Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-04-2009
Offentliggjort:23-04-2009
SKM-nr:SKM2009.297.SR
Journalnr.:09-062912
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Medarbejderaktier og tvangsindløsning

Skatterådet bekræfter, at en tvangsindløsning efter aktieselskabslovens § 20 b og § 20 c af medarbejderaktionærerne i A A/S ikke vil indebære en råden i strid med båndlæggelsen af aktierne i henhold til ligningslovens § 7A.


SpørgsmålSvar

Kan SKAT bekræfte, at en tvangsindløsning af medarbejderaktionærerne i A A/S ikke vil indebære en råden i strid med båndlæggelsen af aktierne i henhold til ligningslovens § 7A ?

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

I 2005 etableredes et medarbejderaktieprogram i henhold til ligningslovens § 7A, hvorved omkring X medarbejdere blev tilbudt at købe aktier i A A/S. Omkring X medarbejdere tog imod tilbuddet. I overensstemmelse med ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 1, 4. pkt. er medarbejdernes aktier båndlagt hos et pengeinstitut frem til og med den 31. december 2010.

Ejerforhold

Ejerforholdene i A A/S er på nuværende tidspunkt følgende:

Aktionær

Ejerandel

Aktionær B

75%

Aktionær C

22%

Ledelsen

0,2336%

Medarbejderne

ca. 2,4006%

Tallene er cirkatal, da der løbende sælges medarbejderaktier tilbage til A A/S i forbindelse med medarbejderaktionærers dødsfald

Egne aktier

ca. 0,3658%

Se ovenfor

Aktionær B og aktionær C har indgået aftale om, at aktionær C sælger sin aktiepost i A A/S til aktionær B, når nogle nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Når købet af aktionær C's aktier effektueres, vil aktionær B opnå en ejerandel på 97 % af aktierne i A A/S.

D, som er ejer af det svenske selskab E AB, samt Aktionær B har indgået aftale om en sammenlægning af A A/S og E AB, som forventes gennemført ved en aktieombytning til et fælles holdingselskab, HOLDCO.

Efter aktieombytningen vil HOLDCO eje 97 % af aktierne i A A/S. Det forventes herefter, at HOLDCO vil tvangsindløse de danske medarbejderaktionærer i henhold til reglerne i aktieselskabslovens § 20b.

Formålet med tvangsindløsningen

Formålet med tvangsindløsningen er for det første at sikre, at HOLDCO opnår 100 % ejerskab til A A/S, således at HOLDCO både er eneaktionær i A A/S og E AB.

Dernæst ønsker de aktionærer, B og D, - så vidt muligt - at kunne tilbyde henholdsvis de svenske og de danske medarbejdere ensartede vilkår. De svenske medarbejdere har på nuværende tidspunkt ikke nogen ejerandel i E AB, og de to parter har derfor anset det for hensigtsmæssigt at afvikle den danske medarbejderaktieordning og eventuelt senere etablere en ny fælles ordning for alle medarbejdere. En eventuel ny ordning må forventes at blive etableret på HOLDCO niveau.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Kan SKAT bekræfte, at en tvangsindløsning af medarbejderaktionærerne i A A/S ikke vil indebære en råden i strid med båndlæggelsen af aktierne i henhold til ligningslovens § 7A?

Det er repræsentantens opfattelse, at det stillede spørgsmål skal besvares med et "ja".

Det fremgår af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 1, 4. pkt., at det er en betingelse for beskatning efter § 7A, at medarbejderen ikke kan råde over aktierne før 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori aktierne er købt.

Aktierne omfattet af medarbejderprogrammet er båndlagt samlet hos et pengeinstitut i overensstemmelse med ovennævnte regel.

I henhold til cirkulære nr. 17 af 1. marts 2002 er hensynet bag kravet om båndlæggelse, at medarbejderne ikke skal kunne konvertere løn, der er skattepligtig som personlig indkomst, til aktieavance, der beskattes med en lavere sats, ved at afstå aktierne kort tid efter erhvervelsen.

Det følger af cirkulæret, at tvangsindløsning af medarbejderaktier som udgangspunkt ikke har til formål at tilsidesætte hensynet bag båndlæggelsen. Dog vil systematiske tvangsindløsninger, der forkorter båndlæggelsesperioden i medarbejderaktieordninger i kraft af en stiltiende aftale mellem medarbejderaktionærer og øvrige aktionærer kunne være i strid med hensynet bag båndlæggelsen og føre til, at ligningslovens § 7A ikke finder anvendelse på medarbejderaktieordningen.

I nærværende situation vil medarbejderne i A A/S blive tvangsindløst som følge af, at aktionær B og D ønsker, at HOLDCO skal være eneaktionær i A A/S samt, at parterne ønsker, at de danske og svenske medarbejdere får lige vilkår.

