Dokumentets dato: | 16-01-2009 |
Offentliggjort: | 04-02-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.98.ØLR |
Journalnr.: | 16. afdeling, B-1480-08 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Landsretten fandt efter en samlet bedømmelse, at ugebladet "H1.1" måtte anses for en "avis" i momslovens § 34, stk. 1, nr. 14's forstand, hvorfor leveringen af ugebladet var momsfritaget.
Parter
H1 A/S
(advokat Mette Poskær Winther v/ advokat Eduardo Vistisen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat David Auken).
Afsagt af landsdommerne
Bloch Andersen, Anne Louise Bormann og Jacob Scherfig (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 7. marts 2008 ved byretten og ved kendelse af 13. juni 2008 henvist til Østre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1, har sagsøgeren, H1 A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at magasinet H1.1 er berettiget til momsfritagelse i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 14.
Skatteministeriet har påstået frifindelse.
Parterne har til brug for landsrettens omkostningsgodtgørelse anført, at sagen er af principiel karakter, og at omfanget af advokatbistand til sagens udførelse har været betydeligt.
Sagsfremstilling
Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 7. december 2007 SKATs afgørelse i sagen, ifølge hvilken H1.1 ikke fandtes omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 14. Af Landsskatterettens kendelse fremgår blandt andet:
"...
Sagens oplysninger
Klageren er moderselskab for en mediekoncern, der er udgiver af ugeblade i Skandinavien. I foråret 2006 lancerede klageren ugemagasinet H1.1. Oplaget for 1. halvår af 2006 var på ca. 24.000, hvoraf ca. 20 % blev solgt i abonnement.
Ved en gennemgang af 12 eksemplarer af publikationen fra 2006 ugerne 16, 17, 18, 33, 34, 47, 48, 49, 50, 51 og 52 og fra 2007 ugerne 1, 2 og 3, er det konstateret, at publikationen er på 128 sider, hvoraf de 32 sider er et isat TV-tillæg.
Publikationen er opbygget med en forside med overskrifter og referencer til artikler i publikationen og indholdsfortegnelse på side 3. Diverse artikler inden for faste emner såsom: Aktuelt, Baggrund, Politik, Kultur, Historie, Biler, Forbrug og IT, Krop & Psyke, Piger, Rejser, Reportage, Sport, Spil, Øl og vin, Viden, Økonomi med flere. Annoncer udgør 2 til 5½ sider af de gennemgåede eksemplarer af bladet.
Publikationen fremtrådte som ugebladslignende i teknisk og typografisk henseende.
Udgivelsen af publikationen er indstillet med virkning fra den 25. januar 2007 af forretningsmæssige årsager.
Under sagens behandling ved Landsskatteretten er det oplyst, at H1.1 har fået tilsagn om distributionstilskud i 2007 i henhold til bekendtgørelse nr. 530 af 7. juni 2006 om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter samt dagbladslignende publikationer.
SKATs afgørelse
H1.1 er ikke omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, idet det primære indhold ikke udgør aktuelt nyhedsstof eller nyheder generelt.
Der er herved lagt vægt på, at bladet, henset til indholdet, ikke primært læses på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof, at bladets indhold ikke generelt kommenterer eller uddyber emner, der har været aktuelle siden sidste udgivelse, at indholdet primært udgøres af faste temaer, herunder aktuelt, baggrund, biler, erhverv, forbrug og IT, penge og bolig, piger, rejser, reportager, viden, økonomi, sport mv., hvilket er emner, der vil kunne bringes med jævne mellemrum i tilrettet eller opdateret form. Dette understreges endvidere af, at der i hvert nummer af bladet er en side med angivelse af emner, der indgår i næste nummer af bladet.
Videre er det tillagt betydning, at klageren har lanceret ugemagasinet H1.1 med en placering midt imellem dagblade og ugeblade, mande- og specialmagasiner. Samtidigt skulle bladet supplere damebladene, familieugebladene og billedugebladene og med mindst mulig konkurrence til udgiverens øvrige ugeblade og magasiner. Bladet fremtræder endvidere ikke som avislignende i teknisk og typografisk henseende.
At TV-oversigten indgår som nyhedsstof ved opgørelsen af mængden af nyhedsstof synes ikke relevant, da TV-oversigten ikke adskiller sig tydeligt fra øvrige TV-oversigter i ugebladene, selv om der indgår 2 sider med korte beskrivelser af enkelte udsendelser, med fokus på TV-sport og TV-dokumentarer.
