Dokumentets metadata

Straffesag - overtrædelse af skattekontrolloven - skattepligtssag - ikke modtaget årsopgørelser - uegentlig retsvildfarelse

T havde ikke indgivet selvangivelse til Danmark for indkomstårene1998 til 2003 og bestrider at have modtaget årsopgørelser for årene 1999, 2000, 2001 og 2003. T fraflyttede Danmark i 1991/92, T forklarede at han i 1997 købte en villa i Danmark til sin søn og tidligere samlever og at han havde kontor til rådighed i denne villa. T mente ikke at have beboet ejendommen i Danmark og således ikke tilflyttet Danmark. Under retssagen forklarede samleveren og datteren at T beboede ejendommen fra overtagelsen i 1997. T blev anset for fuld skattepligtig til Danmark for årene 1998 til 2003, da byretten fandt at T opholdt sig i boligen i Danmark i langt den overvejende del af tiden. Dette blev bestyrket af, at T drev erhvervsmæssig virksomhed fra den nævnte adresse mens T's forklaringer om at have drevet erhvervsmæssig virksomhed andetsteds har været upræcis og diffus. T blev i byretten idømt 10 måneders ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 1.800.000 kr. Konfiskationspåstanden blev ikke taget til følge, da T havde betalt den skyldige skat.I landsretten påstod anklagemyndigheden domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet for byretten med den ændring at den subsidiære påstand blev overtrædelse af skattekontrollovens § 15 for alle årene. T gjorde bl.a. gældende, at han havde centrum for sine livsinteresser i Tyskland, at han havde betalt skat til Tyskland og havde lidt af en uegentlig retsvildfarelse om sin skattepligt til Danmark idet han havde betalt skat til Tyskland og at en tiltale rejst som en overtrædelse af skattekontrollovens § 16 ikke kan henføres under skattekontrollovens § 15. Landsretten fandt, at T var fuld skattepligtig til Danmark for de omhandlede år. Gerningsindholdet, hvorefter T "ikke havde indgivet selvangivelse" og beskrivelsen i øvrigt er ikke til hinder for at landsretten kan henføre forholdet under skattekontrollovens § 15. Byrettens dom blev herefter i det hele stadfæstet.

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(Advokat Niels Fjeldberg)

Afsagt af landsdommerne

Lars E. Andersen, Lilholt og Lisbeth Bügel Madsen (kst.)

----------

Byrettens dom af 2. juni 2006, SS 1.226/2006

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 9. marts 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af

1

skattekontrollovens § 15,

ved med forsæt til at unddrage sig skatteansættelse, at have undladt at indgive selvangivelse for indkomstårene 1998 og 2002, hvor tiltalte havde oppebåret en indkomst på henholdsvis 712.515 kr. og 805.595 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 778.912 kr. i skat.

2

skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk, 1.

ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 1999, 2000, 2001 og 2003, hvor han ikke havde indgivet selvangivelse, ikke rettidigt at have meddelt skattemyndighederne, at indkomsten ved afgørelse af 21. august 2000 var ansat for lavt med 508.475 kr., ved afgørelse af 16. marts 2001 var ansat for lav med 633.914 kr., ved afgørelse af 14. marts 2002 var ansat for lav med 390.042 kr. og ved afgørelse af 15. marts 2004 var ansat for lavt med 799.082 kr. hvorved det offentlige blev unddraget 1.091.354 kr. i skat.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om tillægsbøde på 1.850.000 kr. og i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, påstand om konfiskation af 1 mio. kr. svarende til bankgaranti fra F1 Bank, der har erstattet den af retten godkendte beslaglæggelse af 8. juni 2004. Under domsforhandlingen er påstanden efter oplysning om, at tiltalte har betalt al skyldig skat, ændret til en påstand om fyldestgørelse for omkostninger og bøde. Det er gjort gældende, at tiltalte i hele den periode, tiltalen angår, har haft bopæl og i hvert fald den nærmeste tilknytning til Danmark.

Tiltalte har nægtet sig skyldig for så vidt forhold 1 under anbringende af, at der er indgivet selvangivelse til Tyskland, hvor tiltalte var skattepligtig gennem alle årene. Han har i hele perioden haft sin nærmeste tilknytning til Tyskland. Han er også fra Tyskland blevet afkrævet et betydeligt beløb i skat for perioden 1998-2003. Han har endvidere fra et engagement hidrørende fra et plejehjemsbyggeri, "H1 ", et erhvervsmæssigt fradrag på 2,2 mio. kr. fordelt over hele perioden. Dette hidrører fra et tab på 570.000 DM omregnet efter kurs 3,85. For året 1998 er han videre beskattet af en gevinst på 113 .000 kr. hidrørende fra et salg af en ejerlejlighed. Her har han fejlagtigt troet, at den tidligere gældende 7-års regel fortsat gjaldt og har således savnet forsæt til skatteunddragelse. For så vidt angår forhold 2 haves de samme generelle indsigelser. Herudover er det gjort gældende, at der ikke er modtaget breve fra skattemyndighederne på de i forhold 2 anførte tidspunkter. For så vidt angår 2003 gøres det yderligere gældende, at politiet ved den skete beslaglæggelse i juni 2004 forud for den seneste frist for indgivelse af selvangivelse, nemlig den 1. juli 2004, har umuliggjort, at tiltalte kunne indgive selvangivelse for dette år.

