Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-11-2008
Offentliggjort:24-11-2008
SKM-nr:SKM2008.942.SR
Journalnr.:08-102799
Referencer.:
Dokumenttype:Bindende svar


Interessentskab opfyldte ikke betingelserne for skattefri omdannelse til et anpartsselskab

Skatterådet fandt, at ønsket om at lade Interessentskabet A omdanne til et anpartsselskab primært måtte anses for begrundet i ønsket om at undgå at svare skat. Skatterådet fandt ud fra en samlet konkret vurdering, at der ikke i nærværende sag var grundlag for ikke at fortolke i overensstemmelse med ordlyden i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, § 1, stk. 3, hvoraf udtrykkeligt fremgår, at lovens regler ikke finder anvendelse på omdannelse af virksomheder som nævnt i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og 12.


Spørgsmål

Kan Interessentskabet A skattefrit omdannes til et anpartsselskab i henhold til lov om skattefri virksomhedsomdannelse, uanset at antallet af ejere er større end 10 og de skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, jf. lovens § 1, stk. 3 og personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10?

Svar

Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Interessentskabet A blev stiftet i 1986, da 98,2 % af de 28 daværende interessenter i Interessentskabet B solgte deres ideelle andele af de udlejede beboelseslejligheder i ejendommen C til et af interessenterne stiftet aktieselskab D A/S.

D A/S erhvervede senere de sidste 1,8 % af de udlejede beboelseslejligheder.

I 1995 stiftede Interessentskabet A anpartsselskabet E ApS, ved indskud af samtlige aktiver i D A/S. D A/S blev herefter likvideret.

Interessentskabet A ejes i dag af ca. 30 efterkommere til de 3 personer, der oprindeligt stiftede Interessentskabet B for ca. 70 år siden.

Interessentskabet A's aktiver består af samtlige anparter i E ApS samt af begrænsede likvide midler. Indtægten i interessentskabet vil for fremtiden næsten udelukkende bestå af udbyttebetaling fra E ApS, der straks videreudloddes til interessenterne.

Der henvises i øvrigt til den som bilag 1 vedhæftede interessentskabskontrakt for Interessentskabet A samt den som bilag 2 vedhæftede Årsrapport for 2006/2007.

Salget af de ideelle andele af de udlejede beboelseslejligheder i ejendommen C og stiftelsen af Interessentskabet A var forårsaget af, at man ved lov 1986 nr. 193 indførte beskatning af visse ejerlejligheder efter de første 5 salg, jf. lovens § 1, stk. 4.

Interessentskabet har ikke længere en funktion, og selskabsretligt er der intet til hinder for at lade interessentskabet afvikle eller omdanne og lade interessenterne eje anparterne i E ApS. Herved vil man spare de årlige administrationsomkostninger i interessentskabet, som pt. er ca. kr. 30.000.

Da Interessentskabet A ikke længere har en funktion, ønsker interessenterne at afvikle selskabet for dermed at forenkle selskabsstrukturen og spare administrative omkostninger, jf. ovenfor.

Ved en afvikling af Interessentskabet A vil der ske udlodning til interessenterne, herunder af anparterne i E ApS. På denne måde vil interessenterne i stedet blive direkte anpartshavere i anpartsselskabet.

Da anparterne er steget i værdi siden erhvervelsen af disse, vil interessenterne skulle svare skat af denne værdistigning. Interessenterne vil derfor selv skulle finansiere skatteværdien af værdistigningen på anparterne på tidspunktet for afviklingen af interessentskabet.

En alternativ mulighed kunne være at omdanne interessentskabet til et anpartsselskab, som herefter fusionerer med E ApS med sidstnævnte som det fortsættende selskab. Herved bliver interessenterne ligeledes direkte anpartshavere i anpartsselskabet. En sådan omdannelse kan dog alene ske skattefrit, hvis betingelserne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse er opfyldt.

Betingelsen om, at interessentskabet maksimalt må ejes af 10 interessenter, medmindre de omdannende interessenter i væsentligt omfang deltager i driften, er ikke opfyldt.

Afvikling af Interessentskabet A er ikke gennemført.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Praksis har tidligere fraveget kravene i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

Ligningsrådet har den 20. marts 2001 ved en ikke offentliggjort afgørelse afgivet en bindende forhåndsbesked (j.nr. 99/01-4762-92) vedrørende fortolkningen af lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Den bindende forhåndsbesked indebærer en direkte fravigelse fra virksomhedsomdannelseslovens betingelser for at gennemføre en skattefri virksomhedsomdannelse.

Ligningsrådet tillod ved sin afgørelse af 20. marts 2001 en omdannelse af en virksomhed i virksomhedsordningen, uagtet at der indgik anparter omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13.

Ligningsrådet har således tilladt en formel afvigelse af lovens krav grundet i konkrete omstændigheder.

I nærværende sag er der alene tale om, at man ønsker at afvikle et administrativt "mellemled" (Interessentskabet A) og derved spare de administrative omkostninger forbundet med dette selskab, som ikke længere har en funktion.

Der er ikke hensyn at tage til risiko for omgåelse i nærværende situation.

Baggrunden for bestemmelsen i lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 1, stk. 3

I 1994 blev der nedsat en følgegruppe i forbindelse med skattereformen. Følgegruppen foreslog, at lov om skattefri virksomhedsomdannelse blev lempet, således at virksomheder med flere ejere ville få lettere ved at omdanne en personligt drevet virksomhed efter lovens bestemmelser.

