Dokumentets metadata

Befordringsfradrag - skøn - ikke fyldestgørende kørselsregnskab - forkortet ligningsfrist - samme forhold

Sagen angik spørgsmålet om skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9C og § 9B. Sagen angik herudover særskilt spørgsmålet om, hvorvidt fristen for gennemførelse af forhøjelse for det ene indkomstår var overholdt, idet sagsøgeren havde gjort gældende, at forhøjelsen var sket i strid med den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003.Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over den foretagne befordring. Retten lagde herunder til grund, at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren, der dels havde et fast arbejde, dels arbejdede som freelance tolk, havde arbejdet flere dage end i et normalt arbejdsår og lagde herunder vægt på, at det ikke forekom sandsynligt, at sagsøgeren altid ifølge sin partsforklaring havde kørt hjem i tidsrummet mellem sine forskellige arbejdsopgaver. Retten fandt endvidere ikke, at den af sagsøgeren fremlagte dokumentation kunne erstatte et egentligt ført kørselsregnskab. Retten fandt dog en mangel ved grundlaget for skattemyndighedernes skøn, der angik spørgsmålet om den nøjagtige adresse for arbejdsgiveren, hvor der ved den skønsmæssige ansættelse var lagt en anden adresse til grund end den, sagsøgeren har gjort gældende som den rigtige adresse. Retten fandt, at dette måtte give anledning til en hjemvisning med henblik på bedømmelse af spørgsmålet om betydningen af denne indsigelse fra sagsøgeren.Vedrørende den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003 fandt retten, at ansættelsesændringen ikke var omfattet af den forkortede ligningsfrist, og at forhøjelsen for det pågældende skatteår derfor ikke var fremsat for sent.Herefter blev Skatteministeriet frifundet, dog således at spørgsmålet om placeringen af det faste arbejdssteds betydning blev hjemvist til fornyet behandling.Dommen er anket til Vestre Landsret.

Parter

A
(Advokat Christian Bachmann v/Helle Porsfelt)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli v/advokatfuldmægtig Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af byretsdommer

Bybjerg Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om størrelsen af sagsøgeren, As befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9B og 9C for indkomstårene 2001, 2002 og 2003, hvor sagsøgeren var ansat hos G1 men tillige udførte freelance tolkeopgaver forskellige steder.

Sagsøgerens påstand er

1. Indkomståret 2001

Principalt

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger for indkomståret 2001 kan fratrække kørselsfradrag efter ligningslovens § 9B med kr. 31.998 og kr. 32.166 efter ligningslovens § 9C som ligningsmæssigt fradrag.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at fradraget efter ligningslovens § 9B og 9C for indkomståret 2001 sættes til et højere beløb end de fradrag, som Landsskatteretten har anerkendt, og at sagen hjemvises til fornyet ligningsmæssig gennemgang.

2. Indkomståret 2002

Principalt

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger for indkomståret 2002 kan fratrække kørselsfradrag efter ligningslovens § 9B, som selvangivet med kr. 96.522.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger for indkomståret 2002 kan fratrække kørselsfradrag efter ligningslovens § 9B med kr. 31.998 og efter ligningslovens § 9C med kr. 32.166.

Mest subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at fradraget efter ligningslovens § 9B og § 9C for indkomståret 2002 sættes til et højere beløb end de fradrag, som Landsskatteretten har anerkendt, og at sagen hjemvises til fornyet ligningsmæssig gennemgang.

3. Indkomstret 2003

Principalt

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger for indkomståret 2003 kan fratrække kørselsfradrag efter ligningslovens § 9B med kr. 48.170 og efter ligningslovens § 9C med kr. 32.573.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at fradraget for indkomståret 2003 efter ligningslovens § 9B og § 9C sættes til et højere beløb end de fradrag, som Landsskatteretten har anerkendt, og at sagen hjemvises til en fornyet ligningsmæssig gennemgang.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 14. februar 2007 traf Landsskatteretten følgende afgørelse

"...

Sagen drejer sig om fradrag efter ligningslovens § 9B og § 9C i et tilfælde, hvor klageren ikke har ført kørselsregnskab. Fradrag fastsat efter et skøn.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene 2001 og 2002
Skatteankenævnet har stadfæstet skatteforvaltningens afslag på anmodning om genoptagelse.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Indkomståret 2003
Personlig indkomst
Skatteankenævnet har ansat fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 B til	-4.695 kr.
Ligningsmæssige fradrag
Skatteankenævnet har ansat fradrag efter ligningslovens § 9C til 22.253 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Der har været afholdt telefonisk forhandling med klagerens repræsentant.

