Dokumentets dato: | 20-10-2009 |
Offentliggjort: | 27-10-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.641.SR |
Journalnr.: | 09-123128 |
Referencer.: | Kildeskatteloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet fandt, at værdien af frit logi kan værdiansættes til 1.429 kr. pr. måned i 2009. Endvidere fandt Skatterådet, at medhjælpere ved landbruget er omfattet af Skatterådets anvisninger. I de tilfælde, hvor fri kost og logi er ydet i forbindelse med kontant løn til de lønmodtagergrupper, der er omfattet af Skatterådets anvisning, anses værdien som A-indkomst.
Spørgsmål
Svar
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger driver en landbrugsvirksomhed, bl.a. med udlejning til heste og forefalden arbejde i forbindelse hermed. Ejendommens jordtilliggende er på knap 20 ha., som drives af spørger.
Spørger overvejer at ansætte en landbrugsmedhjælper på deltid og i den forbindelse tilbyde fri logi i form af et værelse til den ansatte i stuehuset. Der vil være adgang til husstandens køkken og bad.
Der skal ikke ydes fri kost.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Værdiansættelse frit logi
Skatterådet har for 2009 fastsat værdi af fri kost og logi til 2.829 kr. pr. måned. Kost pr. dag 70 kr. Skatterådet har ikke fastsat en selvstændig sats for de medhjælpere i landbruget mm., der alene har frit logi, men ikke fri kost.
Hvis værdien af kost ansættes til 70 kr. pr. dag og der regnes med 30 dage bliver værdien af kost 2.100 kr. pr. måned. Hvis dette beløb vedrørende kost fratrækkes satsen for kost og logi bliver restbeløbet til logi 729 kr.
A- eller B- indkomst
Af bekendtgørelse 419 af 21. maj 2008 til kildeskattelovens, § 20 fremgår indkomst arter, der ikke anses for A-indkomst. Her nævnes i pkt. 3: Værdi af fri kost og fri bolig, som ydes i forbindelse med vederlag i penge, når værdiansættelsen ikke kan foretages efter de normalværdier for kost og logi, der fastsættes af skatterådet.
Der er ikke af Skatterådet fastsat nogen direkte beløbsværdi af fri logi. Ved en indirekte beregning kan denne værdi pr. måned beregnes som 2.829 kr. minus 30 dage af 70 kr., det vil sige til 729 kr. Da der således ikke er fastsat nogen beløbsgrænse for fri logi, uden at der samtidig ydes fri kost, kan dette tale for at værdien af frit logi ikke er omfattet A-indkomst, men er B-indkomst.
SKATs indstilling og begrundelse
Lovgrundlag og praksis
Kost og logi
Ved bekendtgørelse nr. 1152 af 18. november 2008 har Skatterådet for 2009 vedtaget anvisning for nogle lønmodtagergrupper om normalværdien af kost og logi. Det gælder de lønmodtagergrupper, hvor kost og logi er en naturlig del af lønnen, eksempelvis medhjælpere ved landbruget, sygehuspersonale mv.
Arbejdsgiverens betaling af kost og logi er som udgangspunkt skattepligtig, medmindre den ansatte er på rejse eller arbejder på et midlertidigt arbejdssted, jf. Ligningslovens § 16, stk. 11, herefter LL. Efter denne bestemmelse skal ansatte ikke beskattes af værdien af sparet hjemmeforbrug i forbindelse med arbejde på et midlertidigt arbejdssted. Værdiansættelsen skal ske med udgangspunkt i markedsværdien af godet, jf. LL § 16, stk. 3.
I de tilfælde, hvor fri kost og logi er ydet i forbindelse med kontant løn til de lønmodtagergrupper, der er omfattet af Skatterådets anvisning, anses værdien som A-indkomst, jf. Kildeskattelovens § 43, stk. 1, herefter KSL og KSLbek. nr. 419 af 21. maj 2008 § 20, nr. 3, modsætningsvis.
Værdien skal ligeledes medregnes til AM- og SP- bidragsgrundlaget, jf. Arbejdsmarkedsfondsloven § 8, stk. 1 litra a, og ATP-lovens § 17 f, stk. 1.
Ydes der fri kost og logi til andre lønmodtagergrupper, skal værdifastsættelsen heraf ske med udgangspunkt i markedsværdien - det vil sige det beløb, som den ansatte har sparet ved ikke selv at afholde udgiften til privatforbrug, jf. LL § 16, stk. 3. Værdien beskattes som B-indkomst, og der skal ikke betales AM-bidrag og SP-bidrag heraf jf. Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2009-2, afsnit B.1.6.10, Kost og logi.
Lønmodtagergrupper omfattet af Skatterådets anvisninger
For 2009 er værdien af fri kost og logi for medhjælpere ved husholdning og landbrug mv. ansat til 33.950 årligt (2.829 pr. mdr.) jf. ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.11, Kost og logi.
Fri kost - lønmodtagergrupper omfattet af Skatterådets anvisninger
Spørgsmål 1
Der spørges om værdien af frit logi kan værdiansættes til 729 kr. pr. måned i 2009?
Medhjælpere ved landbruget er omfattet af Skatterådets anvisninger. Fri kost og logi er beregnet til 2.829 kr. pr. mdr., hvoraf kost beløber sig til 70 kr. pr. dag i 30 dage 2.100 kr. tilbage er der 729 kr.
Da der er tale om et værelse på landet ved en arbejdsgiver vurderer SKAT, at værdien af frit logi kan værdiansættes til 729 kr. pr. måned i 2009.
Det skal dog bemærkes, at der ved vurderingen er lagt vægt på følgende:
SKATs indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med et ja.
Spørgsmål 2
Der spørges om, hvordan værdien af fri logi skal ansættes, hvis spørgsmål 1 besvares benægtende?
SKATs indstilling
Spørgsmålet bortfalder.
Spørgsmål 3
Der spørges om værdien af fri logi er B-indkomst?
Medhjælpere ved landbruget er omfattet af Skatterådets anvisninger. I de tilfælde, hvor fri kost og logi er ydet i forbindelse med kontant løn til de lønmodtagergrupper, der er omfattet af Skatterådets anvisning, anses værdien som A-indkomst, jf. KSL § 43, stk. 1.
SKATs indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med et nej.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet vedtog at ændre SKATs indstilling og begrundelse til spørgsmål 1 og 2.
I spørgsmål 1 ændres svaret fra "ja" til "nej".
I spørgsmål 2 ændres svaret fra "bortfalder" til:
"Værdien af fri logi ansættes til 1.429 kr. pr. måned i 2009". Værdien er beregnet som følger: Værdien af fuld kost er i 2009 ansat til 70 kr. pr. dag og vil anslået 20 dage om måneden udgøre i alt 1.400 kr. pr. måned. Fri kost og logi er i henhold til Skatterådets anvisninger ansat til 2.829 kr. pr. måned i 2009. Værdien af fri logi kan herefter ansættes til 1.429 kr. pr. måned i 2009.
Skatterådet vedtog SKATs indstilling og begrundelse til spørgsmål 3.