Dokumentets dato: | 04-09-2009 |
Offentliggjort: | 17-09-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.561.ØLR |
Journalnr.: | 9. afdeling, B-2770-08 |
Referencer.: | Ligningsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Ankesagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten som sælger af goodwill, der blev vederlagt med udbytterettigheder, havde ret til at foretage skattemæssige afskrivninger i henhold til den dagældende ligningslovs § 16 F, stk. 2.Landsretten fastslog, at overdragelsen ikke gav appellanten adgang til at foretage afskrivning efter bestemmelsen, idet appellanten ikke havde ydet et vederlag for erhvervelse af en allerede bestående udbyttekontrakt, men derimod havde overdraget sin klientportefølje mod et vederlag.Landsretten fandt endvidere, at der ikke kunne foretages afskrivning efter statsskattelovens § 6, samt at der ikke forelå en krænkelse af de af appellanten påberåbte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Parter
H1 Revision ApS
(advokat Steen Petersen)mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)
Afsagt af landsdommerne
Karen-Anke Tørring, Anne Louise Bormann og Alex Puggaard (kst.)
Byrettens dom af 24. oktober 2008 (BS 1-1244/2007) er anket af H1 Revision ApS med principal påstand om, at indstævnte skal anerkende, at appellantens aftale af 19. juni 1998 er en udbyttekontrakt, hvorpå appellanten har afskrivningsret i overensstemmelse med den i juni 1998 gældende ligningslovs § 16 F, stk. 2, subsidiært at indstævnte skal anerkende, at appellantens aftale af juni 1998 er en udbyttekontrakt, hvorpå appellanten har afskrivningsret i overensstemmelse med statsskattelovens § 6. Appellanten har mere subsidiært nedlagt påstand om, at indstævnte skal anerkende, at appellantens menneskerettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6, artikel 1 i tillægsprotokol 1, jf. artikel 14, krænkes, i det omfang appellanten fortsat nægtes afskrivningsret, og indstævnte skal betale appellanten en af landsretten fastsat kompensation for de år, som skattesagen har varet.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af revisor A, der i det væsentligste har forklaret som for byretten.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Som fastslået ved Østre Landsrets dom af 17. marts 2005 (11. afd. nr. B-409-04) overdrog appellanten ved overdragelsesaftalen af 19. juni 1998 sin revisionsvirksomhed og den hertil knyttede goodwill til G1 I/S. Vederlaget herfor bestod af afgiften på 15 % af bruttohonorarindtægterne fra de overdragne klienter i 7 år fra overdragelsen.
Idet appellanten ikke har ydet et vederlag for en erhvervelse af en allerede bestående udbyttekontrakt, men derimod har overdraget sin klientportefølje mod et vederlag på 15 % af bruttohonorarindtægterne, finder landsretten, at overdragelsesaftalen af 19. juni 1998 ikke giver appellanten adgang til at foretage afskrivning efter den dagældende § 16 F, stk. 2.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at der ikke kan foretages afskrivninger efter statsskattelovens § 6, og at der ikke foreligger en krænkelse af de af appellanten påberåbte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal H1 Revision ApS i sagsomkostninger for landsretten betale 15.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af salær til advokat og omkostning til materialesamling.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, H1 Revision ApS, betale 15.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.