Forklaringer

Tiltalte har forklaret, at han siden 1983 har haft visse investeringer i Tyskland, på hvilket tidspunkt han var gift og bosiddende ved ...1, Danmark. Senere tilmeldte han sig en bopæl i Tyskland. I 1990 traf han en dansk kvinde, men han lod sig først i 1992 skille fra sin kone. Samme år fik han permanent opholdstilladelse i Tyskland. Den danske kvinde var da flyttet med ham til Tyskland. Da han de facto siden midten af 1980'erne har boet i Tyskland, er det der, hele hans bekendtskabskreds er. Den danske kvinde, V.1, som han i 1992 var flyttet sammen med, boede sammen med ham i ...2, Tyskland, en ejendom han ejede. Det gik lidt skidt med forholdet og han solgte ejendommen, og de boede en tid til leje. I slutningen af 1995, måske 1996, traf han en gift tysk kvinde, og han flyttede stort set fra ...2, Tyskland og over til en adresse ...3, Tyskland, hvor han lejede sig ind hos en bekendt, V.5. Han lejede lejligheden af V.5 for 10.000 DM årligt. Han havde sammen med V.1 en søn, BA. V.1 ville gerne til Danmark. Han stillede så en bolig, en villa i ...4, Danmark, til rådighed for hende og sønnen. Den blev købt i V.1s navn, men det var ham, der ganske finansierede den og lånte hende pengene. Han havde igennem flere år haft udlejningsejendomme i Danmark, og dem skulle hun nu prøve at administrere. Han stillede også bil til rådighed for hende. Han betingede sig blot, at han skulle have et enkelt rum til kontor i villaen. V.1 overtog villaen i oktober 1997 og boede alene i denne sammen med BA. Tiltalte kom nu og da på besøg, ofte 2 dage ad gangen, oftest til weekenden. Han boede stadig på ...3, Tyskland og havde også nogle af sine ting stående på ...2, Tyskland. Dette var fortsat hans offentlige adresse i forhold til de tyske myndigheder. I Tyskland er det således, at man godt kan have en officiel adresse og samtidig bo et andet sted. I den følgende tid ofrede han mange penge på ...4, Danmark. Han har altid været nøje opmærksom på 180-dages reglen og har maksimalt været i dage svarende til 3 måneder i Danmark, hvoraf han af overnatninger højst har haft 5 om året. Når det var på ...4, Danmark, sov han altid på sit kontor og ellers på hotel. På et tidspunkt medbragte han også sin nuværende samlever, CC, som han på et tidspunkt lærte at kende. I 1999 fik han et brev fra advokat TK, hvoraf fremgik, at en af V.1s gamle kreditorer ville gøre retsforfølgning i huset. Resultatet ville blive det, at det hus, som han havde pant i, og som han havde ofret mange penge på, kunne risikere at blive solgt på tvangsauktion, hvorfor han betalte hendes regning. Han opholdt sig i perioden også en del i Bulgarien. Med ejeren af ...2, Tyskland var aftalen den, at hun skulle sende post til kontoret på ...4, Danmark. Han kom i ...2, Tyskland af og til, og ellers ringede han og spurgte, om der var post. Forholdet til V.1 gik i stykker, da huset blev omdannet til det største værtshus i ...4, Danmark. Han fik derfor V.1 til at overdrage huset til sin datter, V.3, der i mellemtiden var blevet færdig som jurist og i en periode var ansat ved skattemyndighederne. Datteren flyttede ind i en kortere periode, efter at V.1 og sønnen BA var flyttet. Han kom kun nu og da for at passe sit kontor. Han havde den 1. januar 1998 solgt sine 4 udlejningsejendomme i Danmark til datteren. Han administrerede dem dog fortsat og levede af administrationsgebyrerne. Det var hans hovedindtægt. Idet forholdet til den tyske kvinde var gået i stykker, og idet han som anført havde truffet CC, flyttede hun i 2002 ind i huset i ...4, Danmark. De blev i maj 2002 gift. Hun bor stadigvæk i huset. Han har også nu og da været der, men han har ikke boet der, og han er ikke tilmeldt adressen, dette selv om myndighederne har tvangsforflyttet ham dertil. Han har siden CCs indflytning i 2002 lejlighedsvis været i huset, men han bor i ...3, Tyskland i Tyskland og er stadig officielt tilmeldt ...2, Tyskland, ligeledes i Tyskland. V.3s mor død i 1999. Datteren brugt så 1 million kr. i løbet af et par år, og tiltalte fandt det derfor fornødent at købe udlejningsejendommene tilbage. Han har fulgt sin søn, BA, så tæt, som det har været ham muligt og er somme tider kørt op og har besøgt ham og har også hentet ham ned til Tyskland somme tider i ferien, samt flere gange været ude at rejse med BA. Siden CC flyttede ind, har hun overtaget administrationen, og han har betalt hende for dette. Hun har opgivet indtægten til skattevæsenet. Han har siden 1998 ikke haft egentlig personlige effekter på ...2, Tyskland. Dem flyttede han over på ...3, Tyskland. Han medgiver, at politiet ved ransagning den 2. juni 2004 på ...4, Danmark har fundet en del herretøj, der var hans, men en del af overtøjet i entreen er politiets. Han havde tøj hængende i soveværelset, men det var, fordi CC vaskede for ham. Han har i årene 1998 til 2003 fast opholdt sig på ...3, Tyskland og kun været på besøg i Danmark. Han har på et tidspunkt arbejdet for et tysk firma og haft noget rådgivning med hensyn til boligbyggeri i Bulgarien. Hans hovedindtægt er dog administration af ejendomme i Danmark. Han har betalt skat i Tyskland og er afkrævet skat af de tyske myndigheder. Han har kun delvis fået indtægterne fra de pantebreve, som datteren havde udstedt til ham. Det blev dog bogført, som om hun havde betalt det hele. Han kunne disponere direkte over administrationskontoen vedrørende ejendommene. Han medgiver, at myndighederne i Tyskland har ophævet hans beskatning i Tyskland og erklæret, at han fremover alene skal beskattes i Danmark. Et mellemværende med "H1" angik et erhvervsmæssigt pengeudlån. Han udlånte i 1990 575 000 DM, som der skulle laves pant for i en ejendom. Pantebrevet blev udstedt, men han fik det aldrig i hænde. Det strandede hos en advokat. Tiltalte overdrog pantebrevet til en anden person, nemlig den, der skulle bygge ejendomskomplekset, et privat plejehjem. Han har ført 2 sager i Tyskland, hvor han sluttelig har tabt. Han har aldrig fået noget beløb, heller ikke de 190.000 DM. Han mente og mener derfor, at han har fradrag for sit tab. Han er opkrævet et stort beløb 149.000 Euro, over 1 million kr. i skat i Tyskland, og dem skylder han stadig. Han har i hvert fald intet hørt om, at de skulle være eftergivet. Tværtimod er han blevet bedt om at betale, efter at den danske skattesag er startet. Han har aldrig modtaget de 4 årsopgørelser, som anklagemyndigheden henviser til i forhold 2. Han fik i 2001 et brev angående noget 1993-skat fra ... kommune. Han har ikke fået årsopgørelser fra hverken denne kommune eller fra ... kommune. Han har betalt alt den skat, myndighederne mener han er skyldig, omkring 2½ million kr. inklusive renter i 2. halvdel af 2005, ratevis. Med hensyn til avancebeskatning angående den ejerlejlighed han havde i ...5, Danmark, var det således, at han troede, at de gamle regler, hvorefter avancebeskatning ophørte, når man havde haft en ejendom i mere end 7 år, stadig gjaldt. Skulle han havde snydt skattemyndighederne for noget, har han i hvert fald ikke haft forsæt til dette.

Vidnet V.1 har forklaret, at hun har samlevet med tiltalte op gennem 1990'erne, først på 3 forskellige adresser i Tyskland, heraf sidst ...2, Tyskland, hvorfra hun flyttede i november 1997 til ...4, Danmark. Hun flyttede til denne adresse sammen med tiltalte og deres fælles søn, BA. På papiret kom hun til at eje ejendommen, men det var tiltalte, der havde finansieret den, og ham, der reelt var ejer. Det var aftalen, at de alle 3 skulle følges ad til Danmark, og således blev det også. Den sidste tid i Tyskland havde de boet til leje på ...2, Tyskland. De boede alle 3 sammen på ...4, Danmark indtil oktober 2000, hvor huset blev overdraget til tiltaltes datter, V.3, fordi vidnet ønskede at flytte. Det var tiltaltes forslag, at huset skulle overdrages til V.3. I de næsten 3 år, hun boede på ...4, Danmark, boede tiltalte fast på adressen. Han var nu og da væk og var i Tyskland, men der var typisk tale om 1-dags ture, hvor han kom hjem igen samme aften. Han overnattede således ikke i Tyskland i den periode, hvor de boede fast sammen. Han havde en postkasse på ...2, Tyskland, men hende bekendt ikke mere. Hun har været med nede på besøg på ...2, Tyskland i den nævnte periode, men det var alene for at tømme postkassen. Hun er uden kendskab til aktiviteter andre steder og har ikke hørt om adresse på ...3, Tyskland eller aktiviteter ved Sortehavet, Rumænien eller lignende. I samlivsperioden levede de af tiltaltes indtægter. Det var også tiltalte, der administrerede nogle ejendomme. Hun havde intet med dette at gøre, men vidste godt, at pengene kom derfra. Hun mindes ikke at have gennemset regnskaber eller lignende. Hun mindes ikke, at der skulle være foretaget udlæg i ejendommen ...4, Danmark, eller at den pga. hendes gæld skulle have været ved at ryge på tvangsauktion. Hun vedgår, at hun havde noget gammel gæld, men hun husker i øvrigt ikke nærmere. Da hun flyttede, blev tiltalte boende. Dette er hun bekendt med, bl.a. fordi tiltalte fortsat havde jævnligt samvær med deres fælles søn, BA, på adressen ...4, Danmark. BA cykler fortsat jævnligt flere gange om ugen hen til sin far.

