Dokumentets metadata

Fradrag for rejsedage - overnatning på bopæl

Ved vurderingen af om en langturschauffør opfyldte betingelserne for at være på rejse, skulle transporttid vedrørende kørsel mellem bolig og køretøj ikke anses for hviletid, men som arbejdstid, og der kunne ikke lægges vægt på afstanden til det faste arbejdssted.

Klagen vedrører lastbilschaufførs fradrag for rejsedage, herunder spørgsmålet om muligheden for overnatning på bopælen.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2002

Skatteankenævnet har ansat fradrag for rejsedage til 0 kr.

Landsskatteretten giver medhold i den subsidiære påstand, således at fradraget udgør 55.601,33 kr.

Sagens oplysninger

Klageren var i indkomståret 2002 ansat som langturschauffør og havde lønindtægter på 365.596 kr. fra B A/S. Han modtog desuden skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse med 420 kr. Klageren var ansat hele året hos arbejdsgiveren.

Klageren har fremlagt en opgørelse over sine arbejdstider.

Klageren har beregnet sit fradrag til 71.635 kr.

Herudover har klageren fremlagt kørselsrapporter for kørslerne i 2002. Af hver datoseddel fremgår følgende:

Klagerens arbejdsgiver har afgivet følgende erklæring:

Vores chauffør overnatter en del af ugens arbejdsdage i sit køretøj, såvel ved vort kontor, som på forskellige destinationer i landet, samt i enkelte tilfælde i udlandet. Der er flere årsager til, at vore chauffører overnatter i bilerne:

-Chaufførerne må ikke køre hjem i bilerne, medmindre turene går forbi hjemadressen.

-Køre/hviletid. Vi udnytter chaufførernes køretid optimalt, hvorfor bilen skal holde stille, hvor det passer bedst i vores planlægning. Derved kan bilen være fremme ved et pålæsningssted kl. 05.00 uden at chaufføren har spildt noget af sin køretid på at køre hjem.

Klageren havde bopæl på adressen X

Skatteankenævnets afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, skal som hovedregel medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Dette gælder dog ikke for godtgørelse for rejseudgifter, der er omfattet af ligningslovens § 9 A. Dette fremgår af ligningslovens § 9, stk. 5.

Hvor betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i ligningslovens § 9 A, stk. 1 er opfyldt, men hvor udbetaling ikke er sket, kan lønmodtageren fradrage rejseudgifter i indkomsten med de satser, der er fastsat herfor. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Fradraget er betinget af, at lønmodtageren kan dokumentere det faktiske antal rejse dage med overnatning samt antallet af efterfølgende timer, hvorimod udgifterne ikke skal dokumenteres, jfr. Ligningsvejledningen, afsnit A.B.1.7.1.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A , stk. 1. En lønmodtager anses for at være på rejse:

Et arbejdssted kan højest anses for midlertidigt i 12 måneder. Såfremt arbejdsstedet flyttes mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, finder tidsbegrænsningen på 12 måneder ikke anvendelse. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. og 2. pkt.

Personer, som har en arbejdsplads, der ikke er knyttet til en fast stationær lokalitet, men hvis arbejdsplads hele tiden bevæger sig fra sted til sted, rammes ikke af 12 måneders-reglen. Dette følger af, at arbejdspladsen flytter sig i takt med arbejdets udførelse.

For lønmodtagere, der transporterer varer, gods eller mennesker, f.eks. langturschauffører eller turistchauffører, vil derfor kunne anvende standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning under forudsætning af, at de øvrige betingelser er opfyldt, herunder at de ikke har overnattet i hjemmet.

Det er skatteankenævnets opfattelse, at klageren kun i et enkelt tilfælde har været på rejse i 24 timer eller mere, hvilket er en betingelse for at anvende rejsereglerne.

Det drejer sig om den 10. - 11. juni 2002, hvor klageren kørte fra Y den 10. juni kl. 19.00 og overnattede i Z, Sverige for at returnere til Y den 11. juni kl. 22.00.

Rejsetiden udgjorde 27 timer, hvorfor fradrag for kost og småfornødenheder kunne beregnes til 374 kr. * 27/24 = 420 kr. Klageren fik udbetalt 420 kr. i skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse fra arbejdsgiveren i indkomståret 2002, hvilket må antages at vedrøre denne køretur til Sverige.

Desuden ligger fradraget under bundgrænsen i ligningslovens § 9, stk. 1 på 4.600 kr. og ville derfor ikke medføre en ændring i ansættelsen.

De øvrige arbejdsdage er klageren ikke ansat for at være på rejse, idet rejsen ikke har haft en varighed på mindst 24 timer, jfr. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. pkt.

