Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-09-2009
Offentliggjort:06-10-2009
SKM-nr:SKM2009.611.BR
Journalnr.:BS 1-889/2008 og BS 1-890/2008
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Henstand - sikkerhedsstillelse

Sagerne, der blev behandlet samlet, vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at betinge henstand med sagsøgerens skattebetalinger af, at sagsøgeren stillede sikkerhed for skattekravene.Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter det måtte antages, at muligheden for senere at inddrive kravene ville blive forringet, såfremt henstand blev givet uden krav om sikkerhedsstillelse. Retten fandt endvidere ikke, at afgørelserne om sikkerhedsstillelse var tilsidesættelige som følge af manglende kompetence eller inhabilitet.


Parter

A
(Selv og BA)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.m. Susanne Lehrer)

Afsagt af byretsdommer

Torben Hvid

Under disse sager, der er behandlet samlet, har sagsøgeren, A, principalt nedlagt identiske påstande om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at skatteforvaltningens afgørelser om, at henstand betinges af sikkerhedsstillelse, er ugyldig, subsidiært, at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren skal ydes henstand uden sikkerhedsstillelse med skattebetalingen for indkomstårene 2000-2002, henholdsvis 2003 og 2004, indtil sagerne er endeligt afsluttet.

Sagsøgeren har som mere subsidiære påstande nedlagt påstand om, at sagsøgte skal anerkende, at der ikke skal stilles sikkerhed for renter, og mest subsidiært, at sagsøgte skal anerkende, at der frigives mindst 1 mill. kroner af den stillede sikkerhed.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagerne drejer sig om, hvorvidt skattemyndighederne har været berettiget til at betinge henstand med sagsøgerens skattebetalinger vedrørende indkomstårene 2000-2002 og 2003-2004 af, at sagsøgeren stillede sikkerhed for skattekravene.

Sagernes baggrund

Efter at skattemyndighederne havde modtaget oplysninger om, at sagsøgeren angiveligt siden 3. september 1993 havde arbejdet i USA og siden 1994 havde været opført som lejer af en lejlighed i USA, ændrede SKAT ved afgørelser af henholdsvis 20. december 2006 og 16. maj 2007 ansættelserne af sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 2000-2002 og indkomstårene 2003 og 2004. Ved afgørelserne anså SKAT sagsøgeren for at være begrænset skattepligtig til Danmark. SKAT lagde endvidere til grund, at sagsøgeren ikke havde beboet to ejendomme i Danmark, som sagsøgeren havde afhændet i de nævnte indkomstår, hvorfor sagsøgeren efter SKATs opfattelse var skattepligtig af den opnåede avance ved salget af disse ejendomme. Sagsøgerens skattepligtige indkomst blev endvidere forhøjet med fikseret lejeindtægt, ikke godkendt befordringsfradrag samt maskeret udbytte fra sagsøgerens selskab. Ændringerne medførte en betydelig restskat.

Sagsøgeren påklagede SKATs afgørelser til skatteankenævnet. I forbindelse hermed anmodede sagsøgeren om henstand med betalingen af restskatterne, og i medfør af skatteforvaltningslovens § 51 bevilligede SKAT den 1. juni 2007 henstand med restskatten vedrørende indkomstårene 2000 - 2002 og den 15. august 2007 henstand med restskatten vedrørende indkomstårene 2003 og 2004. Henstanden blev i begge tilfælde betinget af, at sagsøgeren stillede sikkerhed for restskatterne og at kravet blev forrentet, jf. Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4 og stk. 6. Det fremgår af afgørelserne, at SKAT lagde vægt på, at sagsøgeren opholdt sig i USA og at sagsøgerens evne til at betale skattekravet var afhængig af dennes besiddelse af fast ejendom her i landet, og muligheden for at realisere disse. Afgørelsen om henstand blev truffet af sagsbehandler LP, der som sagsbehandler også havde truffet de påklagede afgørelser om ændring af skatteansættelserne.

Sagsøgeren påklagede SKATs afgørelser til Landsskatteretten, der ved afgørelser af 21. februar 2008 stadfæstede, at henstanden skulle betinges af sikkerhedsstillelse.

Landsskatterettens afgørelser er indbragt for retten den 20. maj 2008.

Bevisførelsen

Der er under sagen alene ført dokumentbevis. Dommen er udfærdiget uden en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218a.

Parternes argumentation

A har i sit påstandsdokument til støtte for sin påstand gjort gældende

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument til støtte for sin påstand gjort gældende

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at skattemyndighederne har været berettigede til at betinge henstand med sagsøgerens betaling af restskatter for indkomstårene 2000-2002 og 2003-2004 af, at sagsøgeren stillede sikkerhed for skattekravene.