Sagens oplysninger

Klageren har været ansat hos G1 indtil 31. oktober 2003. Han har samtidig arbejdet som freelance-tolk for diverse kommuner og andre offentlige myndigheder.

Han har i årene 2001 - 2003 ikke beregnet fradrag efter ligningslovens § 9C men har beregnet hele fradraget (dvs. også kørsel til den faste arbejdsplads) efter § 9B.

Klageren har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse i forbindelse med en del af de oplyste lønindtægter.

Der er foretaget følgende indberetninger fra klagerens arbejdsgivere

	Honorarer udbetalt som A-indkomst	Honorarer udbetalt som B-indkomst	Indberettet skattefri godtgørelse
2001	387.109 kr.	52.389 kr.	14.321 kr.
2002	306.975 kr.	52.861 kr.	9.628 kr.
2003	363.489 kr.	90.093 kr.	26.636 kr.

Klageren har ikke løbende ført kørebog for de 3 indkomstår. Til støtte for klagerens påstand er der udarbejdet rekonstruerede kørselsregnskaber for indkomstårene 2002 og 2003. Der er ikke udarbejdet et rekonstrueret kørselsregnskab for indkomståret 2001.

Skatteankenævnet har oplyst, at den oplyste afstand til den faste arbejdsplads (122 km tur/ retur) betydeligt overstiger den faktiske afstand, der enslydende i ruteplanlægningssystemerne i Krak og De Gule Sider oplyses til kun 100 km tur/retur for den mest direkte - og naturlige - rute.

Klageren har hertil oplyst, at der på oversigtskortet og beregningen er angivet adressen ...1. Den rigtige adresse er ...2.

Det fremgår af www.krak.dk, at der er 53 km mellem ...3 og ...2.

Klageren har fremlagt kopi af et notat af 30. april 2006, hvori han beskriver det daglige arbejde.

Skatteankenævnets afgørelse

Et rekonstrueret kørselsregnskab kan som udgangspunkt ikke tillægges nogen betydning ved opgørelsen af fradraget for befordringsudgifter.

Et kørselsregnskab skal, for at det skal kunne tillægges nogen betydning, bl.a. være afstemmeligt med bilens km-tæller, hvilket i sig selv er umuligt, når det som her udarbejdes flere år efter, at kørslen har fundet sted.

Det er den skattepligtige og ikke ligningsmyndighederne, der skal kunne dokumentere eller som minimum sandsynliggøre de fradrag, der ønskes godkendt ved indkomstopgørelsen.

Der kræves ingen særlig dokumentation for fradrag for befordring mellem hjemmet og en fast arbejdsplads. Det er uden betydning, hvordan transporten er sket, men der er kun fradrag for det antal dage, hvor transporten faktisk har fundet sted. Antallet af arbejdsdage med fremmøde skal derfor kunne dokumenteres.

Det fremgår af de fremlagte rekonstruktioner, at dageantallet med fremmøde betydeligt overstiger et sædvanligt arbejdsår, men også, at der påstås fremmøde på dage, hvor klageren samtidig har haft tolkeopgaver på destinationer i betydelig afstand fra ...2 (f.eks.. 28/1 2003, ...4), ligesom der er beregnet fradrag både efter ligningslovens § 9B og ligningslovens § 9C for arbejdsopgaver i selve ...2 (f.eks.. 18/1 og 24/1 2003 ).

Det fremgår af opgørelserne, at klagerens beregnede fradrag efter ligningslovens § 9B blot er reduceret med beløb modtaget som skattefri befordringsgodtgørelse. Der kan, når der i forbindelse med en konkret kørsel er udbetalt skattefri godtgørelse, ikke beregnes fradrag for den pågældende kørsel, netop fordi godtgørelsen er skattefri.

Fradragene er ansat skønsmæssigt. Skønnet er foretaget med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger om indtægterne i 2002 og 2003. For 2003 betyder det for den helt overvejende del af honorarindtægten, at der ikke kan beregnes befordringsfradrag efter ligningslovens § 9B, bl.a. fordi der samtidig er udbetalt skattefri godtgørelse. Der er ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag efter ligningslovens § 9B i 2003 udover det allerede godkendte 4.695 kr.