...
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
I henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, er levering af aviser, som normalt udkommer med mindst et nummer månedligt, fritaget for moms.
Ved Østre Landsrets dom af 21. februar 1996, gengivet i TfS 1996.249, fandt landsretten, at begrebet "avis" i momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, skal fortolkes i overensstemmelse med de kriterier, som det tidligere Momsnævns praksis byggede på, nemlig om en publikation primært læses på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof, om den henvender sig til en videre (almen) kreds af læsere, og om den behandler et bredt emneområde. Landsretten fastslog endvidere, at der ikke kan opnås momsfritagelse ud fra en lighedsgrundsætning under henvisning til Momsnævnets tidligere afgørelser, uden at den enkelte publikation tillige opfylder momslovens krav om at være en avis.
Retten finder efter det oplyste om bladets indhold, herunder om dets markedsføring og om de overordnede retningslinier for redaktionen, samt efter en gennemgang af de fremlagte eksemplarer af bladet, at bladet ikke kan anses primært at indeholde aktuelt nyhedsstof.
Der er herved henset til, at bladets indhold herefter ikke kan anses kendetegnet ved hovedsagelig at vedrøre nyheder, der havde været aktuelle siden udgivelsen af de foregående eksemplarer af bladet, således at bladets læsere kunne forventes at læse bladet for at opnå en dækkende opdatering af aktuelle nyheder inden for bladets emneområde, at bladets stof heller ikke på anden måde synes kendetegnet ved at være bestemt af eller afhængig af bladets aktuelle udgivelsestidspunkt, samt at en stor del af bladets stof derudover synes at have karakter af tematisk stof, der vil kunne bringes med jævne mellemrum i tilrettet eller opdateret form. Det bemærkes herved, at de faste mindre nyhedssektioner i bladet ikke findes at kendetegne bladet på en sådan måde, at dette forhold i sig selv kan føre til et andet resultat.
Det forhold, at H1.1 har opnået tilsagn om distributionstilskud, jf. § 8, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 530 af 7. juni 2006 om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter samt dagbladslignende publikationer, kan ikke føre til et andet resultat.
Ugemagasinet H1.1 kan dermed ikke anses som en avis efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 14.
Skattecentrets afgørelse stadfæstes derfor.
..."
Under hovedforhandlingen er der fremlagt eksemplarer af de udgaver af H1.1, der udkom den 30. marts 2006, den 18. maj 2006, den 15. juni 2006, den 19. oktober 2006, den 9. november 2006 og den 18. januar 2007. Parterne er enige om, at disse seks udgaver er repræsentative for hele den periode, hvor H1.1 blev udgivet.
På forsiden af den udgave, der udkom den 30. marts 2006, er der blandt andet henvist til en historie under overskriften "Oprøret ulmer i Venstre - Smæk til DS". Artiklen, der inklusive billeder er på fire sider, handler blandt andet om, at en af H1.1 indhentet meningsmåling viste, at nogle af G1s vælgere anså DS som en belastning for MN.
Denne udgave indeholdt endvidere blandt andet en artikel på 1 side inklusive et billede om en forestående fodboldkamp mellem FC Barcelona og Real Madrid, en artikel på 4 sider inklusive billeder om JP, en artikel på 4 sider inklusive billeder om Bang & Olufsen, en boganmeldelse på 1 side inklusive billeder, et aktuelt foto gengivet på 2 sider inklusive tekst fra Georgien og en artikel på 3 sider inklusive billeder om JK.
På forsiden af den udgave, der udkom den 18. maj 2006, er der blandt andet henvist til en historie under overskriften "Hemmeligheden bag KP og de tre musketerer - Venner med magt". Artiklen, der inklusive billeder er på fire sider, handler blandt andet om, hvordan og af hvem G2 ledes. Af en baggrundshistorie på nyhederne.tv2.dk den 30. maj 2006 under overskriften "KPs tre musketerer" omtales ledelsen af G2.
Denne udgave indeholdt endvidere blandt andet et aktuelt foto gengivet på 2 sider inklusive tekst fra et vulkanudbrud den 15. maj 2006 i Indonesien, en artikel på 3 sider inklusive billeder om dokumentarserien Operation X, en artikel på 4 sider inklusive billeder om bukkejagt, en artikel på 2 sider inklusive billeder om en ølfestival, en billedserie på 4 sider inklusive tekst af skuespilleren TA fra filmen ..., en artikel på 4 sider inklusive billeder om PD og en artikel på 2 sider inklusive billeder om LM.
