Dokumentets dato: | 19-05-2009 |
Offentliggjort: | 26-05-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.359.SR |
Journalnr.: | 08-174073 |
Referencer.: | Ligningsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet er ikke enig i, at de tildelte aktier skal beskattes på modningstidspunktet, det vil sige efter udløbet af den 2-årige restriktionsperiode. Skatterådet mener derimod, at beskatningstidspunktet er tidspunktet, hvor aktierne rent faktiske retserhverves, hvilket er tidspunktet, hvor aktierne lægges i depot.Det er samtidig Skatterådets opfattelse, at medarbejderordningen kan omfattes af ligningslovens § 7H.
Spørgsmål | Svar |
Er Skatterådet enig i, at de tildelte aktier skal beskattes på modningstidspunktet, det vil sige efter udløbet af den 2-årige restriktionsperiode? | Nej. |
Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende: Hvis ikke, hvornår falder beskatningstidspunktet? | Se SKATs indstilling. |
Er Skatterådet enig i, at aktietildelingen kan være omfattet af ligningslovens § 7 H, og at bedømmelsen af, om grænserne i ligningslovens § 7 H, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, foretages når optjeningsperioden er udløbet i de respektive år? | Se SKATs indstilling. |
Beskrivelse af de faktiske forhold
A Plc er et finsk selskab. B A/S er en del af C AB, som ejes af A Plc.
A Plc påtænker at tilbyde udvalgte medarbejdere ("target group") i B A/S aktier i det finske moderselskab A Plc., som er børsnoteret. Det er tanken, at medarbejderne skal modtage både aktier og en kontant bonus. Det forudsættes, at de danske medarbejdere er fuldt skattepligtige til Danmark under hele aktieprogrammets løbetid.
Incitamentsprogrammet
Incitamentsprogrammet inkluderer tre optjeningsperioder. Hver optjeningsperiode (earning period, jf. programmet) forløber fra henholdsvis 1. januar 2007, 1. januar 2008 og 1. januar 2009 og slutter 31. december hvert år. Størrelsen af den tildeling, medarbejderen modtager, afgøres på baggrund af opfyldelse af etablerede mål efter udløbet af optjeningsperioden i slutningen af april måned.
Programmet giver target group mulighed for at modtage A-aktier i A Plc som belønning for opnåelse af målkriterier i optjeningsperioden. Bestyrelsen i A Plc fastsætter den maksimale belønning for hver enkelt person i target group. Den maksimale belønning udgøres af aktier samt en kontant bonus. Personen i target group bliver informeret af bestyrelsen, så snart denne har taget beslutning.
Bestyrelsen fastsætter årligt de målkriterier, som skal være opfyldt. Disse er bundet op på A Plc's Operating Profit Margin (vægter 50 %) (driftsoverskudmargin) og Return on Capital Employed (ROCE, vægter 50 %) (forrentning af investeret kapital). Hvad medarbejderen præcis skal opnå, er oplyst på det tidspunkt, hvor tilbuddet om aktieordningen tilbydes medarbejderen. Et eksempel kunne være, at en medarbejder får oplyst, at A Plc's Operating Profit Margin skal være 12 % og Return on Capital Employed skal være 10 %. Hvis selskabet når de tal for året, vil medarbejderen således være berettiget til 2000 stk. aktier efter incitamentsprogrammet. Tilsvarende vil medarbejderen modtage en mindre del, hvis selskabet ikke når de tal, som medarbejderen fik oplyst ved tilbuddet om aktieordningen.
Aktierne og den kontante bonus (svarende til skatten der falder i forbindelse med tildelingen af aktierne) udbetales efter optjeningsperioden i slutningen af april i henholdsvis 2008, 2009 og 2010. Den kontante bonus udbetales sideløbende med aktierne. Den kontante del af belønningen beskattes som almindelig lønindkomst på udbetalingstidspunktet, jf. kildeskattebekendtgørelsen nr. 419 af 21. maj 2008, § 21.