Det følger af statsskattelovens § 38, at klage over en skatteansættelse ikke har opsættende virkning for forpligtelsen til at betale den skat, der følger af ansættelsen. Der sker altså ikke ved påklage nogen automatisk udsættelse med skattebetalingen, indtil en endelig afgørelse foreligger.

Efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., kan skattemyndighederne dog efter ansøgning give skatteyderen henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører.

Henstanden kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4.

Dette forvaltningsretlige skøn kan kun tilsidesættes, hvis myndighederne ved skønsudøvelsen har varetaget usaglige hensyn. Hvis skønnet ikke er udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag eller er åbenbart urimeligt, kan skønnet ikke tilsidesættes, jf. blandt andet SKM2006.15.VLR . Sagsøgeren har ikke godtgjort, at skønnet er tilsidesætteligt.

I den forbindelse henvises til, at der var tale om restancer af en betydelig størrelse, i alt kr. 1.615.837,-, og at sagsøgerens indtjeningsmæssige situation i Danmark ikke var stabil. Sagsøgerens advokatvirksomhed var således erklæret konkurs, og sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2006 udgjorde blot kr. 10.746,-, jf. bilag Ea og Eb.

SKAT har derfor med rette vurderet, at sagsøgerens evne til at betale de pågældende skattekrav var afhængig af sagsøgerens besiddelse af fast ejendom i Danmark.

Den foreliggende risiko for, at sagsøgeren realiserede de faste ejendomme og anvendte provenuet herfra uden at indfri skattekravene, sammenholdt med sagsøgerens svage tilknytning til Danmark som følge af opholdet i USA, understøtter skattemyndighedernes vurdering af, at muligheden for inddrivelsen af kravene ville blive forringet ved meddelelse af henstand uden sikkerhedsstillelse.

På den baggrund gøres det gældende, at SKATs afgørelser har været båret af saglige hensyn, og at skønnet ikke er tilsidesætteligt.

Parterne har begge procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne. Retten har forstået sagsøgtes procedure således, at det tillige gøres gældende, at SKAT heller ikke var rette myndighed til at afgøre spørgsmålet om henstand.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte de trufne afgørelser som ugyldige, hverken som følge af manglende kompetence eller som følge af personlig inhabilitet hos sagsbehandleren.

Retten har lagt vægt på, at skatteforvaltningen efter Skatteforvaltningslovens § 1 er organiseret som en landsdækkende forvaltningsmyndighed, og at SKAT allerede derfor har haft den fornødne kompetence til at træffe den påklagede afgørelse. Retten har endvidere lagt vægt på, at afgørelsen om henstand med betaling af skat og vilkårene herfor, ikke er en klagebehandling af en tidligere truffen afgørelse, og at sagsøgeren ikke har anført omstændigheder, der i øvrigt kan rejse tvivl om LPs habilitet, jf. herved Forvaltningslovens § 3, stk. 1. Herom bemærkes særligt, at det forhold, at LP har samarbejdet med en kriminalassistent omkring oplysningerne om sagsøgerens opholdt i USA, ikke er en omstændighed, der er egnet til at vække tvivl om LPs fuldstændige upartiskhed.

De omtvistede skatteansættelser er af sagsøgeren påklaget til Skatteankenævnet og verserer fortsat i det skatteretlige klagesystem. Ansættelserne kan derfor ikke anfægtes under nærværende sag, ligesom skattemyndighedernes afgørelse om sagsøgerens bopælsforhold og manglende tilknytning her til landet må lægges til grund ved afgørelserne om sikkerhedsstillelse, indtil afgørelserne måtte blive ændret ved en klageinstans eller ved dom. De udøvede skøn, hvorefter det må antages, at muligheden for senere inddrivelse af skattekravet forringes, hvis der ikke stilles sikkerhed for henstandsbeløbet, er på denne baggrund hverken åbenbart urimeligt eller udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Da sagsøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at der er varetaget usaglige hensyn, er der ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens skøn.

Skatteministeriet frifindes derfor.

Efter sagernes udfald skal sagsøgeren, A erstatte de udgifter, som sagerne har påført Skatteministeriet. Efter sagernes karakter og omfang fastsættes Skatteministeriets udgifter til advokat til 20.000 kr., hvorved der er taget hensyn til, at kammeradvokaten har udarbejdet materialesamling og ekstrakt og til at Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Da der ikke er oplyst andre udgifter forholdes der med sagens omkostninger som fastsat nedenfor. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8a.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.