Dokumentets metadata

Dobbeltbeskatning - fuld skattepligt - bopæl - sommerhus - skønsmæssig ansættelse - begrundelsespligt - hjemvisning

Sagsøgeren, der i 2000 flyttede fra Danmark og lejede en bolig i Tyskland, blev anset for fuld skattepligtig til Danmark i årene 2000, 2001 og 2002, på hvilket tidspunkt han igen flyttede til Danmark. Der blev lagt vægt på, at sagsøgeren ejede et sommerhus i Danmark, at sagsøgerens eneste erhvervsindtægt stammede fra et selskab, hvori han var hovedaktionær, at sagsøgeren i en periode opretholdt forholdet til sin datters mor, der havde bopæl i Danmark, hvor sagsøgerens selskab også havde forretningslokaler, og at sagsøgeren fortsat opholdt sig i betydeligt omfang i Danmark.Beskatningsretten blev endvidere anset for at tilkomme Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark.Sagsøgeren fik endvidere ikke medhold i, at sagen skulle hjemvises med henblik på en ændret indkomstopgørelse. En række nærmere angivne fakturaer kunne ikke, som hævdet af sagsøgeren, anses for falske, og da der ikke forelå oplysninger om, i hvilket indkomstår et eventuelt tab kunne konstateres, blev sagsøgeren anset for skattepligtig af de fakturerede beløb.Betingelserne for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af indkomsten for 2002 blev endvidere ikke anset for opfyldt.

Parter

A
(advokat Poul Bostrup, Hillerød)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommerne

Tina Gehlert Schmidt, Gunver Nørskov Pedersen og Claes Hersland

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 10. august 2007, og som har været behandlet under medvirken af tre dommere, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2000-2002. Subsidiært har sagsøgeren påstået sagen hjemvist til ligningsmyndighederne til foretagelse af den beløbsmæssige opgørelse.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Ved Skatteankenævnets afgørelser af 19. november 2004 og 18. marts 2005 blev sagsøgeren fundet fuldt skattepligtig til Danmark for årene 2000-2002, og hans indkomst for de pågældende år blev opgjort som følger:

Disse afgørelser blev påklaget til Landsskatteretten.

Den 13. april 2007 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse

"...

Landsskatteretten anser klageren for fuld skattepligtig til Danmark med hjemmel i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og stadfæster skatteankenævnets beløbsmæssige opgørelser.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling).

Sagens oplysninger

Klageren er udlært kok og startede i juni 1997 en personligt drevet virksomhed kaldet H1. Fra 1. juli 1998 blev virksomheden drevet i selskabsform i H1 ApS. Klageren var hovedanpartshaver i selskabet og ejede 75 % af anpartskapitalen på 125.000 kr. Selskabet var beliggende i ...1, Danmark.

Primo år 2000 flyttede klageren adresse fra ...1, Danmark til ...2 i Tyskland. Dette blev meddelt folkeregisteret den 6. januar 2000.

Efter flytningen boede klageren ca. 80 km fra selskabet i ...1, Danmark, som han fortsatte med at arbejde i som direktør og konsulent. Arbejdet i selskabet var klagerens eneste beskæftigelse i indkomstårene 2000 til 2002.

Klagerens datter, der boede i ...1, Danmark, var ca. 6 år gammel ved klagerens fraflytning. Klagerens forældre boede ligeledes i ...1, Danmark. Klageren havde desuden et sommerhus i ...1, Danmark, som var udlejet via Dansommer i perioden fra 24. juni 2000 til 19. august 2000. Det er oplyst, at sommerhuset i ...1, Danmark var tillige udlejet i perioder i 2001 og 2002.

H1 ApS er taget under konkursbehandling ved dekret af 25. januar 2002.

Klageren er ifølge folkeregisteroplysninger indrejst i Danmark igen den 1. februar 2003 fra Belgien.

Ifølge ToldSkat er klager tilmeldt de tyske skattemyndigheder den 13. januar 2001 og afmeldt igen den 31. december 2002.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2000, 2001 og 2002 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Ved vurderingen af, hvorvidt den fulde skattepligt til Danmark er bevaret, er det afgørende, om klageren har opholdt sig mere end 180 dage i Danmark i 2000 henholdsvis 2001.

Oplysninger fra H1 ApS' regnskab viser, at der er udbetalt royalties, udviklings- og konsulenthonorar af anselig størrelse. Disse er ikke medtaget i det aflagte regnskab til de tyske myndigheder, idet omsætningen kun andrager 90.837 DM.

På grundlag af den af KPMG udarbejdede redegørelse for kurator i boet efter H1 ApS samt den af den kommunale skattemyndighed fremlagte dokumentation, for at klageren har opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i 2000 og 2001, fastholder skatteankenævnet den kommunale skattemyndigheds afgørelse.

I den af R1 A/S udarbejdede opgørelse over dage, hvor klageren har opholdt sig i Danmark i 2000 er der anført så mange "ved ikke" og "kan være hvem som helst", at det fastholdes, at klageren har opholdt sig i Danmark mere end 180 dage i 2000. Opholdet i Danmark er opgjort til 224 dage i 2000 og 183 dage i 2001.

Det er skatteankenævnets vurdering, at de udbetalte honorarer på 98.116 kr. fra H1 International ApS til klageren, dokumenteret ved fremsendte kontroloplysninger fra ToldSkat, skal medregnes ved opgørelsen af klagerens personlige indkomst for 2001.

Klageren er tillige fuldt skattepligtig til Danmark i 2002 under henvisning til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 og dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. Der ikke er modtaget selvangivelse for indkomståret 2002, hvorfor der er foretaget en skønsmæssig ansættelse i medfør af skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Der er modtaget kontrolmateriale fra told- og skatteforvaltningen i form af fakturaer udstedt af H2 Consulting til H3 International ApS i 2002 på i alt 56.786 E, der omregnet svarer til 420.731 kr.

Dette honorar er hverken selvangivet i Danmark eller Tyskland.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har på vegne af klageren nedlagt påstand om, at skatteansættelserne for 2000, 2001 og 2002 ophæves, subsidiært nedsættes.

Skatteankenævnet antager i lighed med skatteforvaltningen, at klageren er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, fordi han har været i Danmark mere end 180 dage i hvert af de to indkomstår 2000 og 2001. Dette er ikke en korrekt forståelse af bestemmelsen i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, idet der skal være tale om et sammenhængende ophold på 6 måneder, jf. ligningsvejledningen afsnit D.A.1.2.

Skatteankenævnet henviser på side 20 i sagsfremstillingen i afgørelsen til Ligningsvejledningen afsnit D.A.1.1.1 . Dette afsnit angår imidlertid ikke § 1, stk. 1, nr. 2, men § 7, stk. 1.