Følgegruppen påpegede, at interessentskaber kun i meget begrænset omfang kunne anvende lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Det i loven fastsatte krav om, at ejerne skulle have ensartede afskrivningsgrundlag, kunne sjældent opfyldes, da interessenter som oftest ind- og udtræder af interessentskaber på forskellige tidspunkter for eksempel som led i løbende generationsskifter. Kravet om, at samtlige ejere skulle opnå hovedaktionærstatus, fandtes ligeledes at stille sig i vejen for omdannelse af interessentskaber efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

På baggrund heraf blev bestemmelsen i § 1, stk. 3 indsat ved L 1999.252. Kravet om ensartet afskrivningsgrundlag blev ophævet og kravet om hovedaktionærstatus blev således erstattet med en bestemmelse om, at lov om skattefri virksomhedsomdannelse ikke kan anvendes på anpartsprojekter som nævnt i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13.

§ 1, stk. 3 blev indsat for at undgå, at deltagerne i et projekt ved en omdannelse kunne opnå, at genvundne afskrivninger ved projektets afvikling blev beskattet som selskabsindkomst og ikke som særlig indkomst med en højere beskatningsprocent. Ved at opretholde selskabet efter afviklingen af projektet kunne beskatning udskydes.

Formålet med § 1, stk. 3 er således, at der mere målrettet kan opnås den begrænsning af lovens anvendelsesområde, som var formålet med indsættelsen af bestemmelsen i 1993 - nemlig at forhindre, at skattebetingede anpartsprojekter kan omdannes efter lovens regler.

Formålet med bestemmelsen har således været at gøre det nemmere for interessentskaber at blive omdannet i henhold til lovens regler, men samtidigt forhindre skattefri omdannelse af skattebetingede anpartsprojekter.

Idet lovens formål har været at gøre det nemmere for interessentskaber at udnytte lovens regler, og idet der i nærværende sag ikke er tale om et skattebetinget anpartsprojekt, som omfattet af personskattelovens § 4, nr. 10, 12 og 13, er det således vores opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med et "ja".

I dette tilfælde er der ikke tale om et projekt, der skal afvikles. Virksomheden fortsætter på samme måde som før. Ved en omdannelse i dette tilfælde opnår deltagerne ikke genvundne afskrivninger eller nogen anden skattemæssig gevinst.

Omdannelse i henhold til lov om skattefri virksomhedsomdannelse vil være fuldstændig skatteneutral, idet det nuværende I/S er skattetransparent.

For deltagerne vil situationen således være den samme, om interessentskabet afvikles (hvis dette sker efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse) eller ej. En afvikling af Interessentskabet A vil derimod medføre en besparelse af administrative omkostninger forbundet med at opretholde Interessentskabet A som mellemled.

Det vil derfor virke formalistisk og uden for lovens hensyn, hvis Interessentskabet A ikke kan afvikles efter lovens regler og således alene skal opretholdes som mellemled for at undgå beskatning af interessenterne ved en afvikling, uden at disse realiserer en gevinst.

SKATs indstilling og begrundelse

Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, omhandler bl.a. "indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere er større end 10 og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang..."

Spørger har oplyst, at antallet af ejere i Interessentskabet A er større end 10 (30 stk.), samt at disse ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Interessentskabet A er således omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10.

Af lov om skattefri virksomhedsomdannelse, § 1, stk. 3, fremgår, at lovens regler ikke finder anvendelse på omdannelse af virksomheder som nævnt i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og 12. Da Interessentskabet A er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, følger det umiddelbart af ordlyden af lov om skattefri virksomhedsomdannelse, § 1, stk. 3, at lovens regler ikke kan finde anvendelse på Interessentskabet A.

Spørger har henvist til, at Ligningsrådet i SKM2001.637.LR på grund af regelsammenfald tillod, at anparter omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 ikke skulle medoverdrages i forbindelse med virksomhedsomdannelse. Skatteyder drev virksomhed i virksomhedsordningen. Anparterne var anskaffet før 12. maj 1989. Der ville ved virksomhedsomdannelsen opstå en negativ anskaffelsessum. Spørger mener derfor, at Skatterådet i nærværende sag også kan fravige ovenstående krav i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

SKAT har lagt vægt på, at der i SKM2001.637.LR var tale om et regelsammenstød mellem virksomhedsskatteloven og lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag.

SKAT har endvidere lagt vægt på, at spørger har oplyst, at man enten kan afvikle Interessentskabet A, så interessenterne bliver direkte anpartshavere i E ApS, eller man kan lade Interessentskabet A omdanne til et anpartsselskab. Såfremt man vælger sidstnævnte løsning, undgås, at interessenterne skal svare skat af værdistigningen på anparterne.

SKAT finder på denne baggrund, at ønsket om at lade Interessentskabet A omdanne til et anpartsselskab primært må anses for begrundet i ønsket om at undgå at svare skat af værdistigningen på anparterne. Ønsket om at spare de årlige administrationsomkostninger i Interessentskabet A, pt. kr. 30.000, kan lige så vel imødekommes ved blot at afvikle Interessentskabet A og lade interessenterne blive direkte anpartshavere i E ApS.

SKAT finder ud fra en samlet konkret vurdering, at der ikke i nærværende sag er grundlag for ikke at fortolke i overensstemmelse med ordlyden i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, § 1, stk. 3, hvoraf udtrykkeligt fremgår, at lovens regler ikke finder anvendelse på omdannelse af virksomheder som nævnt i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og 12.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra SKAT.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.