Vedr. fradrag for kørsel hjem/arbejde i dette år er det taget til efterretning, at ansættelsesforholdet kun omfatter 10 måneder.

Da et normalt arbejdsår i gennemsnit omfatter 220 dage, og da klageren ikke har dokumenteret det faktiske fremmøde på arbejdspladsen dette år, er der ikke grundlag for at godkende fradrag for mere end 10/12 af 220 dage, dvs. 183 dage. Der kan kun godkendes fradrag for en kørsel på 100 km dagligt.

Skatteankenævnet har beregnet kørselsfradraget for 2003 til (100-24) km af 1,60 kr. i 183 dage eller 22.253 kr., hvorfor ansættelsen er forhøjet med 4.661 kr. i forhold til det tidligere godkendte fradrag på 26.914 kr.

Vedrørende 2002 er der taget udgangspunkt i den faktiske kørsel og i de konkrete afstande. Klageren har ikke dokumenteret, at han ved arbejdsopgaver i f.eks. ...5, ...6 og ...7 på dage, hvor han også ifølge den fremlagte rekonstruktion har arbejdet i ...2 er kørt hjem mellem de 2 opgaver. Det forekommer mere sandsynligt, at klageren har foretaget en form for "trekantkørsel" eller i tilfældet ...6, f.eks.. 4. juni 2002 kun har kørt retur mellem ...2 og ...6, således at den faktiske køreafstand vedrørende den erhvervsmæssige virksomhed er mindre end det fremgår af rekonstruktionen.

For 2002 er der ikke fremlagt dokumentation for antallet af arbejdsdage med fremmøde i ...2.

Skatteankenævnet har beregnet kørselsfradraget for 2002 til (100-24) km af 1,58 kr. i 220 dage eller kr. 26.417 kr. Da dette beløb tilnærmelsesvist svarer til det beløb, der allerede var godkendt (26.737 kr.), blev ansættelsen ikke genoptaget for dette år.

Ansættelsen for hvert indkomstår er foretaget for sig på grundlag af de konkrete forhold i netop det indkomstår. Det kan således ikke godkendes tilsvarende fradrag for 2001 som for 2002 selv om bruttoindkomsten i øvrigt måtte være nogenlunde den samme i de 2 år.

Det har betydning for fradragets størrelse, hvor i landet det konkrete arbejde er udført, herunder om det har medført mere eller mindre kørsel, jfr. bl.a. oplysningen om (for 2003) at en meget betydelig del af indtægten fra erhvervsvirksomheden er optjent ved arbejde på en adresse i meget kort afstand fra den faste arbejdsplads.

Klagerens påstand og argumenter

Kørselsfradraget skal ansættes ud fra et skøn, men skattemyndigheders skøn er urimeligt lavt og dermed åbenbart forkert. Til støtte for påstanden er der udarbejdet rekonstruerede kørselsregnskaber for 2002 og 2003. Regnskaberne er udarbejdet på grundlag af de aftaler, som er registreret i klageren kalender for de 2 indkomstår, og de udgør dokumentationsgrundlaget for foretagelse af et kvalificeret skøn over de kørte kilometer.

Det foretagne skøn har taget udgangspunkt i, at klageren i gennemsnit har en indkomst pr. arbejdsdag på 3.000 kr. og har på denne baggrund beregnet antal kørselsdage til et lavt antal arbejdsdage. Klageren bliver ofte tilkaldt til tolkeopgaver på 1-3 timers varighed, og hans indkomst pr. tolkning er derfor som hovedregel på under 1.000 kr. pr. dag. Dette støttes af de rekonstruerede regnskab, hvor det ses, at klagerne ofte kører 100 km eller mere til de enkelte tolkningsbesøg, der ofte kun er af en kort varighed.

Fradraget for § 9B kørsel i 2001 foreslås ansat til 9.028 og § 9C kørslen på 26.737 ændres til de samme fradrag som beregnet for 2002 i det rekonstruerede regnskab, da både de selvangivne og de af skattemyndighederne ansatte beløb er stort set de samme for de to indkomstår.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Udbetaler arbejdsgiveren godtgørelse for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, skal godtgørelsen medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. ligningslovens § 9, stk. 5. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat af Ligningsrådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Ligningslovens § 9B, stk. 1 omfatter udgifter til følgende befordring:

1. Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage
2. Befordring mellem arbejdspladser og
3. Befordring indenfor samme arbejdsplads.