Det bestrides ligeledes for så vidt angår 2002, at der er skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Opgørelsen over antallet af dage, hvor klageren har været i Danmark bestrides, og det bestrides, at klageren har været i Danmark i mere end 180 dage. Der er henvist til brev af 6. november 2004 fra klagerens revisor til skatteankenævnet. Det fremgår heraf, at skatteforvaltningens opgørelser over antal af dage, hvor der har været ophold i Danmark, ikke er rigtige. Også af den grund skal klageren have medhold i klagen.

Størrelsen af de opgjorte indtægter bestrides. Klageren er blevet beskattet af et depositum på en million kr. i indkomståret 2000, uanset at et depositum ikke er en indtægt, men en sikkerhed, der ikke skal beskattes.

I tiden op til selskabets konkurs har selskabet udstedt fakturaer, der savnede hold i virkeligheden. Det er ikke klagerens fakturaer, men alligevel er han blevet beskattet af dem. Fakturaerne skal anses som en nullitet og dermed ikke medregnes til den skattepligtige indkomst for 2000 og 2001.

Angående skatteansættelsen for 2002 fremsendte skatteforvaltningen en agterskrivelse, hvori det blev anført, at man agtede at fastsætte indkomsten skønsmæssigt, da der ikke var indgivet selvangivelse. Agterskrivelsen og skatteforvaltningens afgørelse var udelukkende begrundet med, at der ikke var indsendt selvangivelse. Skatteforvaltningen har i sit høringssvar til skatteankenævnet som yderligere begrundelse for at statuere skattepligt anført: "Det er skatteforvaltningens opfattelse, at klager, jf. skatteansættelserne for 2000 og 2001, er skattepligtig til Danmark, og at den skønsmæssige ansættelse på grund af manglende selvangivelse er en naturlig følge heraf."

Agterskrivelsen og afgørelsen angående 2002 er begrundet så mangelfuldt, at afgørelsen allerede af denne grund skal ophæves. Den eneste begrundelse for afgørelsen er, at klageren er blevet anset for skattepligtig i de to foregående år. Skatteansættelsen for 2002 er ikke begrundet med, at klageren skulle have opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i 2002.

På forespørgsel er det oplyst, at klageren som alt overvejende hovedregel overnattede i Tyskland. Når klageren en sjælden gang overnattede i Danmark, var det hos hans mor i ...1, Danmark og endnu sjældnere i hans fritid i sommerhuset i ...1, Danmark.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Angående formaliteten bemærkes det, at en skriftlig afgørelse altid skal begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Dette fremgår af forvaltningslovens § 22. Kravene til indholdet af en begrundelse er nærmere angivet i forvaltningsloven § 24. Det fremgår således af § 24, stk. 1, 1. pkt., at en begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Endvidere fremgår det af § 24, stk. 2, at begrundelsen om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Skatteforvaltningen har ved afgørelsen angående indkomståret 2002 angivet den retsregel i henhold til hvilken afgørelsen er truffet, samt de forhold, der er tillagt vægt. Skatteankenævnets afgørelse anses herefter for at opfylde kravene i henhold til forvaltningslovens § 24, hvorfor afgørelsen ikke af denne grund kan anses for ugyldig.

Som udgangspunkt vil bevarelse af et sommerhus ikke konstituere bopæl, forudsat sommerhuset alene anvendes til ferie eller lignende. Dette følger af ligningsvejledningen, afsnit D.A.1.1.2.2 og Landsskatterettens kendelse af 2. februar 1989, offentliggjort som TfS 1989,245. Der foreligger imidlertid andre væsentlige tilknytningsmomenter til Danmark, hvorfor afgørelse af om der fortsat er bopæl må ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder, jf. Ligningvejledningen, afsnit D.A.1.1.2.2 og Landsskatterettens kendelse af 24. februar 1987, offentliggjort som TfS 1987,178.

Det er rettens vurdering, at klageren må anses for at have bevaret boligmulighed i årene 2000 til 2002 hos sin mor, på selskabets adresse og i sit sommerhus.

Da klageren endvidere opholdt sig i Danmark i et anseeligt omfang, og da han fortsat havde væsentlige familiemæssige tilknytningsmomenter og betydelige erhvervsinteresser i Danmark, anser retten det ikke for godtgjort, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Det, at sommerhuset var udlejet i perioder, bl.a. i industriferien, kan ikke føre til et andet resultat. Der henvises til Højesterets dom af 29. maj 2001, offentliggjort i SKM2001.483.HR .

Klageren anses herefter for fuld skattepligtig til Danmark med hjemmel i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Retten anser det ikke for godtgjort, at klageren har modtaget et depositum, der ikke skal beskattes, eller at en del af royaltybetalingerne skal henføres til et andet indkomstår.

Retten anser det endvidere ikke for godtgjort, at de fakturaer, der ligger til grund for klagerens skatteansættelser i 2000 og 2001 er en nullitet.

Da der ikke i øvrigt er gjort konkrete indsigelser mod indkomstopgørelserne stadfæster Landsskatteretten skatteankenævnets beløbsmæssige opgørelser for indkomstårene 2000, 2001 og 2002.

..."

Sagsøgeren har under sagen fremlagt en erklæring, afgivet af MT, der er sagsøgerens moder. Moderen erklærer, at sagsøgeren har boet i ...2, Tyskland fra 2000-2002, og at hun i kortere perioder har opholdt sig der sammen med ham og barnebarnet.

Af en erklæring af 27. november 2007 fra BA fremgår det, at hun dannede mere eller mindre fast par med sagsøgeren i perioden 1994-1999. De boede ikke sammen i hele perioden. Forholdet blev genoptaget efter flytningen og først endelig afsluttet i 2001. Det fremgår endvidere, at årsagen til det endelige brud var, at de ikke kunne enes om, hvor de skulle bo. Sagsøgeren ville bo i Tyskland, mens BA ønskede at bo i Danmark.

Sagsøgeren har fremlagt oversigter fra sommerhusudlejningsfirmaet Dansommer over udlejningen af det sommerhus, som han i de omhandlede indkomstår ejede i Danmark. Det fremgår heraf, at sommerhuset var udlejet 8 uger i 2000, 3 uger i 2001, og 5 uger i 2002, alle år fortrinsvis i juli og august. Sommerhuset ligger få kilometer fra H1 ApS' daværende forretningsadresse i ...1, Danmark.

De fakturaer, der er omtalt i Landskatterettens kendelse, og som sagsøgeren gør gældende ikke er ægte og ikke er udstedt af ham, er efter det oplyste fundet i bogholderiet hos H1 ApS i forbindelse med kurators undersøgelser efter afsigelse af konkursdekret over selskabet den 25. januar 2002. Fakturaerne betegner sig dels som udviklingshonorarer og konsulenthonorarer, dels som vedrørende royalty for en barbequemarinade. De fremstår alle som udstedt af sagsøgeren og som udfærdiget i Tyskland.

