Dokumentets dato: | 25-04-2008 |
Offentliggjort: | 25-04-2008 |
SKM-nr: | SKM2008.371.SKAT |
Journalnr.: | 08-060869 |
Referencer.: | Ligningsloven |
Dokumenttype: | SKAT-meddelelse |
SKAT agter ikke at følge resultatet i SKM2007.930.LSR om beskatningsgrundlaget for delebiler fremover. Det betyder at reglen fortsat er den, at deler flere en bil, beskattes alle fuldt ud af rådigheden over bilen.
Landsskatteretten afsagde den 5. december 2007 en kendelse om beskatning af fri bil vedrørende en dele-bil, jf. SKM2007.930.LSR , der afviger fra hidtidig praksis for beskatning af dele-biler.
Landsskatterettens kendelse vedrørte en selvstændig erhvervsdrivendes beskatning i indkomstårene 1996 og 1997 af privat brug af en blandet bil. Den pågældende drev en planteskole i interessentskabsform sammen med sin søn. Begge interessenter benyttede virksomhedsordningen. De anskaffede i 1995 en bil, der blev placeret i virksomhedsordningen, og de benyttede begge bilen til privat kørsel indtil maj 1997, hvor sønnen selv erhvervede en personbil.
Interessenterne havde hver især selvangivet 50 % af beskatningsgrundlaget. Landsskatteretten tiltrådte den selvangivne ligelige fordeling af beskatningsgrundlaget opgjort efter ligningslovens § 16, stk. 4, og anførte, at beskatningen skal opgøres efter de principper, som Højesteret i sin dom af 17. maj 2005 (offentliggjort som SKM2005.219.HR ) har anvendt i relation til beskatning af værdien af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver.
SKATs opfattelse af kendelsen
Det er SKATs opfattelse, at der ikke er hjemmel i ligningslovens § 16, stk. 4, til at foretage en fordeling af rådighedsbeskatningen.
SKAT vil imidlertid ikke indbringe den konkrete kendelse for domstolene på grund af særlige hensyn til skatteyderen. SKAT her herved taget hensyn til, sagens langvarige behandling, skatteyderens alder samt det forhold, at SKAT under sagens behandling ved Landsskatteretten ved en fejl har tiltrådt Landsskatterettens afgørelse.
En eventuel senere kendelse i overensstemmelse med SKM2007.930.LSR , vil blive indbragt for domstolene.
SKAT agter derfor ikke at ændre praksis på baggrund af kendelsen, og skatteydere, der er blevet beskattet af dele-biler efter hidtidig praksis, vil ikke kunne få genoptaget skatteansættelsen.
Beskrivelse af den skatteretlige problemstilling
I henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, skal der ske beskatning af fri bil, hvis en bil stilles til rådighed for en medarbejder. Bestemmelsen om beskatning af fri bil i ligningsloven finder ligeledes anvendelse for biler, der stilles til rådighed for privat kørsel i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Hvis bilen kun er til rådighed en del af året nedsættes den skattepligtige årsværdi svarende til det hele antal måneder, hvori bilen har været til rådighed, jf. § 16, stk. 4. Det vil sige, at kortvarig rådighed over en firmabil udløser beskatning på minimum 1/12 af den skattepligtige årsværdi.
En situation som den foreliggende, hvor flere interessenter, der sammen driver virksomhed under virksomhedsordningen deler en bil, skal betragtes på samme måde, som hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed til deling for flere ansatte.
Det er SKATs opfattelse, at medmindre de ansattes rådighed over firmabilen er reduceret med 30 dage ad gangen, kan der ikke ske en begrænsning i beskatningen. Det vil sige, at hvis flere ansatte har fuld rådighed over samme bil, skal de hver især beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Højesteret har taget stilling til en lignende problemstilling i SKM2008.3.HR , hvor Højesteret fandt, at medarbejdere, der som en tillægsydelse til en leaset firmabil, havde mulighed for at leje bil i udlandet, leje en varevogn i weekender mv., ville blive beskattet efter § 16, stk. 4, uanset at én weekends billeje således ville medføre én måneds beskatning.
Det er SKATs opfattelse, at den af Landsskatteretten anvendte Højesteretsdom vedrørende beskatning af fri båd, SKM2005.219.HR , ikke kan anvendes for fri bil, da det efter § 16, stk. 4 - i modsætning til den dagældende bestemmelse om beskatning af fri lystbåd - kun er muligt at dele rådighedsbeskatningen, hvis rådigheden over bilen rent faktisk er delt med perioder på hele måneder.