Vidnet V.2 har forklaret, at han siden 1986 har boet på ...4, Danmark, nr. 7. Han har ikke plejet særlig omgang med familien i ...4, Danmark, nr. 3, men han erindrer dog, at V.1 i en periode boede der sammen med tiltalte og deres søn BA. Han husker det således, at dette strakte sig over mere end et par år. I perioden så han tiltalte jævnligt 1-2 gange om ugen. Han så ham i hvert fald så tit, at han fik den opfattelse, at han hørte med til husstanden. Han mødte også tiltalte i forbindelse med, at hans og tiltaltes søn sammen spillede fodbold. Det foregik typisk på hverdagsaftener. Vidnet har set ham nogle gange, men kan ikke sætte tal på hvor mange gange. Tiltalte har også nu og da været væk. Vidnet har antaget, at det var i forbindelse med arbejde andetsteds. Vidnet har selv indimellem rejst og måttet overnatte ude og gættede på, at det forholdt sig på samme måde for tiltalte.

Vidnet V.3 har forklaret, at hun efter ønske fra sin far købte hans udlejningsejendom. Det var stadigvæk hendes far, tiltalte, der administrerede ejendommene, og hun havde ikke noget nærmere med det at gøre bortset fra en smule kontakt til lejerne i starten. Det var faderen, der fuldt ud varetog forretningerne. Han lavede regnskaber, dog mener hun, at hun hurtigt har set et par stykker af dem. Hun fik intet økonomisk ud af det. Hun opfattede det således, at det var et skattespørgsmål, fordi hendes far formelt havde adresse i Tyskland. Han mente vel, at der måtte være en skattemæssig fordel ved at arrangere sig, som han gjorde. Ejendommenes lejeindtægter gik principielt til hende, men det var som anført faderen, der styrede det hele. Med hensyn til finansiering var det således, at hun udstedte et gældsbrev til faderen for købesummen, en slags lånedokument. Det foregik via hans bank, og hun var ikke direkte involveret. Hun blev ejer af ejendommen ...4, Danmark på et tidspunkt i år 2000 også efter forslag fra hendes far. Hun boede der i en ganske kort periode i foråret 2001. På dette tidspunkt boede hendes far der, så vidt hun husker hele tiden. Han blev boede, da hun flyttede. Senere flyttede hans senere kone ind, vistnok en gang sidst på året 2002. De har ikke haft meget med hinanden at gøre, men hun har dog lejlighedsvis besøgt sin far og hans nye kone på adressen. Når vidnet skulle have fat i ham, skete dette typisk på ...4, Danmark. Hun går ud fra, at han også nu og da har været i Tyskland, men hun har ikke noget nærmere kendskab til dette. Hun blev i 1997 cand.jur. og herefter ansat i skatteministeriet. Hun har ikke haft indflydelse på eller rådgivet faderen med hensyn til hans dispositioner. Det var noget, han egenhændigt besluttede.

Vidnet V.4 har forklaret, at hun har boet i ...2, Tyskland i ca. 45 år. Hun har kendt tiltalte i mange år. Han lejede et værelse i hendes lejlighed, der er ca. 100 m², i 1997. Hun ved ikke, hvor mange kvadratmeter, han råder over, men det er en 4-værelseslejlighed, hvoraf han som anført har et af værelserne. Hun har videresendt post til ham til hans kontor i ...4, Danmark. Der kom sommetider intet post i 2 måneder, sommetider flere breve lige efter hinanden. Tiltalte har overnattet i værelset, men hun har svært ved at sige hvor ofte, på månedsbasis måske 2-3 gange. Hun mindes aldrig at have hørt om en lejlighed i ...3, Tyskland. Hun har ikke haft kendskab til hans private forhold. Han havde sine personlige ejendele med, som han tog med igen, når han rejste.

Vidnet V.5 har forklaret, at han gennem en årrække har drevet bilforretning i Tyskland. I 1989 lejede han en lejlighed i ...3, Tyskland på en 20-årig lejekontrakt. Den kan ikke opsiges. Da han kom til at bo andetsteds, har han i en årrække ikke haft brug for lejligheden, som så har stået tom. Den er komplet møbleret med, hvad han har fundet af møbler mv. gennem årene. Han har søgt at udleje den, men det har været umuligt. Der er mange lejligheder til leje i området. Han har kendt tiltalte i over 20 år, og han gav formentlig i 1996, evt. 1997 tiltalte nøgler til lejligheden, således at han kunne få lov at bruge den, når han havde lyst. Han ved ikke, hvor ofte tiltalte har brugt lejligheden. Dette tør han ikke udtale sig om. Tiltalte kan komme og gå, som han selv vil. Han har nu og da modtaget penge fra tiltalte, fordi tiltalte ikke ønsker at bo gratis. Det har været beløb til dækning af lys og nogle faste omkostninger. Det har været meget forskelligt, hvad tiltalte har betalt, alt efter hvordan han har benyttet lejligheden. Det har været en form for tilskud. Tiltalte bestemmer selv, hvad han vil betale. Alt, hvad han betaler, er vidnet meget taknemmelig for. Han har på et tidspunkt, hvor han er kommet til lejligheden, opdaget, at tiltalte havde en kvinde hos sig. Efter vidnets opfattelse har tiltalte flere gange haft forskellige kvinder med op i lejligheden. På et tidspunkt udskiftede vidnet lås i lejligheden. Han ringede og orienterede tiltalte herom, hvorefter tiltalte fik nye nøgler.

