Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-05-2008
Offentliggjort:29-05-2008
SKM-nr:SKM2008.481.SR
Journalnr.:08-078661
Referencer.:Fondbeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Uddeling fra familiefond til selskaber - ikke beskatning af ejerne

Skatterådet bekræfter, at uddelinger fra en familiefond til selskaber ejet af de af fondens vedtægter begunstigede personer vil være skattepligtige for selskaberne. Skatterådet bekræfter endvidere, at sådanne uddelinger vil være fradragsberettigede for fonden. Skatterådet bekræfter endeligt, at uddelingen alene vil udløse beskatning af de modtagne selskaber og ikke af de personer, der ejer anparter i selskaberne.


Spørgsmål

Kan SKAT bekræfte:

  1. At en uddeling fra A familiefond til X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse vil være skattepligtig for de modtagne selskaber efter statsskattelovens § 4?
  2. At en uddeling fra A Familiefond til X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse vil være fradragsberettiget for A Familiefond i medfør af fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2.?
  3. At en uddeling fra A Familiefond til X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse alene vil udløse beskatning af de modtagne selskaber og ikke af personer, der ejer anparter i de pågældende selskaber?

Anmodningen bedes besvaret med den forudsætning uprøvet lagt til grund, at de pågældende selskaber har behov for driftstilskud.

Svar
  1. Ja, jf. begrundelsen nedenfor.
  2. Ja, jf. begrundelsen nedenfor, se dog forbehold.
  3. Ja, jf. begrundelsen nedenfor, se dog forbehold.
Beskrivelse af de faktiske forhold:

A Familiefond stiftet i 1981 af R har til formål at uddele legater til:

  1. Descendenter af fondsstifterne samt sådanne descendenters ægtefæller, herunder efterlevende ægtefæller og lignende.
  2. Virksomheder eller selskaber, der helt eller delvist ejes af fonden, fondsstifteren eller dennes descendenter, såfremt disse har behov for driftstilskud.
  3. Subsidiært i forhold til ovennævnte - med tilslutning fra samtlige bestyrelsesmedlemmer - at støtte almen velgørende formål.

Fonden råder direkte og indirekte over en meget betydelig likvid kapital med en fri kapital på ca. 32,5 millioner kroner i fonden og i form af et selskab ejet af fonden, W Holding ApS.

Fondsbestyrelsen har derfor vurderet, at fonden er overkapitaliseret og, at det er tvivlsomt om, hvorvidt akkumulering af fri kapital i fonden og datterselskabet er i overensstemmelse med fondslovens § 29.

Fondsbestyrelsen har derfor drøftet, hvordan fonden kan få uddelt dele af formuen i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i vedtægterne. Fonden har vurderet, at dette bedst vil ske ved uddeling til de tre selskaber X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse ejet af de tre begunstigede henholdsvis S 1, S 2 og S 3 for således at støtte den erhvervsmæssige aktivitet i de pågældende selskaber.

Fonden påtænker derfor at udøve sin aktionærindflydelse og få udloddet et større beløb fra datterselskabet W Holding ApS til fonden og derefter fortage en udlodning i størrelsesordenen af 25 millioner til hver af X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodningen

Ad spørgsmål 1

Spørger fremfører at det følger af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at et i Danmark hjemmehørende selskab er skattepligtigt til Danmark. Et i Danmark hjemmehørende selskab vil derfor være skattepligtig af uddelinger modtaget fra en i Danmark hjemmehørende fond.

Spørger mener derfor, at SKAT bør besvare spørgsmålet bekræftende.

Ad spørgsmål 2

Spørger anmoder om, at spørgsmålet besvares med den forudsætning uprøvet lagt til grund, at de pågældende selskaber har behov for driftsmæssigt tilskud.