På forsiden af den udgave, der udkom den 15. juni 2006, er der blandt andet henvist til en historie under overskriften "Le Mans special - KTs Trumfkort". Artiklen, der inklusive billeder et på fire sider, handler blandt andet om, at Audi som noget nyt deltog i Le Mans med en dieselmotor. Af en historie på Politiken.dk den 17. juni 2006 under overskriften "Audi dominerer i Le Mans" fremgår blandt andet, at Audi som noget helt nyt kørte med dieselmotorer.
På forsiden af den udgave, der udkom den 19. oktober 2006, er der blandt andet henvist til en historie under overskriften "Oprøret breder sig - KPs krise ryster MN". Artiklen, der inklusive billeder og tilhørende historier er på fem en halv side, handler blandt andet om, at et spørgsmål om eksklusioner i G2 svækkede MN, og at de ekskluderede medlemmer havde dannet en kaffeklub. Af en historie på Politiken.dk den 23. oktober 2006 under overskriften "Ekskluderede medlemmer af G2 stifter kaffeklub" er eksklusionerne omtalt.
På forsiden af den udgave, der udkom den 9. november 2006, er der blandt andet henvist til en historie under overskriften "TT kæmper forgæves - Ludere på ministrenes hoteller". Artiklen, der inklusive billeder og tilhørende historier er på seks sider, handler blandt andet om, at H1.1' journalist via ansatte på de hoteller, hvor deltagere i Nordisk Ministerråds møde i København var indlogeret, kunne få kontakt til prostituerede. Historien i H1.1 blev refereret i en artikel i B.T. den 9. november 2006.
På forsiden af den udgave, der udkom den 18. januar 2007, er der blandt andet henvist til en historie under overskriften "Postkort fra Mars - Ny viden om den røde planet - Utrolige nærbilleder - Forskerne jubler". Artiklen, der inklusive billeder er på syv sider, handler blandt andet om, at et antal rumsonder og robotter sender nye, detaljerede billeder fra Mars, herunder billeder af forekomsten af vandis. Af en historie på Politiken.dk den 7. december 2006 under overskriften "Mars-opdagelse kan målrette søgen efter liv" omtales billeder, der viser tegn på forekomst af vand på Mars.
Forklaringer
Under hovedforhandlingen er der afgivet forklaring af LR og LL.
LR har forklaret blandt andet, at han er cand.merc., og mens H1.1 udkom, var han forlagsdirektør med ansvar for alle forlagets udgivelser. Formålet med H1.1 var at lave et nyhedsorienteret ugeblad for mænd med H1.1 på det politiske og økonomiske liv i Danmark og desuden livsstilsartikler om emner som biler og vin. De aktuelle artikler blev prioriteret højest, og redaktionen blev bemandet med erfarne journalister. Bladet skulle være debatskabende og dagsordenssættende, og H1.1 var f.eks. først med en artikel om, at danske soldater var involveret i reelle krigshandlinger i Afghanistan. H1.1 dækkede også konflikten vedrørende Ungdomshuset og terrorsagen fra Vollsmose, hvor H1.1 bragte en profil af den danske konvertit.
LL har forklaret blandt andet, at han er journalist og var chefredaktør på H1.1 i hele den periode, hvor det udkom. Han blev ansat ca. en måned før bladet udkom for første gang. Konceptet for bladet lå da fast, og det lå også fast, at det skulle udkomme om torsdagen. Udgivelsesdagen anså han for en fordel, fordi man dermed var foran konkurrenterne, som var dagbladenes søndagsudgaver og TV-programmerne DR Søndag og Dags Dato. Det var hans hensigt at udnytte den tid, det gav, at H1.1 kun udkom en gang om ugen, til at lave mere dybdeborende journalistik. Redaktionen bestod af ca. 20 personer, heraf ca. tre fjerdedele journalister, og der var desuden tilknyttet en række freelance journalister. Også firmaet Altinget, der havde kontor på Christiansborg og kunne levere nyheder herfra, blev tilknyttet H1.1 på freelance basis. Aktualitet var et nøgleord for bladet. En historie kan være aktuel på to måder. Den kan tage fat i noget, der er oppe i tiden og finde en ny vinkel, eller bladet kan bringe noget op i en solohistorie, og dermed gøre det aktuelt. Et eksempel på det sidste var, da han fik en journalist til at opsøge ..., der for nogle år siden var i mediernes søgelys, i Libanon og beskrive de forhold, de levede under i dag. H1.1 opnåede også et interview med MN, der benyttede interviewet til at gå til modangreb på CE og til at love flere penge til ældre og ledige. Dette blev taget op af andre medier. Der blev holdt daglige redaktionsmøder. Nogle artikler blev skrevet længere tid i forvejen. Ca. 25-30 % var klar en uge før. På den sidste side i bladet blev der reklameret for nogle af de historier, der ville blive bragt i næste udgave. Det var så de historier, der ikke var så aktuelle. Nogle gange blev historier, der var reklameret for, ikke bragt, fordi de blev overhalet af udviklingen. H1.1 indeholdt et TV-tillæg, der var særligt bearbejdet med fremhævelse af de udsendelser, der var særligt interessante for målgruppen. Bortset fra annoncer indeholdt bladet ikke stof, der ikke var redaktionelt bearbejdet. Det var målet at komme op på et oplag på 50.000, og han forventede, at det ville tage ca. 2 år. Bladet gav underskud. Han fik ikke at vide af H1, at han skulle gøre bladet mere underholdende.
