Dokumentets metadata

Dokumentets dato:31-08-2009
Offentliggjort:01-10-2009
SKM-nr:SKM2009.591.BR
Journalnr.:BS 10G-2434/2007
Referencer.:Skattekontrolloven
Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Forhøjelse skattepligtig indkomst - varekøb - fradrag

Skattemyndighederne havde forhøjet det sagsøgende selskabs skattepligtige indkomst med tre beløb, der alle vedrørte fradrag for varekøb.Selskab havde i sin bogføring ved en fejl foretaget en dobbeltpostering på kr. 47.875,-. Retten fandt det ikke bevist, at selskabet havde rettet fejlen ved i varekøbskontoen at have krediteret et beløb på kr. 96.343,-, ligesom fremlæggelse af kreditorkonto, hvoraf fremgik, at beløbet var modregnet, heller ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation.Selskabet havde endvidere på varekøbskontoen bogført to varekøb, som selskabet påstod var modposteret på en anden konto, således at der ikke var søgt fradrag for beløbene. Dette fandt retten ikke dokumenteret, og da selskabet ikke kunne fremlægge købsfaktura eller lignende frifandtes Skatteministeriet.


Parter

H1 ApS
(Advokat B Fabech-Larsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Heidi Bøgelund Hansen)

Afsagt af byretsdommer

Katrine B. B. Eriksen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmål om sagsøgers skatteansættelse for 2003.

Spørgsmålene er sammen med en række andre spørgsmål behandlet af Landsskatteretten, der i kendelse af 23. april 2007 gav skattemyndighederne medhold for så vidt angår de spørgsmål, som sagsøgte herefter ved stævning indgivet den 9. juli 2007 indbragte for retten under denne sag.

Sagsøgers endelige påstand er, at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2003 nedsættes med 225.380,85 kr., subsidiært et mindre beløb.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgers direktør og medejer, A, og registreret revisor MN, der er revisor for sagsøger.

Sagsøger anvendte indtil den 1. oktober 2003 kasseregnskabsprincip, men gik pr. denne dato over til et nyt regnskabsprincip, hvorefter bogføringen også omfattede debitorer og kreditorer.

De omtvistede poster er dels et beløb på 47.875,00 kr., som efter sagsøgtes opfattelse er udgiftsført to gange, dels to beløb på henholdsvis 137.976,00 kr. og 39.530,00 kr., som sagsøgte nægter at godkende som fradragsberettigede varekøbsudgifter.

Vedrørende det førstnævnte beløb, der relaterer sig til bilag 326 i bogføringen, er der enighed om, at det fejlagtigt er bogført to gange som varekøbsudgift på grund af misforståelse omkring leverandørens navn.

Sagsøger gør imidlertid gældende, at dette er rettet op i forbindelse med en regulering ved årets udgang, hvor revisoren på sagsøgers konto 133 "varekøb indland m/moms" til regulering af forskellige fejlposteringer har foretaget en kreditering med et samlet beløb på 96.343,48 kr., og heri indgik det fejlagtigt bogførte beløb. Samtidig er beløbet udgået på et kreditorkontokort oprettet på et af de to forskellige navne, som leverandøren var registreret under.

Vedrørende de to andre beløb, 39.530,80 kr. og 137.976,59 kr., er fremlagt udskrift over sagsøgers konto nr. 7133, varelagerkonto, hvorpå disse beløb er krediteret henholdsvis den 18. og 19. december 2003. Der er desuden fremlagt udskrift over sagsøgers konto nr. 133, varekøb indland m/moms, hvor disse beløb er debiteret samme dato, som de er krediteret på varelagerkontoen. Ved disse posteringer er som bilagshenvisning anført nummeret på to fakturaer, der er fremlagt, og som angiveligt vedrører sagsøgers afhændelse af de pågældende varer.

På varelagerkontoen er den 31. december 2003 krediteret et beløb på 233.268,12 kr.. Samme dato er kontoen for importkøb, EU-lande, konto nr. 145, debiteret dette beløb.

Revisor MN har herom forklaret, at man på varelagerkontoen fejlagtigt havde registreret visse, men ikke alle, vareindkøb. Han har derfor foretaget berigtigelse ved de omhandlede modposteringer, som er foretaget på konto nr. 145 for at undgå, at der igen blev trukket moms.

