Dokumentets metadata

Rentefradrag - studielån - dokumentation - forventningsprincippet

Sagen var anlagt af et ægtepar til prøvelse af deres skatteansættelser.Hustruen krævede sin kapitalindkomst for 2003 nedsat i overensstemmelse med de renteudgifter til pengeinstitutter, hun havde selvangivet.Skatteministeriet blev frifundet for denne påstand, da hustruen ikke havde dokumenteret renteudgifter ud over de indberettede renteudgifter.Ministeriet blev ligeledes frifundet for hendes påstand om fradrag for studielånsrenter. Retten lagde vægt på, at hustruen ikke havde godtgjort, at renterne var forfaldne, og at hustruen ikke havde en retlig beskyttet forventning om alligevel at få fradrag for renterne.Hustruen påstod endvidere Skatteministeriet dømt til at anerkende, at der var udvist ansvarspådragende adfærd, og at skattemyndighederne ikke havde krav på morarenter. Disse påstande blev afvist.Ægtemanden krævede sine kapitalindkomster for indkomstårene 2002 og 2003 nedsat i overensstemmelse med de renteudgifter, han havde selvangivet.Skatteministeriet blev frifundet, idet han ikke havde dokumenteret renteudgifter ud over de indberettede.Ægtemanden havde endvidere nedlagt en anerkendelsespåstand, som blev afvist.

Parter

A
(selv)

og

B
(A)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Søren Horsbøl Jensen).

Afsagt af byretsdommer

Susanne Madsen

Den 20. juni 2007 afsagde Landsskatteretten fire kendelser vedrørende sagsøgernes, Bs og As, skattemæssige forhold for indkomstårene 2002 og 2003.

Kendelse vedrørende B for indkomståret 2002 angår retten til at foretage fradrag for renteudgifter for studielån.

Ved kendelsen blev Skatteankenævnets afgørelse stadfæstet. I kendelsen er bl.a. anført:

"...

Sagens oplysninger

Klageren har siden 1988 selvangivet fradrag for studielånsrenter. Fra indkomståret 1999 er studielånene overgået til Hypotekbanken.

Ifølge det oplyste, har Hypotekbanken indberettet følgende vedrørende klagerens studielån:

Kontonummer	Kursværdi	Restgæld	Renteudgift	Restgæld
	31.12.2002	31.12.2002	2002	31.12.2001
FM101	5.635 kr.	5.635 kr.	258 kr.	6.457 kr.
STU001	27.055 kr.	27.005 kr.	1.198 kr.	25.807 kr.
STU002	44.564 kr.	44.564 kr.	1.977 kr.	42.587 kr.
STU003	271.264 kr.	271.264 kr.	13.583	260.021 kr.
I alt	348.468 kr.	348.468 kr.	17.016 kr.	334.872 kr.

Der er således indbetalt 1.080 kr. på lånet FM101 samt 2.340 kr. på lånet STU003 i løbet af indkomståret 2002, mens der ikke er sket indbetaling på de øvrige studielån i indkomståret 2002.

Der er ikke fremsendt dokumentation for, at der er indgået en afbetalingsaftale i indkomståret 2002 eller tidligere.

Klageren har ved selvangivelsen for indkomståret 2002 fratrukket studielånsrenter med 16.758 kr.

Af mødereferat fra et møde afholdt den 21. oktober 1993 mellem klagerens repræsentant, A, og JK, skatteforvaltningen, fremgår, at skattemyndighederne i forbindelse med ligningen for indkomståret 1992 tilkendegav følgende:

"Vedrørende studierenter: Har igennem årene fået fradrag for de påløbne renter uden at have påbegyndt tilbagebetalingen. Aftalt med hende, at hun for fremtiden også fratrækker de påløbne renter, så der ikke går kludder i det, når tilbagebetalingen påbegyndes. Når tilbagebetalingen påbegyndes (1995) fratrækkes kun de påløbne renter i året. Meddelt, at såfremt der sker gældseftergivelse efterbeskattes renterne."

Påløbne studielånsrenter for indkomståret 1992 blev herefter godkendt fratrukket i overensstemmelse med det selvangivne.

Skattemyndighederne har ikke godkendt fradrag for selvangivne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997. Landsskatteretten har ved kendelse af 18. maj 2001 stadfæstet skattemyndighedernes afgørelse. Vestre Landsret har ved dom af 10. september 2003, SKM2003.396.VLR , stadfæstet Landsskatterettens afgørelse med den begrundelse, at der var tale om studielånsrenter, der var uforfaldne på fradragstidspunktet og derfor ikke fradragsberettigede i medfør af ligningslovens § 5, stk. 1. Landsretten fastslog desuden:

"Det fremgår af udskrift af statens ligningssystem dateret den 23/10 1996, at skatteforvaltningen ved notat af 21/10 1993 gav B en forhåndstilkendegivelse om, at forvaltningen ville godkende fradrag for påløbne studielånsrenter, selv om hun ikke havde påbegyndt tilbagebetaling af sit studielån. Det fremgår endvidere, hvilken fradragsmodel B som følge heraf skulle anvende, når tilbagebetaling senere blev påbegyndt. Endelig fremgår det, at der den 23/10 1996 blev foretaget en elektronisk søgning på notatet om fradrag for påløbne studielånsrenter, uden at der blev indsat tilføjelser eller ændringer i notatet. På denne baggrund lægger landsretten i overensstemmelse med As forklaring til grund, at Skatteforvaltningen i efteråret 1996 kom med en forhåndstilkendegivelse om, at skatteforvaltningen også fremover ville godkende Bs fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter.

Da forhåndstilkendegivelserne, der blev afgivet vedrørende et allerede optaget studielån, alene er fremsat af den kommunale skatteforvaltning, og da skatteansættelserne efter det oplyste er ændret af skattemyndighederne inden for de frister, der er fastsat i skattestyrelsesloven, har B hverken ved tilkendegivelserne eller ved skattemyndighedernes passivitet opnået nogen retligt beskyttet forventning om godkendelse af fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter i indkomstårene 1995, 1996 og 1997."

Landsrettens dom er appelleret til Højesteret.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for studielånsrenter med 16.758 kr.