Procedure
H1 A/S har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 3. november 2008, hvoraf fremgår følgende:
"...
Det gøres overordnet gældende, at H1.1 udgør en avis i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 14.
H1.1 udkom således én gang ugentligt og blev primært læst på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof. Hvert nummer af H1.1 indeholdt således adskillige artikler, der kommenterede og uddybede emner, der havde været aktuelle siden sidste udgivelse af H1.1.
Derudover indeholdt H1.1 en del fremadrettede artikler, der beskrev væsentlige nært forestående begivenheder. Sådanne artikler må også anses for at vedrøre aktuelt nyhedsstof.
Det fremgår således af bilagene 1-4, G og F, at H1.1 indeholdt 5-6 artikler og nyhedssektioner i hvert blad, der vedrørte begivenheder, der havde været aktuelle siden sidste udgivelse af H1.1 eller var nært forestående.
Bilag 1 [udgivet 18. maj 2006]
Artiklen "Operation Spiegelhauer" på side 11f i bilag 1, tog således udgangspunkt i TV-programmet Operation X og udsendelsen "Fup på fire hjul", der blev sendt den 17. maj 2006. Artiklen "En fighter kommer altid igen", side 13ff, tog udgangspunkt i Randers FC's pokalsejr den 11. maj 2006 over Esbjerg. Artiklen "Bukkefeber", side 32ff, tager udgangspunkt i påbegyndelsen af jagtsæsonen for råbukke den 16. maj 2006, jf. bekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2004 om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.
Bilag 2 [udgivet 15. juni 2006]
Artiklen "Flykrig spidser til" på side 10 ff i bilag 2, tog udgangspunkt i Hjemmeværnets Air Show 2006 afholdt den 11. juni 2006. Artiklen "Det røde hjerte banker stadig" på side 14ff tog udgangspunkt i Vejle Boldklubs oprykning i superligaen med sejren over Brønshøj den 11. juni 2006. Artiklen "Bulder og brag i Venstre", side 114, tager udgangspunkt i folketingets formand MCs kritik af MN den 11. juni 2006. Artiklen "Sådan mødte Zarqawi sin skæbne", side 122, tager udgangspunkt i terroristlederen al-Zarqawis død, der blev nævnt i eksempelvis Danmarks Radio den 8. juni 2006.
Bilag 3 [udgivet 19. oktober 2006]
Artiklen "Til møde i kaffeklubben" på side 4f i bilag 3 tager udgangspunkt i G2s eksklusioner og var med til at sætte dagsordenen for debatten i andre medier. Oprettelsen af kaffeklubben blev først nævnt af Politiken den 23. oktober 2006. Artiklen "Landet for længe siden", side 89ff, tager udgangspunkt i den højspændte situation efter Nordkoreas atomprøvesprængning den 9. oktober 2006. Artiklen "DR-ansatte får mundkurv på", side 102f, tager udgangspunkt i nogle kritiske udtalelser fra en DR-medarbejder, som bl.a. blev taget op af avisen Computerworld den 11. oktober samt af ombudsmanden ...
Bilag 4 [udgivet 9. november 2006]
Artiklen "Ludere på ministres hoteller" på side 4ff i bilag 4, tager udgangspunkt i Nordisk Råds 58. session i København i dagene 31. oktober til 2. november 2006. Artiklen blev citeret i dagspressen, j f. bilag 5. Artiklen "KN har fået nok", side 12ff var med til at sætte dagsordenen for debatten i andre medier, og blev nævnt af bl.a. TV2 og Urban.