Den 1. april 2000 faktureredes angiveligt "Depositum for royalty barbequemarinade 2000" med 535.580,14 kr. Den 30. juni 2000 og den 30. september 2000 faktureredes angiveligt royalty med i alt 402.369 kr. Beløbet er udregnet dels som et grundbeløb svarende til 10.000 kr. pr. måned, dels en andel på 10 % af tal, der er anført uden nærmere specifikation. Den 31. december 2000 faktureredes angiveligt royalty med 14.064 kr. I samme faktura blev royalty "Grundet omstændigheder" krediteret med 219.437,19 kr., og der faktureredes en "Regulering af depositum i.h.t. tillæg" med 250.000 kr.

Af "Royaltyaftale" fremgår det, at aftalen vedrører en ret for H1 ApS til at producere, markedsføre og sælge en marinade, som sagsøgeren havde udviklet. Med håndskrift er dokumentet øverst på side 1 påført ordet "Udkast". Efter sit indhold indebærer aftalen blandt andet, at der kvartalsvis bagud skal betales en royalty til sagsøgeren på 10 % af selskabets omsætning af marinaden, eksklusiv moms. Der skal endvidere betales et grundbeløb på 10.000 kr. pr. måned.

I royaltyaftalens punkt 4 hedder det blandt andet

"Depositum for opfyldelse royaltytagers forpligtelser.

Senest den 20. april 2000 indbetaler royaltytager et depositum på kr. 500.000 anslået svarende til 12 måneders royalty inkl. grundbeløb,

Royaltytager er berettiget til, at lade beløbet henstå på en mellemregning hos royaltytager med royaltygiver. Royaltygiver er berettiget til i tilfælde af udeblivelse af betalinger i henhold til aftalen, at kræve depositumet udbetalt eller kræve fuldgod sikkerhed for beløbet.

Der foretages hvert år den 1. april regulering af depositumet.

..."

Aftalen er ikke underskrevet, men er forberedt til selskabets og sagsøgerens underskrifter i marts 2000, og der er afsat plads til angivelse af den nærmere dag i denne måned.

I forbindelse med gennemgang af selskabets forhold fandt kurator, at nogle spørgsmål, herunder vedrørende en række posteringer og reguleringer på selskabets mellemregningskonto med sagsøgeren, krævede en nærmere undersøgelse. I denne anledning blev blandt andre den tidligere direktør i selskabet, NK, og sagsøgeren afhørt som vidner i skifteretten.

Af retsbogen for Skifteretten for den 22. august 2002 fremgår det, at NK blandt andet forklarede, at han ejede 25 % af anparterne i selskabet, mens sagsøgeren ejede resten. Vedrørende mellemregningskontoen med sagsøgeren forklarede vidnet, at der var indgået en royaltyaftale med sagsøgeren vedrørende marinaden, som sagsøgeren anså for et guldæg. Prisen, som er fastsat i royaltyaftalen, var efter vidnets opfattelse helt sædvanlig. Han angav, at selskabets omsætning på marinaden var i størrelsesordenen 2,5 mio. kr., hvoraf ca. 50 % var fortjeneste. Selskabet betalte sagsøgeren royalty via mellemregningskontoen. Han skulle have 25.000 kr. månedlig og fik også dette beløb udbetalt til og med 1. november 2001. Royaltyaftalen blev ikke overdraget til det nye selskab, da G1 ikke længere var kunde hos selskabet, og den derfor ikke havde nogen værdi. Vidnet kan huske, at han og sagsøgeren drøftede afvikling af royaltyaftalen, men der er ikke lavet nogen aftale om ophør. For så vidt angår de posteringer, der er debiteret i år 2000, men er krediteret med samme dato og beløb i 2001, forklarede han, at deres revisor fandt dette nødvendigt på grund af fejlposteringer. Posteringerne, der er dateret 31. august 2000, blev lavet efter aftale mellem vidnet, sagsøgeren og revisor under henvisning til de foreliggende aftaler om blandt andet royalty. Vidnet har accepteret, at posteringerne blev foretaget på mellemregningskontoen, og han mener, at der lå nogle beregninger fra revisor, der retfærdiggjorde de honorarer, som sagsøgeren fik overført. Vidnet angav, at kontoen var blevet brugt til "skraldespand", idet bogholderen her havde posteret udgifter, som man ikke umiddelbart kunne postere på en anden konto. Det var til dels det, der blev reguleret pr. 31. august 2000. Sagsøgeren optog et lån på 200.000 kr., som han indbetalte som afdrag på sin gæld til selskabet den 14. november 2000. De 750.000 kr., der fremgår af mellemregningskontoen, er fysisk udbetalt til sagsøgeren. For så vidt angår nogle posteringer i 2001 burde modposteringerne have været gennemgået i forbindelse med reguleringerne den 31. august 2000, men det blev først lavet et år efter. Det skete på foranledning af revisor. Der var sket en sammenblanding af sagsøgerens privatforbrug og firmaets forbrug, og det var det, som man søgte at udrede.

Af samme retsbog fremgår det, at sagsøgeren blandt andet forklarede, at han indgik aftalen om royalty for at sikre sig selv. Det blev aftalt, at han skulle have 25.000 kr. om måneden, og at han derudover skulle have løn for det salgs- og udviklingsarbejde, som han udførte for selskabet. Vedrørende mellemregningskontoen forklarede han, at mange varer, som han havde indkøbt til firmaet, samt restaurationsbesøg, var sket i firmaets interesse, og at det derfor var en fejl, at disse poster var blevet bogført på mellemregningskontoen med ham. Han optog på et tidspunkt et lån på 200.000 kr. og gav pengene til selskabet, for at selskabet kunne fortsætte. Dette var ikke udtryk for betaling af en gæld til selskabet. Det var således vidnets opfattelse, at han ikke havde nogen gæld til selskabet. Han har ikke fået penge fra selskabet udbetalt kontant, bortset fra royalty og løn. Vidnet kunne ikke forklare modposteringerne i 2001, men han havde været med til at gennemgå bilagene en weekend, hvor der skulle korrigeres for de fejl, der var lavet. Han forklarede, at der ikke havde været forhandlinger om royaltyaftalen med NK, og at der ikke var opgjort noget depositum eller lignende inden konkursen. Han havde ikke selv gjort noget for at få royaltyaftalen afviklet, hvilket skyldtes personlige problemer.

