Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - sag ved Landsskatteretten - medhold i overvejende grad

Ved vurderingen af, om en virksomhed havde fået overvejende medhold i en landsskatteretssag om moms, kunne det ikke tillægges vægt, at en af virksomhedsindehaverne som konsekvens af landsskatteretskendelsen efterfølgende fik nedsat sin skatteansættelse.

Klagen skyldes, at skattecentret ikke fuldt ud har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag ved Landsskatteretten, da klageren ikke er anset for at have fået medhold i overvejende grad.

Skattecentrets afgørelse stadfæstes.

Klageren har sammen med KA drevet interessentskabet G1 (herefter benævnt interessentskabet).

Ved afgørelse af 26. september 2005 forhøjede ToldSkat interessentskabets momstilsvar for perioden fra 1. januar 2002 til 30. juni 2003 med i alt 81.061 kr. Af forhøjelsen angik 44.686 kr. et punkt vedrørende rideundervisning udført af interessentskabet og ikke af klageren personligt, mens den resterende del af forhøjelsen på 36.375 kr. angik et punkt vedrørende udeholdt omsætning.

Interessentskabets repræsentant påklagede den 20. december 2005 ToldSkats afgørelse til Landsskatteretten med påstand om, at forhøjelsen af momstilsvaret bortfaldt.

Ved kendelse af 6. december 2007 nedsatte Landsskatteretten den påklagede forhøjelse af momstilsvaret med 36.375 kr., idet Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at forhøje momstilsvaret med en udeholdt omsætning. Landsskatteretten stadfæstede samtidig forhøjelsen af momstilsvaret med 44.686 kr. vedrørende rideundervisning udført af interessentskabet og ikke af klageren personligt.

I den vejledende udtalelse om medholdsvurderingen anførte Landsskatteretten i kendelsen, at resultatet af sagen ikke kunne anses for medhold i overvejende grad, idet ansættelsen ikke var nedsat med mere end 50 % af den påklagede forhøjelse.

Klagerens repræsentant har anmodet om fuld omkostningsgodtgørelse for en udgift på i alt 88.943 kr., ekskl. moms, til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen ved Landsskatteretten.

Udgiften vedrører ifølge faktura nummer 1 og 2 af henholdsvis 28. februar 2006 og 10. januar 2008 assistance vedrørende klage til Landsskatteretten vedrørende årene 2002 og 2003. Fakturaerne er udstedt til interessentskabet, v/ klageren. Af fakturaerne fremgår, at der bl.a. er ydet bistand af en momskonsulent i 8 timer á 1.200 kr.

Ved afgørelser af 6. juli 2006 og 5. januar 2007 blev klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2002 og 2003 ændret, idet skatteansættelsen blandt andet blev forhøjet med henholdsvis 60.342 kr. og 50.000 kr. vedrørende udeholdt omsætning i interessentskabet. For indkomståret 2002 var beløbet opgjort som 50 % af 120.684 kr., svarende til klagerens andel af interessentskabet.

I afgørelserne var anført, at det ikke havde opsættende virkning for behandlingen af skatteansættelsen, at der verserede en sag vedrørende moms i Landsskatteretten, og at sagerne derfor ikke blev sat i bero, indtil der forelå en afgørelse fra Landsskatteretten.

Af klagerens årsopgørelse nr. 5 for indkomståret 2002 og af klagerens årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2003 udskrevet henholdsvis den 7. marts 2008 og den 10. november 2008 fremgår, at forhøjelsen af skatteansættelsen med henholdsvis 60.342 kr. og 50.000 kr. var frafaldet.

Klagerens repræsentant har oplyst, at der ikke blev sendt agterskrivelser eller ændringsskrivelser vedrørende frafaldelsen af de foretagne forhøjelser, men at der blot blev udskrevet nye årsopgørelser, hvoraf ændringen fremgik.

Skattecentret har alene godtgjort 50 % af klagerens udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen ved Landsskatteretten.

Ved Landsskatterettens kendelse blev der ikke givet medhold i overvejende grad.

Kendelsen vedrørte således alene forhøjelsen af interessentskabets momstilsvar. Der blev ikke samtidig taget stilling til forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst, idet denne ikke var påklaget.