Bilag F
For så vidt angår den af Skatteministeriet påberåbte udgave af H1.1 af 30. marts 2006 (bilag F), bemærkes det, at artiklen vedrørende DS, side 47, tager udgangspunkt i en af H1.1 indhentet meningsmåling den 25. og 26. marts 2006 samt den polemik DS var indblandet i med CE i begyndelsen af marts 2006. Artiklen vedrørende Barcelona og Real Madrid, side 10, tager udgangspunkt i fodboldklubbernes umiddelbart forestående opgør den 1. april 2006. Artiklen vedrørende den nyudnævnte JP, side 12-15, tager udgangspunkt i, at han skulle tiltræde direktørjobbet for TV2 den 1. maj 2006. "Journalisten" bragte en tilsvarende baggrundsartikel den 29. marts 2006. Artiklen vedrørende Bang & Olufsen, side 20-23, nævner bl.a. det spritnye produkt BeoSound 4, som Bang & Olufsen udsendte pressemeddelelse om den 1. april 2006. Artiklen vedrørende JK, side 120-122, blev skrevet midt i Muhammedkrisen, hvor danske ambassader var blevet angrebet i februar 2006, og hvor debatten var meget livlig bl.a. i perioden 21.-23. marts 2006.
Bilag G
For så vidt angår den af Skatteministeriet påberåbte udgave af H1.1 af 18. januar 2007 (bilag G), bemærkes det, at artiklen vedrørende Forsvarets tre nybygninger, side 411, tilsvarende blev behandlet af Berlingske Tidende den 5. januar 2007. Artiklen vedrørende Mel Gibsons seneste film, side 34-27, tager udgangspunkt i filmen Apocalypto, der havde premiere i Danmark den 19. januar 2007. Artiklen vedrørende Rumænien, side 86-89, tager udgangspunkt i, at Rumænien blev medlem af EU den 1. januar 2007. Artiklen vedrørende NO, side 90-93, tager udgangspunkt i håndbold-VM for mænd, der begyndte 19. januar 2007. Artiklen vedrørende nedrivningen af Ungdomshuset, side 94-96, tager udgangspunkt i den ophedede offentlige debat om Ungdomshuset, der eksempelvis blev behandlet af P1, Orientering, den 12. januar 2007 og massivt i pressen i øvrigt.
Til sammenligning har Berlingske Nyhedsmagasin, der er en avis efter momsloven, blot 1-2 artikler (i enkelte tilfælde ingen, jf. eksempelvis Berlingske Nyhedsmagasin, nr. 20 fra 2007 ...), der tager udgangspunkt i begivenheder, der har været aktuelle siden foregående eksemplar af Berlingske Nyhedsmagasin. Desuden tager hovedparten af "nyhedsartiklerne" i Berlingske Nyhedsmagasin udgangspunkt i begivenheder, der er indtruffet før forrige udgave af magasinet, jf. eksempelvis Berlingske Nyhedsmagasin, nr. 13, 20.-26. april 2007 ..., vedrørende George Bush besøg den 22. februar 2007 hos Novozymes og nr. 17, 18.-24. maj 2007, vedrørende stiftelsen af G3 den 7. maj 2007 ...
Der er således ikke tvivl om, at H1.1' nyhedsdækning er mere omfattende og mere aktuel end Berlingske Nyhedsmagasin. Til sammenligning bemærkes det i øvrigt at bladet Computerworld, avisen "Kommunen", "Børneavisen" og Erhvervs Avisen for Roskilde og Omegn er momsfritaget.
Af andre ugeblade, der er aviser efter momsloven, kan nævnes The Economist ..., Der Spiegel ..., TIME ... og Newsweek ..., der er sammenlignelige med H1.1. Det er således ikke tilfældigt, at forsiden på både H1.1 og TIME er indrammet i en rød ramme.
H1.1 blev således markedsført som et nyhedsmagasin, hvilket også blev afspejlet af de overordnede retningslinjer for H1.1' redaktion, herunder at journalisterne alle var anerkendte og erfarne journalister, der bidrog til, at H1.1 indeholdt aktuelt og seriøst nyhedsstof.
Disse journalister afdækkede en række sager, der efterfølgende blev taget op af dagblade og TV, eksempelvis:
H1.1 henvendte sig i øvrigt til en almen kreds af læsere, havde et stort oplag, behandlede et bredt emneområde og fik distributionstilskud ...
