Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-10-2008
Offentliggjort:01-10-2008
SKM-nr:SKM2008.788.SKAT
Journalnr.:08-070026
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Afskrivningsloven
Kursgevinstloven
Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Genoptagelse af skatteansættelser vedrørende kontantomregning af overdragelsessummer efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven samt visse opgørelser af gevinst og tab efter kursgevinstloven

Århus byret afsagde den 27. marts 2008 en dom (SKM2008.492.BR), der ændrer praksis for kontantomregning af konverterbare realkreditlån. Dommen har betydning for, hvorledes sådanne lån skal kontantomregnes i forbindelse med opgørelse af overdragelsessummer efter ejendomsavancebeskatningsloven og afskrivningsloven. Endvidere har dommen betydning for opgørelse af gevinst og tab på konverterbare realkreditlån efter kursgevinstloven.


1. Dommen

Ved Århus byrets dom af 27. marts 2008, offentliggjort som SKM2008.492.BR tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i en sag om opgørelse af den skattepligtige avance på en fast ejendom, hvor en del af købesummen blev berigtiget ved overtagelse af et kreditforeningslån, der kunne indfries til kurs pari, men hvor børskursen var 103,99.

Den konkrete sag angik opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2003, hvorfor der ved omregning af fordringen til kontantværdi skulle tages udgangspunkt i de vejledende retningslinier i cirkulære nr. 224 af 19/11 1998 (TS-cirkulære 1998-32). Cirkulæret er efterfølgende blevet ophævet ved Skatteministeriets skrivelse nr. 9001 af 2/1 2007 i forbindelse med, at reglerne i uændret form blev overført til Ligningsvejledningen.

I den kendelse, der blev indbragt for Århus Byret, havde Landsskatteretten lagt til grund, at realkreditlånet skulle kontantomregnes til kurs 103,99, selv om obligationslånet 5 måneder senere kunne indfries til kurs 100. Som begrundelse herfor henviste Landsskatteretten til, at lån i fast ejendom, der ydes i form af børsnoterede obligationer, ansættes til børskursen på overdragelsestidspunktet, jf. cirkulærets punkt 4, stk.1, litra a, og at omregningen sker efter kursværdien på overdragelsestidspunktet jf. cirkulærets punkt 3, stk. 4. Landsskatteretten afviste herved skatteyderens synspunkt om, at der ved kontantomregningen skulle tages udgangspunkt i cirkulærets punkt 3.5, hvorefter kursen for gæld, der kan indfries til kurs pari, normalt kun vil ligge over 100, når dette tilsiges af fordringens forrentning sammenholdt med opsigelsesvarslets længde.

Selv om Skatteministeriet var af den opfattelse, at Landsskatterettens kendelse var i overensstemmelse med gældende ret, tog Skatteministeriet alligevel bekræftende til genmæle, da ministeriet fandt, at det bør afspejle sig i retningslinierne for kontantomregning, at konverterbare realkreditlån altid kan indfries til kurs pari.

2. Genoptagelse

Byrettens dom indebærer, at konverterbare realkreditlån højest kan ansættes til kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin. Dette har betydning for opgørelse af overdragelsessummer efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, og ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 og 4.

Endvidere indebærer dommen, at gevinst og tab på konverterbare realkreditlån efter kursgevinstloven skal opgøres således, at kursværdien af obligationsrestgælden på overtagelsestidspunktet eller indfrielsestidspunktet ansættes til kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin.

I det omfang, der er sket kontantomregning og dermed beskatning på grundlag af praksis før ændringen, kan der efter anmodning ske genoptagelse af skatteansættelsen.

3. Frister for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og § 27, stk. 1 og 2

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse af skatteansættelser, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af de pågældende indkomstår (ordinær ansættelsesfrist). Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 6.

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den skattepligtige fra og med det ældste indkomstår, der har været til prøvelse i den underkendende afgørelse, dvs. dommen af 27. marts 2008, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis (ekstraordinær ansættelsesfrist).

For personer med indkomstår svarende til kalenderåret kan der således i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, ske genoptagelse fra og med 2003.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal den skattepligtiges anmodning om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, fremsættes senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i § 26. Fristen regnes fra offentliggørelsen af denne SKAT-meddelelse på SKAT's hjemmeside.

4. Kompetent myndighed

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til SKAT (et skattecenter), jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3.

Skattecentrene skal af egen drift genoptage skatteansættelserne for de omhandlede indkomstår, hvis skattecentret umiddelbart er eller bliver bekendt med, at der er skattepligtige, der er lignet forkert, og betingelserne om genoptagelse er opfyldt.

5. Gyldighed

Denne SKAT-meddelelse træder i kraft og har virkning fra offentliggørelsen.

SKAT-meddelelsen ophæves 1. maj 2009.