Den del af belønningen, som vedrører aktier, bliver overført til en konto oprettet i medarbejderens navn. Denne overførsel sker imidlertid først tidligst 12 måneder efter den dato, hvor medarbejderen fik besked om årets belønning, det vil sige i april måned 2009, 2010 og 2011. Værdien af aktierne beregnes på basis af den gennemsnitlige kurs den dag, hvor aktierne overføres til medarbejderens konto.
Medarbejderens mulighed for at modtage denne belønning kan ikke overføres til andre. Ved død udbetales den potentielle belønning til dødsboet.
Medarbejderen vil, ifølge programmet, have aktionærrettigheder fra den dag, hvor aktierne overføres til kontoen.
Aktierne kan ikke sælges eller overføres i en periode på to år fra optjeningsperioden slutter (restriction period, jf. programmet). Denne restriktionsperiode/omsættelighedsbegrænsning gælder også øvrige potentielle aktier, der er modtaget i henhold til programmet. Senior management skal desuden bevare aktier, som enten modsvarer værdien af minimum deres årlige bruttoløn eller halvdelen af deres aktier modtaget i henhold til programmet. Denne betingelse gælder så længe medarbejderen er ansat.
Hvis medarbejderen ikke er ansat, når optjeningsperioden slutter, vil den ansatte i henhold til programmet ikke modtage nogen belønning. Bestyrelsen kan dog i henhold til programmet beslutte, at medarbejderen skal tildeles forholdsmæssigt.
Hvis medarbejderen ophører sit arbejdsforhold med B A/S inden udløbet af den 2-årige restriktionsperiode, er medarbejderen forpligtet til at tilbagelevere de modtagne aktier uden kompensation. Bestyrelsen kan dog beslutte, at medarbejderen kan beholde en del af eller alle aktierne.
Ved førtidig pension eller ved død vil medarbejderen/boet beholde alle aktier.
Figurativ vil incitamentsprogrammet se sådan ud:
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Ad spørgsmål 1
Betingede aktier er ikke defineret i dansk skatteret, men er ofte set i udenlandske aktieaflønningsformer, hvor de tilbydes ansatte i danske datterselskaber. Betingede aktier betyder grundlæggende et løfte om at opnå ejerskab til aktier på et fremtidigt tidspunkt, såfremt visse betingelser er opfyldt.
Det er rådgivers opfattelse, at betingede aktier kvalificeres som gratisaktier.
Den almindelige hovedregel i dansk skatteret er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse. Den endelige retserhvervelse er det tidspunkt, hvor der ikke længere hersker reel usikkerhed om aftalens gennemførsel.
Spørgsmålet er, om et kriterium om fortsat ansættelse i sig selv kan skubbe retserhvervelsen og dermed også beskatningen frem til modningstidspunktet, det vil sige ved udløbet af den 2-årige restriktionsperiode.
I civilretlig sammenhæng vil de fleste typer betingede aktieprogrammer falde ind i anvendelsesområdet for lov om brug af aktieoptioner. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at betingede aktier i nogle situationer vil være omfattet af loven, når der er tale om tildeling af aktier på et fremtidigt tidspunkt.
Endvidere fremgår det af ansættelsesretlig litteratur om aktieoptionsloven, at betingede aktier er omfattet af aktieoptionsloven. Der henvises herved eksempelvis til "Aktieoptionsloven med kommentarer" 1. udgave af Claus Juel Hansen, hvor det af side 66ff. fremgår, at "Denne form [RSU] for betingede aktier er omfattet af aktieoptionsloven. Her er nemlig tale om rettigheder med henblik på senere erhvervelse eller tildeling".
Henset til at der i nærværende sag er tale om rettigheder med henblik på senere erhvervelse eller tildeling, er det rådgivers opfattelse, at denne type aktielønsordning er omfattet af reglerne i aktieoptionsloven, jf. dennes § 1.