Renteudgifter kan fratrækkes i indkomsten, når gælden påhviler den skattepligtige og den skattepligtige er retlig forpligtet til at betale såvel gælden som renterne heraf. Endvidere er det en betingelse for at fratrække renteudgifterne, at den er forfalden til betaling. Renteudgifter kan således fratrækkes, når de er forfaldne til betaling men ikke nødvendigvis er betalt. Dog er det en betingelse for fradrag for forfaldne renter, at tidligere års renter er betalte, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Der er ikke fremsendt dokumentation for, at der er indgået en afbetalingsaftale med Hypotekbanken om, hvorledes betalte beløb i givet fald skal fordeles på inkassoomkostninger, renter og afdrag. Hypotekbanken har indberettet, at lånet er misligholdt. Skatteankenævnet finder derfor ikke, at der kan godkendes fradrag for påløbne renter i indkomståret 2002.

Ved behandlingen af indkomståret 1995, 1996 og 1997 blev forventningsprincippet påberåbt, da skattemyndigheden nægtede fradrag for renteudgifter på studielånet og tidligere havde tilkendegivet, at der kunne godkendes fradrag. Vestre Landsret fastslog ved dom af 10. september 2003, SKM2003.396.VLR , at klageren ikke havde en retsbeskyttet forventning om fradrag vedrørende indkomstårene 1995-97. Skatteankenævnet finder ligeledes ikke, at klageren har opnået en retsbeskyttet forventning om fradrag vedrørende indkomståret 2002.

...

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om godkendelse af fradrag for renter vedrørende studiegæld.

Til støtte for påstanden er det anført, at det var medarbejderen fra skatteforvaltningen, som foreslog ordningen med rentefradraget, da dette ville være nemmere for skatteforvaltningen. Klageren har siden 1988 fratrukket renter af studielån, uanset der ikke er påbegyndt afvikling. Dette er sket med skatteforvaltningens uforbeholdne accept indtil 1992.

Ved skatteforvaltningens gennemgang af klagerens selvangivelse i 1996 vedrørende indkomståret 1995 blev rentefradrag godkendt på ikke påbegyndt afviklet studielån. Forholdet har desuden været diskuteret telefonisk med ML i efteråret 1996. Dette afstedkom enighed om, at klageren havde ret til fortsat at fratrække renterne som hidtil.

Vedrørende indkomståret 1998 har skatteforvaltningen igen udvist passivitet på trods af den verserende sag. Dette er et nyt bevisgrundlag, som ikke eksisterede ved den tidligere domsafsigelse. Det er endvidere kendetegnende for sagens forvaltning.

Der har aldrig med långiver været aftalt, at afvikling af lånene skulle påbegyndes i 1995. Skattemyndigheden har udvist passivitet gentagne gange. Klageren er pålagt en økonomisk tung byrde herved. Vestre Landsret har i den afsagte dom givet klageren ret i, at der er forhåndstilkendegivet klageren ret til fradrag for uforfaldne studielånerenter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Renter af gæld kan fradrages i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Renten kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Ved statsgaranterede studielån anses der at være ydet henstand med rentebetalinger påløbet under studietiden. Fradrag for renter af studiegæld kan derfor først fratrækkes, når afviklingen - efter studietids ophør - påbegyndes, jf. Ligningsvejledningen A.E.1.4.2 .

Det er indberettet af Hypotekbanken, at studielånet er misligholdt. Der foreligger ikke dokumentation for, at der i 2002 eller tidligere er indgået en afviklingsaftale med Hypotekbanken om, hvorledes betalte beløb i givet fald skal fordeles på inkassoomkostninger, renter og afdrag vedrørende det omhandlede studielån. Det er herefter ikke klart, hvad det betalte beløb på studielånet på i alt 3.420 kr. er betalt til dækning for. Da det således ikke over for Landsskatteretten er dokumenteret, at beløbet dækker forfaldne renteudgifter, kan der ikke godkendes fradrag herfor.

For så vidt angår de øvrige selvangivne renteudgifter er det endvidere rettens opfattelse, at klageren ikke har dokumenteret, at der er tale om forfaldne renteudgifter. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt en afviklingsaftale med Hypotekbanken.

Vestre Landsret fastslog ved dom af 10. september 2003, at klageren ikke havde haft en berettiget forventning, der kunne begrunde fradrag for påløbne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997 i overensstemmelse med det selvangivne, uanset skattemyndighedens tilkendegivelse på mødet den 21. oktober 1993.

Henset til Vestre Landsrets dom finder Landsskatteretten, at klageren ikke har haft en retsbeskyttet forventning om, at fradrag kan foretages udover det i loven fastsatte for indkomståret 2002.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.

..."

Kendelse vedrørende B for indkomståret 2003 angår retten til at foretage fradrag for renteudgifter for studielån og gæld til pengeinstitut.

Ved kendelsen blev Skatteankenævnets afgørelse stadfæstet. I kendelsen er bl.a. anført:

"...

Sagens oplysninger

Klageren har fratrukket 11.000 kr. vedrørende gæld til pengeinstitut.

Ifølge de indberettede oplysninger har klageren følgende gæld til pengeinstitut og renteudgifter for 2003:

Kontonummer	Kursværdi	Restgæld	Renteudgift	Restgæld
	31.12.2003	31.12.2003	2003	31.12.2002
...	8.534 kr.	8.534 kr.	907 kr.	6.509 kr.
...	18.852 kr.	18.852 kr.	3.338 kr.	63.958 kr.
...	32.000 kr.	32.000 kr.	3.116 kr.	34.324 kr.
...	4.362 kr.	4.362 kr.	166 kr.	5.635 kr.
I alt	63.748 kr.	63.748 kr.	7.527 kr.	110.426 kr.

Skattemyndighederne har godkendt fradrag for det indberettede beløb på 7.527 kr. Der er ikke fremlagt dokumentation for differencen mellem det selvangivne beløb på 11.000 kr. og 7.527 kr.

Klageren har ved selvangivelsen for indkomståret 2003 fratrukket studielånsrenter med 18.741 kr.