Vidnet specialkonsulent V.6, SKAT, har forklaret, at hun fra på et tidspunkt efter, at der var foretaget ransagning, har været sagsbehandler på denne sag. Hun har gennemgået de regnskaber, der blev fundet ved ransagningen, ligesom hun har sammenholdt datteren V.3s regnskaber med tiltaltes oplysninger. Især ud fra V.3s selvangivelser har man lavet tiltaltes selvangivelse. De er kommer med forslag, og tiltalte er kommet med indsigelser, og der er foretaget en række rettelser, hvorefter de er kommet frem til det afsluttende resultat, der er grundlag for tiltalerejsningen. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte havde et fradragsberettigende tab vedrørende et engagement kaldet "H1", er det således, at et udlån ikke i sig selv er fradragsberettiget. På grund af forskellige andre dispositioner fra tiltalte, og idet de konstaterede, at dette udlån var sket før tiltalte i 1992 blev tysk skattepligtig, anerkendte skattemyndighederne, at der var tale om erhvervsmæssigt udlån. Dette betyder, at forholdet skal behandles efter kursgevinstloven. Da han fraflyttede Danmark i 1991/92, skulle der have været en fraflytningsbeskatning, hvilket imidlertid ikke skete. Da han igen blev skattepligtig pr. årsskiftet 1997/98, skulle fordringen indgå igen i tiltaltes aktiver med den værdi, den havde på dette tidspunkt. Tiltalte havde på dette tidspunkt tabt en sag i Tyskland vedrørende fordringen, og det var derfor skattemyndighedernes opfattelse, at værdien måtte være meget beskeden. På den anden side havde tiltalte valgt at anlægge en anden sag, og på dette grundlag valgte skattemyndighederne at ansætte værdien af fordringen til 10 %. Senerehen tabte tiltalte denne sag, og de 10 %'s værdi af fordringen, hvortil kommer alle sagsomkostninger, har skattemyndighederne herefter tilladt fradraget for årene 1999, 2000 og 2001. Der er således 90 % af fordringen, som tiltalte ikke har fået fradrag for i Danmark. Det er tænkeligt, at tiltalte har krav på fradrag for disse 90 % hos de tyske skattemyndigheder for årene 1992 og indtil 1998. Der burde ske en ophørsbeskatning i Tyskland ved tiltaltes flytning til Danmark. Tiltalte beskattes ikke i Tyskland for årene fra 1998 og fremefter, idet skattepligten i enighed de to landes skattemyndigheder imellem er overgået til Danmark. Hun husker ikke, om tiltalte under deres samtaler har nævnt adressen ...3, Tyskland, men hun husker, at han oplyste om en tysk kvinde, han havde kendt, og om en anden adresse. Med hensyn til de datoer, der er nævnt i sagens forhold 2, er det således, at det er udskriftsdatoer. Det er typisk således, at årsopgørelserne udsendes nogle få dage efter udskriftsdatoen normalt samlet efter en uge. Hun vil i hvert fald mene som sikkert, at årsudskrifterne er fremsendt til tiltalte inden for 14 dage fra udskriftsdatoen. Der er tale om helt automatiske fremsendelser, og disse sker til den adresse, der er oplyst for den pågældende. Indtil og med 2001 har tiltalte stået anført med adressen ...2, Tyskland. Hun har ikke haft med den fysiske fremsendelse at gøre, men der foreligger intet materiale, der indikerer, at der har været problemer, eller at årsudskrifterne er kommet retur. Hun kan ikke forklare, hvorfor der på årsopgørelsen for 1999 står "ingen skattepligt - udgår af mandtal". Der blev foretaget ransagning hos tiltalte i juni 2004. Skulle det være således, at tiltalte ikke har fået en foreløbig opgørelse fra skattemyndighederne, ville han have frist til den 1. juli 2004 med at indgive selvangivelse, men han ville under alle omstændigheder være forpligtet til at reagere indenfor den i fremsendelsesskrivelsen fastsatte frist. Såfremt tiltalte ikke har fået fremsendelsesskrivelser for årene 1999, 2000, 2001 og 2003, vil forholdet efter hendes opfattelse være omfattet af skattekontrollovens § 15 fsv. disse år. Hun kan bekræfte, at tiltalte nu under protest, har betalt det afkrævede skattebeløb.

Anklagemyndigheden har oplyst, at skatten fordeler sig således

Der har været fremlagt skatteberegninger for de enkelte år. Der er ikke indsigelser imod indkomstdelen af beregningerne. Vedrørende omtvistede punkter er der fremlagt beregninger vedrørende fradrag for tiltaltes tab vedrørende udlån i forbindelse med H1-projektet. Der er fremlagt kopier af skrivelser vedrørende de årsopgørelser, der angives udsendt til tiltalte for årene 1999, 2000, 2001 og 2003. Der er heri anført bl.a. sædvanlig oplysning om, at skatteyderen har pligt til inden 4 uger fra modtagelsen af årsopgørelsen at oplyse, såfremt skatteansættelsen er for lav, ligesom strafansvaret, jf. skattekontrollovens § 16 er nævnt. Videre er fremlagt bilagsmateriale, herunder rapporter og fotos vedrørende den på ...4, Danmark foretagne ransagning.

Procedure

Anklagemyndigheden har supplerende gjort gældende, at såfremt retten ikke måtte anse det for tilstrækkelig godtgjort, at skattemyndighederne i årene 1999, 2000, 2001 og 2003 har fremsendt afgørelser til tiltalte, da er forholdet strafmæssigt omfattet af skattekontrollovens § 15. Videre er det gjort gældende, at selv om der i anklageskriftet alene er nedlagt påstand om konfiskation af 1 million kr. svarende til bankgaranti fra F1 Bank i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, kan konfiskation tillige ske for bøder og sagsomkostninger, jf. herved den trufne beslutning om godkendelse af beslaglæggelse, hvor byretten har tiltrådt, at beslaglæggelsen kunne ske efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. § 806, stk. 3.

Forsvareren har supplerende gjort gældende, at gerningsbeskrivelsen i forhold 2 ikke er således udformet, at forholdet kan henføres under skattekontrollovens § 15, ligesom han har gjort gældende, at der foreligger en bindende påtalebegrænsning derved, at anklagemyndigheden i anklageskriftet for så vidt angår konfiskation alene har henvist til straffelovens § 75, stk. 1.

Tiltalte er tidligere straffet, senest ved dom af 9. april 2003 for dokumentfalsk med fængsel i 60 dage. Strafudmålingen ændredes ved Vestre Landsrets ankedom af 16. februar 2004 fra ubetinget fængsel til betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. 1 års prøvetid fra landsrettens dato.

Rettens bemærkninger

Efter en samlet bedømmelse af de forklaringer som er afgivet af vidnerne V.1, V.3 og V.2, hvilke forklaringer alle forekommer troværdige, må retten lægge til grund, at tiltalte fra omkring årsskiftet 1997/98 og frem til tidspunktet for ransagningen i juni 2004 har opholdt sig på adressen ...4, Danmark i langt den overvejende del af tiden. Dette bestyrkes yderligere af tiltaltes forklaring om, at han i perioden har drevet erhvervsmæssig virksomhed fra nævnte adresse, mens hans forklaringer om erhvervsmæssig virksomhed andetsteds har været upræcis og diffus. Det er videre af tiltalte erkendt, at adressen på ...2, Tyskland kun var en adresse, hvor der blev foretaget sporadiske overnatninger og hvor der blev modtaget post, og der er ikke ved vidnet V.5s forklaring skabt nogen formodning for, at tiltalte har haft mere end få lejlighedsvise overnatninger på adressen ...3, Tyskland. Det anses derfor for godtgjort, at tiltalte på enhver måde har haft sin tilknytning til Danmark i den periode, som tiltalen omhandler. Det følger heraf, at han i perioden har været skattepligtig i Danmark.

Hvad dernæst angår opgørelsen af den unddragne skat bemærkes det, at retten ikke ganske kan udelukke, at tiltalte ikke har været opmærksom på, at reglerne om ejendomsavancebeskatning var ændret, således at han var skattepligtig af det salg, der skete af ejerlejligheden beliggende ...5, Danmark. Da det således ikke kan anses for godtgjort, at denne unddragelse er sket forsætligt, skal den forsætligt unddragne indkomst således nedsættes med 113.333 kr. for skatteåret 1998. Skønsmæssigt nedsætter retten herefter det forsætligt unddragne skattebeløb med 60.000 kr.

Efter den herom af vidnet specialkonsulent V.6 afgivne forklaring finder retten ikke tilstrækkelig grund til at betvivle, at der med post er fremsendt årsopgørelser til tiltalte på sædvanlig automatisk vis for årene 1999, 2000, 2001 og 2003. Herefter, og idet disse efter det oplyste ikke er kommet retur, må retten lægge til grund, at disse årsopgørelser er kommet frem til tiltalte i hvert fald i relativ tæt tilknytning til de oplyste udskriftsdatoer. Herefter og idet tiltalte ikke har reageret indenfor den i årsopgørelserne meddelte frist af 4 uger, anses tiltalte for skyldig i at have handlet forsætligt som beskrevet i forhold 2.

