Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-04-2009
Offentliggjort:27-04-2009
SKM-nr:SKM2009.305.SR
Journalnr.:08-154269
Referencer.:Tonnageskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Tonnageskatteordningen - flagfordeling

Skatterådet bekræftede, at en rederikoncern kunne indgå med en flagfordeling med 0 pct. for ejede skibe, der er registreret i en stat, som er medlem af EU/EØS. pr. januar 2004. Endvidere ønskede forespørger bekræftet, at der ikke skal ske beskatning efter reglerne i tonnageskattelovens § 6 b, hvis nybyggede skibe blev registreret udenfor EU/EØS. Dette kunne Skatterådet tillige bekræfte.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at de tonnagebeskattede selskaber i koncernen A, jf. reglerne i tonnageskattelovens § 6 a, på et konsolideret grundlag har en procentdel på 0 af ejet bruttotonnage pr. 17. januar 2004, som er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke sker beskatning efter reglerne i tonnageskattelovens § 6 b, hvis de nybyggede skibe registreres udenfor EU/EØS?

Svar

  1. Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.
  2. Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Rederiselskaberne i koncernen A er indtrådt i tonnageskatteordningen fra og med indkomståret 2002. I indkomstårene 2002 og 2003 ejede koncernen ikke skibe, men timechartrede skibe med købsoptioner, hvorefter skibene kunne indgå i tonnageskatteordningen efter tonnageskattelovens § 6, jf. § 7, stk. 3.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1

Det fremgår af tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 1. pkt., at det er en betingelse, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, 3. pkt., at et tonnagebeskattet rederi i gennemsnit over et indkomstår fastholder eller forøger den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.

I henhold til tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 2. pkt. skal der ved opgørelsen af om rederiet opfylder betingelsen om at fastholde eller forøge procentdelen tages udgangspunkt i den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og som den 12. januar 2005 er registreret indenfor EU eller EØS.

I henhold til tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 3. pkt. kan rederier, der var omfattet af tonnageskatteordningen den 17. januar 2004, dog vælge at tage udgangspunkt i den tilsvarende procentdel af bruttotonnagen den 17. januar 2004.

Det fremgår videre af tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4, at koncernforbundne rederier skal foretage denne opgørelse på et konsolideret grundlag. De tonnagebeskattede rederiselskaber i rederikoncernen skal således opgøre procentandelen samlet.

I henhold til formuleringen af tonnageskattelovens § 6 a og bemærkningerne hertil i lovforslaget (L95 2004/05) fremgår det, at bruttotonnage, som lejes af rederiet, hvad enten der er tale om bareboat- charter eller timecharter, ikke indgår ved opgørelsen. Det fremgår videre af Skatteministeriets svar på FSR's bemærkninger til lovforslaget (L95 2004/05), at der ved opgørelsen efter tonnageskattelovens § 6 a udelukkende skal tages hensyn til egne skibe (selvejede skibe). Skibe, der er lejet på timecharter vilkår skal således ikke medregnes - uanset om skibene er timechartret med købsoptioner.

Endvidere svarede Skatteministeriet følgende til Told- og Skattestyrelsens bemærkninger til lovforslaget: "Et dansk rederi, der på skæringsdatoen alene ejer bruttotonnage registreret uden for EU eller EØS kan stadig være omfattet af tonnageskatteordningen. Der er intet i lovforslaget til hinder for, at et dansk rederi kan have en opgjort procentdel på 0."

Rederiselskaberne i koncernen A var omfattet af tonnageskatteordningen på skæringsdatoen den 17. januar 2004 og havde på dette tidspunkt ingen selvejede skibe registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.

På denne baggrund er det vores opfattelse, at der kan svares ja på spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

I henhold til tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 1. pkt., skal et rederi i gennemsnit over et indkomstår fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Det fremgår videre af tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 3. pkt., at rederier, der var omfattet af tonnageskatteordningen den 17. januar 2004, kan vælge ved opgørelsen efter 1. pkt. at tage udgangspunkt i den tilsvarende procentdel af bruttotonnagen den 17. januar 2004.

I henhold til reglerne i tonnageskattelovens § 6 b sker der en beskatning af den yderligere andel af bruttoindtjeningen, hvis rederiet ikke opfylder betingelsen i tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, jf. dog § 6 a, stk. 2 og 3.

I henhold til vores opfattelse er procentdelen på skæringsdatoen den 17. januar 2004 på 0, jf. vores bemærkninger vedrørende spørgsmål 1.

De tonnagebeskattede rederiselskaber i rederikoncernen skal således blot fastholde eller forøge en procentdel på 0, jf. tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1. Efter vores opfattelse er det således uden skattemæssig betydning om rederikoncernens selvejede bruttotonnage, erhvervet efter den 17. januar 2004, indregistreres indenfor eller udenfor EU/EØS. Der vil derfor ikke ske beskatning efter reglerne i tonnageskattelovens § 6 b, selvom de nybyggede skibe registreres i Panama.

Det er vores opfattelse, at der kan svares ja på spørgsmål 2.

