Dokumentets metadata

Straksfradrag for udgifter til etablering af plansilo

Der kunne ikke foretages straksfradrag vedrørende udgifter til etablering af en plansilo, der alene var forbundet med ejendommens driftsbygninger ved køreflader

Klagen skyldes, at SKAT har nægtet straksfradrag vedrørende udgifter til etablering af en plansilo.

Skatteankenævnet har ikke godkendt straksfradrag 0 kr.

klageren har selvangivet fradrag med 52.839 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Af skatteankenævnets sagsfremstilling fremgår følgende:

"A erhverver 1/4-2003, 56 % af ejendommen X med tilhørende bygninger og løsøre.

Ejendommen drives med kvæghold bestående af ca. 140 jersey-malkekøer, med opdræt og mark- brug på ca. 145 ha. Ejendommen drives som I/S sammen med faderen B. Ved købet medfølger bl.a. løsdriftsstald, gylletank og halmlade.

I 2004 etableres en plansilo til opbevaring af foder til kvægbesætningen, opførelsen af siloen koster 825.298kr.

Den fysiske forbindelse består i at der er etableret køreflader mellem bygningsdelene: Etablering af kørefladerne er sket ved afgravning af muldjorden i 1/2 - ¾ meters dybde og 10-12 meters bredde. Efterfølgende er der påfyldt vejmaterialer og tromlet til, efterfulgt med et lag knust beton, således at kørefladerne er jævne og kan bære transporten af foder. m.m.

C fra skatteforvaltningen var den 12/9-2005 på besigtigelse på X Han har i besigtigelsesnotatet konstateret at der er tale om selvstændige bygninger for så vidt angår: løsdriftsstald (ko), løsdriftsstald (kvie), halmladen og plansiloen. Der er ikke fælles sokkel og de støbte betonfundamenter støder ikke op til hinanden. Der er rundt om hver enkelt bygning grusveje som der kan køres på."

I forbindelse med klagen til Landsskatteretten har klager indsendt tegninger af ejendommen hvorpå, der er foretaget opmåling af afstanden mellem de i 2004 opførte plansiloer, samt de driftsbygninger, som de betjener.

Nævnet har begrundet sin afgørelse således:

"I denne sag er spørgsmålet dog ikke om der kan afskrives, men derimod om der kan straksafskrives på plansiloen.

De har forklaret at etablering af kørefladerne er sket ved afgravning af muldjorden i ½ - 3/4 meters dybde og 10-12 meters bredde. Efterfølgende er der påfyldt vejmaterialer og tromlet til, efterfulgt med et lag knust beton.

Det er nævnets opfattelse, at der er tale om køreflader der ikke kan forbinde de omtalte bygninger således at de kan anses for at være en samlet fysisk enhed. Således kræver ligningsvejledningen at tilbygningerne er en naturlig del af den eksisterende bygning. At tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning indebærer, at der fysisk skal være en sammenhæng, og at bygningen fungerer som et hele. Er tilbygningen derimod meget væsentlig, og kan den fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles som en selvstændig ny bygning, hvorpå der skal afskrives efter de almindelige regler i AL § 14.

Skatteankenævnet vurderer i denne sag at plansiloen ikke udgør en naturlig del af de eksisterende bygninger og endvidere at plansiloen kan fungere selvstændigt, ligesom det er nævnets opfattelse, at plansiloen ikke er sammenbygget med øvrige bygninger på ejendommen, og at den dermed ikke kan anses for en tilbygning. Skatteankenævnet vurderer således, at selve etableringen af kørefladerne ved afgravning af muldjorden i 1/2 - 3/4 meters dybde og 10-12 meters bredde og efterfølgende påfyldning af vejmaterialer og tromlet til, efterfulgt med et lag knust beton, ikke i sig selv gør at der er tale om en "tilbygning" der integreres, således at det er tale om en bygningsbestanddel af alle bygninger og at bygningen derefter fungerer som et hele.