Der er herved henset til, at klageren for at kunne anvende reglerne i ligningslovens § 9 A skal være på et midlertidigt arbejdssted, der er så langt fra klagerens bopæl, at han ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.

Der må således være tale om et "midlertidigt arbejdssted", som er beliggende i en "afstand" fra den sædvanlige bopæl.

Klagerens faste arbejdssted må anses for at være i Æ, Y, hvor klagerens arbejdsgiver havde forretningsadresse. Det er således først, når arbejdsgiverens adresse forlades, at en rejse påbegyndes, og der opstår et midlertidigt arbejdssted. Rejsen afbrydes, når klageren igen er på Y-egnen.

Da en del af den kørsel, som klageren udfører, foregår i en afstand af Y, der gør, at klageren ikke kan anses for at være på rejse, vil betingelserne for at anvende rejsereglerne ikke være opfyldte, herunder at en rejse skal vare mindst 24 timer. Det er i den forbindelse uden betydning, om arbejdsdagen overstiger 24 timer, idet en eventuel "rejse" afbrydes, når klageren befinder sig i Y. Nævnet finder derfor tillige, at det er uden betydning, at klageren, ifølge arbejdsgiverens erklæring overnatter en del af ugens dage i lastbilen.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt principal påstand om godkendelse af fradrag på 71.512 kr. Subsidiært er der nedlagt påstand om godkendelse af fradrag på 55.601 kr.

Sagen drejer sig om det forhold, at klageren ikke har fået godkendt fradrag for rejse, idet skatteankenævnet ikke har anset klageren for at have været på rejse i mindst 24 timer. Det faste arbejdssted blev anset for at være Æ, Y og at det først var, når denne adresse blev forladt, at en rejse påbegyndtes.

Klageren er enig i denne del af synspunktet med den tilføjelse, at i det omfang, der er tale om, at en ansat tager direkte fra hjemadressen ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegyndes rejsen, når hjemmet forlades og afsluttes ved tilbagekomst til hjemmet eller det faste arbejdssted.

Skatteankenævnet har anført, at rejsen afbrydes, når klageren igen er på Y-egnen, og at en del af den kørsel, klageren udførte, foregik i en afstand af Y, der gjorde, at klagerens rejser ikke havde en varighed af 24 timer.

Det anfægtes, at der kan ske en indsnævrende fortolkning af rejsebegrebet som foretaget af skatteankenævnet.

Det afgørende kriterium for, om der er tale om at være på rejse eller ej, er, om overnatningen sker så langt fra bopælen, at klageren ikke har mulighed for at overnatte på denne. Afstanden til arbejdsgiverens adresse og det faste arbejdssted er derfor ikke relevant.

Klageren er beskæftiget som chauffør og har efter det oplyste primært været beskæftiget med containertransporter rundt om i store dele af Jylland. Denne kørsel er underlagt bestemmelserne i EU-forordning 3820, de såkaldte køre-hviletidsbestemmelser. Dette betyder, at hvile- og sove tid reguleres på baggrund af kørt tid, hvor den pågældende chauffør vil være tvunget til at hvile i et nærmere bestemt antal timer, før transporten kan fortsætte. Hviletiden vil, alt efter omstændighederne, udgøre 9 eller 10 timer, hvorefter arbejdet kan genoptages.

Klageren overnattede de facto forskellige steder i Jylland, hvilket ikke er anfægtet af skatteadministrationen og i øvrigt også foreligger bekræftet af vognmanden.

Hverken af Ligningsvejledningen, forarbejdet til lovgivningen eller af selve lovteksten fremgår, at der skulle være hjemmel til at fastsætte en generel regel om, at et givet generelt område tæt på arbejdsgiverens adresse kan medføre, at rejsen afbrydes.

Det, der må lægge til grund, er, hvor den pågældende befinder sig ved arbejdstidens ophør, og ikke midt på en arbejdsdag. Samtidig må lægges til grund, hvilke muligheder den pågældende lønmodtager reelt har for at overnatte i hjemmet under hensyntagen til transportmuligheder og den samlede pausevarighed herunder, hvornår arbejdet genoptages.

At det forholder sig således, understøttes endvidere af det forhold, at det tidligere regelsæt opererede med en minimumsafstand på 8 km fra arbejdsgiverens adresse, før der kunne være tale om at være på rejse. Denne minimumsafstand blev i forbindelse med seneste lovgivning fjernet fra regelsættet.

Der har i øvrigt ikke været rejst tvivl om selve opgørelsen af de samlede ture.

Repræsentanten har i forbindelse med uddybning af den principale påstand gennemgået reglerne om køre/hviletid. Det er fastholdt, at man ved vurderingen af transporttiden til og fra bopælen ikke kan lægge vægt på transporttiden i bil, idet der ikke er nogen reel mulighed for at anvende bil, idet klagerens arbejdsdag er startet og sluttet forskellige steder.

