Dokumentets dato: | 30-06-2009 |
Offentliggjort: | 30-06-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.443.SKAT |
Journalnr.: | 09-114317 |
Referencer.: | Chokoladeafgiftsloven Mineralvandsafgiftsloven Emballageafgiftsloven Vinafgiftsloven |
Dokumenttype: | Styresignal |
På baggrund af en kendelse fra Landsskatteretten præciseres praksis vedrørende fratagelse af registrering som varemodtager efter chokoladeafgiftsloven, mineralvandsafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og emballageafgiftsloven. I tilfælde, hvor der konstateres manglende overholdelse af regnskabsreglerne, kan der kun ske fratagelse af registreringen, hvis der er tale om gentagne overtrædelser
Ved lov nr. 408 af 8. maj 2006 blev der i flere afgiftslove indsat enslydende hjemler til at fratage varemodtagere deres registrering i tilfælde af visse overtrædelser af loven. Der er tale om chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 6, emballageafgiftslovens § 7 a, stk. 7, mineralvandsafgiftslovens § 10 a, stk. 6, samt øl- og vinafgiftslovens § 6, stk. 6.
Bestemmelserne i de nævnte love er formuleret således (Chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 6):
"Told- og skatteforvaltningen kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt, eller hvis virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i §§ 12 og 13 ..."
Landsskatteretten har i en utrykt kendelse fastslået, at denne bestemmelse skal forstås sådan, at såvel i tilfælde af manglende rettidig angivelse og betaling, som ved manglende overholdelse af regnskabsreglerne, skal der være tale om gentagelsestilfælde, før bestemmelsen finder anvendelse.
Sagen omhandlede en virksomhed, som var registreret som varemodtager efter chokoladeafgiftsloven og mineralvandsafgiftloven. SKAT havde ved et kontrolbesøg på forretningsstedet konstateret, dels at der forelå manglende registrering af salg, dels at der bl.a. ikke forelå et afgiftsregnskab, herunder regnskab vedrørende det afgiftspligtige varelager. SKAT havde herefter fastsat afgiftstilsvaret skønsmæssigt, hvilket blev stadfæstet af Landsskatteretten. SKAT havde endvidere frataget virksomheden dens registrering som varemodtager, med den begrundelse, at der var konstateret manglende overholdelse af regnskabsbestemmelserne. Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at SKAT kunne fratage registreringerne som sket.
Landsskatteretten begrundede dette med, at efter formuleringen af chokoladeafgiftslovens og mineralvandsafgiftslovens § 10 a, stk. 6, sammenholdt med bemærkningerne til bestemmelserne (lov nr. 408 af 8. maj 2006 - lovforslag nr. 145 af 25. januar 2006 afsnit 2.3, 3.3.1. samt 3.3.2) fandtes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at kravet om gentagelsestilfælde alene gælder i situationer, hvor der ikke er angivet/afregnet afgift overfor SKAT, og således ikke gælder i de tilfælde, hvor der er sket manglende overholdelse af regnskabsreglerne.
I den foreliggende sag var der ikke oplysninger om, at virksomheden tidligere ikke havde angivet eller afregnet afgifter, eller før ikke havde overholdt regnskabsreglerne. På den baggrund fandt Landsskatteretten ikke, at der var grundlag for at fratage virksomheden registreringen som varemodtager i medfør af de nævnte bestemmelser.
Det følger altså af Landsskatterettens kendelse, at det ikke er tilstrækkeligt til fratagelse af registreringen, at der kun er konstateret manglende overholdelse af regnskabsrbestemmelserne i ét enkelt tilfælde. Dette samme gælder i forhold til de nævnte enslydende bestemmelser i alle de 4 nævnte afgiftslove.
Det bemærkes, at der med ikrafttræden 1. januar 2009 bl.a. i de nævnte afgiftslove, samt i spiritusafgiftsloven og tobaksafgiftsloven er indført hjemmel til at pålægge daglige bøder i tilfælde af manglende overholdelse af regnskabsregler eller regler vedrørende registrering og angivelse. Der er ligeledes indført hjemmel vedrørende konfiskation af afgiftspligtige varer ved grove eller gentagne overtrædelser, se nærmere SKM2009.300.SKAT , afsnit 2.1 og 3.1.