Kurator lod i 2002 revisionsfirmaet KPMG udarbejde en revisionsrapport vedrørende sagsøgerens mellemregningskonto med selskabet. Det fremgår heraf blandt andet, at ca. 250 bilag i november 2001 blev omposteret og krediteret sagsøgeren på mellemregningskontoen og i stedet debiteret en af selskabets konti. Der fandtes kun i meget få tilfælde dokumentation for omposteringerne. Det fremgår endvidere, at der den 31. august 2000 er krediteret sagsøgeren en regulering af honorarer med 560.000 kr. Den 31. december 2000 er bogført "yderligere depositum royalty" med 214.420 kr. Vedrørende 2001 er der posteret honorarer til sagsøgeren med 440.000 kr., udviklingshonorarer med i alt 275.000 kr., og i alt 454.143 kr. vedrørende royalty.

Kurators undersøgelser og overvejelser resulterede blandt andet i et civilt søgsmål mod selskabets revisor, R2 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, med påstand om betaling af en erstatning på 584.021 kr. Der er fremlagt en halvårsredegørelse af 17. december 2002, afgivet af kurator til skifteretten. I redegørelsen begrunder kurator søgsmålet med, at de senere tilbageførte posteringer på mellemregningskontoen i forhold til regnskabet for 2000 må anses som en aktivering af udgifter, og at revisor efter boets opfattelse burde have opdaget dette forhold, taget behørigt forbehold, og dermed advaret boets kreditorer. Han oplyser endvidere, at boet nu havde opsagt royaltyaftalen med sagsøgeren og forlangt en opgørelse vedrørende depositum.

Sagen mod revisionsselskabet blev behandlet i Vestre Landsret. I retsbog for den 23. april 2008 er fremsat en skriftlig tilkendegivelse. Landsretten lagde til grund, at sagsøgeren benyttede et kreditkort, som tilhørte selskabet. Der var mange hævninger, og en del vedrørte mindre beløb. Ifølge den påførte tekst angik trækkene bl.a. restaurationsbesøg, indkøb i dagligvarebutikker, benzinkøb og rejser. Landsretten lagde efter revisors forklaring til grund, at han ved udarbejdelsen af årsregnskabet for 2000 drøftede mellemregningskontoen med NK, og at NK gav udtryk for, at udgifter, som sagsøgeren havde afholdt, ikke kunne accepteres som driftsudgifter for selskabet, hvis der ikke var bilag, og at revisor på generalforsamlingen, hvor regnskabet blev underskrevet, drøftede mellemregningskontoen med sagsøgeren, samt at han gjorde det klart for sagsøgeren, at han ved godkendelse af regnskabet også godkendte posteringerne på mellemregningskontoen. For så vidt angår 2001 lagde landsretten til grund, at revisor ikke deltog ved omposteringen af en række udgiftsposter fra 1999 og 2000 til 2001 for et beløb på i alt 212.757 kr. Landsretten tilkendegav, at revisor ville blive frifundet, hvis der skulle afsiges dom.