Det fremgår af ligningslovens § 9C, stk. 1 - 3, at fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Ligningsrådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Skatteankenævnet har foretaget et skøn over klagerens kørsler. Klageren har ikke fremlagt dokumentation, der præciserer et andet kørselsomfang, og da der ikke er ført kørebog, anses der på denne baggrund ikke at være grundlag for at tilsidesætte eller ændre dette skøn.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

..."

Supplerende oplysninger

Sagsøgeren har fremlagt rekonstruerede kørselsregnskaber for årene 2002 og 2003.

Samlet er disse opgjort således

"...

Kørselsregnskab 2002

..."

Kørselsregnskaberne er suppleret med kalenderbladsnotater samt mapper med bilag vedr. sagsøgerens freelance tolkeopgaver i den omtvistede periode. Bilagene dækker kun en del af de af sagsøgeren udførte arbejdsopgaver. Der er videre fremlagt lønsedler for januar og marts 2003, hvilke lønsedler viser overarbejdsbetaling.

Yderligere er der fremlagt oversigt fra KRAK, der viser, at afstanden mellem sagsøgerens bopæl og det af sagsøgte oplyste arbejdssted ...1 er 50,2 km, samt oversigt fra De Gule Sider, der viser, at afstanden mellem sagsøgers bopæl og ...2 via ...8 er 60,8 km.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han i den omhandlede periode arbejdede som tolk og voksenpædagog hos G1. Desuden har han siden 1989 fungeret som freelance tolk via tolketjenesten. Arbejdstiden ved G1 i ...2 var normalt 15.30-16.00 og indtil 23.30-24.00. De var på arbejde to ad gangen. De skulle medvirke til at holde styr på nogle klubber. Arbejdstiden lå nogenlunde fast, men de havde dog den frihed, at de, hvis de gav besked til kollegaen, sommetider kunne møde lidt senere og lejlighedsvis også lidt før. De havde det meget frit på arbejdspladsen. Som tolk har han arbejdet på sygehuse, hos læger og hos advokater samt andre steder, hvor der kunne være brug for tolkning. Tidspunkterne blev ofte aftalt med ret kort varsel via mobiltelefon. Tolkeopgaverne varede typisk 45-50 minutter. Mange af de personer, han tolkede for, var traumatiserede mennesker, der dog højst kunne klare 25 minutters samtaler. Hans honorar er minimum en time, og det betyder derfor ikke nødvendigvis, at han har arbejdet en time, selv om hans regning lyder på en time. Han registrerede opgaverne i sin kalender. Han lavede tolkebilag, som han afleverede til opdragsgiveren. Ofte fik han ikke kopier, idet for eksempel sygehusene ville have afregnet med det samme. Han kørte aldrig direkte fra sine tolkeopgaver og til G1. Han kørte altid først hjem, også selv om han ofte snart efter skulle på arbejde igen. Han skulle i koldt brusebad og være frisk, for det var svære opgaver, han havde som tolk. Så kørte han en ekstra tur hjem og så op til ...2 igen. Han brød sig ikke om at møde stresset på sit arbejde hos G1. Det gav ham også mulighed for at være sammen med sine børn, når han kom hjem. Han kørte altid over ...8, fordi den anden vej havde en masse sving, og der var lastbiler og tunge vogne, der forsinkede trafikken. Ved ...2 drejede han fra syd for byen og benyttede motorvejen rundt om for at komme op, hvor hans arbejde lå, nemlig på ...2. Tidsmæssigt kunne han spare et kvarter på denne køretur. Han havde nu og da overarbejde hos G1, det skete for eksempel, hvis der opstod problemer med beboerne i form af skænderier. Desuden havde han almindelige ekstra vagter og arbejdede også med de unge i forbindelse med sportsarrangementer. Han fastholder derfor, at det er rigtigt, at han har arbejdet i 245 dage i 2002 og 235 i 2003, det sidste år selv om der kun var tale om en 10 måneders ansættelse. Han tilføjer, at de også er kørt til ...9 og til ...10 og har organiseret sportskampe. Dette kunne foregå lørdage eller søndage. Han har under sin ansættelse hos G1 holdt den ferie, han havde krav på. Der var hos G1 faste vagtplaner for hver eneste måned.