Medarbejderne har ejet aktierne siden 2005, og der er således ikke tale om, at aktierne afstås straks efter erhvervelsen.

Der er ikke tidligere foretaget tvangsindløsning af minoritetsaktionærer i A A/S.

I henhold til aktieselskabslovens § 20b, skal medarbejderne gives 4 ugers varsel inden tvangsindløsningsprocessen sættes i gang. Medarbejderne kan i denne periode frivilligt overdrage deres aktier til HOLDCO. Herefter gives i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 20c yderligere mindst 3 måneders frist til frivillig overdragelse ved indrykning af proklama i Statstidende. Når proklamafristen udløber, vil de minoritetsaktionærer, der ikke frivilligt har solgt deres aktier til HOLDCO, automatisk blive tvangsindløst. Dette betyder, at de medarbejdere, der i princippet måtte sælge frivilligt, under alle omstændigheder ville blive tvangsindløst efter udløb af proklama, såfremt de ikke havde solgt deres aktier. Det er således ikke valgfrit for medarbejderne, om de vil sælge aktierne, men de kan - inden for varslingsfristerne - selv bestemme hvornår.

I Skatteministeriets afgørelse SKM2004.78DEP fandt ministeriet at medarbejdernes accept af et købstilbud vedrørende båndlagte medarbejderaktier, hvor accepten var betinget af, at der faktisk efterfølgende ville ske en tvangsindløsning af selskabets minoritetsaktionærer, ikke indebar en råden i strid med båndlæggelseskravet i ligningslovens § 7A, stk. 1.

I den påtænkte tvangsindløsning vil medarbejderne ikke modtage andet købstilbud end det, der kræves i henhold til aktieselskabslovens §§ 20b og 20c. Det er derfor ikke nødvendigt at gøre medarbejdernes accept betinget af en tvangsindløsning, da købstilbuddet vil være et led i tvangsindløsningsprocessen.

På den baggrund er det derfor repræsentantens opfattelse, at den påtænkte tvangsindløsning ikke vil indebære en råden i strid med ligningslovens § 7A, stk. 1, for så vidt angår A A/S' medarbejderaktionærer, uanset om medarbejderne måtte acceptere købstilbuddet på et givent tidspunkt inden for de i aktieselskabslovens § 20b eller § 20c fastsatte frister.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1, skal værdien af den ret, som et selskab giver til egne ansatte eller ansatte i selskabets datter- eller datterdatterselskaber til at købe eller tegne aktier eller andelsbeviser i selskabet ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Det er en betingelse, at værdien af denne ret ikke overstiger 10 pct. pr. år af den ansattes løn. Det er endvidere en betingelse, at der ikke kan ske overdragelse, pantsætning eller anden råden over aktierne m.v. før 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor erhvervelsen har fundet sted.

Skatteministeriets Departement har ved afgørelse af 19. februar 2004, SKM2004.78.DEP , truffet afgørelse om, at medarbejdernes accept af et købstilbud vedrørende båndlagte medarbejderaktier, hvor accepten er betinget af, at der faktisk efterfølgende sker tvangsindløsning af selskabets minoritetsaktionærer, ikke indebærer en råden, der er strid med båndlæggelseskravet i ligningslovens § 7 A, stk. 1. I sagen var selskabet og dets rådgivere i gang med at skabe grundlaget for at modtage købstilbud fra interesserede købere af selskabet, hvor det måtte påregnes, at en eventuel køber alene var interesseret i et køb, såfremt der mindst erhvervedes 90 % af aktiekapitalen samt stemmerne. Efter købet var det købers hensigt at foretage en tvangsindløsning efter aktieselskabslovens § 20 b med henblik at sikre sig 100 % ejerskab af selskabet.

Når henses til denne afgørelse, finder SKAT efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at den påtænkte tilrettelæggelse af tvangsindløsningen ikke indebærer en råden, der er i strid med båndlæggelseskravet i ligningslovens § 7 A. Det er herved i lighed med afgørelsen i SKM2004.78.DEP , dog en forudsætning herfor, at tvangsindløsningen sker efter aktieselskabslovens § 20 b og § 20 c, og at medarbejdernes accept af købstilbudet gøres betinget af, at der rent faktisk efterfølgende sker tvangsindløsning efter aktieselskabslovens § 20 b og § 20 c, af samtlige minoritetsaktionærer.

SKAT finder herefter, at besvarelsen af spørgsmålet er "Ja".

SKAT henleder opmærksomheden på, at aktieavancebeskatningslovens almindelige regler finder anvendelse ved tvangsindløsningen af aktierne.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.