Dokumentets dato: | 16-12-2008 |
Offentliggjort: | 18-12-2008 |
SKM-nr: | SKM2008.1022.SR |
Journalnr.: | 08-087766 |
Referencer.: | Ejendomsavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræfter, at spørger kan genanbringe ejendomsavance i skovejendom i Skotland.
Land | Storbritannien |
Kan den i 2007 konstaterede skattepligtige ejendomsavance i 2008 genanbringes i en skovejendom i Skotland i henhold til EBL § 6 A under de anførte forudsætninger?
Svar
Ja, se dog SKAT indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forholdSpørger afhændede i 2002 tre ejendomme med en skattepligtig ejendomsavance.
Spørger genanbragte en del af den realiserede ejendomsavance i forbindelse med køb af skovejendom. Skovejendommen blev købt kontant, således at den skattemæssige anskaffelsessum for skovejendommen blev kr. 0.
Skovejendommen er i 2007 afhændet med en skattepligtig ejendomsavance.
Spørger påtænker at investere ejendomsavancen i en skovejendom i Skotland. Skovejendommen ligger på halvøen Kintyre øst for Glasgow og er på i alt 227 ha. Ejendommen er ubebygget.
Den er hovedsagelig bevokset med sitkagran (152 ha) og en blanding af sitkagran og contortafyr (45 ha). Hertil kommer mindre arealer med hybridlærk og nobilisgran, samt et åbent ubevokset areal på 25 ha.
Vækstbetingelserne for sitkagran beskrives som gode med en tilvækst på omkring 20 m3 pr. ha, hvilket svarer til en dansk bonitet 2 (ganske god bonitet).
I blandingsbevoksninger af stikagran og contortafyr undertrykker contortafyren visse steder i Skotland stikagranen. Dette problem er undgået med denne skovejendom.
Tilplantningen er foretaget i perioden 1976 til 1988, hvilket vil sige, at der endnu ikke er indtægter af betydning. Hovedskovningerne ligger 30 til 35 år ud i fremtiden.
Der foreligger skovkort med tilhørende afdelingsvis opgørelse af træart, bonitet, alder, hugst og stående masse. Der er skovveje i området, men der må forventes udgifter til istandsættelse af veje i de højere-liggende dele af skoven. Lokal udskibning af træ er mulig.
Den påtænkte skovejendom skal bruges som produktionsskov og i mindre omfang i forbindelse med jagtudleje. Det er ikke meningen, at spørger på nogen måde vil opføre bygninger på skovejendommen, ligesom spørger ikke selv vil benytte skovejendommen i forbindelse med jagt eller andre fritidsinteresser.
SKATs indstilling og begrundelseGenerelt
Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL).
Efter EBL § 6 A kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.
Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.
Der kan alene ske genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed.
Den del af den afståede ejendom henholdsvis den erhvervede ejendom som udgør boligdelen, anses ikke i denne forbindelse for anvendt erhvervsmæssigt. Den del af fortjenesten, der vedrører boligdelen, kan således aldrig genanbringes, og der kan aldrig ske nedsættelse af den del af anskaffelsessummen, der vedrører boligdelen. Det samme er tilfældet med de friarealer og driftsbygninger, som ikke indgår i den etablerede erhvervsmæssige aktivitet.
Det fremgår af EBL § 6 A, stk. 1, 4. punktum, at udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7, anses i denne forbindelse ikke for erhvervsvirksomhed.
Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at spørger enten erhverver fast ejendom i indkomståret forud for det indkomstår, hvori spørger har afstået den faste ejendom, i samme indkomstår eller senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret.
Det er endvidere en betingelse, at spørger senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse, jf. EBL § 6 A, stk. 2.
Konkret
Spørger påtænker at genanbringe ejendomsavance i en skovejendom, der ligger på halvøen Kintyre øst for Glasgow i Skotland. Ejendommen er 227 ha.
Tilplantningen på skovejendommen er foretaget i perioden 1976 til 1988. Dette betyder, at der endnu ikke er indtægter af betydning. Hovedskovningerne ligger 30 til 35 år ud i fremtiden. På det foreliggende grundlag er det dog SKATs opfattelse, at der er tale om en produktionsejendom.
På baggrund af ovenstående indstiller SKAT, at spørgsmålet om den i 2007 konstaterede skattepligtige ejendomsavance i 2008 kan genanbringes i en skovejendom i Skotland i henhold til EBL § 6 A under de anførte forudsætninger, besvares med et ja, såfremt betingelserne i EBL § 6 A i øvrigt er opfyldt.
Skatterådets afgørelse og begrundelseSkatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periodeI 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.