Efter de oplysninger som vidnet V.6 er fremkommet med, finder retten at kunne tiltræde, at tiltaltes fordring vedrørende udlånet i forbindelse med H1projektet på tidspunktet, hvor tiltaltes skattepligt på ny indtrådte i Danmark, dvs. årsskiftet 1997/98, blev ansat til 10 %, hvorefter 10 % af fordringen, med tillæg af sagsomkostninger, er fradraget i tiltaltes skattepligtige indkomst som sket. Retten finder derfor ikke, at tiltalte har krav på eller har kunnet forvente at have yderligere fradragsret i dette forhold.

Retten finder det ikke sandsynliggjort, at tiltalte i nogen del af den periode, tiltalen omfatter, har været udsat for dobbeltbeskatning, idet det lægges til grund, at de tyske skattemyndigheder fuldt ud har ladet skattepligten overgå fra Tyskland til Danmark ved årsskiftet 1997/98.

Retten lægger som følge af det anførte - dog med fradrag af avancebeskatningsbeløbet for 1998 - i det hele skattemyndighedernes beregning til grund ved sagens afgørelse og anser derfor med fradrag af de anførte 60.000 kr. i det hele tiltalte for skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. skattekontrollovens § 15 og § 16, stk. 3, jf. stk. 1. Straffen omfatter ikke den betingede straf i dommen af 9. april 2003, jf. straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.800.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk, 2. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

En af anklagemyndigheden oprindeligt nedlagt påstand om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 1 tages ikke til følge, idet det følger af retsplejelovens § 1002, jf. § 807, stk. 2-4, at der, efter at tiltalte har betalt al skyldig skat, alene bliver et spørgsmål om at fordele det beslaglagte beløb mellem mulige fordringshavere. Herom afsiges særskilt kendelse.

T h i k e n d e s f o r r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 10 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.800.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

-----------

Vestre Landsrets dom af 4. oktober 2006, 11. afdeling, S-1810-06

Byretten har den 2. juni 2006 afsagt dom i 1. instans (SS 1.226/2006).

Dommen er anket af tiltalte og kontraanket af anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet for byretten med den ændring, at forhold 2 for så vidt angår indkomståret 1999 henføres under skattekontrollovens § 15, samt skærpelse. Anklagemyndigheden har subsidiært i det hele påstået forhold 2 henført under skattekontrollovens § 15.

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte har under domsforhandlingen den 3. oktober 2006 dokumenteret et brev af 2. oktober 2006 fra sønnen BA.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.3, V.1 og V.6 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Statsautoriseret revisor V.7 har afgivet forklaring for landsretten.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke var samlevende med V.1, da hun i 1997 overtog ejendommen ...4, Danmark. Samlivet var ophørt i 1996. Han købte ejendommen kontant, hvorefter V.1 udstedte et ejerpantebrev til ham. Ejendommen var V.1s og hun skulle betale renter til ham. Tiltalte, der på daværende tidspunkt levede sammen med en tysk kvinde, skulle ikke flytte med til Danmark.

Han har siden 1992 været tilmeldt ...2, Tyskland, hvor han har et lejet værelse på ca. 35 m². Han boede imidlertid på ...3, Tyskland. Det er efter tyske forhold ikke usædvanligt, at man har folkeregisteradresse et sted, men bor et andet, blot det er inden for samme registreringsområde. Det er efter tyske forhold unødvendigt, at man anmelder den adresse, hvor man opholder sig. Man skal blot et eller andet sted have en adresse i forhold til myndighederne. Derfor flyttede han ikke sin folkeregisteradresse til det sted, hvor han boede. Der er ikke oprettet lejekontrakt vedrørende lejemålet på ...3, Tyskland. Da V.1 flyttede blev en del af hans indbo opmagasineret i et rum på ...2, Tyskland, hvorfra det senere blev flyttet til ...3, Tyskland.

Tiltalte kan ikke forklare, hvorfor V.1 har forklaret, som hun har gjort, men forholdet til V.1 er i dag meget dårligt.

Da hans datter overtog ...4, Danmark, var grunden den, at hun ville flytte til ... fra ... Tiltalte tilbød hende ejendommen på samme vilkår, som V.1 havde haft den på. V.1 valgte at sælge, fordi hun ikke havde andre muligheder, idet hun stod for at blive erklæret konkurs.

Tiltalte har aldrig boet på ...4, Danmark sammen med sin datter. Han kom der kun, fordi han havde et kontor der. Han kan ikke forklare, hvorfor datteren har forklaret, som hun gjorde i byretten, men han har siden 2004 ikke haft noget med sin datter at gøre, fordi han i 2004 fratog hende pengestrømmen på grund af et overforbrug.

Tiltalte er foreholdt følgende udsnit at sit brev af 29. juni 2002 til Civilretsdirektoratet i en sag om fastsættelse af børnebidrag:

"...

Jeg har opholdt - og opholder mig stadig - meget tæt på BA, idet min datters hus ligger ca. 400 m fra BAs bopæl. I dette hus er BA ofte boende i sit eget værelse og alt hvad dertil hører. Han kommer normalt efter skoletid og opholder sig der, tillige de dage og nætter hvor moderen er på turne - på samme adresse er således at forefinde påklædning der anvendes af BA - indkøbt af mig. Hvis moderen er fremkommet med ønsker om tøjindkøb - og i øvrigt alt andet - er det blevet indkøbt af mig.

..."

Tiltalte har hertil forklaret, at han ikke boede på adressen ...4, Danmark, og at baggrunde for brevet var, at V.1 ville have et ekstra bidrag til BA. Han erkender, at han i brevet nok "skyder lidt med skarpt". Han kom i perioden meget sammen med BA, og fluks BA ringede efter ham, tog han til Danmark.

Tiltalte er endvidere foreholdt følgende passus i sit brev af 29. juni 2002

"...

Jeg har anmodet Statsamtet indkalde BA til samtale - men dette er afvist. Han kunne forklare sagens rette sammenhæng. BA lider ingen nød hvad angår den økonomiske side af sagen, og det er vel det denne sag drejer sig om. Det er vel ikke om bidrag til et større privatforbrug til moderen? Statsamtets afgørelse om betaling med tilbagevirkende kraft fra 01.12.01 med den begrundelse at moderen har betalt SFO siden da, er helt forkert. Fakta er, at BA ikke har benyttet denne ordning siden oktober 01, hvorfor jeg anmodede moderen om at afmelde ham, da han jo rent fysisk opholdt sig hos mig efter skoletid. Da jeg ophørte med at betale til SFO, da denne ordning jo ikke benyttedes, mener moderen at have krav på samme beløb - uanset hun ikke har betalt SFO i perioden efter 01.12.01.

..."

Tiltalte har hertil forklaret, at BA blev passet i SFO efter skoletid, og at han om aftenen gik i aftenskole. Tiltalte har ikke dagligt passet BA efter skoletid, men han erkender, at man kan læse det skrevne således. Det er imidlertid ikke rigtigt.

Tiltalte erkender, at en faktura fra G1 vedrørende et rejsearrangement for ham og BA den 15. januar 2001 til Orlando er stilet til ham på adressen ...4, Danmark. Det er der ikke noget usædvanligt i, for han havde kontor på adressen, men han boede der ikke.

Han var den 2. juni 2004 til stede på adressen ...4, Danmark, da politiet foretog ransagning. Han havde afhentet sin samleverske CC, som han på daværende tidspunkt var gift med. De har imidlertid aldrig boet sammen på adressen ...4, Danmark. De har siden begyndelsen af 2006 været skilt.