Biblioteksstyrelsen udtaler således i tilsagnet om distributionstilskud, at mere end 50% af H1.1' indhold udgjordes af redaktionelt stof, hvoraf mere end 50% af indholdet var artikler inden for brede emneområder vedrørende politiske, samfundsøkonomiske og kulturelle temaer, og mindst en tredjedel af det redaktionelle stof var selvstændigt journalistisk bearbejdet.
..."
Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 4. november 2008, hvoraf fremgår følgende
"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at det er med rette, at SKAT og Landsskatteretten har fundet, at sagsøgerens leverancer af ugebladet H1.1 ikke var momsfritaget i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, idet udgivelsen ikke opfyldte betingelserne for at blive anset for en avis i momsmæssig forstand.
Momslovens betingelse om, at den pågældende publikation normalt skal udkomme med mindst et nummer månedligt, er opfyldt, men det gøres gældende, at ugebladet H1.1 ikke var omfattet af begrebet "aviser" i fritagelsesbestemmelsen, således som dette begreb fortolkes og anvendes i fast momspraksis.
Det følger af fast praksis vedrørende momslovens § 34, stk, 1, nr. 14, jf. Momsvejledningens pkt. I.1.8 , at der ved afgørelsen af, om en publikation i momsmæssig henseende kan anses for en avis, lægges vægt på følgende momenter, der indgår i en samlet bedømmelse:
Der kan ud over dette, i forbindelse med en helhedsvurdering af publikationen, tages hensyn til
Praksis er endvidere beskrevet på samme måde i Told- og Skattestyrelsens meddelelse i SKM2004.80.TSS . Kriterierne for det momsretlige avisbegreb blev første gang fastlagt af det daværende Momsnævn ved AFG 795/1982 af november 1982. Momsnævnet, der havde den administrative kompetence til at træffe afgørelse på dette område frem til 1998, fulgte sin afgørelse fra 1982 op i en række afgørelser vedrørende konkrete publikationer, jf. f.eks. AFG 854/1984, TfS 1997,776 og TfS 1998,737.
I forarbejderne til den dagældende momslovs § 12, stk. 1, litra h, som blev videreført i den nugældende momslovs § 34, stk. 1, nr. 14, er der henvist til, at begrebet "avis" defineres som en publikation, der af myndighederne antages primært at blive læst på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof, og som findes at behandle et bredt emneområde på en måde, der henvender sig til en almen kreds inden for den læsende befolkning, og således at der skal være minimum 15 pct. redaktionsstof, jf. Folketingstidende 1980-81, Tillæg B, s. 679-680.
Østre Landsret har i TfS 1996,249 Ø (Ingeniøren A/S mod Skatteministeriet) endvidere fastslået, at begrebet "avis" i momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, skal fortolkes i overensstemmelse med Momsnævnets praksis.
Det gøres gældende, at ugebladet H1.1 efter en samlet helhedsvurdering af udgivelsens indhold og karakter ikke opfyldte de krav, der stilles efter ovennævnte momspraksis til at blive anset for en avis.
Det gøres herved for det første gældende, at det ikke kan antages, at udgivelsen primært blev læst på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof.
H1.1 indeholdt ikke dagsaktuelt nyhedsstof. Det er heller ikke godtgjort, at indholdet i væsentlig grad kommenterede eller uddybede emner, der havde været aktuelle siden sidste udgivelse. De af sagsøgeren fremlagte eksempler på udgivelser og fremhævede eksempler på "aktuelle" historier dokumenterer ikke, at dette var tilfældet, og at nyhedshistorier var den primære baggrund for, at læserne købte bladet. De af sagsøgeren fremhævede eksempler var ikke historier med en egentlig aktuel nyhedsværdi, men var snarere temahistorier, i højere eller mindre grad med karakter af underholdningshistorier.
Det gøres endvidere gældende, at indholdet i H1.1 var kommercielt tilrettelagt af redaktionen på forhånd, og at indholdet endvidere i alt væsentligt var fastlagt uafhængigt af aktuelle nyhedsbegivenheder, som måtte være indtruffet i tiden mellem udgivelserne. Jeg henviser herved til, at næstsidste side i hvert nummer henviste til store dele af den kommende udgave, ligesom det er kendetegnende for flere ugemagasiner og -blade, der ikke har aviskarakter. Det er i øvrigt karakteristisk for de kommende historier, som sagsøgeren "reklamerede" for i hver uges nummer, at de ikke havde hverken dagsaktuel eller ugeaktuel nyhedskarakter.