Spørger henviser til fondsbeskatningsloven § 4. Spørger anfører, at fradrag for uddelingerne ikke er muligt efter § 4, stk. 1, da uddelingerne ikke har almenvelgørende eller almennyttige formål. Derfor bliver den relevante fradragshjemmel § 4, stk. 2, hvorefter en fond kan få fradrag for uddelinger, såfremt uddelingen sker til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, og modtageren er skattepligtig af uddelingen.

Spørger bemærker desuden, at fondens skattepligtige indkomst som følge af uddelingerne må forventes at blive negativ, og at dette underskud i henhold til fondsbeskatningslovens § 3, stk. 2, ikke kan fremføres efter de almindelige regler.

Spørger mener derfor, at SKAT bør besvare spørgsmålet bekræftende.

Ad spørgsmål 3

Spørger anfører, at det afgørende for besvarelse af dette spørgsmål er, om hvorvidt de påtænkte uddelinger kan siges at være tilfaldet modtageren direkte fra fonden. Spørger finder alene, at såfremt uddelinger kan siges skattemæssigt at have "passeret over" andres økonomi, er der grundlag for at besvare spørgsmålet benægtende.

På baggrund af praksis vedrørende problemstillingen omkring maskeret udlodning mener spørger, at det er relevant at afdække, hvem der har indflydelse på fondens beslutninger, og hvornår der erhverves ret til en uddeling fra fonden.

Spørger henviser til et grundlæggende fondsretligt princip, hvorefter det alene er fondsbestyrelsen, der suverænt træffer beslutning om, hvilke formål, der skal tilgodeses. Spørger henviser endvidere til Betænkning om fonde (nr. 970), hvoraf det bl.a. fremgår, at det inden for fundatsens rammer tilkommer fondens bestyrelse at bestemme, hvor stor en del af fondens disponible midler, der skal uddeles i henhold til formålet og til hvem.

Det fremgår endvidere, at medmindre fonden er underlagt offentligt tilsyn, der påser fundatsens overholdelse, er der ofte ingen udenforstående, der kan gribe ind, f.eks. ved søgsmål, hvis bestyrelsen ikke tilgodeser de begunstigede efter formålet, således som det har været stifterens intentioner.

Det fremgår ligeledes, at bestyrelsen har ret og pligt til at foretage uddeling til de formål, som er fastsat i fundatsen. Bestyrelsen kan ikke overlade til andre at foretage uddelingen.

Spørger anfører desuden, at det fremgår af fondens vedtægter, at bestyrelsens beslutninger om anvendelse af et regnskabsårs overskud i overensstemmelse med fondens fundats er endelige og ikke kan underkastes bedømmelse af endsige afgørelse af offentlige myndigheder eller domstole.

Spørger mener derfor, at det kan konstateres, at ingen af de i vedtægterne begunstigede personer, herunder S 1, S 2 og S 3 kan øve indflydelse på fondens beslutninger.

Spørger ser derefter i sin begrundelse på hvordan og hvornår en tildeling af en uddeling juridisk kommer til eksistens. Det konstateres, at der er tale om en ensidig viljesakt, der kommer til eksistens ved en beslutning fra fondsbestyrelsen. Det anføres endvidere, at uddelinger fra fonde er at sidestille med gaveløfter og således først får retsvirkning, når gaveløftet kommer til den påtænkte modtagers kundskab.

Spørger henviser til, at det oftest anvendte skatteretlige periodiseringsprincip, retserhvervelsesprincippet, bygger på den civilretlige retserhvervelse. Derfor er det også i skattemæssig henseende afgørende for, hvornår der er erhvervet ret til en uddeling fra fonden.

Spørger henviser ligeledes til Ligningsvejledningen 2007, hvoraf det fremgår, at en fond har fradragsret for en uddeling, når den får retsvirkning. Det vil sige på tidspunktet, hvor der er afgivet bindende tilsagn om ydelsen.

På baggrund af dette konkluderer spørger, at ingen ekstern kan have erhvervet ret til en uddeling fra fonden forud for det tidspunkt, hvor den eller de personer, der er tegningsberettigede for fonden, meddeler modtageren, at fonden har truffet beslutning om uddeling til den pågældende. Dette indebærer at alene den eller de personer eller selskaber, som fonden beslutter at foretage uddelinger til, erhverver ret til indtægten.