Vedrørende spørgsmålet om skattepligt i Tyskland, har sagsøgeren fremlagt et bilag, der, i dansk oversættelse, bærer overskriften "Opgørelse over fortjeneste i henhold til § 4, stk. 3, i den tyske lov om indkomstskat (EstG) for perioden fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2000." Der er angivet provisionsindtægter med 90.836,60 DM og indtægter i alt med 108.440,60 DM. Overskuddet fra indtægter med fradrag af udgifter er anført til 48.495,07 DM. Bilaget er dateret ...2, Tyskland, den 10. oktober 2001.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han flyttede til Tyskland i januar 2000. Hans forhold til CAs mor, BA, ophørte, den regering, der var kommet til, brød han sig ikke om, og i det hele taget ville han prøve noget nyt. Han kan godt lide Tyskland, og han er god til tysk. Hans familie stammer fra ..., Tyskland. Han har boet flere steder i ...1, Danmark sammen med BA, bl.a. i .... Da han flyttede fra BA og til Tyskland, indlogerede han sig på et hotel og ledte efter en bolig. BA flyttede i lejlighed i ...1, Danmark. De var ikke uvenner, men der var uoverensstemmelser med hensyn til, hvor meget han skulle se CA, og de var i statsamtet. I begyndelsen havde han ikke CA så meget, men han kæmpede for at se mere til hende. Han var skuffet over forløbet. Han lejede en lejlighed i Tyskland. Der var tale om et byggeri i forskudte plan, og det lå ned til stranden. Han havde to altaner, hvorfra han kunne se ud over .... Lejligheden var på 109 m2 Han havde en del møbler med, og han købte også noget nyt. Han flyttede alt det papirmæssige, både folkeregister, post m.v. til Tyskland. Han boede jo der. Han søgte opholds - og arbejdstilladelse i Tyskland. Han havde også konto i F1 Bank, Tyskland, men af hensyn til sommerhuset havde han stadig en konto i F2 i Danmark. CA var vel 5 år, da han flyttede. Hun havde legetøj i lejligheden og en lille seng, men hun sov for det meste i hans seng. Hun havde også tøj hos ham. Han betalte en på det tidspunkt relativ høj husleje. Han solgte sin danske bil og købte en tysk. I ca. et halvt år efter samlivsophævelsen var der en "diplomatisk stemning" ham og BA imellem. Dialogen blev hen over tid bedre. De havde intentioner om at blive en familie igen. De gik i parterapi. BA tog frem og tilbage mellem Danmark og Tyskland. CA gik i dansk børnehaveklasse. Hans intention var, at de skulle bo sammen i Tyskland. Mens de kom sammen, så de hinanden, så tit det kunne lade sig gøre. Det var vel nogle dage om ugen. Den første lejlighed, BA havde, efter at de var flyttet fra hinanden, var mellem 70 - 80 m2. Den lå på Skolevænget. Da hun flyttede fra den lejlighed i 2001, lejede hun en lejlighed sammen med en veninde. Han har ikke boet på de adresser. Han tror nok, at BA gerne ville have, at han skulle bo hos hende, måske ikke lige der, hvor hun boede sammen med veninden, men at de skulle finde noget andet sammen i ...1, Danmark. Han ønskede, at de skulle bo i Tyskland. Han, BA og CA var primært sammen i Tyskland. Han var meget borte på messer, f.eks. tog det op til 14 dage at gøre klar til en sådan. Han havde også meget produktudvikling. Han havde mere end 100 rejsedage om året. Noget salgsarbejde fandt også sted i Danmark. Forholdet til BA blev endeligt afbrudt i løbet af sommeren 2001. I slutningen af 2001 flyttede han fra lejligheden i Tyskland og tog til Belgien. Foreholdt oplysninger gengivet i Skatteankenævnets afgørelse (bilag H) har det formodentlig været i oktober/ november 2002. Han havde ikke anden helårsbeboelse end lejligheden i Tyskland. Han fik arbejde for et belgisk firma, og han boede på et hotel, der var ejet af det firma, han arbejdede for. Han tjente ikke så meget, men det blev lovet ham, at han på sigt kunne blive ansvarlig for en skandinavienafdeling. Han havde absolut ingen penge på det tidspunkt. Han var tvunget til at tage imod tilbuddet om at arbejde for det belgiske firma. Han flyttede retur til Danmark i 2003. KM mødte han i sensommeren 2001. Hun boede i Spanien. De besøgte hinanden nogle gange. Hun havde tilknytning til et firma i ..., Danmark, og de mødtes også i forbindelse med hendes besøg der. Hos H1 var han sælger og produktudvikler. Oprindeligt skulle virksomheden importere og sælge fødevarer. Han opdagede, at der var en niche for produktudvikling til store kunder. LL, som oprindelig var med, hoppede fra, og NK kom til. Han havde HD i afsætning og økonomi. NKs indsigt på økonomiområdet var bedre end hans egen. De lavede bl.a. snittet salat til G1. Salaten blev kørt op fra Belgien om natten. Omsætningen på det produkt var over 10 mio. kr. De lavede også saucer mm. G1s var meget lydhøre over for besparelser. De leverede også til andre, bl.a. G2, G3, G4 og G5. Han selv blev "solgt" til udviklingsopgaver, bl.a. i Norge. Han fandt produkter på de forskellige messer, og han videreudviklede også produkter. Han var på messe ca. hveranden måned. Han ejede oprindeligt 75 % af anpartskapitalen og NK den resterende del. Han solgte senere 25 % til NK, så de havde 50/50. Det har dog ikke kunnet dokumenteres. Der var messer i Frankrig, Tyskland, Sverige og også i flere andre lande. Udviklingen foregik, hvor den enkelte virksomhed lå. Han var på ...3, Danmark dage om ugen. Han havde et skrivebord ved køkkenet. NK var den eneste, der havde et lukket kontor. Han har ikke på noget tidspunkt overnattet i virksomhedens lokaler. H1 aktiviteter ophørte, da NK flyttede dem over i et andet selskab i slutningen af 2001. Hans mor bor i ...1, Danmark i en lejlighed på godt 50 m2 med soveværelse, stue, køkken, bad og gang. Han har vel overnattet hos sin mor på sofaen i stuen en til to gange. Han har, siden hans forældre blev skilt, da han var 16 år, stort set ikke haft forbindelse med sin far. Han havde et sommerhus, som han vel købte i 1998. Det var på 64-67 m2. Der var stue, køkken, et lille værelse med køjesenge, et værelse med dobbeltseng, bad og et lille anneks. Grunden var på 770 m2. Det var et gammelt hus, der var blevet istandsat. Der var 100 mm isolering i væggene og elvarme. Ham bekendt er det ikke blevet brugt til helårsbeboelse. Hans revisor har kontaktet G6 for at få oplysning om de årlige eludgifter, men det er ikke lykkedes at fremskaffe oplysning herom. De var ikke vanvittig høje. Han lejede sommerhuset ud via Dansommer. Der blev lavet en årsaftale. Hvis man selv ville benytte sommerhuset, skulle Dansommer adviseres. Hvis det var i højsæsonen, skulle man selv betale. Han brugte sommerhuset, så ofte han kunne, vel i alt 4-6 uger om året, i ferier og weekends. Han har ikke overnattet og taget på arbejde derfra i 2000 og 2001. Allerede da han overtog sommerhuset i 1998, gik han i gang med at lave udestue. Udvidelsen blev ikke færdig i hans tid. Der var støbt gulv. Det kunne alligevel godt udlejes, idet det støbte gulv virkede som terrasse. Han solgte sommerhuset i 2003. Han måtte sælge for at indfri noget af sin gæld til Handelsbanken. Han har været i sommerhuset sammen med BA i weekends. Han har gennemgået skattevæsenets lister ad hans påståede ophold i Danmark. Bilagene er så åbenlyst forkerte. F. eks. har han været i Belgien, Polen og Norge, hvor det hævdes, at han skulle have været i Danmark. Vedrørende 2001 var opgaven blot, at han og hans revisor skulle modbevise 180 dage. De fandt 17, hvortil der var indsigelser. Den samlede opgørelse, foretaget af skattevæsenet for 2001, gennemtalte de ikke, men det har vist sig, at der er lagt forkert sammen. 