Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-08-2009
Offentliggjort:09-09-2009
SKM-nr:SKM2009.526.SR
Journalnr.:08-147836
Referencer.:Tonnageskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Salg af skibsanpart omfattet af tonnageskatteordningen

Forespørger ønsker svar på om et salg af skibsanparter i et kommanditselskab i skattemæssig henseende er at betragte som en afståelse af en ideel andel i kommanditselskabet og dermed kan medføre avancebeskatning. Endvidere ønskes svar på om salg skibsanparter, der er købt i 2007 kan omfattes af tonnageskatteloven. Dette blev bekræftet af Skatterådet.


Spørgsmål
  1. Kan Skatterådet bekræfte, at et salg af 5 pct. af K/S A i form af afståelse af 5 nummererede anparter i skattemæssig henseende vil blive behandlet som salg af en ideel andel af kommanditselskabet med avanceskattemæssige følger for B ApS?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at selskabets anparter i K/S A i skatteretslig henseende anses for erhvervet i 2004 og 2007, således at en konstateret avance i forbindelse med salg af 5 pct. af K/S A, relateret til afståelse af 5 pct. af dette selskabs skib, for 1/5 vedkommende (B ApS) vil være omfattet af tonnageskattelovens § 10, stk. 2, nr. 9 som vedtaget ved lov nr. 539 af 6. juni 2007 om ændring af tonnageskatteloven?

Svar

  1. Ja. Se begrundelse og sagsfremstilling.
  2. Ja. Se begrundelse og sagsfremstilling.
Beskrivelse af de faktiske forhold

B ApS ejer anparter i flere forskellige kommanditselskaber, og har herunder ejerandel på 25 pct. af K/S A, der som eneste aktivitet ejer et tørlastskib, der er udlejet. Selskabets anparter i K/S A er omfattet af tonnageskattelovens regler.

B ApS er stiftet 20. juni 2005 efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Anparter i K/S A er for 20 pct. vedkommende anskaffet af selskabets hovedaktionær personligt regi i 2004 og er således indskudt i B ApS i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse. De resterende 5 pct. er anskaffet af B ApS i 2007.

Det er grundet udbyders nummerering af anparter muligt nøjagtigt, at identificere og specificere de i 2004 henholdsvis 2007 erhvervede anparter. Selskabet ønsker, af strategiske årsager, at nedbringe sin ejerandel i K/S A.

Det oplyses, at selskabet som udgangspunkt ønsker sin ejerandel nedbragt med 5 pct.

SKATs indstilling og begrundelse

Ifølge dansk skatteret er et kommanditselskab ikke et selvstændigt skattesubjekt. Det er derfor de enkelte kommanditister der beskattes af kommanditselskabets skattepligtige indkomst mv.

Ved en kommanditists afståelse af en anpart skal kommanditisten opgøre den skattemæssige avance efter skattelovgivningens almindelige regler for afståelse af de pågældende aktiver, idet kommanditisten skattemæssigt anses for at have afstået ideelle anparter i kommanditselskabets aktiver og eventuelle passive jf. også SKM2006.564.LSR samt Ligningsvejledningen 2009-2, E.F.2.3 .

Ved lov nr. 264 af 8. maj 2002, nugældende lovbekendtgørelse nr. 834 af 29. august 2005 (tonnageskatteloven), med senere lovændringer, blev den danske tonnageskatteordning indført.

Tonnageskatteordningen kan kun anvendes af selskaber. Der er dog mulighed for, at flere rederiselskaber kan eje eller leje skibe, der kan omfattes af tonnageskatteordningen, og dermed indgå i tonnageskatteordningen med de enkelte rederiselskabers andele jf. tonnageskattelovens § 3, stk. 3 og SKM2006.492.SR (forudsætningsvis).

B ApS indgår i tonnageskatteordningen med anparter i K/S B på i alt 25 pct.

SKAT forudsætter, at det i sagen omhandlede skib kan omfattes af tonnageskatteordningen. Det er oplyst, at skibet er et tørlastskib. Det er endvidere oplyst, at salget omfatter de 5 pct. af anparterne i K/S A, der er købt i 2007. Selskabet ejer i forvejen 20 pct. i K/S A, som er købt i 2004.

Ad spørgsmål 1

Som følge af at B ApS sælger de 5 pct. af anparterne i K/S A skal der ske en avancebeskatning, idet der er sket en afståelse af en ideel andel af skibet i K/S A.

Avancebeskatning af skibe sker efter reglerne i afskrivningsloven i kapitel 2 om driftsmidler og skibe.

SKAT indstiller derfor til Skatterådet, at der svares "Ja" til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

Som udgangspunkt var avance ved salg af skibe ikke omfattet af tonnageskatteordningen og derfor skattepligtig efter skattelovgivningens almindelige regler, men ved lovændringen til tonnageskatteloven ved lov nr. 539 af 6.juni 2007 om justering af tonnageskatteloven (L 211 2006/2007 fremsat 12. april 2007), § 1, nr. 3, blev indkomster, der kan henføres til skibsavancer omfattet af tonnageskatteordningen.

Reglen blev sat ind i tonnageskattelovens § 10, stk. 2, nr. 9. Skatteministeren har ved bekendtgørelse nr. 26 af 22. januar 2009 sat dele af denne lovændring i kraft, og herunder tonnageskattelovens § 10, stk. 2, nr. 9.

Da salg af en skibsanpart, som følge af ovennævnte, er afståelse af en ideel andel af skibet, er en sådan afståelse også omfattet af reglerne i tonnageskatteloven.

For at skibsavancen kan blive omfattet af tonnageskatteordningen, er det en betingelse, at anparten er købt efter 1. januar 2007 jf. lovændringens § 2, stk. 3. Da anparterne på de 5 pct. er købt efter 1. januar 2007, kan en evt. avance ved salg af disse anparter dvs. de 1/5 af selskabets andel i K/S B omfattes af tonnageskattelovens § 10, stk. 2, nr. 9.

SKAT indstiller derfor til Skatterådet, at der svares "Ja" til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger med de anførte begrundelser.