Dokumentets metadata

Driftsomkostninger - generelt - periodeafgrænsning

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt appellanten, der i en del af indkomståret 1999 drev advokatvirksomhed, var berettiget til at fratrække en række udgifter som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.En betalingsforpligtelse vedrørende feriepenge til en tidligere medarbejder var opstået i indkomståret 1998 og kunne derfor ikke fratrækkes i indkomståret 1999. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at kravet først var rejst af medarbejderens fagforening i 1999.Under hensyntagen til, at appellanten og dennes tidligere ægtefælle havde anvendt en ejendom til familiens private beboelse i omkring 10 år, påhvilede det appellanten at godtgøre, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at udgifter til annoncer og reklame afholdt i forbindelse med et forgæves forsøg på at sælge ejendommen, var fradragsberettiget. Dette var ikke godtgjort.Eftersom appellanten ikke ved fremlæggelse af kørselsregnskab eller lignende havde godtgjort omfanget af den erhvervsmæssige anvendelse af en bil, blev skattemyndighedernes skøn over den private anvendelse af bilen ikke tilsidesat.Det var ikke godtgjort, at en ejendom blev anvendt erhvervsmæssigt, hvorfor appellanten ikke kunne fratrække lokaleomkostninger m.v.De af appellanten afholdte udgifter til bøder til Advokatnævnet fandtes ikke at være en sådan naturlig og sædvanlig driftsomkostning i en advokatvirksomhed, at der var grundlag for at anse udgifterne for fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der var ligeledes ikke grundlag for at fratrække udgifterne til en klientkontoundersøgelse iværksat af advokatmyndighederne.Da det ikke var dokumenteret, at appellanten ikke ved henvendelse til Advokatsamfundet kunne have modtaget delvis tilbagebetaling af kontingent, kunne udgiften ikke anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.Højesteret stadfæstede landsrettens dom af de af landsretten anførte grunde.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Jens Peter Christensen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 13. afdeling den 5. oktober 2007.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har påstået, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med yderligere 258.505,24 kr. Han har subsidiært gentaget sin hjemvisningspåstand.

A har taget bekræftende til genmæle vedrørende beløbet på 4.200 kr. for udgiftsposten "fremmed arbejde" og vedrørende 23.500 kr. for den del af udgiftsposten "regnskabsassistance", der angår udgiften til ND Revision. Forskellen i forhold til påstanden for landsretten skyldes de nævnte beløb samt nogle mindre beløbsmæssige justeringer.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms forkyndelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.