Det fremgår af de indberettede oplysninger, at der vedrørende lånet FM101 er indbetalt 1.439 kr. i løbet af 2003. Skattemyndighederne har godkendt fradrag for renteudgifter på 166 kr. Beløbet er inkluderet i det godkendte fradrag for renteudgifter til pengeinstitutter på 7.527 kr., mens der ikke er sket indbetaling på de øvrige studielån i indkomståret 2003.

Hypotekbanken har indberettet følgende vedrørende studielånet

Kontonummer	Kursværdi	Restgæld	Renteudgift	Restgæld
	31.12.2003	31.12.2003	2003	31.12.2002
FM101	4.362 kr.	4.362 kr.	166 kr.	5.635 kr.
STU001	27.984 kr.	27.984 kr.	978 kr.	27.005 kr.
STU002	46.179 kr.	46.179 kr.	1.614 kr.	44.564 kr.
STU003	279.472 kr.	279.472 kr,	117 kr.	271.264 kr.
I alt	357.997 kr.	357.997 kr.	14.085 kr.	348.468 kr.

Der er ikke fremsendt dokumentation for, at der er indgået en afbetalingsaftale i indkomståret 2003 eller tidligere.

Skatteankenævnets afgørelse

Renteudgifter kan fratrækkes i indkomsten, når gælden påhviler den skattepligtige og den skattepligtige er retlig forpligtet til at betale såvel gælden som renterne heraf. Endvidere er det en betingelse for at fratrække renteudgifterne, at den er forfalden til betaling. Renteudgifter kan således fratrækkes, når de er forfaldne til betaling men ikke nødvendigvis er betalt. Dog er det en betingelse for fradrag for forfaldne renter, at tidligere års renter er betalte, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Vedrørende renteudgifter i forbindelse med gæld til pengeinstitutter er der indberettet renteudgifter med i alt 7.527 kr. Klageren har fratrukket 11.000 kr. Der er ikke fremsendt dokumentation for, at beløbet skulle være 3.473 kr. større end det indberettede. Der kan ikke godkendes fradrag for 3.473 kr., når beløbet ikke er dokumenteret som værende forfalden rente af klagerens gæld, jf. ligningslovens § 5.

For så vidt angår studielånet har Hypotekbanken indberettet, at lånet er misligholdt. Der er ikke fremsendt dokumentation for, at der er indgået en afbetalingsaftale med Hypotekbanken om, hvorledes betalte beløb i givet fald skal fordeles på inkassoomkostninger, renter og afdrag. Skatteankenævnet finder derfor ikke, at der kan godkendes fradrag for påløbne renter i indkomståret 2003.

Ved behandlingen af indkomståret 1995, 1996 og 1997 blev forventningsprincippet påberåbt, da skattemyndigheden nægtede fradrag for renteudgifter på studielånet og tidligere havde tilkendegivet, at der kunne godkendes fradrag. Vestre Landsret fastslog ved dom af 10. september 2003, at klageren ikke havde en retsbeskyttet forventning om fradrag vedrørende indkomstårene 1995-97. Skatteankenævnet finder ligeledes ikke, at klageren har opnået en retsbeskyttet forventning om fradrag vedrørende indkomståret 2003.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om godkendelse af fradrag for renter vedrørende gæld til pengeinstitutter og studiegæld.

Til støtte for påstanden er det anført, at sagen tager udgangspunkt i en uopfordret skriftlig tilkendegivelse fra skatteforvaltningen i 1993, om at der kunne foretages fradrag for renteudgifterne i forbindelse med studielånene. I 1996 blev det tilkendegivet, at klageren kunne fortsætte hermed. Disse tilkendegivelser har dannet grundlag for en berettiget forventning hos klageren om, at hun kunne fortsætte med at fratrække renteudgifteme. Tilkendegivelserne skal være grundlaget for afgørelsen af den pågældende sag, og ikke en henvisning til Ligningsvejledningen.

Hele gælden relateret til studielånet forfaldt til betaling ved inkassoskrivelse med en betalingsfrist på 8 dage. De tilskrevne renter er som følge heraf ligeledes forfaldne. Der er således to retsgyldige sikkerheder, der tilkendegiver retten til at fratrække de omtalte renter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Udgifter til renter på gæld kan fradrags i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Renter på gæld kan fradrages i det indkomstår, hvori renterne forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Ifølge de indberettede oplysninger er der alene tilskrevet renter på gælden til pengeinstitutter med i alt 7.527 kr. Det er pålagt klageren at dokumentere renteudgifterne. Klageren har ikke dokumenteret, at der er forfaldne renter på gæld til pengeinstitutter med i alt 11.000 kr. i indkomståret 2003. Der kan herefter ikke godkendes fradrag for renteudgifter, der ligger udover de af skatteankenævnet godkendte.

Vedrørende statsgaranteret studielån anses der at være ydet henstand med rentebetalinger påløbet under studietiden. Fradrag for renter af studiegæld kan derfor først fratrækkes, når afviklingen - efter studietids ophør - påbegyndes, jf. Ligningsvejledningen A.E.1.4.2 .

Det er indberettet af Hypotekbanken, at studielånet er misligholdt. Der foreligger ikke dokumentation for, at der i 2003 eller tidligere er indgået en afviklingsaftale med Hypotekbanken om, hvorledes betalte beløb i givet fald skal fordeles på inkassoomkostninger, renter og afdrag vedrørende de omhandlede studielån. Det er herefter ikke klart, hvad det betalte beløb på studielånet på i alt 1.439 kr. er betalt til dækning for, bortset fra 166 kr., der er anerkendt som betaling af renter.

Da det således ikke over for Landsskatteretten er dokumenteret, at beløbet dækker forfaldne renteudgifter, kan Landsskatteretten ikke godkende fradrag for de selvangivne renteudgifter udover de 166 kr., som ankenævnet har godkendt fradrag for.

For så vidt angår de øvrige selvangivne renteudgifter vedrørende studielånet er det endvidere rettens opfattelse, at klageren ikke har dokumenteret, at der er tale om forfaldne renteudgifter. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt en afviklingsaftale med Hypotekbanken.