Pr 1. januar 1998 købte hans datter, V.3, fire udlejningsejendomme i ...1, Danmark. Han overdrog dem til hende, fordi han på daværende tidspunkt boede sammen med en tysk kvinde, som han planlagde at flytte til Bulgarien med. Da datteren alligevel skulle have ejendommene på et tidspunkt, kunne hun lige så godt få dem nu. Initiativet til overdragelserne var hans. Han tilbød hende at købe dem, og hun sagde ikke nej. Det var ikke, fordi han på daværende tidspunkt ønskede at bryde sin tilknytning til Danmark, for den havde han afbrudt for længst - han har ikke boet i Danmark i 25 år. Når han besøgte Danmark var det som oftest op til og i en weekend.

Foreholdt, at datterens regnskab for 1998 er underskrevet af V.1, har tiltalte forklaret, at det er rigtigt, at det er V.1, der har udfærdiget det, men at han har hjulpet hende.

Udspurgt om "administrationskontoen" har tiltalte forklaret, at han i 1998 kunne disponere over kontoen, og at ingen andre kunne det. Han har ikke brugt kontoen til betaling vedrørende private formål, men han vil ikke bestride, at han lejlighedsvis har hævet beløb til private formål. I 2003 har han over kontoen blandt andet betalt børnebidrag, en charterrejse, to gange golfkontingent a 2.100 kr. for sig og hustruen samt forsikring for datterens VW Passat.

Vedrørende H1-lånet på de 575.000 DM har tiltalte bestridt, at han har modtaget afdrag på lånet. Lånet blev i 1990 ydet til en bekendt til køb af en ejendom, som senere skulle moderniseres og laves om til et privat plejehjem. Der skulle i den forbindelse laves et GmbH, fordi der var behov for flere investorer for at finansiere ombygningen til plejehjem. Tiltalte fremskaffede købesummen fra sparekassen i Tyskland mod en garanti fra F2 Bank. Pengene blev betalt til en advokat i Tyskland mod udstedelse af et ejerpantebrev med tiltalte som kreditor. Der skete imidlertid en fejl, som medførte, at advokaten kom til at levere pantebrevet til skyldneren - SM, som han ikke kunne få pantebrevet tilbage fra. I formentlig midten - muligvis begyndelsen - af 1990'erne brændte H1s udlænger. Ejendommen var forsikret af ejeren, SM, og hun fik udbetalt forsikringssummen ad to gange - først et a contobeløb på ca. 48.000 DM og dernæst 150.000 DM. Tiltalte har aldrig fået noget afdrag på lånet.

Han ved ikke, hvortil SM den 22. maj 1990 skulle have betalt afdrag.

Hans adresse i ...2, Tyskland er en folkeregister/ postadresse. Det er efter tysk lov ikke nødvendigt at flytte folkeregisteradresse, når man har boliger inden for samme myndighedsområde. Grunden til, at han ikke flyttede adresse, kan han ikke mindes, heller ikke om det var efter aftale med udlejeren.

Han har ved tyske domstole ført - og tabt - tre retssager om lånet på de 575.000 DM. Den første anlagde han mod køberen af H1, hr. SS, og tabte den ved endelig højesteretsafgørelse i 1997. Derefter anlagde han sag mod advokat LS. Den sag tabte han i byretten og ankede den ikke. Den sidste sag mod SM vandt han i byretten, tabte den i landsretten og fik sagen afvist i Højesteret i 2001. Sagsgenstanden i sagerne var ikke de 575.000 DM, fordi en pantsætning i Tyskland kun kan andrage 75 % af hovedstolen svarende til sagsgenstandens 420.000 DM.

Om mødet med skattemyndighederne den 31. januar 2005 har tiltalte forklaret, at mødet fandt sted til drøftelse af den skattemæssige opgørelse af tabet. Under mødet fik han anerkendt et fradrag, men han var ikke enig i skattemyndighedernes opgørelse af fradraget. Han fik tilbudt fradraget mod at han anerkendte at være skattepligtig til Danmark, hvilket han ikke ville. Han vidste ikke, og blev ikke gjort bekendt med, at fradraget skulle kursfastsættes. Det blev han først med afgørelsen af 6. maj 2005.

Ejendommen i ...5, Danmark købte han i 1973. Den blev beboet af en bror og senere af hans datter, men hun studerede jura ved universitetet. Han regnede med, at han ved salget var omfattet af den gamle 7-års regel i den tidligere ejendomsavancebeskatningslov. Han var ikke klar over, at loven var ændret i 1990.

V.3 har supplerende forklaret at hun efter ønske fra sin far overtog udlejningsejendommene pr. 1. januar 1998. Ønsket var en blanding af tidligt generationsskifte og skattemæssige årsager, uden at hun har nærmere kendskab til den skattemæssige begrundelse. Hun havde kun meget lidt med administrationen at gøre, og det var kun i en periode, mens hun boede i en af ejendommene. I den periode fremviste hun lejligheder for eventuelle nye lejere.

Det var hendes far, der primært udfærdigede regnskaberne. Hun var klar over, at han fik penge for administrationen. Hun betalte renter af lånet i forbindelse med købet. Hun havde ikke adgang til administrationskontoen.

Op til 2000 havde hun kontakt med sin far, der da efter hendes opfattelse boede på ...4, Danmark. Hun ved, at tiltalte har boet på ...2, Tyskland, men det var ikke i den periode, hvori ...4, Danmark har været i familiens eje. Hun kender ikke noget til adressen ...3, Tyskland.

Hun købte ...4, Danmark efter forslag fra tiltalte. Det var ikke meningen, hun på sigt skulle bo på ejendommen.

Så vidt hun ved, var ejendommen ...4, Danmark ikke nødlidende da hun købte den, men der var noget med V.1s økonomi og nogle kreditorer, og hun har fra sin far hørt om, at der var optræk til både tvangsauktion og konkurs.

Hendes far boede der, mens hun i 2001 i en periode på tre uger i maj boede på ejendommen, hvor hun var tilmeldt folkeregistret indtil den 25. august 2001. Hendes far blev boende, da hun flyttede til Spanien. Så vidt hun ved, har han ikke boet andre steder. Hun har ikke noget konkret at bygge det på, men det er hendes antagelse.

Hun kom tilbage til Danmark ved årsskiftet 2002 og boede herefter i 1½ år i en af udlejningsejendommene i ...1, Danmark, hvorefter hun flyttede til .... I perioden i ...1 boede tiltalte på ...4, Danmark. Det sidste 1½ års tid har hun ikke haft meget med sin far at gøre.

Hun har boet i ejerlejligheden i ...5, Danmark, mens hun læste jura på universitetet. Hun flyttede til ... i august 1997 og fik ansættelse i Skatteministeriet. Hun kan ikke huske, om der blev talt om, at salg af lejligheden kunne udløse skat.

Hun har ikke givet sin far konkrete råd om indtræden af skattepligt til Danmark.

V.1 har supplerende forklaret, at hun i oktober 1997 overtog ejendommen ...4, Danmark, fordi sønnen BA skulle begynde i skole. Indtil da boede hun sammen med tiltalte og BA på adressen ...2, Tyskland.

De var enige om, at de skulle flytte til Danmark. Afgørende for, at de flyttede til ...4, Danmark, var, at de fandt et hus i avisen, som de syntes om. De havde også talt om at flytte til ...1, Danmark og ....