166 dage er alt for meget. Han har været i Danmark mellem 80-100 dage i 2001, og max. 114 dage. For 2002 passer det meget godt, at han har været i Danmark ca. 87 dage. Han arbejdede, både før og efter at han flyttede til Tyskland, i H1 på helt samme måde, og havde i 2000 og 2001 alene indkomst derfra. Han var medstifter af virksomheden H4 I/S og ejede en tredjedel. Virksomheden blev stiftet, formentlig først på året 2001. En, der hedder KK, så deres udviklingskøkken på ...3, Danmark og så mulighederne for at bruge dets kapacitet om aftenen. Om aftenen blev der kun arbejdet for H4, og han arbejdede ikke selv i interessentskabet, kun KK og KKs bror. Det var ikke tænkt som noget, han skulle leve af, men tænkt for at skabe noget for KK. DS var ansat i H1 som regnskabschef. Der var også en bogholder ansat, KN. Han selv havde intet med bogholderiet at gøre. Hans revisor sagde på et tidspunkt, at der var noget galt med mellemregningskontoen. F. eks. var en medarbejders løn trukket på hans mellemregningskonto. Det var ikke efter aftale med ham. Hans mellemregningskonto er blevet brugt som "skraldespand". Hvis f.eks. bogholderen havde en regning, hun ikke kunne finde ud af, blev den bogført på mellemregningen, som om den vedrørte ham privat. Han har kunnet konstatere, at en låsesmed, som havde været på NKs adresse, var bogført hos ham. Der var et firmakontokort til virksomhedens konto, som han stod som indehaver af. NKs sekretær havde kortoplysninger og brugte det, f.eks. når der skulle bookes rejser. Han selv og NK brugte kortet, og en sjælden gang også de ansatte, LM og SJ. Nogle af deres betalinger er bogført på hans mellemregningskonto, uden at det vedrører ham. Hans revisor, NK, DS og han selv var på et tidspunkt til et møde i forbindelse med, at der skulle laves regnskab. Han husker ikke, hvad det var for et regnskabsår. De gennemgik en del bilag, og de var enige om, at mellemregningen skulle bringes i orden. Han deltog også i en gennemgang af virksomhedens bilag i en weekend. Han fik efterfølgende at vide, at forholdet var bragt i orden. Han ved ikke, hvorfor bilagsnummeret 9999 er blevet brugt for en række af de fakturaer, der er fremlagt under sagens bilag P. Det så han først på et møde med skattevæsenet. Han var vist ved skattevæsenet sammen med revisor LJ, der skulle hjælpe ham med at udrede det over for skattemyndighederne. Han ved nu, at en sådan nummerering er i strid med reglerne om bogføring. Han har ikke bedt nogen om at lave fakturaerne, (bilag P og bilag 4), og han har ikke lavet dem. Han så dem første gang på skattekontoret. De kom vist fra kurator. Han blev chokeret. Det var enormt mange penge. Hans egne bilag så ikke sådan ud. Det kan kun være DS og NK, der har lavet fakturaerne. De sad med økonomien, og det var dem, der sagde, at der nu var ryddet op vedrørende mellemregningen. Da revisor på mødet vedrørende regnskabet sagde, at der var noget galt med mellemregningskontoen, bad han om at få det ordnet. Det er muligt, at fakturaerne er blevet lavet i den forbindelse, og derfor kan man måske sige, at han har haft et indirekte kendskab. Han havde to ansatte, som skulle have forstand på bogføring, og han havde en statsautoriseret revisor tilknyttet. Han regnede så med, at det var i orden. Han blev registreret som skattepligtig i Tyskland. Den opgørelse, der er fremlagt som sagens bilag 12, er lavet af et tysk skatterådgivningsfirma. Han ved, at han har betalt skat i Tyskland i overensstemmelse hermed. Han ved ikke, om der er afleveret kvittering herfor til de danske skattemyndigheder. Hvis man ikke opgiver ændringer i det næstfølgende år, bliver man ansat som året forud. Sådan blev han ansat i Tyskland for 2001, og han betalte også den skat. Han var momsregistreret i Tyskland. Han har ikke indgivet selvangivelse, hverken til Tyskland eller Belgien, for 2002, og han har ikke betalt skat for 2002 i nogen af landene. At de tyske skattemyndigheder ikke kunne finde ham i august 2002 ( bilag J), skyldes, at han da var begyndt at arbejde i Belgien. Aftalen med H1 i 2000 og 2001 var, at han skulle have en fast gage på 30.000 kr. og godtgørelse for udlæg. Det fik han også. Han fik ikke royalties eller andet. Dog har han fået mellem 5-8.000 kr. pr. gang vedrørende de forskellige udviklingsopgaver. Han har aldrig fået et beløb på 535.580,14 kr. (bilag 4 ), og han har aldrig fået et kontant depositum på 1 mio. kr. Den marinade, G1s brugte, blev lavet hos en producent i Belgien. Der blev lavet et udkast til royaltyaftale, sagens bilag 13. Der blev solgt rigtig meget, og som følge deraf blev udkastet til aftalen lavet. Aftalen blev dog aldrig indgået, og der blev ikke disponeret efter udkastet. Dengang troede de, at de kunne beholde G1 som kunde, men det samarbejde ophørte, og der blev derfor ikke udbetalt penge, som det fremgår af udkastet. I givet fald skulle han slet ikke have haft pengene, de skulle være indgået i virksomheden. Han har heller ikke fået 750.000 kr., som NK har forklaret det i skifteretten. Han har sagt til både kurator og til skattevæsenet, at fakturaerne er falske, men han har ikke politianmeldt noget, også fordi LJ, hans revisor, mente, at de kunne tilbagevise det. De omhandlede fakturaer ser ikke ud, som de fakturaer han laver, jf. f.eks. sagens bilag 14A. Han lavede ikke fakturaer på sin faste løn på 30.000 kr. Han kan slet ikke genkende de tal vedrørende sine indtægtsforhold i 2000 og 2001, som skattevæsenet har lagt til grund, og som også fremgår af Landsskatterettens afgørelse. I 2002 har han ikke lavet regnskab. Han fik løn fra det belgiske firma, men omkostningerne ved at bo på hotellet blev trukket fra hans løn, og der var også udgifter i øvrigt. Han fik 56.780 euro i 2002 fra det nye selskab, og også fra det beløb skal der trækkes udgifter. Han og NK er ikke mere gode venner, og han har for nogle måneder siden fået at vide, at DS er død.