Vestre Landsret fastslog ved dom af 10. september 2003, at klageren ikke havde en berettiget forventning, der kunne begrunde fradrag for påløbne studiegældsrenter for indkomstårene 1995-1997 i overensstemmelse med det selvangivne, uanset skattemyndighedens tilkendegivelse på mødet den 21. oktober 1993.

Henset til Vestre Landsrets dom finder Landsskatteretten, at klageren ikke har haft en retsbeskyttet forventning om, at fradrag kan foretages udover det i loven fastsatte for indkomståret 2003.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.

..."

Kendelse vedrørende A for indkomståret 2002 angår retten til at foretage fradrag for renteudgifter for gæld til realkreditinstitutter og pengeinstitutter.

Ved kendelsen blev Skatteankenævnets afgørelse stadfæstet. I kendelsen er bl.a. anført:

"...

Sagens oplysninger

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerens kreditorer har indberettet følgende renteudgifter vedrørende indkomståret 2002:

Renteudgifter vedr. realkreditgæld	70.238 kr.
Renteudgifter vedr. bankgæld og lign.	99.779 kr.

Ved selvangivelsen for indkomståret 2002 har klageren fratrukket renteudgifter på realkreditgæld med 106.500 kr. samt renteudgifter på bankgæld og lign. med 162.779 kr. Der er ikke fremlagt dokumentation for de selvangivne beløb.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udokumenterede renteudgifter vedrørende gæld til realkreditinstitutter på 36.262 kr. Rentefradraget er nedsat til 70.238 kr. i overensstemmelse med de indberettede oplysninger.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udokumenterede renteudgifter vedrørende gæld til pengeinstitutter på 63.000 kr. Rentefradraget er nedsat til 99.779 kr. i overensstemmelse med de indberettede oplysninger.

Renteudgifter kan fratrækkes i indkomsten, når gælden påhviler den skattepligtige og den skattepligtige er retlig forpligtet til at betale såvel gælden som renten heraf. Endvidere er det en betingelse for at fratrække renteudgiften, at denne er forfalden til betaling. Renteudgifter kan således fratrækkes, når de er forfaldne til betaling men ikke nødvendigvis betalt. Dog er det en betingelse for fradrag for forfaldne renter, at tidligere års renter er betalte, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Der foreligger ikke oplysninger om, at tidligere års renter ikke er betalt. Ankenævnet har således godkendt fradrag for de renteudgifter, kreditorerne har indberettet til Told- og Skattestyrelsen som forfaldne i indkomståret 2002.

Det er ikke dokumenteret, at de indberettede renteudgifter ikke stemmer med de faktisk forfaldne renteudgifter eller på anden måde sandsynliggjort, at renteudgifterne svarer til det selvangivne. Fradrag kan derfor ikke godkendes i henhold til det selvangivne.

Det forhold, at skatteafdelingen har været behjælpelig med at udregne fradragene på selvangivelsen ved klagerens personlige henvendelse, har ikke givet klageren en berettiget forventning om, at ansættelsen er endelig godkendt.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at fradrag for renteudgifter godkendes i overensstemmelse med det selvangivne.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at dokumentation for rentefradrag ikke kan belyses korrekt, før end der foreligger dokumentation fra diverse kreditorer. Dette er besværliggjort af, at der er gæld, der er overgået til inkasso.

Renteudgifterne vedrørende gælden til SEB var forfaldne ved overgangen til inkasso, da hele hovedstolen og renter forfaldt til betaling på grund af misligholdelse.

Der er ikke indberettet renter for gældsposter på over 350.000 kr., og der er fejl i indberetningen fra kreditforeningen angående renterne. Der er også indberettet forkert vedrørende pantebreve, der er i depot.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Renteudgifter på gæld kan fradrages i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Renter af gæld kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Klageren har ikke fremsendt dokumentation for differencen mellem de indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter til skatteforvaltningen og skatteankenævnet. Klageren har heller ikke i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fremsendt denne dokumentation. Klageren har således ikke dokumenteret den difference, der er mellem de indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for renteudgifter udover de renteudgifter, der er indberettet af klagerens kreditorer.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.

..."

Kendelse vedrørende A for indkomståret 2003 angår retten til at foretage fradrag for renteudgifter for bl.a. gæld til realkreditinstitutter og pengeinstitutter.

Ved kendelsen blev Skatteankenævnets afgørelse stadfæstet. I kendelsen er bl.a. anført

"...

Sagens oplysninger

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerens kreditorer har indberettet følgende renteudgifter vedrørende indkomståret 2003:

Renteudgifter vedr. realkreditgæld	53.907 kr.
Renteudgifter vedr. bankgæld og lign.	81.376 kr.

Ved selvangivelsen for indkomståret 2003 har klageren fratrukket renteudgifter på realkreditgæld med 114.000 kr. samt renteudgifter på bankgæld på 138.000 kr. Der er ikke fremlagt dokumentation for de selvangivne beløb.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udokumenterede renteudgifter vedrørende gæld til realkreditinstitutter på 60.093 kr. Rentefradraget er nedsat til 53.907 kr. i overensstemmelse med de indberettede oplysninger.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udokumenterede renteudgifter vedrørende gæld til pengeinstitutter på 56.624 kr. Rentefradraget er nedsat til 81.376 kr. i overensstemmelse med de indberettede oplysninger.

...

Renteudgifter kan fratrækkes i indkomsten, når gælden påhviler den skattepligtige og den skattepligtige er retlig forpligtet til at betale såvel gælden som renten heraf. Endvidere er det en betingelse for at fratrække renteudgiften, at denne er forfalden til betaling. Renteudgifter kan således fratrækkes, når de er forfaldne til betaling men ikke nødvendigvis betalt. Dog er det en betingelse for fradrag for forfaldne renter, at tidligere års renter er betalte, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Der foreligger ikke oplysninger om, at tidligere års renter ikke er betalt. Der kan således godkendes fradrag for de renteudgifter, kreditorerne har indberettet til Told- og Skattestyrelsen som forfaldne i indkomståret 2003.

Det er ikke dokumenteret, at de indberettede renteudgifter ikke stemmer med de faktisk forfaldne renteudgifter eller på anden måde sandsynliggjort, at renteudgifterne svarer til det selvangivne. Fradrag kan derfor ikke godkendes i henhold til det selvangivne.