De flyttede alle tre til ...4, Danmark. Hun ved ikke, hvorfor hun skulle stå som ejer. Det var noget, tiltalte sagde, hun skulle. Det var ikke fordi, hun skulle bo der alene. Det er rigtigt, at hun var tilmeldt adressen fra den 1. oktober 1997 til den 16. oktober 2000, hvor ejendommen blev overdraget til tiltaltes datter V.3. Tiltalte boede sammen med hende og sønnen på ejendommen i hele perioden. Hun flyttede til ..., der ligger ca. 2 km fra ...4, Danmark.

Op til fraflytningen havde stemningen ikke været god. Tiltalte var hjemme i perioden, op til hun flyttede. Den 15. oktober 2000 var tiltalte sammen med BA taget til USA.

Efter fraflytningen var forholdet til tiltalte heller ikke godt. De så ikke hinanden privat, men BA kom hos tiltalte ca. en gang om ugen eller hver 14. dag. Det styrede BA selv uden særskilte aftaler. Tiltalte blev boende på ...4, Danmark. Hun så tiltalte i området, og BA kom hos tiltalte, men han overnattede der ikke. BA telefonerede til sin far. Det var ikke hver gang, BA fik kontakt til tiltalte. Så kom han bare hjem.

Hendes forhold til tiltalte er i dag fortsat dårligt. De kan ikke tale sammen, og de hilser ikke på hinanden.

Hun havde ikke noget med administrationen af udlejningsejendommene at gøre, og hun har ikke medvirket ved udarbejdelsen af V.3s regnskab for 1998, selv om hun står som den, der har udfærdiget det. Hun fik - så vidt hun ved ikke administrationsindkomst. Det var tiltalte, der lavede hendes selvangivelser.

Hun havde på et tidspunkt økonomiske problemer, og hendes kreditorer rørte på sig. Det var muligvis på det tidspunkt, hvor V.3 overtog ejendommen. Hun vil ikke afvise, at overdragelsen skyldtes hendes dårlige økonomiske forhold. Hun havde ikke selv noget med overdragelsen at gøre, men hun skulle på et tidspunkt blot møde hos tiltaltes advokat, advokat TK, for at skrive overdragelsesdokumenterne under.

V.6 har supplerende forklaret, at hun ikke har hørt om, at tiltalte skulle have ført en sag mod advokat LS.

Om mødet den 31. januar 2005 har vidnet forklaret, at det tab, tiltalte måtte have lidt, skulle opgøres efter kursgevinstloven på tidspunktet for tiltaltes tilflytning til Danmark.

Det blev man først klar over efterfølgende. Hun kan ikke huske specifikt, om det under mødet blev nævnt, at tabet skulle reguleres efter kursgevinstloven. Det kan være korrekt opfattet, at man på mødet gav tilsagn om, at man ville give et fradrag af den nævnte størrelse.

Vidnet kan ikke forklare, hvorfor der i afgørelsen vedrørende indkomståret 1999 ikke er henvisning til Skattekontrollovens § 16. Den har ikke været der, når det ikke fremgår af det fremlagte bilag.

Vidnet har ikke nærmere undersøgt baggrunden for, hvorfor tiltalte tabte den første sag ved de tyske domstole, og hun har ikke hos de tyske skattemyndigheder indhentet oplysninger om, hvorvidt SM har betalt de afdrag, der fremgår af dommen. Hun har henholdt sig til dommens oplysninger herom.

Såfremt der skal indrømmes tiltalte fradrag for den forgæves indtalte fordring i Tyskland, kan tabet tidligst fradrages i indkomståret 2001 og følgende år. Indrømmes der tiltalte fradrag for hele fordringen på 575.000 DM til kurs 100 vil skatten for alle tre indkomstår 2001, 2002 og 2003 bortfalde. Indrømmes der alene tiltalte fradrag for hovedstolen med fradrag af afdrag på 198.527 DM vil skatten for 2001 og 2002 bortfalde, mens den skyldige skat for 2003 vil blive reduceret fra 374.390 kr. til 302.862 kr.

En stadfæstelse af byrettens afgørelse vedrørende konsekvenserne af salget af ejerlejligheden ...5, Danmark vil ikke medføre en nedsættelse af det forsætligt unddragne skattebeløb for 1998 med 60.000 kr., men med 33.084,54 kr., idet der er tale om skat af kapitalindkomst.

V.7 har som vidne forklaret, at han kom ind i sagen i slutningen af 2004 i forbindelse med den da verserende straffesag. Han deltog i mødet den 31. januar 2005 hos Toldskat, hvor temaet i høj grad var gældsbrevet, og hvor vidnet og tiltaltes forsvarer mente, man i skattesagen ikke ville være i stand til at godtgøre, at tiltalte ikke var skattepligtig til Danmark. Vedrørende gældsbrevet drejede diskussionen sig dels om, hvem debitor egentlig var, og om der var betalt afdrag på gældsbrevet. Afslutningen på diskussionen blev, fornemmede vidnet, at skattevæsenet accepterede et fradrag på enten de 575.000 DM eller de ca. 200.000 DM mindre, som et eventuelt afdrag udgjorde. Han erindrer ikke, hvornår tiltalte skulle have fradraget. Man var på mødet ikke særlig præcise om det. Det blev på mødet ikke drøftet, at der skulle ske en kursfastsættelse, og det var hans opfattelse, at der ikke senere skulle tages stilling hertil. Når man vurderede gældsbrevet til kurs 10 ved årsskiftet 1997-98, må det være ud fra en vurdering af debitors betalingsevne og betalingsvilje.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført at byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte i indkomstårene fra 1998 til og med 2003 har været skattepligtig i Danmark, og at han ikke i nogen del af perioden har været udsat for dobbeltbeskatning, idet også landsretten lægger til grund, at de tyske skattemyndigheder fuldt ud har ladet skattepligten overgå fra Tyskland til Danmark ved årsskiftet 1997-1998.

Tiltalte har ikke indgivet selvangivelse for indkomstårene 1998 til 2003.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at årsopgørelserne for 1999, 2000, 2001 og 2003 er kommet frem til tiltalte.

Et eventuelt tab på H1-lånet har tiltalte først endeligt kunne erkende efter afgørelsen af 29. maj 2001 fra Bundesgerichthof, hvorefter tiltaltes anke af dommen af 19. oktober 2000 fra den 4. domstol for familiesager i ... Oberlandesgericht i Tyskland ikke blev antaget [afvist]. Tiltalte har derfor for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 ikke haft noget grundlag for at antage, at han ikke skulle betale skat til Danmark af sine indtægter i denne periode.

Da tiltalte for indkomståret 1998 ikke har indgivet selvangivelse, tiltrædes det, at han for dette år har haft forsæt til at unddrage sig skatteansættelse. For så vidt angår dette indkomstår tiltræder landsretten, at tiltalte er frifundet for så vidt angår skattepligten af salget af ejerlejligheden ...5, Danmark, idet det forsætligt unddragne skattebeløb for skatteåret 1998 dog alene nedsættes med 33.085 kr. til 331.196 kr.

For så vidt angår indkomståret 1999 har anklagemyndigheden efter sin endelige påstand påstået skatteunddragelsen for dette år henført under skattekontrollovens § 15, idet der i skattemyndighedernes afgørelse af 21. august 2000 ikke var henvist til skattekontrollovens § 16 og ikke angivet nogen frist, inden for hvilken tiltalte skulle reagere, hvis han ikke kunne tiltræde afgørelsen.

Tiltalte har protesteret mod, at tiltalen for dette forhold, der i forhold 2 er rejst som en tiltale for overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, kan henføres under skattekontrollovens § 15, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og at det vil være i strid med retsplejelovens § 908, stk. 4, at gøre det.