For tildelinger omfattet af denne lov betyder dette, at medarbejdere, som bliver afskediget, kan beholde instrumenter, som er tildelt, men endnu ikke vested. Medarbejdere, som selv siger op, må derimod acceptere, at ikke vestede instrumenter mistes. Efter denne lov er medarbejderen principielt selv herre over, om han mister eller beholder aktierne, idet han som udgangspunkt kun kan miste aktierne ved selv at sige op.
Det følger af retserhvervelsesprincippet nævnt ovenfor, at beskatningstidspunktet ved tildeling af betingede aktier til medarbejdere indtræder på tidspunktet for indgåelse af aftale om tildeling af betingede aktier, medmindre der er fastsat betingelser, som udskyder beskatningstidspunktet.
Efter almindelige skatteretlige principper medfører det, at medarbejderen selv er herre over om aktierne mistes, at medarbejderen må anses for at have erhvervet endelig ret til betingede aktier allerede ved tildelingen med det resultat, at tildelingen af betingede aktier udløser dansk beskatning af markedsværdien på tildelingstidspunktet eller løbende.
Skatterådet har imidlertid i SKM2007.642.SR , SKM2007.697.SR og SKM2007.786.SR udtalt, at beskatningstidspunktet for tildeling af betingede aktier betinget af fortsat ansættelse er udskudt til det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at de fastsatte betingelser for erhvervelse er opfyldt. Det vil sige på modningstidspunktet.
I SKM2007.642.SR lagde Skatterådet vægt på, at det først på modningstidspunktet kan afgøres om aktien er nytegnet, fra egenbeholdningen eller opkøbt på markedet. I nærværende sag er det endnu ikke afklaret, hvorledes de betingede aktier skal afdækkes.
I SKM2007.697.SR var aktietildelingen betinget af, at medarbejderen i hvert kvartal var ansat i uopsagt stilling samt at medarbejderen var i live på de relevante modningstidspunkter. Efter en samlet konkret vurdering fandt SKAT at beskatningstidspunktet blev udskudt til det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at de fastsatte betingelser for erhvervelse af aktier er opfyldt.
I SKM2007.786.SR lagde Skatterådet særlig vægt på det tidsmæssige perspektiv; i den konkrete sag skulle medarbejderen have ejet de såkaldte contribution shares i 3 år, før der blev opnået ret til matching shares. SKAT vurderede, at 3 år var en relativ lang periode i ansættelsesmæssig sammenhæng, "idet det for mange medarbejdere må anses for ganske usikkert, om de fortsat vil være ansat i selskabet efter 3 år".
I nærværende sag tildeles medarbejderen aktier efter optjeningsperioden, såfremt de fastlagte målsætninger er opfyldt. Imidlertid sker overførslen til medarbejderen først tidligst 12 måneder efter den dato, hvor medarbejderen fik besked om årets belønning. Værdien af aktierne beregnes således også på basis af den gennemsnitlige kurs den dag, hvor aktierne overføres til medarbejderens konto. Medarbejderen vil også først have aktierettigheder fra den dag, hvor aktierne overføres til kontoen. Dog vil medarbejderen miste de tildelte aktier, såfremt ansættelsesforholdet ophører inden udløbet af den 2-årige restriktionsperiode. Aktierne kan ikke sælges eller overføres i to år fra optjeningsperioden slutter.
Henset til det tidsmæssige aspekt fra tildeling efter optjeningsperioden den 31. december i et kalenderår til det endelige modningstidspunkt efter den 2-årige restriktionsperiode, samt at det først på modningstidspunktet kan afgøres om aktien er nytegnet eller fra egenbeholdningen, er det rådgivers opfattelse i forlængelse af ovennævnte praksis, at beskatningstidspunktet er udskudt til modningstidspunktet, det vil sige til udløbet af den 2-årige restriktionsperiode. Værdien af de tildelte aktier skal herefter beskattes som almindelig lønindkomst inkl. AM-bidrag efter statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16.