...

Det forhold at skatteafdelingen har været behjælpelig med at udregne fradragene på selvangivelsen ved klagerens personlige henvendelse, har ikke givet klageren en berettiget forventning om, at ansættelsen er endelig godkendt.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at fradrag for renteudgifter godkendes i overensstemmelse med det selvangivne.

Klageren har anført, at skatteankenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt det er korrekt at betragte en gæld inklusiv renter, som værende forfalden, når en inkassosag iværksættes med betalingsfrist, som ved overskridelse vil medføre inddrivelse. Gæld inklusive renter må anses som værende forfalden og dermed fradragsberettiget, når gælden overdrages til inkasso.

Der er endvidere sket fejl i indberetninger fra blandt andet SEB Banken og Diners Club A/S. De indberettede gældsposter harmonerer ikke med gældsposternes reelle størrelse. Såvel gældsposterne som de årlige rentetilskrivninger er dokumenteret over for skatteforvaltningen.

I indberetningerne fra realkreditselskaber vedrørende renter er der også sket fejl. Det burde være klart, at der foreligger fejl i indberetningerne. Der kan ikke optages gæld, uden at der også skal svares renter herfor.

Der er fradragsret for renteudgifterne, selvom der ikke nødvendigvis er sket betaling, idet gælden og renterne herfor har været forfaldne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Renteudgifter på gæld kan fradrags i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Renter af gæld kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Klageren har ikke fremsendt dokumentation for differencen mellem de indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter til skatteforvaltningen og skatteankenævnet. Klageren har heller ikke i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fremsendt denne dokumentation. Klageren har således ikke dokumenteret den difference, der er mellem de indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for renteudgifter udover de renteudgifter, der er indberettet af klagerens kreditorer.

Da klageren således ikke har dokumenteret, at der i indkomståret 2003 er yderligere forfaldne renter end de allerede indberettede, og lageren heller ikke har indsendt dokumentation i form af eventuel betaling af yderligere renter, kan der ikke godkendes yderligere fradrag for renteudgifter end de indberettede renteudgifter.

...

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.

..."

Parternes påstande

B har påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at fradrag for renteudgifter for studielån for indkomstårene 2002 med 16.758 kr. og 2003 med 18.742 kr. er sket med rette og med berettiget forventning om godkendelse, samt at fradrag for renteudgifter i øvrigt vedrørende indkomståret 2003 med 11.000 kr. er sket med rette.

B har endvidere påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at der er udvist ansvarspådragende adfærd af skatteafdelingen, og at der for perioderne ikke kan kræves morarenter for ikke godkendte rentefradrag relateret til studielånsrenter.

Skatteministeriet har overfor første del af påstanden påstået frifindelse og overfor påstandens anden og tredje del principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

A har påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2002 med 269.279 kr. samt 2003 med 252.000 kr. er sket med rette.

A har endvidere påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at renter er fradragsberettigede ved anlæggelse af en inkassosag, når disse er forfaldne til betaling ved kravets modtagelse med en angiven frist.

Skatteministeriet har overfor første del af påstanden påstået frifindelse og over anden del af påstanden principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagen er anlagt den 19. september 2007.

Skatteansættelsen for indkomståret 1998 blev ikke ændret af skattemyndighederne, da fristen herfor var udløbet.

B ankede Vestre Landsrets dom af 10. september 2003 til Højesteret. Hun hævede imidlertid anken.

Den 15. december 2005 afsagde Landsskatteretten kendelser vedrørende As og Bs skattemæssige forhold for indkomstårene 1999-2001.

Kendelsen vedrørende A angik bl.a. retten til at foretage fradrag for renteudgifter. Kendelsen vedrørende B angik bl.a. retten til at foretage fradrag for studielånsrenter.

Kendelserne blev indbragt for Vestre Landsret, der afsagde dom den 11. oktober 2007 (VL B0572-06, SKM2007.759.VLR ).

Af dommen fremgår det, at A som dokumentation i Landskatteretten fremlagde 2 erklæringer, hvor han erkender at skylde penge til SEB og Diners Club. I erklæringen til SEB hedder det:

"Undertegnede

A

...

erkender herved at skylde kr. 105.205,79 kr. til SEB Kort.

...

Gælden er opgjort den 06.06.2001 og i beløbet indgår en oprindelig hovedstol på kr. 102.010,00 påløbne morarenter kr. 2.146,00, påkravsgebyr på kr. 450.

Hovedstolen forrentes fra den 06.06.2001 med en rente, som aftales til 10,08% p.a.

Jeg erkender, at indbetalinger på gældsforholdet kan anvendes efter kreditors frie rådighed, herunder først på omkostninger og påløbne renter."

I erklæringen til Diners Club hedder det

"Undertegnede

A

...

erkender herved at skylde kr. 213.147,95 kr. til Diners Club A/S.

Gælden er opgjort den 06.06.2001 og i beløbet indgår en oprindelig hovedstol på kr.

205.408,00 påløbne morarenter kr. 6.890,00, påkravsrenter på kr. 250.

Hovedstolen forrentes fra den 06.06.2001 med en rente, som aftales til 14,95% p.a.

Jeg erkender, at indbetalinger på gældsforholdet kan anvendes efter kreditors frie rådighed, herunder først på omkostninger og påløbne renter."

Af dommen fremgår desuden

"...

Det fremgår af sagen, at Skattemyndighederne den 23. oktober 1998 fremsendte en agterskrivelse til B med tilkendegivelse af, at de foretagne fradrag for studielånsrenter for indkomstårene 1995-97 ikke kunne anerkendes.

..."

