Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-04-2008
Offentliggjort:30-05-2008
SKM-nr:SKM2008.488.SR
Journalnr.:08-064514
Referencer.:Statsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Tilskud til udfasning af mindre centralvarmekedler til fast brændsel

Skatterådet fandt, efter en konkret vurdering, at tilskud til udfasning af ældre centralvarmekedler kan anses skattefri.


Spørgsmål

Kan et tilskud udbetalt efter "Bekendtgørelse om tilskud til udfasning af mindre centralvarmekedler til fast brændsel" anses for skattefrit?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Af spørgers anmodning om bindende svar fremgår følgende om faktiske forhold:

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Folketinget ønsker med tilskudsordningen at nedsætte energiforbruget og partikelforureningen fra gamle brændekedler.

Der udbetales dermed penge fra staten for at opnå en miljøeffekt. Hvis der betales skat af tilskuddet udhules miljøeffekten.

Det er den almindelige opfattelse blandt borgere og politikere, at tilskud fra staten bør være skattefri, da der ellers er tale om et bureaukrati, hvor pengene flyttes fra en statskasse til en anden. Puljen til udbetaling af tilskud afgøres af folketinget, og som sådan bør der ikke være noget behov for, at dele af pengene kommer retur til statskassen.

F.eks. er tilskud, der udbetales fra Elsparefonden skattefri. Disse tilskud har, som vores tilskud, det sigte, at gammelt udstyr med et højt energiforbrug bliver udskiftet med nyt, der er mere energieffektivt.

SKATs indstilling og begrundelse

Det påtænkte tilskud til udskiftning af brændekedler er ikke omfattet af skattefriheden i ligningslovens § 7 F, nr. 11, idet tilskuddet ikke udbetales efter den heri nævnte lov 1998-02-25 nr. 129 om statstilskud til produktrettede energibesparelser. Tilskuddet udbetales derimod efter en tekstanmærkning på finansloven og den dertil knyttede bekendtgørelse.

Tilskud er i almindelighed skattepligtige, hvilket fremgår af beskrivelsen herom i Ligningsvejledningens afsnit E.K.1.4 ., men det fremgår også heraf, at tilskud der fremtræder som en erstatning for et tab, som modtageren er blevet påført, i praksis ikke beskattes medmindre udgiften er fradragsberettiget.

Til belysning af denne praksis henvises til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i LSR 1944.39, hvor Landsskatteretten fandt, at en gårdejer ikke skulle beskattes af en godtgørelse, som han modtog fra elektricitetsværket som kompensation for, at forbindelsen blev inddraget under elektricitetsværkets hovedledning. Landmanden havde ikke haft fradrag for udgiften han i sin tid havde haft ved etablering af en elektricitetsforbindelse.

I ovennævnte afsnit i Ligningsvejledningen er der refereret en lignende situation, hvor der var tale om, at personer der tilsluttede sig et fjernvarmeanlæg inden en vis dato, ville modtage et engangstilskud på 2.400 kr. Ligningsrådet fandt, at beløbet kun skulle beskattes, hvis de pågældende havde fradrag for udgiften, fordi der var tale om en erstatning for de udgifter, der påførtes lodsejerne i forbindelse med omlægningen til fjernvarme.

Nærværende sag adskiller sig på fra ovenstående ved, at det ikke er et krav, at der skal ske udskiftning af en eksisterende funktionsdygtig brændekedel, men at det af hensyn til miljøet vil være hensigtsmæssigt.

Da modtagerne af dette tilskud, der medgår til delvis dækning af udgifter til udskiftning af funktionsdygtige eksisterende anlæg, hverken kan fratrække udgiften til udskiftning af brændekedlen eller afskrive herpå, indstilles det, at Skatterådet, efter en konkret vurdering, svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt tilskud udbetalt efter "Bekendtgørelse om tilskud til udfasning af mindre centralvarmekedler til fast brændsel" kan anses for skattefrit.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.