsloven fremgår blandt andet følgende:

".....

Til § 40

Efter stk. 1 kan klage til Landsskatteretten indgives af den, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den påklagede afgørelse, jf. bemærkningerne til § 36, stk. 1.

.....

Til § 36

Bestemmelsen indeholder procedure- og sagsbehandlingsregler for klage til skatteankenævnet. Bestemmelsen vil blive suppleret af mere detaljerede sagsbehandlingsregler i en forretningsorden for skatteankenævn, jf. § 7, stk. 6.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 21 og § 21 A.

Efter stk. 1 kan klage indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Det kan eksempelvis være en ægtefælle, en part i en overdragelsesaftale eller en gavemodtager. Klage kan ikke indgives af en, der indirekte bliver påvirket af afgørelsen, f.eks. i forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor.

....."

Som det fremgår af skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med lovbemærkningerne, er det ikke tilstrækkeligt for at være klageberettiget, at klageren har en indirekte eller afledet interesse i den afgørelse, som der klages over. Der kan herved også henvises til Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2007, offentliggjort i SKM2007.289.LSR (www.skat.dk ).

I den foreliggende situation klager selskabet over sine medarbejderes skatteansættelser, herunder nærmere bestemt B's skatteansættelser for indkomstårene 2002 og 2003.

Det bemærkes, at selskabets interesse i medarbejdernes skatteansættelser knytter sig til en mulig erstatningssag. Efter de foreliggende oplysninger vil en eller flere medarbejdere således rette krav om erstatning mod selskabet, hvis de udbetalte godtgørelser ikke anses for skattefrie. Efter selskabets opfattelse vil ikke alene selve spørgsmålet om skattefrihed, men også den eventuelle begrundelse for at anse de udbetalte godtgørelser for skattepligtige, have indflydelse på en sådan erstatningssag.

På denne baggrund kan retten ikke anse selskabet for at have en direkte interesse i afgørelsen om eksempelvis B's skatteansættelser for indkomstårene 2002 og 2003. Selskabet kan alene anses for at have en afledet interesse i skatteansættelserne, da afgørelsen ikke har nogen umiddelbar betydning for selskabets skatteansættelse, ligesom afgørelsen heller ikke automatisk medfører andre konsekvenser for selskabet. Der kan i den forbindelse også henvises til eksempelvis Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003 p. 345 ff. samt Folketingets Ombudsmands Beretning for 2005.639 ff.

Selskabet har dermed ikke en både direkte, væsentlig og individuel retlig interesse i klagen til retten, og klagen afvises derfor.