Under Vestre Landsrets sag vedrørende fradrag for studielånerenter for indkomstårene 1995-1997 har A i 2003 forklaret følgende:

"at han er gift med B. De blev indkaldt til et møde i skatteforvaltningen den 21. oktober 1993, om bl.a. Bs fradrag for påløbne studielånsrenter. På mødet foreslog JK uopfordret, at hans ægtefælle af hensyn til forvaltningen skulle fortsætte med at fradrage påløbne renter i årene fremover, og der blev skrevet et notat herom. Hans ægtefælle gjorde opmærksom på, at hun var gravid og påtænkte at tage orlov, og at det derfor var usikkert, om hun, som anført i notatet, ville afslutte sin uddannelse i 1995. JK svarede hertil, at årstallet ville blive sat i parentes som en foreløbig angivelse. I efteråret 1996 fik de atter en henvendelse fra skatteforvaltningen. Den vedrørte hans ægtefælles fradrag af andre renteudgifter end påløbne studielånsrenter, og han talte herom med ML. Hun gjorde ved samme lejlighed opmærksom på, at det ikke var korrekt at fradrage påløbne studielånsrenter, når der ikke var indgået nogen aftale om afvikling af studielånet, og når tilbagebetaling ikke var påbegyndt. Han redegjorde for den aftale, der i 1993 var indgået med JK, og ML sagde hertil, at hun ville undersøge sagen og vende tilbage, hvis der var et problem. Hun kontaktede ham ikke igen, og skatteansættelsen for 1995 blev ganske vist ændret, men ikke vedrørende fradrag for studielånsrenter. På den baggrund antog de, at aftalen om fradrag for påløbne studielånsrenter fortsat var gældende, og første gang, de herefter blev kontaktet af skattemyndighederne om dette spørgsmål, var i 1998. Hans ægtefælle har endnu ikke afsluttet sin eksamen, men har påbegyndt afviklingen af studiegælden. Han husker ikke præcist hvornår, men det er efter 1997.", jf. Vestre Landsrets dom af 10. september 2003 (SKM2003.396.VLR )

Forklaringer

A har forklaret, at Bs fradrag for studielånsrenter har været drøftet med kommunens skatteforvaltning i 1998, hvor A kontaktede skattemyndighederne på baggrund af forskudsopgørelsen for 1999, som blev ændret således, at skattefradrag for studielånerenter blev godkendt, uanfægtet at afdrag på studielånene ikke var blevet påbegyndt. Vedrørende 1998 ændrede kommunen ikke skatteansættelsen, da fristen herfor var sprunget. Fradraget for studielånsrenterne har således været drøftet og godkendt af den kommunale skatteforvaltning i 1998 samt telefonisk den 10. september 2003 af ML. I 2003 kom kommunens skatteforvaltning med en skriftlig tilkendegivelse om, at studielånerenterne kunne fradrages. SL, skatteforvaltningen, medgav telefonisk i 2000, at B havde ret til at fradrage studielånsrenter i forbindelse med forskudsopgørelsen for 2001. A huskede ikke helt præcist årstallene for hændelsesforløbet. Vedrørende hans egne rentefradrag har skatteforvaltningen afvist kvitteringer for indbetalinger som dokumentation for, at afviklingen pågår.

A har oplyst, at Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007 (VL B-0572-06, SKM2007.759.VLR ) verserer for Højesteret og er under forberedelse, men endnu ikke er berammet til hovedforhandling.

Procedure

B har til støtte for påstanden om, at Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at fradrag for renteudgifter for studielån for indkomstårene 2002 med 16.758 kr. og 2003 med 18.742 kr er sket med rette og med berettiget forventning om godkendelse samt påstanden om, at Skatteafdelingen har udvist ansvarspådragende adfærd gjort gældende, at det er skattemyndighederne, der har foreslået ordningen med fuld fradrag af renter uden påbegyndt afvikling, som har fundet sted siden 1988 med skatteforvaltningens uforbeholdne accept. Skatteforvaltningen godkendte fradrag for renterne ved gennemgang af Bs selvangivelse for 1998. SL anerkendte i 2000/2001 telefonisk hendes ret til fradrag af renter som hidtil. Tilsvarende godkendte skatteforvaltningen retten til fradrag af studielånsrenterne i forskudsopgørelsen for 1999. Det bestrides, at der eksisterer en agterskrivelse af 23. oktober 1998, hvilket understøttes af, at skrivelsen ikke er fremlagt under sagen. Afviklingen af studiegælden er påbegyndt i 1999/2000. Oplysningerne om påbegyndt afvikling af studiegælden og i den forbindelse, hvorledes beløbene er fordelt på inkassoomkostninger, morarenter, kreditrenter og afdrag, er dokumenteret ved, at de kan ses ved en udsøgning i skattevæsenets egen database.

B har til støtte for påstanden om, at der ikke kan kræves morarenter for ikke godkendte rentefradrag for studielånsrenter, gjort gældende, at hun har fremsat kravet vedrørende morarenter overfor såvel Skatteankenævnet som Landsskatteretten, men at myndighederne ikke har taget stilling til spørgsmålet. Subsidiært har hun gjort gældende, at morarenterne skal eftergives. Problematikken er, at B som følge af skattemyndighedernes tilkendegivelser senest i 1999 og 2000/ 2001 ikke var klar over, at hun ikke kunne fradrage studielånsrenterne. Først ved Vestre Landsrets dom i 2003 blev hun bekendt med, at hun ikke kunne støtte ret på kommunens tilkendegivelser vedrørende retten til at fradrage renteudgifter for studielån.

A har til støtte for sin påstand om, at Skatteministeriet skal dømmes til at anerkende, at fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2002 med 269.279 kr. samt 2003 med 252.000 kr. er sket med rette, gjort gældende, at renter er fradragsberettigede, når de er forfaldne til betaling. Der er fejl i indberetningen fra realkredit. Ved inkasso er hele hovedstolen inklusive renter forfaldne ved den angivne seneste indbetalingsfrist. Der er fremlagt dokumentation for gældsposterne og de årlige rentefremskrivninger derved, at kopi af gældsbrevene er fremlagt til den kommunale skatteforvaltning og fremgår af Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007 (SKM2007.759.VLR ), hvor erklæringerne til SEB og Dines Club er citeret. Det er ved de af A afgivne erklæringer dokumenteret, at der forefindes gældsposter i den størrelsesorden og at der er sket afvikling i overensstemmelse hermed.