SKATs indstilling og begrundelse

Anmodningen vedrører de specielle bestemmelser i tonnageskatteloven, som blev vedtaget ved lov nr. 409 af 1. juni 2005 om gennemførelse af ændrede EU-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren. Denne lovændring stiller bl.a. krav om, at en del af skibene skal være registreret i en EU/EØS-medlemsstat.

Det skal bemærkes, at de foreliggende oplysninger vedrørende skibene og skibenes salgs- og købstidspunkter ikke har været genstand for en prøvelse, således at indstillingen alene baserer sig det af spørgeren oplyste.

Det er SKATs opfattelse, at det er muligt at have en fordeling på 0 pct. af skibe, der er registreret i en EU/EØS medlemsstat på skæringsdatoen, og samtidig være omfattet af tonnageskatteordningen. Da selskaberne i koncernen A er koncernforbundne skal beregningsgrundlaget opgøres på et konsolideret grundlag efter tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4. Der vil ikke skulle ske beskatning efter tonnageskattelovens § 6 b, idet rederikoncernens flagandel udgør 0 pct. Dette uddybes nærmere nedenfor.

Ad spørgsmål 1

Det fremgår af tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 1. pkt., at det er en betingelse, at et tonnagebeskattet rederi i gennemsnit over et indkomstår skal fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.

Ved denne vurdering skal der tages udgangspunkt i rederiets ejede bruttotonnage 12. januar 2005. Dog er der i loven indsat en mulighed for rederier, der var omfattet af ordningen 17. januar 2004, at vælge denne dato som skæringsdag for opgørelsen af procentdelen, jf. tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, 3. pkt.

Rederikoncernen kan derfor anvende 17. januar 2004 som skæringsdato, idet rederikoncernen gik i tonnageskatteordningen på daværende tidspunkt.

Der skal foretages en opgørelse hvert år af rederiets flagfordeling, og som rederiet tillige skal indberette til SKAT, for kunne afgøre hvorvidt rederiet har fastholdt eller forøget sin flagfordeling i gennemsnit over indkomståret i forhold til den oprindelige skæringsdag/basisdag.

Det fremgår endvidere af tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4, at for rederier der skal træffe samme valg for så vidt angår anvendelsen af tonnageskatteordningen, at de skal opgøre deres procentfordelingen for de koncernforbundne selskaber under et på et konsolideret grundlag.

Selskaberne i rederikoncernen skal som følge heraf opgøre flagandelen af ejede skibe på et konsolideret grundlag.

Spørgsmålet er herefter om koncernen A kan have en procentdel på 0 pct. Det fremgår af lovforslagets (L 95 2004/05, der blev fremsat den 23. februar 2005) bemærkninger i høringssvarene at:

Told- og Skattestyrelsen (nuværende SKAT, Hovedcenteret) bemærker:

"Det ses hverken i loven eller lovforslagets bemærkninger, at være taget højde for den situation, hvor et dansk rederi på skæringsdatoen alene har ejede bruttotonnage registreret i lande udenfor EU eller EØS, og stadig kan være omfattet af tonnageskatteordningen efter lovændringen. Det kan vel næppe være hensigten med lovændringen, at et dansk rederi kan have en opgjort procentdel på 0 pct."

Skatteministeriets svar:

"Et dansk rederi, der på skæringsdatoen alene ejer bruttotonnage registreret uden for EU eller EØS kan stadig være omfattet af tonnageskatteordningen. Der er intet i lovforslaget til hinder for, at et dansk rederi kan have en opgjort procentdel på 0."

Det fremgår tillige af Skatteministeriets brev til Folketingets Skatteudvalg, at lovforslag L 95, kan iværksættes, idet der ikke er modtaget nogen form for reaktion fra Kommissionen.

Det skal bemærkes, at SKATs indstilling alene tager stilling til procentfordelingen på skæringsdatoen (dvs. henholdsvis 12. januar 2005 eller evt. 17. januar 2004) for allerede eksisterende rederier, og at SKAT har hermed ikke har taget stilling til om rederier stiftet efter denne skæringsdag kan være omfattet af tonnageskatteordningen med en flagandel på 0 pct., som er der registreret indenfor EU eller EØS.

På denne baggrund indstiller SKAT til, at spørgsmålet besvares med et "Ja".

Ad spørgsmål 2

Såfremt et tonnagebeskattet rederi ikke opfylder flagandel betingelsen skal der ske en beskatning i henhold til tonnageskattelovens § 6, b, af den yderligere andel af den af rederiet ejede bruttotonnage, som er registreret uden for EU eller EØS, efter skattelovgivningens almindelige regler.

Da rederikoncernens procentdel af egne skibe, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS på skæringsdagen, udgør 0 pct., vil det i sagens natur, være uden betydning, i relation til beskatning efter tonnageskattelovens § 6 b, hvis de nybyggede skibe registreres udenfor EU/EØS medlemsstat, idet der ikke vil være en yderligere andel at beskatte.

SKAT indstiller derfor til, at spørgsmålet besvares med et "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstillinger med de anførte begrundelser.