Hertil kommer, at det påståede "aktuelle" stof i hvert nummer langt fra var dominerende, som sagsøgeren hævder. Det gøres i den forbindelse gældende, at der ved den momsretlige bedømmelse af udgivelsens karakter skal ses bort fra det faste ugentlige TV-tillæg på 32 sider, som hver gang udgjorde ca. 27 pct. af det samlede antal sider, jf. oversigterne fra DMU i bilag D, s. 1 og 2, da tillægget ikke er udtryk for redaktionelt nyhedsstof, men et standardtillæg af ren underholdningskarakter, som også findes i f.eks. Billedbladet og Se & Hør. DMU's opgørelser i bilag D over "Aktuelt stof' i H1.1 kan således ikke lægges til grund. Det samme gælder kategorien "Forbrugerstof" på mellem 6 og 11 pct. i de udvalgte numre, som dækker over diverse forbrugertests af udvalgte produkter. Det bestrides, at dette stofområde i sig selv udgjorde et sådant aktuelt nyhedsstof, som fik læserne til at købe bladet.
Sagsøgte henviser endvidere til, at hvert nummer af H1.1 indeholdt en lang række ikkenyhedsaktuelle temaartikler, så som artiklerne under temaerne "Baggrund", "Biler","Forbrug og IT", "Krop & Psyke", "Piger", "Rejser", "Sport", "Viden" og "Økonomi" samt "Andet", herunder TV-tillægget, krydsord og sudoku. Samlet set udgjorde stoffet under temaet "Aktuelt" så underordnet en del af indholdet, at udgivelsen ikke kan anses for at have avislignende træk. Der var således langt fra tale om et nyhedsmagasin som f.eks. The Economist, TIME Magazine eller Newsweek, som sagsøgeren hævder.
Det gøres for det andet gældende, at der skal lægges vægt på udgivelsens generelle visuelle indtryk og egenskaber, herunder typografi, layout, billedvalg og billedstørrelser (forholdet mellem billeder og tekst), farvevalget (røde og sorte bundfarver med store hvide forsidebogstaver ganske som Billedbladet og Se & Hør) samt det valgte A 4-format.
Udgivelsen havde udpræget karakter af at være et ikke aktuelt ugeblad (i øvrigt særligt målrettet mænd), på linie med andre af sagsøgerens udgivelser, så som Billedbladet. Ligesom dette og tilsvarende ugeblade kom H1.1 i handlen hver torsdag og primært som løssalg. Det gøres gældende, at H1.1 lige som de nævnte blade primært og i al væsentlighed havde karakter af et underholdningsblad, som ikke kan antages at være blevet læst for sit indhold af hverken dagsaktuelt eller ugeaktuelt nyhedsstof.
Sagsøgeren påberåber sig, at sagsøgeren fra Biblioteksstyrelsen fik tilsagn om distributionstilskud fra Ugeavispuljen for 2007, jf. bilag 6. Den omstændighed, at sagsøgeren fik tilskud i henhold til § 8, stk. 1, jf stk. 2, i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 530 af 7. juni 2006 om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter samt dagbladslignende publikationer, er ikke ensbetydende med, at sagsøgeren har krav på momsfritagelse. Det i bekendtgørelsens § 9, stk. 3, omhandlede fordelingsudvalg ("Ugeavispuljen") har ikke foretaget nogen momsretlig bedømmelse af udgivelsen, hvilket alene SKAT er kompetent til.
Bekendtgørelsen indeholder selvstændige kriterier for, hvornår en publikation kan anses for "dagbladslignende", jf. bekendtgørelsens kapitel 2, navnlig § 8, stk. 2, og disse kriterier og vægtningen heraf er ikke sammenfaldende med de kriterier, der er afgørende for, om der i momsretlig henseende foreligger en "avis". F.eks. har Nyhedsmagasinet "Ingeniøren" opnået distributionstilskud efter bekendtgørelsen, selv om denne publikation ikke er momsfritaget, jf. TfS 1996,249 Ø.
Sagsøgeren foretager i stævningen en sammenligning mellem sin egen udgivelse H1.1 og udgivelsen Berlingske Nyhedsmagasin. Sagsøgeren hævder, stævningen, s. 3 nederst, at "Der er således ikke tvivl om, at H1.1' nyhedsdækning er mere omfattende og mere aktuel end Berlingske Nyhedsmagasin". Det bemærkes, at Berlingske Nyhedsmagasins forgænger, Børsens Nyhedsmagasin, som Berlingske Nyhedsmagasin er en videreførelse af, blev momsfritaget ved Momsnævnets afgørelse nr. 936/1986 fra januar 1986. Momsfritagelsen er videreført for Berlingske Nyhedsmagasin.
