Dokumentets metadata

Skatteankenævnsafgørelse ikke ændret af Skatterådet

3 medlemmer af et Skatteankenævn var uenig i flertallets afgørelse og forlangte sagen forelagt for Skatterådet i medfør af skatteforvaltningslovens § 10, stk. 4, jf. § 2, stk. 3.Afgørelsen vedrørte en direktør og hovedaktionær i et selskab. Selskabet havde i en periode på 14 dage afholdt udgifter til personlig beskyttelse af direktøren, idet han oplyste, at han følte sig truet af en af selskabets forretningsforbindelser. Skatteankenævnets flertal anså udgiften som yderligere løn til direktøren, som han således blev beskattet af, idet de fandt, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for dels, at der var tale om trusler og dels, at truslerne i givet fald vedrørte selskabet.Skatterådet besluttede ikke at ændre skatteankenævnets afgørelse, idet Skatterådet fandt, at revisionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, ikke burde anvendes på den foreliggende sag.

Efter skatteforvaltningslovens § 10, stk. 4, kan medlemmer af et skatteankenævn, hvis de er uenige i en afgørelse, der er truffet af det pågældende skatteankenævn, kræve sine indvendinger mod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til Skatterådet.

Efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, kan Skatterådet efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn.

Et aktieselskab, der blandt andet beskæftigede sig med IT-løsninger afholdt i indkomståret 2004 udgifter for i alt 189.297 kr. til Falck Securitas for personlig beskyttelse af direktøren og eneaktionæren 24 timer i døgnet i 14 dage.

Direktøren har oplyst, at han på sin bopæl blev opsøgt af en "http://www.taxcon.dk/showDoc.asp?oID=1566629">SKM2007.46.ØLR, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et selskab kunne få fradrag for sundhedsudgifter afholdt til fordel for selskabets hovedaktionær, som også var selskabets direktør og eneste ansatte. Landsretten fandt, at sundhedsudgifterne efter deres art som udgangspunkt var af privat karakter, og fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde en sådan direkte erhvervsmæssig interesse i at afholde udgifterne, at de kunne betragtes som fradragsberettigede driftsomkostninger.

Det må herefter påhvile direktøren at godtgøre, at udgiften til personbeskyttelse er forretningsmæssigt begrundet.

Der foreligger i sagen ingen dokumentation af, at der rent faktisk har foreligget trusler, eller at truslerne i givet fald vedrører sponsoraftalen.

Som det anføres af repræsentanten, kan det i sagens natur være vanskeligt at dokumentere trusler, herunder hvilke forhold de vedrører. I de tilfælde må der imidlertid i det mindste foreligge en politianmeldelse, der fører til en egentlig efterforskning og sigtelse, om ikke domfældelse.

Direktøren anmelder først forholdet til politiet dagen efter, at han har indgået aftalen med Falck Securitas. Politiets efterforskning fører til, at sagen sluttes i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet politiet ikke finder, at der er nogen rimelig formodning om, at modtageren af sponsoratet stod bag henvendelsen til direktøren.

Det er endvidere ikke dokumenteret, at indgåelse af aftale om personbeskyttelse 24 timer i døgnet i 14 dage var et relevant og påkrævet skridt til imødegåelse af den henvendelse, som direktøren opfattede som en trussel. En vurdering af truslernes karakter, samt hvilke foranstaltninger, det måtte være relevant at iagttage til imødegåelse heraf, må være foretaget af dertil kvalificerede personer, eksempelvis af politiet i forbindelse med en politianmeldelse.

Det er i denne sag direktøren selv, der efter en samtale med sin og selskabets advokat, på egen hånd har vurderet, at personbeskyttelse var påkrævet.

SKAT finder på baggrund af ovenstående ikke, at direktøren i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at de pågældende trusler var af en sådan karakter, at personbeskyttelse 24 timer i døgnet var påkrævet. SKAT finder ligeledes ikke, at det i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at truslerne vedrører sponsoraftalen.

SKAT har herved navnlig lagt vægt på, at politiets efterforskning i sagen blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet politiet ikke fandt, at der var nogen rimelig formodning for, at modtageren af sponsoratet stod bag truslerne.

Direktørens repræsentant har endelig sammenlignet forholdet med dels, at medarbejderne ved SKAT ikke blev beskattet af udgiften til sikringsvagt, efter at en vagt var blevet dræbt af en borger, samt at politikere, der har sikkerhedsvagter omkring sig, ikke bliver beskattet heraf.

SKAT finder i lighed med Skatteankenævnet ikke, at situationerne er sammenlignelige. Medarbejdere ved SKAT på Tagensvej fik efter en konkret tragisk episode stillet yderligere sikkerhedspersonale til rådighed i arbejdstiden og på arbejdsstedet. For så vidt angår politikere, bliver deres sikkerhedssituation vurderet af politiets efterretningstjeneste, og det er endvidere politiet, der - i fald det findes påkrævet - yder personbeskyttelse i nødvendigt omfang.

Det er således SKATs indstilling, at Skatteankenævnets afgørelse er korrekt.

SKAT finder endvidere, at Skatteankenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en bevismæssig vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen og den fremlagte dokumentation.

Da der er tale om en afgørelse, der hviler på en bevisvurdering, finder SKAT under alle omstændigheder ikke, at Skatteankenævnets afgørelse kan siges at være åbenbart ulovlig.

Skatterådet besluttede ikke at ændre Skatteankenævnets afgørelse. Klager kan påklage sagen til Landsskatteretten, der er den ordinære klageinstans, og til domstolene efter skatteforvaltningslovens regler, og disse instanser vil foretage bedømmelse af de konkret foreliggende omstændigheder og beviser.

Skatterådet finder ikke, at revisionsbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, bør anvendes i den foreliggende situation.