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument bl.a. gjort gældende

"Efter statsskattelovens § 6, litra e, er renter fradragsberettigede. Renteudgifterne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renterne forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Af ligningsvejledningen 2002, pkt. A.E. 1.4.2. fremgår, at der ved statsgaranterede studielån ydes henstand med betalingen af renter, der er påløbet under studietiden, eller inden tilbagebetalingsaftale er indgået. Fradrag for renter af studiegæld kan derfor først fratrækkes, når afviklingen påbegyndes, jf. Ligningsvejledningen 2008-3, pkt. A.E.1.4.2 .

Renteudgifter kan endvidere først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i de indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Det følger af ligningslovens § 5, stk. 8.

Det er skatteyderen, der skal dokumentere, at fradragsbetingelserne er opfyldt.

B

Påstandens første punktum

B har - uanset Skatteministeriets opfordringer dertil i svarskriftet - ikke dokumenteret, at hun havde indgået en aftale om afvikling af gælden, eller at hun havde påbegyndt afvikling af sine studielån i indkomstårene 2002 og 2003. Det må derfor også lægges til grund for sagens pådømmelse, at der ikke var indgået en sådan aftale, og at hun heller ikke havde påbegyndt en afvikling af gælden i de pågældende indkomstår. Renterne vedrørende studielån var derfor ikke forfaldne og dermed heller ikke fradragsberettigede i de pågældende indkomstår.

Hertil kommer, at B alene kan få fradrag for renteudgifter i det omfang, hun har betalt renter ud over et beløb på kr. 109.306-, svarende til de uforfaldne og ubetalte renteudgifter hun fik fradrag for i indkomstårene 1988 til 1994 og 1998. I modsat fald vil B opnå fradrag for udgifterne to gange.

B havde heller ikke på grundlag af forhåndstilkendegivelserne afgivet i oktober 1993 og efteråret 1996 nogen retsbeskyttet forventning om - på trods af ligningslovens § 5, stk. 1, - at være berettiget til fradrag for uforfaldne renteudgifter i indkomstårene 2002 og 2003.

For så vidt angår denne del af sagen, er temaet det samme som Vestre Landsret tog stilling til ved dom af 10. september 2003 (bilag D). Den eneste forskel er, at dommen angik Bs skatteansættelser for indkomstårene 1995 til 1997, mens nærværende sag angår skatteansættelserne for indkomstårene 2002 og 2003.

Ved dommen blev Skatteministeriet frifundet. Landsretten fandt således ikke, at B havde en retsbeskyttet forventning om godkendelse af fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter.

En sammenligning af denne sags faktum, og faktum i Vestre Landsrets dom vedrørende indkomstårene 1995 til 1997 (bilag D), viser ikke relevante forskelle, der kan begrunde, at denne sag skal have et andet udfald.

I denne sag er der rent faktisk - i forhold til dommen vedrørende indkomstårene 1995-1997 - et yderligere moment, der taler imod, at B skulle have nogen retsbeskyttet forventning. B blev således ved skatteforvaltningens agterskrivelse af 23. oktober 1998 gjort bekendt med, at fradrag for studielånsrenter i indkomstårene 1995 til 1997 ikke kunne anerkendes. B kan derfor heller ikke have haft nogen retsbeskyttet forventning om, at hun for senere indkomstår kunne få fradrag for studielånsrenter.

Det forhold, at skatteansættelsen for indkomståret 1998, hvori B også foretog fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånerenter, ikke blev ændret, skyldes ene og alene, at ligningsfristen sprang.

Denne sag, der vedrører indkomstårene 2002 og 2003, skal derfor afgøres på samme måde, som sagen vedrørende indkomstårene 1995 til 1997, jf. også Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007 (bilag F). Ved den dom fastslog landsretten således, at sagen vedrørende indkomstårene 1999-2001 skulle afgøres på samme vis som sagen vedrørende indkomstårene 1995 til 1997.

...

For indkomståret 2003 har B selvangivet renteudgifter vedrørende bankgæld med kr. 11.000,- . For det samme indkomstår der der imidlertid alene modtaget indberetnigner fra kreditorer om renteudgifter på kr. 7.527,-.

"B har - trods Skatteministeriets opfordring dertil i svarskriftet - ikke dokumenteret forfaldne renteudgifter, ud over de indberettede renteudgifter. Det må derfor også lægges til grund for sagens afgørelse, at B i det pågældende indkomstår ikke have renteudgifter ud over de indberettede renteudgifter. B kan således heller ikke få medhold i denne del af sagen.

Påstandens andet punktum

Den del af Bs påstand, der angår spørgsmålet om skattemyndighedernes mulige ansvarspådragende adfærd, skal afvises.

Ved en bedømmelse af om B har krav på fradrag for studielånerenter, vil der nemlig blive taget stilling til betydningen af den adfærd, den skatteansættende myndighed udviste. Som følge heraf, og da B i øvrigt ikke har opgjort et erstatningskrav, har hun ikke nogen retlig interesse i, at påstandens andet punktum tages under selvstændig pådømmelse. Det følger også af Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007 (bilag F).

Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand gøres det gældende, at skattemyndighederne ikke har udvist nogen ansvarspådragende adfærd.

Påstandens tredje punktum

Den del af påstanden, der vedrører "morarenter", skal også afvises. Hverken Skatteankenævnet eller Landsskatteretten har taget stilling til morarenter. Dette spørgsmål kan derfor slet ikke prøves under denne retssag. Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Det er heller ikke nogen grund, at retten tillader, at spørgsmålet om morarenter inddrages under retssagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, andet punktum.

Spørgsmålet om morarenter har nemlig ikke nogen klar sammenhæng med de spørgsmål, Landsskatteretten har taget stilling til, og som har givet grundlag for retssagen. Det kan endvidere ikke anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere. Der er heller ikke nogen grund til at antage, at nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for B, jf. således også Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007 (bilag F).

Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand gøres det gældende, at B siden 1998 har været fuldt ud klar over, at hun ikke er berettiget til fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter, men alligevel har selvangivet renteudgifterne på studielånene.

A

Påstandens første punktum

A har - trods Skatteministeriets opfordring dertil i svarskriftet - ikke dokumenteret forfaldne renteudgifter, udover de indberettede renteudgifter. Det må derfor lægges til grund for sagens afgørelse, at A i indkomstårene 2002 og 2003 ikke havde renteudgifter ud over de indberettede renteudgifter. Han kan derfor ikke få medhold i denne del af sagen.