BA har som vidne forklaret, at hun er ægtefælle til sagsøgeren. Hun har taget sig af befordringsgodtgørelsen. Hun har taget sagsøgerens kalender og har talt sammen og lavet regnskaber ud fra det. Regnskabet er først blevet lavet, efter at sagen kom op, men i fællesskab har de rekonstrueret regnskabet. Alligevel var de ikke i tvivl, for A ved altid, hvor han har været. De steder, hvor han ikke havde skrevet kilometer på, gik de ind på nettet og fandt afstanden. A kørte aldrig direkte fra en tolkeopgave og til G1. Han kom altid hjem først. De snakkede altid i telefonen, så hun ved, at han har været hjemme. Han skulle hjem og skifte tøj og ligge lidt på sofaen, og han havde også mulighed for at snakke med børnene. Selv om dette har medført, at han sommetider har skullet køre 100 km hjem, og selv om opgaven ikke har ligget langt fra ...2, ønskede han alligevel at køre hjem. For A er 100 kilometer ingenting. Han vil hellere hjem og slappe af end sidde et sted og vente på at skulle på arbejde. Hun kan bekræfte, at han sommetider har arbejdet i weekenderne og har taget vagter for folk, der har været syge. I relation til fradragene efter ligningslovens § 9B er der nok visse unøjagtigheder, men hun tog de oplysningssedler, der var og lagde dem sammen og beregnede den skattefri kørselsgodtgørelse og trak den fra. Det er sket, at myndighederne først senere har sendt sedler ud med opgørelse over, hvad han havde tolket hos en given arbejdsgiver, og derved kan der være opstået fejl.

NN har som vidne forklaret, at han har arbejdet sammen med sagsøgeren i G1 i ...2 i 2½-3 år. Det skete nu og da, at A kom for sent, sommetider var det efter aftale, sommetider ikke. De havde ingen stempelmaskine. De havde en del ekstravagter, specielt før de lukkede sidst på året i 2003. Han kan ikke udtale sig om, hvor meget ekstraarbejde dette omfattede. Det vil fremgå af lønsedlerne. Når de havde haft overarbejde, var der to muligheder, enten kunne man få det udbetalt, eller også kunne man afspadsere.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har med hensyn til bevisbyrde gjort gældende overordnet, at han ikke er forpligtet til at opbevare sine bilag vedrørende arbejde og kørsel. Selv om det er en gammel sag, har han alligevel i betydeligt omfang været i stand til at fremlægge bilag fra den omtvistede periode. Herefter, og idet det hverken efter lovens § 9B eller § 9C er en absolut forudsætning, at der føres fuldstændigt regnskab, bør det set ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt ikke komme ham til skade, at han ikke har været i stand til at fremlægge fuldstændigt bilagsmateriale.