Nærværende sag drejer sig ikke om berettigelsen af momsfritagelsen af Berlingske Nyhedsmagasin, men udelukkende om udgivelsen H1.1' opfyldelse af kravene til momsfritagelse. Sagsøgeren kan ikke ud fra en lighedsgrundsætning støtte ret på, at Berlingske Nyhedsmagasin er momsfritaget, jf. TfS 1996,249 Ø. I øvrigt dokumenterer de af sagsøgeren fremlagte uddrag af diverse numre af Berlingske Nyhedsmagasin (bilag 9-11) på ingen måde, at H1.1 skulle være en avis, mens Berlingske Nyhedsmagasin ikke skulle være det.
Sagsøgeren kan heller ikke støtte ret på, at udgivelserne TIME Magazine, Newsweek, The Economist og Der Spiegel er momsfritaget, allerede fordi disse udgivelser ikke er sammenlignelige med sagsøgerens."
Landsrettens begrundelse og resultat
Der er enighed mellem parterne om, at der ved afgørelsen af, om en publikation skal anses som en avis og som sådan momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, som fastslået ved Østre Landsrets dom af 21. februar 1996, gengivet i TfS 1996, s. 249, og Vestre Landsrets dom af 18. oktober 1996, gengivet i TfS 1996, s. 838, skal lægges vægt på, om publikationen primært læses på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof, om den henvender sig til en videre (almen) kreds af læsere, og om den behandler et bredt emneområde.
Der er videre enighed om, at der herudover som også anført i momsvejledningens afsnit I.1.8 i forbindelse med en helhedsvurdering kan tages hensyn til, om publikationen må anses for at fremtræde avislignende i teknisk og typografisk henseende (papirkvalitet, tryk, layout mv.), om den sælges i løssalg eller kun til abonnenter (foreningsmedlemmer), oplagets størrelse, og om redaktionen er godkendt til at uddanne journalister.
Ved fortolkningen af, om H1.1 kan anses for en avis i relation til momslovens § 34, stk. 1, nr. 14, må der foretages en samlet afvejning af de ovennævnte elementer.
Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at H1.1 som dominerende forsidehistorie havde aktuelt nyhedsstof. Herudover indeholdt H1.1 6-8 artikler, i alt 19-22 sider inklusive fotos ud af 128 sider, der, selv om disse i et vist omfang kan siges at have karakter af temaartikler og indeholdende dyberegående analyser og baggrundsomtale, må anses for værende aktuelt nyhedsstof. Der er herved ikke kun lagt vægt på artikler angivet under emnet aktuelt, men også artikler angivet under andre emner. Også andre dele af H1.1 må i øvrigt anses for at være af aktuel karakter. Efter de foreliggende oplysninger om målgruppen for H1.1 sammenholdt med de emner, H1.1 indeholdt, må publikationen anses for at henvende sig til en videre kreds af læsere, ligesom den behandler et bredt emneområde. Stort set hele H1.1 indhold var journalistisk bearbejdet, der var ansat adskillige journalister, og arbejdet var tilrettelagt således, at der var fuld mulighed for at bringe aktuelt nyhedsstof. H1.1 havde et betydeligt oplag og blev solgt både i løssalg og i abonnement. Redaktionen var godkendt til at uddanne journalister. Heroverfor står, at H1.1 fremtrådte som ugebladslignende i teknisk og typografisk henseende og blev markedsført blandt ugebladene.
Landsretten finder efter en samlet afvejning af de ovennævnte elementer, at H1.1 må anses for en avis i relation til momslovens § 34, stk. 1, nr. 14.
Sagsøgerens påstand tages herefter til følge.
Efter sagens karakter, forløb og udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til H1 A/S som nedenfor bestemt. 2.000 kr. af beløbet udgør dækning af udgift til retsafgift, 2.550 kr. udgør dækning af udgift til kopiering af bilag, og det resterende beløb udgør dækning af udgift til advokatbistand.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at magasinet H1.1 er berettiget til momsfritagelse i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 14.
I sagsomkostninger skal sagsøgte, Skatteministeriet, inden 14 dage betale 50.000 kr. til sagsøgeren, H1 A/S.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.