Ved beregningen af den principale påstand har repræsentanten baseret sin opgørelse på, at rejsen startede/sluttede på det tidspunkt, hvor klageren forlod sin bopæl/ vendte tilbage til sin bopæl, således at rejsen dog blev afbrudt i forbindelse med tilbagevenden til arbejdsgiverens adresse. Differencen til klagerens egen opgørelse, skyldes, at han har beregnet en rejses påbegyndelse ved arbejdsdagens begyndelse og sluttet ved arbejdets ophør.

Der er i forbindelse med den subsidiære påstand henvist til SKM2005.492.ØLR (Metro-dommen). Det gøres gældende, at det følger af principperne i denne afgørelse, at en lønmodtager kan anses for at være på rejse de dage, hvor den daglige transporttid sammenholdt med arbejdstiden medfører, at lønmodtageren alene kunne opholde sig på sin bopæl i 11 timer eller mindre. Det fremgår af køre- og hviletidsforordningen, at chauffører som hovedregel skal have en samlet hviletid på 11 timer. Der er henvist til Skills-dommen (EF-domstolens sag C-297/99), ifølge hvilken transporttid mellem bopæl og køretøj ikke betragtes som hviletid, men arbejdstid. Den subsidiære påstand er således opgjort således, at klageren som minimum må være berettiget til fradrag for de dage, hvor tiden på bopælen ville have udgjort 11 timer eller derunder.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter Ligningslovens § 9, stk. 1, kan lønmodtagere fradrage udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et reguleret grundbeløb på 4.700 kr.

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, at arbejdsgiveren kan udbetale skattefri godtgørelse for merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Udbetaler arbejdsgiveren ikke skattefri godtgørelse, men betingelserne herfor er opfyldt, kan der uden dokumentation fradrages et beløb svarende til differencen mellem det modtagne og den skattefrie godtgørelse, der kunne have været udbetalt, jf. Told og Skat Cirkulære 2002-34 om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Rejsebegrebet er defineret i ligningslovens § 9 A, stk. 1. Det fremgår heraf, at en lønmodtager kan anses for at være på rejse

1) når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller

2) når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det fremgår af Skats pjece, "Diæter - om skattefri rejsegodtgørelse", at der ved afgørelsen af, om betingelserne er opfyldt, skal ske en samlet vurdering, hvori arbejdstiden, arbejdets karakter, arbejdsmarkedsregler samt rejsetiden skal indgå.

Med hensyn til afstanden, skal bedømmelsen bl.a. ske ud fra en vurdering af, om lønmodtageren ved hjælp af et eller flere almindelige transportmidler, f.eks. bil, bus eller tog, vil kunne tilbagelægge strækningen mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted inden for et tidsrum, der muliggør overnatning hjemme på bopælen. Ved vurderingen tages der udgangspunkt i tidsforbruget ved bilkørsel, uanset om lønmodtageren har kørekort eller bil til rådighed.

Med hensyn til arbejdet indgår arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren i bedømmelsen af, om lønmodtageren har været på rejse. Det kan f.eks. være en instruktion om, at lønmodtageren skal være tilkaldevagt, at lønmodtageren har lange eller skiftende arbejdstider eller arbejdsmarkedslovgivning herunder f.eks. hviletidsbestemmelser.

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, at stk. 1- 4 kun finder anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer.

Et arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

12 måneders begrænsningen for benyttelse af standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 1 - 3 gælder ikke for personer, som har et arbejdssted, der flytter sig i takt med arbejdets udførelse, jfr. ligningslovens § 9 A, stk. 5. Derfor vil langturschauffører normalt ikke blive ramt af 12 måneder reglen.

Det følger af SKM2005.492.ØLR (Metro-dommen), at en lønmodtager kan anses for at være på rejse de dage, hvor den daglige transporttid sammenholdt med arbejdstiden medfører, at lønmodtageren alene kan opholde sig på sin bopæl i 11 timer eller mindre.

Det følger af EF-domstolens dom i sagen C-297/99 (Skills-dommen), at transporttid mellem bopæl og køretøj ikke kan anses for hviletid, men som arbejdstid.

Landsskatteretten giver medhold i den subsidiære påstand.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på afstanden mellem klagerens bopæl og overnatningsstederne i følge kørselsrapporterne. Efter ligningslovens § 9 A er det afstanden til bopælen, der er afgørende for bedømmelsen af, om klageren kan siges at være på rejse. Der kan ikke lægges vægt på afstanden til det faste arbejdssted eller lignende, herunder om klageren er "i nærheden af" disse steder.