Landsretten bemærker hertil, at det af gerningsbeskrivelsen i forhold 2 fremgår, at tiltalte "ikke havde indgivet selvangivelse", og at beskrivelsen i øvrigt ikke er til hinder for, at landsretten kan henføre forholdet under skattekontrollovens § 15. Landsretten bemærker endvidere, at anklagemyndigheden allerede for byretten subsidiært påstod forhold 2 henført under skattekontrollovens § 15, og at anklagemyndigheden også i ankemeddelelsen subsidiært påstod forhold 2 henført under skattekontrollovens § 15. Da tiltalte herefter har haft fyldestgørende adgang til forsvar, tiltræder landsretten, at skatteunddragelsen for så vidt angår indkomståret 1999 kan henføres under skattekontrollovens § 15.

Da tiltalte for indkomståret 1999 ikke har indgivet selvangivelse, er det efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at tiltalte har haft forsæt til at unddrage sig skatteansættelse af sin indkomst på 508.475 kr., og at tiltalte herved har overtrådt skattekontrollovens § 15.

For så vidt angår indkomståret 2000 tiltrædes det af de grunde, der er anført af byretten, at tiltalte som beskrevet i forhold 2 er skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, for så vidt angår en skattepligtig indkomst på 633.914 kr.

For så vidt angår indkomstårene 2001, 2002 og 2003 bemærker landsretten, at det af Oberlandesgerichts dom af 19. oktober 2000 i sagen mellem tiltalte som sagsøger/appelindstævnt og SM som sagsøgt/appellant fremgår, at SM blev frifundet for tiltaltes krav mod hende om betaling af 463.160,61 DM vedrørende "H1-lånet". I dommens 9 sider lange præmisser anføres på side 15-16 blandt andet følgende [dansk translatøroversættelse]:

"...

Med overdragelsen af pantegælden af 22. april 1991 til G2 GmbH, som ubestridt skete isoleret, altså uden det tilsikrede lånekrav, har sagsøger forset sig imod den sikkerhedsaftale, som var truffet med sagsøgte. Ganske vist var han, fordi lånekravet havde været forfaldent til tilbagebetaling siden d. 24. Maj 1999 [skal være 1990], og sagsøgte kun havde ydet delvise betalinger i en størrelse af 238.527,39 DM, i princippet berettiget til, at udnytte den sikkerhed i form af pantegælden, som var stillet ham til sikring af lånekravet, hvorved en mulig form for udnyttelse af en pantegæld, som er stillet til sikkerhed, er dens afståelse. Ganske vist var han, fordi lånekravet var forfaldent til tilbagebetaling siden maj 1999 (skal være 1990), og sagsøgte kun havde ydet delbetalinger i størrelsen 238.527,39 DM, i princippet berettiget til, at udnytte den sikkerhed, i form af ejerpanten som var stillet ham til sikkerhed for lånekravet, hvorved en mulig form for udnyttelse af en ejerpant, som er stillet til sikkerhed, også er dens afståelse.

Imidlertid fremgår det af den trufne sikkerhedsaftale, at sagsøger ikke måtte få lov til at overdrage pantegælden isoleret, uden det tilsikrede krav. En sådan isoleret overdragelse modsiger den retlige obligationsgæld, som gennem/via sikkerhedsaftalen er en begrundet øremærkning af pantegælden. Ifølge dette, må en fordringshaver, når sikkerhedsaftalen ganske som i det foreliggende tilfælde -, ikke betyder/siger andet, kun afstå pantegælden sammen med det personlige krav, således at skyldneren ikke bliver udsat for dobbelt hævdelse (BGH, NJW-RR 1987, 140, 141, under henvisning til Huber, Sikringspantegæld, 1965, side 154 med følgende

Dersom en fordringshaver forser sig imod denne forpligtelse og overdrager pantegælden isoleret, så skal han modregne opnåede afhændelsesudbytte. I samme størrelse som den opnåede godtgørelse fra udnyttelsen af pantegælden udløber også det sikrede krav (BGH, NJW 1982, 2768, 2769; Staudinger-Scherubel, BGB, randnote 27 til 1191.) I det foreliggende tilfælde har, sagsøger overdraget pantegælden, og som modydelse herfor modtaget et betalingskrav mod G2 GmbH i form af den notarielle anerkendelse af skyld, i størrelsen 420.000,- DM. Dette sagsøgers betalingskrav på 420.000,- DM imod G2 GmbH resulterer umiddelbart i/er en umiddelbar følge af udnyttelsen af sagsøgtes pantegæld, udgør følgelig det opnåede afhændelsesudbytte, som sagsøger har forløst ud af udnyttelsen af pantegælden i form af dens isolerede overdragelse. Dette afhændelsesudbytte på 420.000,- DM må han lade sig modregne i samme størrelse som det endnu åbne resterende krav imod sagsøgte på 336.472,16 DM. Lånet er dermed indfriet.

..."

Som anført blev tiltaltes anke af dommen til Bundesgerichthof afvist. Bundesgerichthof henviste herved til, at sagen ikke var principiel, og at tiltalte ikke kunne forvente at få et gunstigere resultat ved anken.

Det må herefter lægges til grund, at den fordring, tiltalte påstår sig tilkendt fradrag for som uerholdelig, allerede på tidspunktet for tiltaltes fraflytning fra Danmark i 1992 efter tysk ret var indfriet. Selv om tiltalte i den mellemliggende tid har ført flere processer ved tyske domstole om fordringens eksistens og sin berettigelse til som kreditor at indtale fordringen eller kræver erstatning, kan det på baggrund af dommen af 19. oktober 2000 og oplysningerne om det tilsvarende udfald af de to andre retssager, tiltalte har ført vedrørende den samme fordring, ikke antages, at tiltalte har kunnet have en berettiget tro på, at han efter på ny at være blevet skattepligtig til Danmark mod de personer, han førte og havde ført retssager mod, havde en restfordring i henhold til H1-lånet.

Tiltalte kan derfor ikke have haft en berettiget forventning om, at det, hvis han også tabte sagen mod SM, kunne lægges til grund, at han derved havde realiseret et fradragsberettiget tab på H1-lånet på 575.000 DM, subsidiært 376.473 DM, som han kunne bringe til modregning i sin skattepligtige indtægt.

Ved herefter at have undladt at reagere på skattemyndighedernes afgørelser af 14. marts 2002 og 15. marts 2004 vedrørende indkomstårene 2001 og 2003 og ved at undlade at indgive selvangivelse for indkomståret 2002 har tiltalte forsætligt søgt at unddrage sig skatteansættelse med de beløb, der for de pågældende indkomstår fremgår af tiltalens forhold i og 2.

Den omstændighed, at skattemyndighederne ved afgørelsen af 6. maj 2005 indrømmede tiltalte et kursreguleret fradrag, kan i denne sammenhæng ikke føre til et andet resultat, og det kan ikke lægges til grund, at tiltalte under mødet den 31. januar 2005 fik et bindende tilsagn om et fradrag som - i modstrid med reglerne i kursgevinstloven - ikke skulle kursreguleres.

Det tiltrædes med denne begrundelse, at tiltalte for indkomståret 2002 er fundet skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 15 og for indkomstårene 2001 og 2003 er fundet skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, som sket.

Det tiltrædes, at fængselsstraffen er fastsat som sket. Landsretten finder efter omstændighederne ikke anledning til at forhøje tillægsbøden som følge af afgørelsen vedrørende indkomståret 1998.

Efter forholdenes karakter er der ikke grundlag for at gøre straffen hel eller delvis betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.