Dokumentets metadata

Dokumentets dato:09-09-2008
Offentliggjort:10-09-2008
SKM-nr:SKM2008.715.SKAT
Journalnr.:08-081694
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Fradragsret for moms i forbindelse med svind - toldoplag - praksisændring - genoptagelse

På baggrund af Landsskatterettens kendelse i SKM2008.251.LSR er der ret til fradrag for moms vedrørende varer, der har været oplagt på toldoplag, og som er bortkommet ved svind på oplaget.


Indledning

Ved fraførelse af varer fra frilagere, afgiftsoplag og toldoplag i form af fejlleveringer og ekspeditionsfejl skal der betales moms efter momslovens § 11 a henholdsvis § 12, stk. 2. Oplagsindehaveren er den betalingspligtige person efter lovens § 46, stk. 3, idet det er oplaget, der har begået fejlen. Dertil kommer, at det er oplagsindehaveren som hæfter for momsen efter toldbehandlingsbekendtgørelsens og momsbekendtgørelsens hæftelsesbestemmelser.Told- og Skattestyrelsen har i SKM2004.160.TSS udtalt sig om oplagsindehaverens adgang til at fratrække momsen. Fejlleveringer og ekspeditionsfejl kan efter TfS 1997, 376, ikke anses som svind, der berettiger til at anse momsen, der opkræves ifølge toldreglerne om provianteringslagre, som indgående moms.

Når varer ved SKATs eftersyn ikke forefindes som følge af fejlleveringer og fejlekspeditioner, har oplagsindehaveren således efter hidtidig praksis ikke haft fradragsret for den moms, der skal betales som følge af hæftelsesforpligtelsen.

Ny praksis

I SKM2008.251.LSR fandt Landsskatteretten, at en virksomhed havde fradrag for moms, jf. momslovens § 37, stk. 1, vedrørende varer, der er oplagt på virksomhedens toldoplag, og som er bortkommet ved svind på oplageret. Det omhandlede svind skyldtes primært fejlleverancer og fejlekspeditioner, dvs. varer, der på grund af fejl blev udleveret fra virksomhedens toldoplag.

Landsskatteretten lægger til grund, at virksomheden ikke på tidspunktet, hvor momspligten indtrådte og dermed tidspunktet, hvorpå retten til fradrag for moms opstod, dvs. på tidspunktet for fraførelsen fra toldoplaget, var bekendt med, at varerne var blevet leveret uden vederlag, men at dette først var virksomheden bekendt på et senere tidspunkt.

Endvidere lægger retten til grund, at det omhandlede svind ikke kunne betegnes som unormalt stort, at varerne var indkøbt med henblik på videresalg samt at de øvrige betingelser for fradragsret var opfyldt.

Genoptagelse

Virksomheder, der efter den hidtidige praksis ikke har haft fradragsret for den betalte moms af svind som følge af fejlleveringer og ekspeditionsfejl, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Fristregler

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Hvis fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Landsskatterettens kendelse blev afsagt den 12. februar 2008. Den første afgiftsperiode, som var til prøvelse i sagen starter 1. januar 2003.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse på SKATs hjemmeside.

Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

Dokumentation

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.