Medholdsvurderingen skal derfor foretages med udgangspunkt i afgørelsen af påklagen af momsspørgsmålet.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen ved Landsskatteretten.

I henhold til Procesvejledningen, afsnit K.5.1 , skal der ved en samlet vurdering af medholdsgraden indgå sagsgenstandens beløbsmæssige værdi og sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Såfremt der er tvivl, bør denne komme den skatte- eller afgiftspligtige til gode.

Medholdsvurderingen skal derfor inddrage punktet vedrørende forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst som følge af udeholdt omsætning. På dette punkt fik klageren fuldt medhold, hvormed klageren må anses for at have fået medhold i overvejende grad for så vidt angår klagen til Landsskatteretten.

Klagen til Landsskatteretten omhandlede da også både den skattemæssige forhøjelse og forhøjelsen af momstilsvaret. Der blev kun indsendt én klage, idet der ikke blev sondret mellem moms og skat, da det er en nødvendig følge af, at der pålægges moms, at der er fastsat en indtægt.

Skattecentrets opfattelse vil føre til, at der skal indgives 2 klager over den udeholdte omsætning - én på grundlag af momsen og en sideløbende på grundlag af skatteansættelsen, hvilket er en overflødig belastning af klagesystemet.

Spørgsmålet har endvidere været drøftet i Det Eksterne Kontaktudvalg på et møde den 27. februar 2008, hvor en repræsentant fra skatteministeriet oplyste, at med udviklingen i retning af, at moms- og skattesager bliver behandlet under ét, burde det samlede resultat kunne have betydning for delvis eller fuld godtgørelse. Ministeriet ville tage dette op med SKAT.

Endelig skal der henses til, at udgiften til den sagkyndiges behandling af punktet vedrørende udeholdt omsætning var væsentlig større end udgiften vedrørende det andet momsspørgsmål.

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fremgår følgende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået medhold eller medhold i overvejende grad."

I momsmæssig henseende er en virksomhed, der f.eks. drives i interessentskabsform et selvstændigt skattesubjekt.

Landsskatterettens kendelse af 6. december 2007 vedrørte derfor også interessentskabets momsansættelse og ikke klagerens momsansættelse.

Efter formuleringen af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt., må det være medholdsgraden for det skattesubjekt, som afgørelsen retter sig imod, der er afgørende for, om der skal ydes omkostningsgodtgørelse med 50 eller 100 %.

Vurderingen af, om der er givet medhold i overvejende grad, foretages ikke alene på grundlag af en beløbsmæssig opgørelse, jf. bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1) offentliggjort i Folketingstidende 2001/2002, tillæg A, spalte 1394 ff. Der skal tillige henses til, på hvilket niveau i det administrative klagesystem sagen er afgjort, om afgørelsen har vidererækkende betydning for den pågældende klager eller for retstilstanden på området i øvrigt, og/eller udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde).

Ved Landsskatterettens kendelse af 6. december 2007 blev forhøjelsen af interessentskabets momstilsvar for perioden fra 1. januar 2002 til 30. juni 2003 på i alt 81.061 kr. nedsat med 36.375 kr. vedrørende punktet om udeholdt omsætning.

Der blev således ikke beløbsmæssigt givet interessentskabet medhold i overvejende grad ved Landsskatterettens kendelse.

Der er endvidere ikke grundlag for at antage, at det klagepunkt, hvori der blev givet interessentskabet medhold, havde større tyngde, end det klagepunkt, som blev stadfæstet. Det klagepunkt, hvori der blev givet medhold, havde heller ikke betydning for retstilstanden på området.

Efter Landsskatterettens opfattelse giver det i forarbejderne anførte ikke fornødent grundlag for at antage, at der ved vurderingen af medholdsgraden skal tages hensyn til betydningen for andre skattesubjekter end det skattesubjekt, klagesagen direkte har vedrørt.

Det forhold, at klageren som interessent i interessentskabet fik nedsat sin skatteansættelse som en indirekte konsekvens af Landsskatterettens kendelse, kan derfor hverken føre til, at interessentskabet eller klageren kan anses for at have fået medhold i overvejende grad i landsskatteretssagen.

Skattecentrets afgørelse stadfæstes derfor.