Til støtte for de principale påstande for indkomståret 2001 og 2003 og den subsidiære påstand for indkomståret 2002 har sagsøgeren gjort gældende, at han løbende i sin kalender har registreret kørslen mellem sin bopæl og sine arbejdsfunktioner som honorarmodtager og som ansat hos G1. Kørslen er registreret med mål, adresse og hvervgiver, dato og afstand mv. og udgifterne er opgjort på grundlag af disse registreringer og kan i øvrigt afstemmes med sagsøgerens lønsedler og ansættelsesperiode. Der er følgelig ikke tale om en beregning baseret på usikre eller mangelfulde oplysninger. Af kalenderen kan man opgøre den samlede erhvervsmæssige kørsel efter ligningslovens § 9B, hvorfor dokumentationskravet til fradraget er opfyldt. Det er vigtigt at sondre i forhold til reglerne om fri bil, der er helt anderledes. M.h.t. fradrag efter ligningslovens § 9C har sagsøgeren opgjort afstanden til den faste arbejdsplads i ...2 til 122 km tur/retur. Idet sagsøgeren arbejdede i den nordlige del af ...2, og idet den korteste rute fra ...3 til ...2 var besværlig, bl.a. på grund af tung trafik, har han valgt den rute, som var den hurtigste, dvs. via ...8 og via E ... rundt om ...2. Vælges denne rute, udgør afstanden ifølge De Gule Sider ca. 61 km. Der er efter ligningslovens § 9C ikke krav om, at der køres den korteste vej, idet man er berettiget til at vælge den hurtigste, jf. Ligningsvejledningens afsnit A.F. 3.1.3.3. Sagsøgeren har derfor ret til at opgøre sit befordringsfradrag efter denne rute. Der er efter ligningslovens § 9C heller ikke krav om, at der løbende skal føres kørselsregnskab, idet det alene er afgørende, at man som skatteyder kan dokumentere, at man har mødt på arbejdspladsen, og at der ikke er arbejdsgiverbetalt transport. Fradraget er opgjort i overensstemmelse med ansættelsesperioden og sagsøgers daglige registreringer. Overfor skattemyndighedernes påstand om, at sagsøgeren uden dokumentation har opgjort et betydeligt større antal arbejdsdage end det sædvanlige pr. år. bemærkes, at sagsøgerens lønsedler bevidner, at han har arbejdet i weekender og helligdage, samt at han har haft overarbejde. I sammenhold med sagsøgerens egne registreringer i kalenderen, har han derfor løftet bevisbyrden for, at han har befundet sig på arbejdspladsen i ...2 de angivne dage og bør derfor indrømmes fradrag i overensstemmelse med påstanden. Det gøres videre gældende, at der ikke er sket direkte transport mellem arbejdsstederne ved tolkeopgaver og til arbejdspladsen i ...2. Den tidsmæssige afstand mellem disse arbejdsfunktioner bevirker, at det har formodningen imod sig, at sagsøgeren skulle have kørt direkte mellem arbejdsstederne, og at sagsøgeren således i visse tilfælde skulle have mødt op til 7 timer for tidligt på sin arbejdsplads. Det er offentlige myndigheder, der har attesteret, og utvivlsomt kontrolleret, at sagsøgeren til de enkelte tolkeopgaver har kørt de kilometer, han har fået godtgørelsen for. Kilometeransættelsen bør derfor anerkendes, og der bør derfor ydes fradrag i overensstemmelse hermed. Sagsøgeren har som beskrevet ovenfor reduceret for den del af kørslen, som er dækket af skattefri befordringsgodtgørelse. Det af sagsøger opgjorte kørselsfradrag er således ikke blevet dækket af kørselsgodtgørelse. Sagsøgte har misforstået samvirket mellem de to typer fradrag efter hhv. § 9B og § 9C.

Til støtte for den subsidiære påstand for indkomstårene 2001 og 2003 samt den mest subsidiære påstand for indkomståret 2002 er gjort gældende, at det af Landsskatteretten udøvede skøn ikke tager højde for de daglige registreringer, som er foretaget. Der bør derfor indrømmes et væsentligt højere skønsmæssigt fradrag.

Til støtte for den principale påstand for indkomståret 2002 har sagsøgeren gjort gældende, at forhøjelsen af indkomsten for dette år er sket i strid med den korte ligningsfrist ifølge bkg. nr. 270 af 11. april 2003, hvorefter fristen for indkomståret 2002 ifølge bekendtgørelsens § 3 som hovedregel udløb den 30. juni 2004. Fristen gælder ikke, hvis ændringen er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse for et tidligere indkomstår. Forhøjelsen af skatteansættelsen for 2002 er ikke et tilsvarende forhold, idet forhøjelserne ikke er afledt af hverandre. Derimod gælder, at hvert år skal opgøres selvstændigt efter de faktiske forhold, som er gældende for det pågældende år. Opgørelsen af fradrag for et indkomstår har dermed ikke nogen effekt for de øvrige år. Bekendtgørelsens § 4 bør alene kunne finde anvendelse ved forhøjelse af punkter, som ikke kræver en egentlig selvstændig ligningsmæssig gennemgang, idet der i modsat fald ikke kan siges at foreligge tilsvarende forhold. Skatteforvaltningen har derfor ikke adgang til at fravige den forkortede ligningsfrist i foreliggende tilfælde.

Sagsøgte har overordnet gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes skøn over sagsøgerens erhvervsmæssige befordring, ligningslovens § 9B, og befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, ligningslovens § 9C, kan tilsidesættes som udøvet på et forkert grundlag, eller fordi skønnet har ført til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren. Det er under alle omstændigheder sagsøgerens bevisbyrde, at fradragsbetingelserne er opfyldt, og denne bevisbyrde er skærpet, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordring har fundet sted i det selvangivne omfang, jf. SKM2004.162.HR . For begge fradrag gælder, at sagsøgeren skal føre bevis for det nøjagtige antal rejsedage og afstandene.