Påstandens andet punktum

Påstandens andet punktum er et anbringende til støtte for påstandens første punktum. Det fremgår også klart af As anbringender (stævningen, side 4). Han har derfor ikke nogen retlig interesse i, at påstandens andet punktum tages under selvstændig pådømmelse. Af samme grund skal denne del af sagen afvises.

Det samme anbringende gøres gældende til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand."

Under hovedforhandlingen har Skatteministeriet bestridt som udokumenteret, at der er afgivet yderligere forhåndstilkendegivelser. Endvidere er det uden betydning.

Vedrørende morarenter har Skatteministeriet til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand gjort gældende, at B er forpligtet til at betale morarenter, jf. kildeskattelovens § 62A, stk. 2, og at der ikke er grundlag for at eftergive morarenterne, jf. kildeskattelovens § 73 D, da B var klar over, at hun ikke kunne fradrage renter.

Endelig har Skatteministeriet gjort gældende, at B hverken har dokumenteret, at hun har afdraget, eller hvordan afdragene fordeler sig på renter, morarenter, inkassoomkostninger m.v.

Rettens begrundelse og resultat

B

B har ikke godtgjort, at hun har indgået aftale om afvikling af studiegælden eller påbegyndt afviklingen af sine studielån i indkomstårene 2002-2003. De studielånsrenter, som B foretog fradrag for i sin personlige indkomst i 2002-2003, var derfor ikke forfaldne på fradragstidspunkterne og dermed ikke fradragsberettigede i medfør af ligningslovens § 5, stk. 1.

Vestre Landsret har ved dom af 10. september 2003 fastslået, at B ikke på grundlag af forhåndstilkendegivelserne afgivet af skatteforvaltningen i oktober 1993 og efteråret 1996, har opnået nogen retlig beskyttet forventning om godkendelse af fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997. Der er ikke grundlag for at antage, at resultatet skulle være et andet for de indkomstår, der er omfattet af denne sag. Det bemærkes herved, at B efter modtagelsen af agterskrivelsen af 23. oktober 1998 måtte være klar over, at hun ikke fremover kunne forvente at få godkendt fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter. Den omstændighed, at hendes skatteansættelse for 1998, hvor hun havde foretaget fradrag for studielånsrenter, ikke blev ændret af skattemyndighederne, ændrer heller ikke herved, idet dette udelukkende skyldtes, at fristen for ændring af det selvangivne beløb var udløbet.

Det er ikke dokumenteret, at skatteforvaltningen efter de afgivne forhåndstilkendegivelserne i 1993 og 1996 har afgivet forhåndstilkendegivelser, hvorved B har opnået en retlig beskyttet forventning om at kunne fradrage påløbne, men uforfaldne studielånerenter for indkomstårene 2002-2003.

Som følge heraf frifindes Skatteministeriet for Bs påstand om fradrag for studielånsrenter.

Ifølge de indberettede oplysninger er der tilskrevet renter på gælden til pengeinstitutter i 2003 med i alt 7.527 kr. B har ikke dokumenteret, at der i 2003 - ud over de af skattemyndighederne godkendte renter på 7.527 kr. - er forfaldne renter på gæld til pengeinstitutter, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Som følge heraf frifindes Skatteministeriet for Bs påstand om fradrag for renteudgifter til pengeinstuttter i 2003 ud over de renteudgifter, der er godkendt.

For så vidt angår erstatningspåstanden, har B ikke opgjort noget erstatningskrav. Hun har derfor ingen retlig interesse i at få påstanden taget under selvstændig pådømmelse. Retten afviser derfor Bs erstatningspåstand.

Det er ikke godtgjort, at B har fremsat kravet vedrørende morarenter over for Landsskatteretten. Landsskatteretten har således ikke taget stilling til spørgsmålet eller afvist at gøre det. Spørgsmålet kan derfor ikke prøves under denne sag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. punktum.

Det er ikke godtgjort, at betingelserne for at inddrage spørgsmålet under sagen i medfør af lovens § 48, stk. 1, 2. punktum, er opfyldt.

Retten afviser derfor Bs påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende at være uberettiget til for indkomstårene 2002-2003 at opkræve morarenter for ikke godkendte rentefradrag for studielånerenter.

A

A har ikke dokumenteret, at der - ud over de af skattemyndighederne godkendte renter - i 2002-2003 er forfaldne renter, jf. ligningslovens § 5, stk. 1. Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

As påstand om, at renter er fradagsberettigede ved anlæggelse af en inkassosag, når disse er forfaldne til betalingved kravets modtagelse med en angiven frist, fremstår som et anbringende til støtte for påstanden om anerkendelse af fradragsret for renteudgifterne for indkomstårene 2002-2003. A har ikke godtgjort at have nogen retlig interesse i rettens stillingtagen til denne påstand. Retten afviser derfor at tage påstanden under selvstændig pådømmelse.

B og A skal hver betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 10.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og 513 kr. til materialesamling. Retten har lagt vægt på sagens udfald og begrænsede omfang samt på sagsgenstandens størrelse.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes for Bs påstand om fradrag for studielånsrenter.

Skatteministeriet frifindes for Bs påstand om fradrag for renteudgifter til pengeinstuttter i 2003 udover de indberettede og af skattemyndighederne godkendte renteudgifter.

Retten afviser Bs erstatningspåstand.

Retten afviser Bs påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende at være uberettiget til for indkomstårene 2002-2003 at opkræve morarenter for ikke godkendte rentefradrag for studielånsrenter.

Skatteministeriet frifindes for As påstand om anerkendelse af fradrag for renteudgifter for 2002 og 2003 udover de indberettede og af skattemyndighederne godkendte renteudgifter.

Retten afviser As påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at renter er fradragsberettigede ved anlæggelse af en inkassosag, når disse er forfaldne til betaling ved kravets modtagelse med en angiven frist.

Sagsomkostninger

B skal i sagsomkostninger til Skattministeriet betale 10.000 kr.

A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 10.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.