Ad spørgsmål 1a
Hvis beskatningen efter SKATs opfattelse ikke anses for at ske efter udløbet af den 2-årige restriktionsperiode, hvornår anser SKAT herefter beskatningen for at ske.
Ad spørgsmål 2
Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal vi anmode Skatterådet om at bekræfte, at aktietildelingen kan være omfattet af ligningslovens § 7 H som gratisaktier (såfremt betingelserne i § 7 H i øvrigt er opfyldt), og at bedømmelsen af om grænserne i § 7 H er opfyldt foretages på tidspunktet for aftalens indgåelse. Det er rådgivers opfattelse, at aftalen anses for indgået efter optjeningsperioden er udløbet i december i hvert år.
Det er rådgivers opfattelse, at uanset det ikke ved aftalens indgåelse kan fastslås, om A-aktierne i A Plc vil have en økonomisk værdi 3 år senere, må det imidlertid forventes at aktierne vil have en værdi på retserhvervelsestidspunktet, jf. SKM2005.141.LR .
Det følger af ligningslovens § 7 H, stk. 1, 2. pkt., at vurderingen af om 10 % ‘s betingelsen i 7 H, stk. 2, nr. 2, litra a, er opfyldt, foretages ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor den faktiske købskurs for de ydede aktier foreligger, dog senest på det tidspunkt, hvor den ansatte erhverver ubetinget ret til de modtagne aktier.
Den faktiske købskurs for aktierne er 0 kr. og er således kendt allerede på tidspunktet for aftalens indgåelse, hvorfor det på dette tidspunkt må afgøres, om aktiernes værdi overstiger 10 % af den ansattes årsløn.
SKATs indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1
Spøgsmålet omhandler, hvornår man som medarbejder skal beskattes af modtagne betingede aktier, jf. statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16.
Betingede aktier bliver også kaldt Restricted Stock Units (RSU).
For at fastslå beskatningstidspunktet er det nødvendigt at fastslå retserhvervelsestidspunktet.
Det er SKATs opfattelse, at betingede aktier er omfattet af aktieoptionsloven. Det følger således af bemærkningerne til loven (L 150 2003-04), at "Lovforslaget omfatter anvendelsen af finansielle instrumenter i ansættelsesforhold. De finansielle instrumenter, der omfattes af lovforslaget er herefter (...) og betingede aktier (restricted stocks), hvor der er tale om rettigheder med henblik på en senere erhvervelse eller tildeling af aktier eller anparter.".
I denne sag består incitamentsprogrammet af en portion aktier og en kontant sum. Som det følger af anmodningen vil den del af belønningen, som vedrører aktier, bliver overført til en konto oprettet i medarbejderens navn. Denne overførsel sker imidlertid først tidligst 12 måneder efter den dato, hvor medarbejderen fik besked om årets belønning. Samtidig skriver rådgiver, at medarbejderen vil, ifølge programmet, have aktionærrettigheder fra den dag, hvor aktierne overføres til kontoen.
Det er således klart, at fra lønmodtageren får oplysning om modtagelse til faktisk modtagelse går der i hvert fald 12 måneder.
Aktierne kan ikke sælges eller overføres i en periode på to år fra optjeningsperioden slutter. Denne restriktionsperiode/omsættelighedsbegrænsning gælder også øvrige potentielle aktier, der er modtaget i henhold til programmet. Senior management skal desuden bevare aktier, som enten modsvarer værdien af minimum deres årlige bruttoløn eller halvdelen af deres aktier modtaget i henhold til programmet. Denne betingelse gælder så længe medarbejderen er ansat.
Samtidig er tildelingen af aktier begrænset af, at medarbejderen skal være ansat når optjeningsperioden slutter. Tilsvarende er medarbejderen forpligtet til at tilbagelevere de modtagne aktier uden kompensation, hvis medarbejderen ophører sit arbejdsforhold inden udløbet af den 2-årige restriktionsperiode.