Parternes synspunkter

Sagsøger har anført, at sagen grundlæggende ikke drejer sig om skatteret, men om bogholderimæssige forhold. Revisor MN har afgivet forklaring om, hvorledes han i forbindelse med sin gennemgang ved regnskabsårets afslutning har fundet forskellige fejlposteringer, som han har rettet. Vedrørende varelagerkontoen er der intet krav om regnskabsmæssigt at føre varelagerkonto. En varelagerkonto bør kun indeholde tre posteringer, nemlig primosaldo ved regnskabsårets begyndelse, postering vedrørende forøgelse eller formindskelse baseret på lageroptælling, og ultimosaldo over varelagerets størrelse ved udgangen af regnskabsåret. Det må ved sagens afgørelse lægges til grund, at der i løbet af regnskabsåret 2003 fandt en forøgelse på 916.063,00 kr. sted. Hos sagsøger har man i strid med dette princip i et vist omfang, men ikke konsekvent, anvendt varelagerkontoen til varelagerstyring, og derfor er ved årets udgang foretaget en korrektion, hvor de ufuldstændige og utilstrækkelige posteringer, i alt 233.268,12 kr., er overført til konto nr. 145. De to beløb på henholdsvis 137.976,00 kr. og 39.530,00 kr. er posteret på varelagerkontoen med indkøbsprisen og indgår i revisors delbalance vedrørende omsætningen. At den ene faktura er uden beregning, har direktør A forklaret nærmere om årsagen til.

Vedrørende det dobbeltposterede beløb er denne udlignet ved, at beløbet er modposteret på den ene af de to kreditorkonti, hvorpå den figurerede, således at den kreditorkonto er gået i 0, og den er også modposteret på varekøbskontoen, konto nr. 133, idet den indgår i det samlede beløb på 96.343,48 kr., hvormed revisor ved årets udgang har berigtiget forskellige konteringsfejl.

Sagsøgte har vedrørende det dobbeltfakturerede beløb henvist til, at bevisbyrden for, at der er sket behørig modpostering, påhviler sagsøger, og denne bevisbyrde er ikke løftet, idet det ikke er muligt at følge modposteringen til regnskabet, og der ikke foreligger nogen dokumentation for, at det dobbeltposterede beløb er indeholdt i den samlede regulering, som revisoren foretog ved årets udgang.

Vedrørende de to andre beløb har sagsøgte henvist til, at disse beløb er medregnet i den samlede udgift til varekøb, som indgår i sagsøgers skatteregnskab, hvorved der er begæret fradrag for disse udgifter. Sagsøger har ikke fremlagt dokumentation for indkøbsudgiften for disse varer, men alene nogle salgsfakturaer, hvoraf den ene, der skulle relatere sig til en indkøbsudgift på 137.976,59 kr., ovenikøbet lyder på en salgspris på 0,00 kr. Hverken dette eller forklaringerne omkring varelagerposteringen kan anerkendes som tilstrækkeligt bilagsdokumentation for en fradragsberettiget udgift til indkøb.

Rettens begrundelse og afgørelse

Revisor MN har forklaret, at det beløb, 96.343,48 kr., som han ved årets udgang krediterede på konto nr. 133, bestod af flere mindre fejlposteringer, herunder det dobbeltposterede beløb på 47.875,00 kr. Der foreligger imidlertid intet bilag, hvoraf fremgår, hvordan den samlede korrektion er sammensat, og fremlæggelsen af kontoudskrift udvisende, at den ene af de to kreditorkonti for leverandørfirmaet er lukket, findes ikke i sig selv at dokumentere, at dobbeltposteringen er udgået fra vareindkøbskontoen.

Retten finder ikke, at sagsøger har løftet sin bevisbyrde for, at dobbeltposteringen er udlignet.

Vedrørende beløbene på 137.976,00 kr. og 39.530,00 kr. blev de henholdsvis den 19. og 18. december 2003 bogført på konto nr. 133, varekøb indland m/moms og er derved være indgået i sagsøgers regnskab som fradragsberettiget udgift. Uanset forklaringerne omkring misforstået bogføring på varelagerkontoen, omposteringer og relationen til de fremlagte salgsfakturaer må det konstateres, at sagsøger ikke har fremlagt leverandørens faktura eller noget andet bilag direkte for udgiften vedrørende indkøb af de pågældende varer.

Retten finder ikke, at sagsøger har godtgjort, at de nævnte beløb er fradragsberettigede.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Efter dommens resultat skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med 20.000 kr. med tillæg af moms.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger H1 ApS skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.