Sagsøgeren har ubestridt ikke løbende ført kørselsregnskaber, men har til brug for skattesagen blot udarbejdet efterfølgende kørselsregnskaber for indkomstårene 2002 og 2003. Allerede fordi kørselsregnskaberne er efterfølgende, kan de ikke tillægges bevismæssig betydning, jf. SKM2005.138.HR . Herudover kan det heller ikke blot lægges til grund, at kørslen i indkomståret 2001 har været af samme omfang som i indkomståret 2002. Optegnelser i sagsøgerens kalendere kan ikke sidestilles med et samtidigt ført kørselsregnskab, da optegnelserne ikke kan afstemmes med bilens kilometertæller. Hertil kommer, at kalenderoptegnelserne er yderst mangelfulde bl.a. mht. oplysninger om arbejdsdestinationer, mødetidspunkter og arbejdsdagens længde. De fremlagte tolkebilag er ligeledes mangelfulde både i relation til indhold og omfang. Sagsøgeren har således ikke været i stand til at føre bevis for den påståede kørsel. I de efterfølgende kørselsregnskaber har sagsøgeren uden fyldestgørende, underliggende dokumentation opgjort et betydeligt større antal arbejdsdage end det sædvanlige på 220 dage pr. år, herunder for indkomståret 2003, hvor sagsøgerens ansættelse hos G1 i ...2 kun omfattede 10 måneder. Selv når man tager udgangspunkt i, at arbejdsåret har 220 dage, er der ikke levnet plads til sygedage overhovedet. Sagsøgeren har erkendt, at der på hans primære arbejdsplads lå faste arbejdsplaner, de kunne have bragt lys over en del af sagen, men dem har han undladt at fremlægge. Baggrunden for at skattemyndighederne har skønnet over ligningslovens § 9C-fradrag er således, at sagsøgeren har opgjort sit fradrag på baggrund af et højere antal årlige arbejdsdage end gennemsnitligt og på baggrund af en længere afstand mellem bopælen og den faste arbejdsplads, end fremgår af f.eks. www.krak.dk. Det bestrides, at sagsøgeren er berettiget til fradrag opgjort på baggrund af den af sagsøgeren valgte rute, og skattemyndighederne har derfor med rette lagt den kortere, hurtigere og mere økonomiske rute til grund. For så vidt angår fradrag for erhvervsmæssig befordring, har sagsøgeren i flere tilfælde medregnet befordring, hvor der er ydet skattefri befordringsgodtgørelse. Disse forhold taler klart imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, hvorfor bevisbyrden er skærpet. Sagsøgeren har ikke været i stand til at påvise eller sandsynliggøre, at befordringen til og fra arbejdspladsen har haft det selvangivne omfang, og sagsøgeren har heller ikke redegjort for, hvorfor han skulle være berettiget til fradrag for erhvervsmæssig befordring fra de arbejdsgivere, hvor han har modtaget skattefri rejsegodtgørelse. I skønnet har skattemyndighederne derfor også lagt til grund, at sagsøgerens befordringsudgifter til fulde er dækket vedrørende de arbejdsgivere, hvor sagsøgeren har modtaget skattefri rejsegodtgørelse, hvorfor kørsel for disse arbejdsgivere ikke kan indgå i opgørelsen. At sagsøgeren skulle have kørt hjem mellem freelance opgaverne og sit arbejde hos G1 forekommer ganske usandsynligt, og er i øvrigt ikke nærmere dokumenteret. At sagsøgeren skulle have kørt mere end 64.000 km med en bil, der samlet har gået næsten det samme alt iberegnet, har ganske formodningen imod sig. Gennemgås sagsøgerens bilagsmateriale fremkommer flere ikke-sandsynlige kørsler, foruden det påfaldende i at køre hjem fra opgaver i ...2 til ...3 for kort efter at returnere til ...2, således til eksempel kørsel den 19/8 2003 til tolkeopgave i ... kl. 10-13, 284 km, og tolkeopgave samme dag i Brovst kl. 14.30-15.30, 260 km. Sagsøgte er gennemgående ikke enig i den beløbsmæssige opgørelse af § 9B-fradraget, hvor der ikke tages højde for den modtagne skattefrie godtgørelse, ligesom beløbet ikke stemmer overens med de fra arbejdsgivere indberettede oplysninger.