KM har forklaret, at hun har et fødevarefirma. Hun og A er gode venner. De blev kærester i sommeren 2001. De havde kendt hinanden forud. Hun arbejdede som key account manager i et fødevarefirma i ..., Danmark. Hun rejste meget i Spanien. I 2001/2002 boede hun i Spanien og i Danmark. I 2001 boede A i ...2, Tyskland i en hyggelig lejlighed. Blandt andet malede A, og han havde et staffeli stående. Lejligheden var fuldt møbleret. De var kærester et lille års tid. Da deres forhold ophørte, boede han stadig i ...2, Tyskland. De var sammen både i Tyskland og i Danmark, og de var også i Spanien et par gange. Hun kender ikke noget til, at A flyttede til Belgien. Hendes forældre har hus i ..., Danmark. Når de var sammen i Danmark, var de der. Hun har en enkelt gang været sammen med CA i A's lejlighed i ...2, Tyskland. CA havde lidt legetøj mm., men var jo mest hos sin mor.

DT har forklaret, at han er direktør i en virksomhed i Danmark. Han og A er private venner og tidligere kolleger. De har kendt hinanden i 10-15 år. I 2000-2002 boede han ..., hvor han stadig bor. A boede i ...2, Tyskland. Han har besøgt ham nogle gange der, måske 5-10 gange. Lejligheden var fuldt møbleret og funktionsduelig. CA kom hos A i lejligheden. Han har en søn på CAs alder, og de to har leget sammen. CA havde nogle ting i lejligheden, også film. Han kender BA. Hun boede ikke i Tyskland. A havde, da han boede i ...2, Tyskland, ikke et sted i Danmark, hvor han boede. A var måske i Belgien i en periode, men det er ikke umiddelbart noget, han kan sige. Før A flyttede til Tyskland, havde han et sommerhus, hvor de har besøgt ham.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand navnlig gjort gældende, at han ikke opfylder bopælskravet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomstårene 2000-2002, idet han ikke havde rådighed over en helårsbolig i Danmark og derfor ikke er fuldt skattepligtig til Danmark. Sagsøgeren flyttede primo 2000 fra det lejede hus i ...1, Danmark, hvor han boede med sin kæreste. Forholdet til kæresten ophørte, og han ønskede at begynde på en frisk i Tyskland. Hans familie kom oprindelig fra Tyskland, og han var skuffet over resultatet af det netop overståede folketingsvalg i Danmark. Derfor faldt valget på Tyskland, hvor han lejede en, efter tyske forhold, dyr lejlighed med udsigt over .... Lejligheden, der var på godt 100 m2. var af høj standard. Lejligheden blev møbleret, dels med medbragte møbler fra Danmark, dels med nyindkøbte møbler. Lejligheden var endvidere indrettet, så sagsøgerens 5-årige datter kunne komme på besøg. Sagsøgeren meldte flytning til folkeregisteret i Danmark og tilmeldte sig i Tyskland. Han søgte endvidere om og fik arbejds- og opholdstilladelse i Tyskland. Han fik en tysk bankforbindelse og købte en tysk indregistreret bil. På denne baggrund må det lægges til grund, at sagsøgeren havde helårsbolig i Tyskland, hvor han boede. Derimod havde han ikke længere rådighed over en helårsbolig i Danmark, der kan begrunde fuld skattepligt til Danmark. Sommerhuset måtte ikke lovligt anvendes som helårsbeboelse og blev desuden brugt til udlejning via en udlejningsaftale med Damsommer. Endvidere var der tale om et helt sædvanligt sommerhus uden helårsisolering og med elvarme. Sagsøgeren opholdt sig i sommerhuset 4-6 uger om året, alene i weekender og ferier. Det fremgår da også af både ligningsvejledningen, teori og retspraksis, at den fortsatte besiddelse af et sædvanligt sommerhus, der alene benyttes til ferier og lignende, ikke kan sidestilles med en helårsbolig. Heller ikke virksomheden H1 lokaler på ...1, Danmark, hvor sagsøgeren alene havde et skrivebord i et kontorlandskab, og hvor der ikke i øvrigt var mulighed for overnatning, kan statuere bopæl i Danmark. Tilsvarende gælder moderens lejlighed i ...1, Danmark. Sagsøgeren opholdt sig ikke i Danmark i et sådant omfang, at dette kan begrunde skattepligt til Dammark. Endelig må det lægges til grund, at forholdet til kæresten BA var ophørt i en periode på 6 måneder efter bruddet i begyndelsen af 2000, og at parret ikke senere flyttede sammen, selv om de forsøgte at redde forholdet af hensyn til den fælles datter. Heller ikke den kommunale skattemyndighed eller Skatteankenævnet har ment, at sagsøgeren var fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Da sagsøgeren således på alle måder har signaleret, at hans bopæl var i Tyskland, må det være sagsøgte, der har bevisbyrden for, at det forholdt sig anderledes, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Hvis retten lægger til grund, at det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at bopælen i Danmark var opgivet til fordel for bopæl i Tyskland, er denne utvivlsomt løftet.

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at midtpunktet for hans livsinteresser var i Tyskland, hvorfor det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2, litra a, at han anses for hjemmehørende i Tyskland, hvorefter beskatningsretten tilkommer Tyskland.

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at hans skattepligtige indkomst ikke er korrekt opgjort, ligesom der ikke er taget hensyn til den skat, der er betalt til Tyskland. Sagen skal derfor hjemvises til ligningsmyndighederne. Sagsøgeren er blevet beskattet af en række fakturaer, som han ikke har udarbejdet og heller ikke har modtaget beløb i henhold til. Det må lægges til grund, at fakturaerne er tomme og indholdsløse posteringer med en uforklarlig ikke fortløbende nummerering og uden modtager. Det fremgår således ikke, hvem der i givet fald skulle have købt varenydelsen hos sagsøgeren. Sagsøgeren blev først bekendt med fakturaerne på et møde hos skattevæsenet den 12. juni 2003 og benægtede straks at have udarbejdet disse. Fakturaerne er et falskneri, som sagsøgeren intet har haft med at gøre, og de er formentlig udstedt i november 2001 for at få bogholderiet til at stemme i forbindelse med, at H1 ApS gik konkurs. Fakturaerne er således udstedt og bogført på et tidspunkt, hvor selskabet var insolvent. Der er ikke sket betaling, og der skal derfor under alle omstændigheder ske et fradrag for tab på debitorer på et tilsvarende beløb, hvorfor der samlet ikke kommer et beløb til beskatning. Synspunktet støttes endvidere af, at NK i skifteretten i ...1, Danmark den 22. august 2002 blandt andet forklarede, at As mellemregningskonto med H1 ApS blev brugt til "skraldespand", idet bogholderen her havde posteret udgifter, som man ikke kunne finde en anden konto til. Noget tyder på, at de falske fakturaer er udstedt for at kompensere dette. Også kurator har i redegørelsen i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, undret sig over mellemregningskontoen. Hvis udgifterne havde været bogført korrekt, ville selskabet have været insolvent langt tidligere.

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at i hvert fald fakturaerne vedrørende depositum ikke skal beskattes.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der skal ske fradrag for den skat, han har betalt til Tyskland, idet der ellers vil ske dobbeltbekatning. Det må tillægges processuel skadevirkning, at sagsøgte ikke hos de tyske myndigheder har fået oplyst, hvilken skat sagsøgeren har betalt i Tyskland.

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at den skønsmæssige ansættelse for indkomståret 2002 skal tilsidesættes, idet skønnet er åbenbart urimeligt.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand navnlig gjort gældende, at sagsøgeren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2000-2002 i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvorefter skattepligt til Danmark påhviler personer, der har bopæl her i landet. Bedømmelsen af, om bopæl er opgivet, beror på en samlet vurdering af den fraflyttedes forhold, hvor den fortsatte rådighed over en helårsbolig indgår som et centralt moment. Mulighed for ophold i sommerhus, forretningslokaler, hos en samlever eller anden familie kan, sammenholdt med blandt andet længden af ophold i Danmark og erhvervsinteresser her, konstituerer bopæl. Når det er i skatteyderens interesse, at bopæl opgives, gælder der en formodning for, at bopæl er bevaret, således at det er op til skatteyderen at godtgøre, at bopæl er opgivet. Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. Dette støttes navnlig på, at sagsøgeren efter fraflytningen ejede et sommerhus i Danmark, der lå i nærheden af ...1, Danmark, og som var erhvervet i 1998 for ca. 750.000 kr. Sommerhuset var alene udlejet i sommermånederne, herunder blandt andre til sagsøgeren selv. Han har i øvrigt forklaret, at han faktisk benyttede sommerhuset i de pågældende år. Sagsøgeren var endvidere hovedanpartshaver i selskabet H1 ApS, der havde adresse og lokaler på ...1, Danmark. Sagsøgeren havde hermed mulighed for at overnatte i selskabets lokaler, der lå knap 90 km fra den lejede lejlighed i Tyskland. Han varetog fortsat sit arbejde for H1 ApS og havde ikke anden beskæftigelse i de omhandlede år. Han var herudover medstifter af interessentskabet H4. Det må endvidere antages at være udgangspunktet, at bopæl er bevaret, såfremt skatteyderens familie bliver boende i Danmark, uanset om skatteyderen selv er ejer eller lejer af familiens bolig. Det afgørende er, om boligen er til rådighed, når han opholder sig i Danmark. Sagsøgerens kæreste, som han havde boet sammen med i et lejet hus i ...1, Danmark indtil 2000, boede fortsat i en lejlighed i ...1, Danmark med deres fælles barn. Det må endvidere på baggrund af erklæringen fra BA lægges til grund, at forholdet ikke ophørte. Endvidere boede sagsøgerens mor i ...1, Danmark. Endelig opholdt sagsøgeren sig i Danmark en betydelig del af året, idet det under alle omstændigheder kan lægges til grund, at han opholdt sig i Danmark i 114 dage i 2000 og 166 dage i 2001. Efter en samlet bedømmelse må det således lægges til grund, at sagsøgeren ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at han var fuldt skattepligtig til Tyskland og har betalt skat til Tyskland i de omhandlede år. Der foreligger derfor ikke et dobbeltbeskatningsproblem, hvorfor Danmark har beskatningsretten. Måtte der imidlertid være grundlag for at anse sagsøgeren for fuldt skattepligtig til Tyskland, gøres det gældende, at beskatningsretten i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland tilkommer Danmark. Det er utvivlsomt, med henvisning til familiemæssige relationer og erhvervsinteresser, at sagsøgeren har langt stærkere tilknytning til Danmark end til Tyskland.