Førtidspension eller død har dog ikke nogen betydning for de modtagne aktier.
Skatterådet udtaler i SKM2007.324.SR , at en bonusaftale om erhvervelse af aktier, forudsat at nærmere aftalte resultater opnås i selskabet, samt betinget af fortsat ansættelse i 2 år efter tildelingen, skal betragtes som en resolutiv betinget aftale. Det er således ikke Skatterådets opfattelse, at beskatningen udskydes til udløbet af 2 års periode.
Det er SKATs opfattelse, at de tildelte aktier skal betragtes som erhvervet på tidspunktet, hvor aktierne bliver lagt i depot, og retserhvervelsen rent faktisk sker.
SKAT indstiller på baggrund af ovenstående, at spørgsmål 1 besvares med et "nej".
Ad spørgsmål 1a
På baggrund af besvarelsen i spørgsmål 1 er det SKATs opfattelse, at de tildelte aktier skal betragtes om erhvervet på tidspunktet, hvor aktierne bliver lagt i depot - efter rådgivers oplysninger tidligst 12 måneder efter den dato, hvor medarbejderen får besked om årets belønning.
SKAT henviser i øvrigt til besvarelsen til spørgsmål 1.
Ad spørgsmål 2
Spørgsmålet vedrører, hvorvidt beskatningen af de tildelte aktier kan ske efter ligningslovens § 7H.
Ligningslovens § 7H lyder "Personer, som led i et ansættelsesforhold, modtager vederlag i form af aktier (...), skal ikke medregne værdien heraf ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt betingelserne i stk. 2 er opfyldt."
Betingelserne i stk. 2 er blandt andet 1) at arbejdsgiver og medarbejder har aftalt, at ligningslovens § 7H finder anvendelse, at vederlaget er entydigt identificeret samt 2a) at den ansatte i samme år modtager aktier, hvor værdien af de modtagne aktier ikke overstiger 10 pct. af den ansattes årsløn.
I høringssvarene til L 56 (2005-06), som vedrørte justering af reglerne for medarbejderaktier, udtalte Skatteministeren, at under forudsætning af, at betingede aktier er betinget af fortsat ansættelse og erhvervelsen ikke sker efter de almindelige retserhvervelsesprincipper, men først sker ved en senere aktieoverdragelse vil sådanne aktier kunne tildeles efter reglerne i ligningslovens § 7H, stk. 2, nr. 2, litra a.
Det fremgår ligeledes af anmodningen, at hvis selskabet når de resultater, som er forudsat i incitamentsaftalen, vil medarbejderen modtage 2.000 stk. aktier i A Plc. Det er således SKATs opfattelse, at vederlaget er entydigt identificeret.
Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at incitamentsordningen kan omfattes af ligningslovens § 7H, stk. 2, nr. 1. SKATs forudsætter således i sit svar, at betingelserne i ligningslovens § 7H, stk. 2, nr. 3-7 også overholdes.
For så vidt angår betingelsen i ligningslovens § 7H, stk. 2, nr. 2, litra a følger det, at "Vurderingen af, om betingelsen i stk. 2, nr. 2, er opfyldt, foretages ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs i henhold til (...) den faktiske købskurs for ydede aktier foreligger, dog senest på det tidspunkt, hvor den ansatte erhverver ubetinget ret til den modtagne aktie(...)."
Det er oplyst af rådgiver, at medarbejderen tilbydes gratisaktier. Det betyder samtidig, at kursen for aktierne er kendt på aftaletidspunktet. SKAT betragter aftaletidspunkter, som tidspunktet hvor begge parter har skrevet under på aftalen.
Det er på baggrund af ovenstående SKATs opfattelse, at incitamentsprogrammet kan omfattes af ligningslovens § 7H, og at tidspunktet for bedømmelse af grænsen, i ligningslovens § 7H, stk. 2, nr. 2, litra a, er aftaletidspunktet.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet følger SKATs indstilling.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.