Det gøres derfor samlet gældende, at skattemyndighederne har været berettiget til at skønne over såvel befordringen mellem sagsøgerens sædvanlige bopæl og arbejdssted og den erhvervsmæssige befordring . Skønnet er udøvet ved en gennemgang af sagsøgerens ansættelsesforhold og arbejdsdagene sammenholdt med afstanden. De skønsmæssigt ansatte fradrag er opgjort på baggrund af de pågældende indkomstårs standardtakster. Det gøres således gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at skønnene kan tilsidesættes.

Vedrørende indkomståret 2002 gøres det særskilt gældende, at § 4 i bkg. nr. 270 af 11. april 2003 ikke er til hinder for skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen for dette år. Genoptagelsen af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2002 skete i forbindelse med skatteforvaltningens revision af sagsøgerens selvangivelse vedrørende indkomståret 2003. Skattemyndighedernes genoptagelse af skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2001 var affødt af selvangivelsen vedrørende indkomståret 2003. Genoptagelsen af skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2001 var dermed begrundet i et helt tilsvarende forhold som genoptagelsen og ændringen af skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2002, og bekendtgørelsen er dermed ikke til hinder for skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2002, jf. bekendtgørelsens § 4. Det er irrelevant, om forhøjelserne i de respektive indkomstår er "afledt af hverandre", jf. stævningen, side 5, 3. afsnit. Det afgørende er, om det er samme forhold, der begrunder genoptagelsen. Sagsøgeren bestrider i øvrigt ikke, at skattemyndighedernes genoptagelse af skatteansættelserne vedrørende indkomstårene 2001 og 2002 er sket inden for den ordinære ansættelsesfrist efter § 34 i den dagældende skattestyrelseslov, skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, hvorfor det også af den grund må være åbenbart, at skattemyndighederne har været berettigede til at ændre ansættelsen for indkomståret 2002.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgeren har ikke ført kørselsregnskab, og den dokumentation, han har fremlagt til erstatning herfor er så mangelfuld, at den ikke kan erstatte et kørselsregnskab. Herunder har han ikke sandsynliggjort, at han har arbejdet flere dage, end der er i et normalt arbejdsår, ligesom det forekommer lidet sandsynligt at han altid er kørt hjem i tidsrummet mellem sine tolkeopgaver og det tidspunkt; hvor han skulle møde på sin faste arbejdsplads. Heller ikke i relation til ligningslovens § 9B er der oplyst omstændigheder, der giver anledning til at antage, at sagsøgeren ikke er blevet dækket fuldtud ved de fradrag, han er indrømmet. Retten finder således intet grundlag for at tilsidesætte det skøn skattemyndighederne har udøvet.

Dog finder retten med hensyn til spørgsmålet om transport mellem hjem og arbejde, at skattemyndighederne burde have taget stilling til sagsøgerens oplysning om, at han arbejdede et andet sted i ...2 end af skatteforvaltningen forudsat, samt vurderet hvorvidt denne nye oplysning gav anledning til at ændre i kørselsfradraget. Det fremgår ikke, at skattemyndighederne har foretaget en bedømmelse af denne oplysning, som ikke ses bestridt af sagsøgte, hvorfor retten finder at måtte hjemvise bedømmelsen af dette spørgsmål.

Retten finder bortset fra dette punkt ikke, at der er oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afgørelse.

Herefter, og idet ændringen af skatteansættelsen for 2002 grunder sig på samme forhold, som de, der har givet anledning til ændringen af skatteansættelsen for 2003, og idet forhøjelsen for skatteåret 2002 således ikke er for sent fremsat, hjemvises denne sag til fornyet behandling hos skattemyndighederne alene til afgørelse af, i hvilket omfang oplysningerne om, at det faste arbejdssted for sagsøgeren var ...2, giver anledning til en ændret skatteansættelse.

I øvrigt tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøgeren betale sagens omkostninger, der udgøres af advokatomkostninger, til sagsøgte med 25.000 kr. inkl. moms.

T h i k e n d e s f o r r e t

Ansættelsen af sagsøgeren, As skattepligtige indkomst for de omtvistede år hjemvises til fornyet behandling til afgørelse af, i hvilket omfang oplysningerne om, at det faste arbejdssted for sagsøgeren var ...2, giver anledning til en ændret skatteansættelse.

I øvrigt frifindes sagsøgte, Skatteministeriet.

Sagsøgeren skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 25.000 kr.