Over for sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at indkomsten er opgjort korrekt, hvorfor der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til ligningsmyndighederne. Indkomstforhøjelsen for indkomstårene 2000 og 2001 er foretaget på grundlag af fakturaer, der er udstedt til H1 ApS, og hvori sagsøgeren angives som udsteder. Fakturerede beløb er indkomstskattepligtige, jf. statsskattelovens § 4, uanset om beløbene er betalt. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at fakturaerne er falske, og at de af den grund ikke kan danne grundlag for indkomstopgørelsen. Der er således ikke fremkommet oplysninger af regnskabsmæssig eller anden art, der viser, at fakturaerne er falske, og der er ikke indgivet politianmeldelse. Det er endvidere ikke godtgjort, at sagsøgeren ikke har modtaget de fakturerede beløb, og at han af den grund skulle være berettiget til et fradrag svarende til fakturabeløbene. Det påhviler således sagsøgeren at godtgøre berettigelsen til fradrag. At der tilsyneladende har været foretaget bogholderimæssige og regnskabsmæssige dispositioner i selskabet, som ikke umiddelbart kan forklares, udgør ikke dokumentation for ret til fradrag. Hvad angår faktureringen vedrørende depositum, gøres det gældende, at der er tale om royalty, og at sagsøgeren med rette er blevet beskattet heraf, jf. statsskattelovens § 4, idet det må lægges til grund, at han har modtaget beløbet.

At sagsøgeren måtte have afleveret et regnskab til de tyske myndigheder dokumenterer ikke, at der også er betalt skat til Tyskland.

Sagsøgte har endelig gjort gældende, at den skønsmæssige ansættelse for. indkomståret 2002 grundlæggende beror på, at sagsøgeren ikke har indgivet selvangivelse, hvorfor det er åbenbart, at der er grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse. Det gøres gældende, at det ikke er godtgjort, at skønnet er udøvet på et klart forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet fører til et åbenbart urimeligt resultat, hvorfor skønnet ikke kan tilsidesættes.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ved udrejsen fra Danmark til Tyskland i 2000 ejede sagsøgeren et sommerhus, som han havde købt et par år forinden. Sommerhuset lå få kilometer fra adressen ...1, Danmark, hvor selskabet H1 ApS havde forretningslokaler. Sagsøgeren havde bestemmende indflydelse i selskabet, og hans eneste erhvervsindtægt stammede herfra. Han bevarede således det arbejde, som han havde inden flytningen til Tyskland. Det må endvidere efter bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgeren i hvert fald indtil midten af 2001 opretholdt forholdet til BA, som han havde levet sammen med indtil flytningen, og med hvem han har datteren CA. BA havde, som tillige sagsøgerens mor, bopæl i ...1, Danmark. Endelig kan det lægges til grund, at sagsøgeren fortsat opholdt sig i betydeligt omfang i Danmark, og at han indrejste i Danmark igen i februar 2003 fra en adresse i Belgien. På denne baggrund findes sagsøgeren, uanset lejemålet af helårsbolig i Tyskland, efter en samlet bedømmelse at have bevaret en sådan tilknytning til Danmark, at han ikke har godtgjort, at bopæl her landet er opgivet. Sagsøgeren er derfor fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2000-2002, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Af samme grund findes sagsøgeren at have haft de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser i Danmark, hvorfor han i medfør af artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark må anses for hjemmehørende i Danmark, således at beskatningsretten allerede derfor tilkommer Danmark.

Efter navnlig sagsøgerens forklaring i skifteretten i august 2002 lægger retten til grund, at royaltyaftalen mellem sagsøgeren og H1 ApS var gældende, og at sagsøgeren fik udbetalt beløb i henhold til aftalen. NK forklarede samtidig i skifteretten, at sagsøgeren fik betalt royalty via mellemregningskontoen. Sagsøgeren har under denne sag forklaret, at han gennem sin revisor blev klar over, at der var noget galt med mellemregningskontoen, hvorefter han aftalte med revisor og NK, at kontoen skulle bringes i orden. Under de omstændigheder, og henset til sagsøgerens bestemmende indflydelse i selskabet H1Ligningsvejledningen 2008-4 D.A.1.1.2.2 Aps, har sagsøgeren ikke alene ved sin egen forklaring nu godtgjort, at de fakturaer, herunder tillige faktureret depositum for royalty, der ligger til grund for skatteansættelserne i 2000 og 2001, er en nullitet. Da der endvidere ikke foreligger oplysninger om, i hvilket indkomstår et eventuelt tab har kunnet konstateres, må det herefter lægges til grund, at de fakturerede beløb berettiget er medtaget som skattepligtige i indkomstopgørelsen for 2000 og 2001, jf. statsskattelovens § 4.

Sagsøgeren har ikke ved den fremlagte skatteopgørelse for 2000, der efter det oplyste skulle være sendt til de tyske skattemyndigheder, godtgjort, at han har betalt skat til Tyskland. Det kan endvidere lægges til grund, at sagsøgeren ikke har indleveret selvangivelse til de danske skyttemyndigheder for indkomståret 2002, hvorefter den skattepligtige indkomst berettiget er skønsmæssigt ansat. Som sagen foreligger oplyst, er der ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, og sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Henset til sagens udfald, karakter og omfang skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, med 78.606,25 kr. Beløbet dækker udgifter til advokatbistand med 60.000 kr. med tillæg af moms, udgifter til materialesamling med 1.855 kr. med tillæg af moms, samt udgifter til oversættelse af bilag med 1.287,50 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøgeren, A, nedlagte påstand.

Inden 14 dage skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte med 78.606,25 kr.