Spørger finder, at når dette sammenholdes med, at personer bag selskaberne ingen indflydelse har på fondens beslutninger, så står det klart, at en eventuel uddeling til de respektive holdingselskaber ikke kan anses for at have passeret over S 1, S 2 og S 3's respektive økonomi. Der er derfor ikke grundlag for at anse en eventuel uddeling for først at have tilflydt disse og dernæst at være indskudt i selskabet.

Endeligt fremhæves det, at personerne fortsat vil være skattepligtige efter aktieavancebeskatningslovens regler, såfremt de vælger at realisere deres anparter. Et eventuelt udbytte vil ligeledes være skattepligtigt efter ligningslovens § 16 A. Derfor konstaterer spørger, at der ikke mistes et skatteprovenu ved de påtænkte dispositioner.

Spørger mener derfor, at SKAT bør besvare spørgsmålet bekræftende.

SKATs afgørelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Spørger ønsker at få bekræftet, at en uddeling fra A familiefond til X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse vil være skattepligtig for de modtagne selskaber efter statsskattelovens § 4?

X ApS og Y Holding ApS er hjemmehørende i Danmark og således skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

De vil være skattepligtige af en evt. uddeling fra fonden, da en sådan er at sidestille med en gave. Selskaberne vil således være skattepligtige jf. statsskattelovens § 4 litra c.

Såfremt Z Holding ApS under stiftelse bliver stiftet gyldigt og bliver hjemmehørende i Danmark vil det samme gøre sig gældende for dette selskab.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 1 besvares med et ja.

Ad spørgsmål 2

Det er SKATs opfattelse, at besvarelse af spørgsmål 2 kræver en stillingtagen til om, hvorvidt de pågældende uddelinger til de af respektive ejede selskaber opfylder formålsparagraffen i A Familiefonds vedtægter § 7 litra b.

Da det uprøvet lægges til grund, at descendenternes selskaber har et behov for driftstilskud, som påkrævet i vedtægternes § 7 litra b, er det SKATs vurdering, at A Familiefond kan få fradrag for uddelingerne efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2, da det lægges til grund, at de to eksisterende selskaber og det påtænkte selskab er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1.

Uddelingerne vil således efter SKATs vurdering ske til et vedtægtsmæssigt formål og dermed opfylde betingelserne for fradrag i den skattepligtige indkomst efter fondsbeskatningslovens 4, stk. 2.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 2 besvares med et ja.

Ad spørgsmål 3

Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 3, at det uprøvet lægges til grund, at de modtagne selskaber har et behov for driftstilskud i den pågældende størrelsesorden.

Det er derfor SKATs vurdering, at uddelingerne under de pågældende omstændigheder ikke foretages for at berige selskabernes ejere personligt men derimod at støtte descendenternes selskaber, da disse har et behov for driftstilskud. Det er således SKATs vurdering på baggrund af det oplyste, at det er selskaberne, der er tiltænkt som rette modtager, og beskatningen af uddelingerne skal således kun finde sted i disse selskaber.

Det er SKATs vurdering, at ingen af de i vedtægterne begunstigede personer, herunder S 1, S 2 og S 3 umiddelbart kan siges at øve indflydelse på fondens beslutninger.

Det er således SKATs vurdering, at en uddeling fra A Familiefond til X ApS, Y Holding ApS samt Z Holding ApS under stiftelse alene vil udløse beskatning af de modtagne selskaber og ikke af personer, der ejer anparter i de pågældende selskaber.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 3 besvares med et ja.

SKAT skal endvidere oplyse, at om hvorvidt selskaberne har behov for driftstilskud afgøres af Civilstyrelsen, idet dette vil være en vurdering af fondens vedtægtsmæssige bestemmelser.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen, med de af SKAT anførte begrundelser.