Skatteankenævnet har i sin vurdering lagt vægt på de ovenfor citerede passager af ligningsvejledningen og på dommene SKM2003.530.LSR og SKM2004.11.VLR (begge citeret under punkt 5.2 i vedlagte sagsfremstilling). I SKM2003.530.LSR kunne et selvstændigt beliggende maskinhus og garage således ikke medregnes ved opgørelsen af straksfradrag og i SKM2004.11.VLR kunne en oplagsplads der var beliggende i tilknytning til afskrivningsberettigede driftsbygninger ikke anses som en del af de øvrige bygninger på ejendommen eller for en selvstændig bygning. På denne baggrund fastholder skatteankenævnet skatteforvaltningens kendelse"

SKAT har på retsmøde fastholdt, at de etablerede køreflader ikke kan anses for bygningsbestanddele, der medvirker til, at siloen og de øvrige driftsbygninger er sammenhængende. Det materiale, der er anvendt, må anses for at være typisk vejfyld, hvorfor der ikke er grundlag for straksfradrag efter afskrivningslovens § 18, stk. 2.

Klageren har fremsat påstand om, at straksfradrag på 52.839 kr. skal godkendes som selvangivet.

Repræsentanten har til støtte for påstanden gjort gældende, at den direkte fysiske forbindelse mellem plansiloen og driftsbygningerne er den anlagte kørevej. I henhold til afskrivningsloven er det ikke afgørende hvilke bygningsmaterialer man anvender til køreflader, men hvilken funktionalitet der er tale om, dvs. om der konkret er tale om en bygningsbestanddel - hvad den konkrete anvendelse er.

Der er ikke tale om en vej, idet en sådan forbinder 2 steder og rent fysisk fremtræder med en begrænset bredde og i princippet en ubegrænset længde. Der er tale om sammenhængende køreflader, hvormed der er fysisk forbindelse mellem køresiloerne og de 3 driftsbygninger som kørefladerne tjener.

Køresiloen og de anlagte køreflader fungerer som et hele sammen med driftsbygningerne, hvorfor der er grundlag for straksfradrag, jf. afskrivningslovens § 18, stk. 2, der foreskriver, at der skal være tale om en bygningsbestanddel, der har tilknytning til driftsbygningerne. Repræsentanten har henvist til afgørelse fra skattedepartementet af den 30. juni 1986, offentliggjort i TfS.1986.317.

Repræsentanten har gjort gældende, at de af SKAT påberåbte afgørelser, offentliggjort i SKM2003.530.LSR og SKM2004.11.VLR , ikke har relevans i nærværende sag. Til støtte for klagers påstand er henvist til Landsskatterettens afgørelser af 8. marts 2002 og 7. september 2004. Endelig er bemærket, at kørefladerne vurderingsmæssigt er anset for at være fast ejendom.

Sagen vedrører spørgsmålet om plansiloen og etablerede køreflader i straksafskrivningsmæssig henseende kan anses som en naturlig tilbygning til de eksisterende driftsbygninger, og dermed omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 2.

2 af rettens medlemmer udtaler:

Af rettens praksis fremgår, at plansiloer med tilhørende betonflader anses som bygningsbestanddele. Såfremt disse bygningsbestanddele har sammenhængende fysisk forbindelse til en eller flere bygninger, udgør afskrivningsgrundlaget for disse bygninger beregningsgrundlaget for straksfradrag.

De anlagte køreflader er etableret af materialer, der normalt på en landejendom bruges til vejfyld, anlæg af gårdplads eller lign. Plansiloen og kørefladerne anses derfor ikke for at have den fornødne fysiske sammenhæng med de oprindelige driftsbygninger til at de kan anses som en bygningsbestanddel hertil. Hvilken funktion kørefladen har, kan ikke alene begrunde, at der er tale om en bygningsbestanddel.

Plansiloen må anses som en selvstændig bygning, der kan afskrives efter bestemmelsen i afskrivningslovens § 14, stk. 1. Udgiften til kørefladerne anses af Retten som et nyt accessorie til driftsbygningerne og kan derfor afskrives efter afskrivningslovens § 14, stk. 3.

Disse retsmedlemmer stemmer for at stadfæste skatteankenævnets afgørelse.

Et retsmedlem udtaler:

Når kørefladen anvendes i sammenhæng med plansiloen og de øvrige bygninger, som kørefladerne betjener, må der konkret være tale om en bygningsbestanddel, der kan begrunde straksfradrag i henhold til bestemmelsen. Dette retsmedlem stemmer for at godkende det fradrag, klageren har selvangivet.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertal. Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.